Monument Valley
Sedona
Natural Bridge
Previous slide
Next slide

Dagbog fra USA (2014)

 

16. august: Det har været en turbulent tid den seneste måned, hvor vi ikke har vist om vi kom afsted eller ej, men heldigvis er Ulrich næsten på toppen igen og vi kan se frem til 4 uger med afslapning og oplevelser. Det er pragtfuldt at tænke på 🙂 Vi skal først flyve kl. 12.20 med SAS via Washington til Phoenix i Arizona, så vi står op til sædvanlig tid og nusser rundt til naboen kommer og kører os til stationen. Flyveturen til Washington tager ca. 9 timer og efter et stop på 4 timer med de sædvanlige lange køer ved imigration flyver vi yderligere næsten 5 timer til Phoenix. Den sidste del af turen er vi ved at være møre, så da vi når frem til Hilton i Phoenix efter 20 timer fra vi tog hjemmefra hopper vi direkte i seng. Vi når dog at konstatere, at vi ikke kommer til at fryse i Phoenix. Selv kl. 21 er der omkring 40 grader.

17. august (Phoenix): Vi vågner kl. 5.30, da vi jo kom rimelig tidligt i seng i går. Solen er lige ved at stå op og vi ser ud over Phoenix (eller rettere sagt Mesa, en forstad til Phoenix) og bjergene i det fjerne. En lille kolibri byder os velkommen lige uden for vores vinduer og nedenfor står palmerne og svajer i en let brise. Det var mørkt da vi landede i går kl. 21, så vi så ikke meget af Phoenix fra taxaen, men vi mærkede varmen! 

Vi er nogle af de første nede ved morgenmaden og sidder længe og hygger over kaffen. Vi er stadig lidt møre og har svært ved at tage os sammen til at komme ud i heden. Solen skinner fra en skyfri himmel, så vi er klar over at det bliver rigtig dejlig varmt 🙂 Vi skal først hente camperen i morgen, så dagen i dag er der overhovedet ikke noget program for. Vi kunne måske tage en runde golf på golfbanen, som ligger lige op af hotellet, men da vi efter morgenmaden går en tur ud til hotellets pool ændrer vi hurtigt mening. Det er som at træde ud i en sauna. Det indbyder ikke til den store fysiske udfoldelse – ikke engang en tur på golfbanen!
Det ender med at vi går de ca. 500 m over til et stort indkøbscenter, hvor der er aircondition, så det er til at holde ud. Jeg plejer ikke at kunne få varme nok, men i dag efter en lang flyvetur og lidt søvn, så er det bedst at krybe indenfor. 

Sidst på eftermiddagen blæser det op og der kommer torden og regn, men regnen når dårligt at ramme jorden før det er tørt igen. Da vi skal ud at spise aftensmad har vinden lagt sig lidt og solen skinner igen, men det er som at gå i en stor hårtørrer. Der er heldigvis ikke langt at gå til et steakhouse, hvor vi selvfølgelig får en stor steak, som smager helt fantastisk.

Vi går igen tidligt i seng.

18. august (Phoenix – Black Canyon City): Vi har været vågne flere gange i løbet af natten. Vi har ikke helt vænnet os til tidsforskellen på 9 timer endnu. Det tordner og lyner og regner, men til morgen skinner solen igen og regnen har ikke fået varmen til at lægge sig.

Vi skal hente camperen i dag og håber at kunne hente den tidligt, men en opringning til Cruise America slukker dog den forhåbning! Vi kan tidligst hente den kl. 14. Det ødelægger lidt vores planer for dagen, men vi har jo 4 uger foran os, så mon ikke vi når, hvad vi skal 🙂

Vi beslutter at fordrive tiden med at gå over i indkøbscentret igen, hvor vi kan holde varmen ud. Vi er absolut ikke blevet akklimatiseret endnu, så vi er kun ude, når det er nødvendigt ellers opholder vi os hvor der er airconditioning. Solen bager ned og selv om det regnede i nat har det ikke haft nogen synderlig indvirkning på temperaturen. Den ligger stadig på 40+. Vi er ikke rigtig i købehumør i dag, så det bliver kun til en klipning til mig, da jeg ikke nåede det hjemmefra. Det er billigt at blive klippet herovre. Det kostede kun ca. 100 kr. 🙂

Tilbage på hotellet slapper vi af med vores bøger og surfer omkring de steder vi skal besøge de næste dage, hvilket bl.a. er Sedona. kl. 15 tager vi en taxa ud til Cruise America for at hente vores camper, som vi skal bo og køre rundt i de næste 4 uger. Vi har fået rykket tiden, så det er temmelig sent vi får udleveret den, idet jeg har bedt om at få så ny en camper som muligt!

De er meget søde hos Cruise America, men vi må vente yderligere, da vi kommer derud, så klokken er 16 inden vi kører af sted mod Wallmart for at få fyldt op med madvarer og andre fornødenheder. Selv om vi har skrevet indkøbsseddel, går der alligevel et par timer med at købe ind, så vores første dag er næsten gået inden vi er ”on the road again”. Da det allerede bliver mørkt kl. 20, når vi ikke ret langt før vi må finde en campingplads. Vi bryder os ikke om at køre, når det er mørkt og da vi heller ikke får set noget i mørke, tjener det ikke noget formål! Vores første stop bliver dermed Black Canyon City, som ligger ca. 100 km nord for Phoenix oppe i bjergene. 

Det lyder utroligt, men vi er fuldstændig flade selv om vi stort set ikke har lavet noget i dag, men det er måske netop derfor 😉 Så vi får bare lidt koldt mad inden vi går til køjs.

19. august (Black Canyon City – Sedona 180 km): Det er været en noget urolig nat, hvor vi har været vågen adskillige gange. Dels har det været meget varmt og dels har det lynet, tordnet og regnet, så vi stort set ikke har kunnet høre hvad vi selv tænker. Regnen har trommet på taget og tordenbragene har været enorme og efter de store brag, har vi kunnet mærke trykket, som en rusken i vognen. Det var lidt uhyggeligt! Til morgen regner det stadig voldsomt og der kommer advarsler over telefonen om Flash Flood. Det har vi ikke oplevet før og vi havde så sandelig heller ikke forventet i Arizona, som er ørkenlandskab med store kaktusser! Manden i receptionen på campingpladsen fortæller, at de aldrig har opdaget noget lignende før. De får normalt 6 inches vand om året her og det er hvad der er kommet bare i nat! Han kan også fortælle, at der er jordskred på en afkørsel lidt længere nordpå. Vi er ikke helt klar over om det er den afkørsel vi skal af på, men vi beslutter os i hvert fald for at vente til op af formiddagen med at køre videre, da vejret her skulle klare op.

Klokken 11 er regnen stilnet lidt af, så vi bliver enige om at køre mod Prescott, hvorfra der skulle være en scenic road via Jerome til Sedona. Hvis det fortsat regner kan vi altid finde en campingplads i Prescott og vente med at køre videre til i morgen. Da vi kører gennem Black Canyon City, kan vi se at flere beboelsesområder står under vand, så det er ikke kun en lille byge, der er kommet! Det regner fortsat da vi når til Prescott, men efter en times hvile og en tur må McDonalds så klarer det op og vi kører derfor mod Jerome. Vi kommer ikke langt ud for Prescott før de storslåede scenerier, som vi er så betaget af begynder. Først er det Watson lakes med store herons ude på stenene og derefter ændrer landskabet sig hele tiden. Først med store runde klipper tæt på vejen og senere åbner landskabet sig op til kæmpe store  vider omkrenset af bjerge, nogle bløde og grønne andre forrevne og i røde nuancer. Op mod Jerome kører vi på serpentiner vej mellem fyrtræer og forrevne klipper. Vi kører ind i skyerne, som hænger mellem slugtene, så vi kan desværre ikke se så meget af udsigter, men enkelte steder åbner skyerne sig og vi kan se ned over dalene og igen de store vider. Det er bare flot. Nu er ferien for alvor begyndt 😉

Vi kommer til Jerome sidst på eftermiddagen. Det er en gammel kobbermine by og den er meget speciel at se på. Den ligger på en stejl klippeside og har stort set kun en gade som snoer sig ned af bjerget og husene er som taget ud af en western-film. Vi kører op til det, som skulle være den oprindelige mineby, som nu er ghost-town, men lågen er lige blevet lukket, så vi kan ikke komme helt op i byen, men vi kan se den på afstand. Der ligger de gamle huse, men derudover er der samlet en masse gamle biler og maskiner foran, så det mest af alt ligner en bilkirkegård. Det er lidt synd!

Videre nede af bjergsiden kører vi over en stor slette inden vi nærmere os Sedona. Vi kan se de røde bjerge/klipper foran os og som vi kommer nærmere bliver synet mere og mere betagende. Desværre kan man ikke tage billeder, som helt kan vise det storslåede syn og det ville også have været flottere, hvis solen havde skinnet fra en skyfri himmel i stedet for der som nu hænger regnvåde skyer hen over landskabet, men stadigvæk er det fantastisk at se. Vi finder en campingplads Rancho Sedona RV Park i Sedona inden det bliver helt mørkt og glæder os til at meget mere af dette skønne område i morgen.

Mens jeg sidder og skriver dagbog og vi har døren åben pusler det uden for døren og jeg ser lige en hvid hale forsvinde ind under vognen. Vi skynder os ud for at se hvad det var for en hale og får øje på 2 stinkdyr, som render rundt og leder efter føde. Det var godt, at vi havde fluenettet for døren, så de ikke følte sig fristet til at besøge os! I går i Black Canyon City var der små kaniner, som hoppede rundt mellem vognene, så vi ser da lidt wildlife 🙂

20. august (Sedona 100 km): Det har været en forrygende dag i Sedona, hvor solen igen er kommet frem. Det er et utroligt smukt område, hvor det kan være svært at vælge hvilken vej man skal køre for lige meget hvor hen man drejer hovedet, så er smukke lagdelte bjergsider i røde og hvide farver og alle mulige formationer. Mange af de Cathedralenkeltstående formationer har fået navne så som Cathedral Rock, Bell Rock, Courthouse Butte osv. Selve Sedona by er der også kræset om. Der er virkelig tænkt over byplanlægningen, så alle bygninger passer ind i farve og materialevalg til de omkringliggende bjerge/klipper. Det er også tydeligt, at der er regler for reklamer, for de er meget diskrete. Faktisk så diskrete at det kan være svært at finde de forskellige forretninger og supermarkeder. Selv McDonald har måtte give afkald på sin gule måge!

Vi starter tidligt ud i dag, da vi gerne vil se solen gå op. Det når vi nu ikke helt. Den er gået op, da vi kommer til det første udsigtspunkt på Airport Road, men vi har stadig det flotte bløde lys, som giver klipperne nogle hel fantastiske røde farver. Fra udsigtspunktet har vi et vue ud over hele Sedona og klipperne bagved. Det er virkelig flot. Vi kører herefter tilbage af 89A, hvorfra vi kom i går og kører det 7 mil lange Red Rock Loop og er også lige inde og vende Red Rock State Park, hvor vi bl.a. ser et par dyr og en masse kolibrier, som samles omkring nogle Sedonafoderautomater med nektar. De er sjove at betragte, når de står fuldstændig stille i luften og pludselig for fuld fart dykker efter et eller andet. Det er næsten som jægerpiloter på togt. Red Rock Loopet er også meget smukt. Vi kører mellem bjergene og nyder farvespillet i klipperne.

Vi er efterhånden blevet sultne, da vi kørte ud til solopgang uden morgenmad, så vi vender tilbage til campingpladsen for at få morgenmad og vi skal også lige have taget stingene fra Ulrichs operationsar. Han har fået steril saks og pinset med fra hospitalet og en lille instruktion i hvordan trådene skal tages og det giver han videre til mig, som må agere sygeplejerske. Det er ikke helt smertefrit, men han tager det pænt og ud kommer trådene. 

Senere kører vi igen ud for at se på flotte klippeformationer. Denne gang kører vi sydpå af rute 179, hvor der er en masse udsigtspunkter. Vi starter med en afstikker til Chapel of the Holy Cross, som er et kirkerum, som er bygget ind i klipperne, så det næsten falder i et med dem. Det er meget stemningsfuldt at være inde i dette kirkerum og selv om jeg ikke er troende, er der alligevel et eller andet over stedet, hvor jeg tænder et lys for min far. Jeg har det imidlertid ikke så godt med, at vi ikke har fået købt et Park Pas, som man skal have for at måtte være på visse steder, så vi ender med at springe udsigtspunkterne over og køre ud til Rangerstationen langt ude og købe Park Passet og derefter langsomt tage udsigtspunkterne på vejen tilbage. Vi har også fået nogle tips om hvor vi skal køre hen for at få de bedste udsigtspunkter til bla. Cathedral Rock, hvilket også indbefatter et lille hike. Da det igen er blevet varmt (ca. 30 grader), nu hvor solen er kommet tilbage, så er det begrænset, hvor lange hike vi gider tage, men denne lille tur gennem skov og ned til Oak Creek er anstrengelserne værd. Turen tilbage mod Sedona og ud af Dry Creek Road i det sene eftermiddagslys er hel fantastisk. Det er bare så smukt og vi standser ved alle udsigtspunkter for at nyde hvert et vue. Iøvrigt var vi også ved at køre et par store fugleedderkopper over, som kom gående over vejen. 

Vi er først hjemme på campingpladsen igen kl. 19. Det har været en lang dag mellem bjergene, men det har været så flot og vi har det rigtig godt. Det er dette vi er kommet for at opleve 😉 Endnu engang får vi besøg af stinkdyrene og da jeg skal over til toiletbygningen kommer der også en bobcat gående 50 m fra mig. Sådan en har jeg aldrig set før, men den ligner en meget stor huskat. Synd Ulrich ikke lige var med, så han også kunne se den.

21. august (Sedona – Grand Canyon South Rim 190 km): Da vi vågner kl. 7 skinner solen fra en skyfri himmel, så det tyder på, at vi har sagt farvel til regnen for alvor selv om vejrudsigterne har lovet lidt mere regn indtil vi når weekenden. Det er torsdag i dag. Natten har været rar. Temperaturen har været tilpas, så vi har fået sovet igennem uden svedeture og uden trommen af regn på taget :-).

Da vi har været i bad og spist morgenmad udenfor begynder skyerne imidlertid at samle sig og inden vi kører fra campingpladsen ved 9-tiden er det helt overskyet. Det er lidt ærgerligt for bjergene og landskabet i det hele taget tager sig bedre ud, når solen skinner, men vi kan jo ikke lave om på det, så vi må bare sige – pyt.

Dagens tur går nordpå til Grand Canyon – South rim. Vi kører af rute 89A, som starter med en hel fantastisk smuk tur nede mellem de røde klipper og skov. Vejen stiger dog stødt. Sedona ligger i ca. 1200 meters højde, men da vi er højest oppe er vi i omkring 2400 meters højde, hvorefter vi kører nedad igen. Øverst oppe er der selvfølgelig et udsigtspunkt, hvor vi kan se ned over slugten, vi har kørt igennem og det sidste stykke serpentiner vej. Heroppe har en masse indianere stillet deres boder op, hvorfra de sælger smykker og andre ting, som de selv har lavet. Det er meget fine ting og faktisk ikke specielt dyre – en flot halskæde med turkiser koster kun 10 USD – men jeg ved også at jeg ikke kommer til at bruge tingene, når vi kommer hjem, så vi nøjes med at kikke 🙂

Efter serpentinervejen og højdepunktet på ruten, begynder vi at køre ned af igen og snart er vi fremme ved Flagstaff, som vi dog blot kører igennem. Vi er ikke så meget til byerne, vi vil hellere ud i naturen, så vi fortsætter mod nordvest ad rute 180. Den er karakteriseret som scenic road, men vi kører blot gennem skov, skov og atter skov, så der er som ikke ret meget scenic over den vej. Da vi er ca. 100 km fra Grand Canyon åbner landskabet sig dog.  Det er slut med skov og vi kører ud på en kæmpe stor slette, hvor der ikke er noget vegetation over 1 meter, så vi kan se rigtig langt og der er kun enkelte bjerge i det fjerne, som bryder det flade plateau. Vejen er også snorlige, så vi kan se gud ved hvor mange kilometer frem. Det er specielt at se så store vider uden beboelse overhovedet. Her kan ikke engang den jyske hede være med 😉 Desværre er det ikke kun landskabet som ændrer sig. Det gør vejret også. Pludselig kommer der meget mørke skyer og det begynder at lyne og regnen falder kraftigt. Det er ikke sjovt at køre i, men heldigvis stilner regnen snart af igen.

Da vi nærmer os Grand Canyon kommer der igen nogle strækninger med fyrskov og det fortsætter helt til Grand Canyon, så vi får ikke oplevelsen af, at vi pludselig er ved det enorme hul, for man skal helt ud til kanten før man kan se hullet 🙂

Vi har flere gange i løbet af morgenen og formiddagen forsøgt at reservere en campingplads, men desværre uden held, så da vi kommer frem kl. 13.30 håber vi bare på, at vi kan få en plads. Den første campingplads er fuld, men den næste Mather Campground har lige en enkelt plads til os, men kun for 1 nat og der er ikke nogen strøm. Det er OK for os, vi har jo gas i vognen og en grill, så vi klarer os fint uden strøm. En nat er også OK, vi har jo set Grand Canyon før, blot fra North Rim.

Da vi har fundet vores plads og skal til at gå ned til shuttlebussen begynder det igen at tordne og regne, så vi får et par timer inden døre, hvor vi kan læse lidt om Grand Canyon m.v.

Da regnen endelig ophører, kører vi med shuttlebus ud til South Kaibab Trailhead, hvorfra vi går langs kanten tilbage mod visitor centeret og nyder den fantastiske udsigt over dette enormt store hul i jorden, med en dybde på ca. 1300 meter. Der er i alt 22 km sti langs kanten, men vi har ikke regnet med at gå den hele i dag.  Vi havde dog håbet på, at vi skulle nyde solnedgangen og dens bløde lys ud over de røde og hvide klipper, men desværre trækker skyerne mere og mere sammen og det bliver også koldere og koldere, så til sidst må vi kapitulere og stoppe vores gåtur og tage bussen retur til campingpladsen. Det blev således kun til en tur på ca. 5 km i dag, men vi må gå videre i morgen, hvor vejret forhåbentlig bliver bedre. Inden vi når hjem begynder det igen at regne og vi må løbe det sidste stykke hjem til vognen for ikke at blive gennemblødte. Der bliver ikke nogen grillmad i aften. Det regner det for meget til, så vi må kokkerere indendørs.

22. august (Grand Canyon – Monument Valley 325 km): En forrygende dag på trods af en kold nat, hvor vi har måtte sove med trøjer på under vattæppet for at holde varmen. Vi har dog sovet igennem og vågner først kl. 8. Solen skinner og efter bad i vognen og morgenmad tager vi den gratis shuttlebus ud til Hermits Rest, som er det yderste punkt mod vest, hvortil man kan køre. Herfra går vi langs kanten på dels en gammel natursti og dels på en asfalteret sti. Det er en mægtig flot tur og vi kan gå der næsten helt for os selv. Vi havde ellers forventet at South Rim ville være meget mere overrendt end North Rim, som vi besøgte for 3 år siden. Det er også sat meget mere i system med en masse busser og parkeringspladser og større campingpladser, men det virker ikke som om der er så mange mennesker, når vi går på stierne. Måske er de spredt over et større område end på North Rim. Vi bliver i hvert fald positivt overrasket. Der er en del stier, som også fører ned i hullet og jeg synes det kunne være spændende at gå derned, men dels vil det tage 2 dage, da man ikke kan gå både ned og op på en dag og dels er vi ikke i så god form, da vi har ligget meget stille den sidst måned eller to p.g.a. Ulrichs sygdom, så vi må nøjes med at nyde udsigten oppe fra kanten, hvilket jo også er ganske betagende. 

Vi går ca. 8 km langs kanten, så synes vi, at vi har gjort det godt og set hvad vi ville af forskellige vinkler på ”hullet” og Colorado River i bunden. Det er ikke alle steder man overhovedet kan se den og hvor man kan se den ligner den en lille brun å, men i virkeligheden er den de fleste steder omkring 100 meter bred!
Vi tager bussen tilbage til Visitor centret og nyder en stor is siddende på kanten af afgrunden med egern rendende omkring os og små flotte fugle bl.a. Kolibrier i luften og i buskene og så de helt store – nemlig kondorerne. Vi har set et par stykker flyve rundt omkring kanten, men her ved visitorcentret holder de åbenbart til. Et stykke nede af klippeskrænten på en afsats sidder hele 3 stk. Det siges, at der kun er ca. 250 stk. tilbage i Nordamerika, så vi er ret heldige at se hele 3 på en gang!
Vi har nu set nok af Grand Canyon og beslutter os for at køre mod Monument Valley. Det er godt nok lidt sent. Klokken er over 3, men vi må se, hvor langt vi når. Der er en del view-points langs kanten af Grand Canyon, når vi kører mod øst og vi vil jo ikke gå glip af noget ;-), så vi stopper ved stort set alle. Det er stadig et imponerende syn og eftermiddagens lys gør det bestemt ikke ringere. Klokken er over 5, da vi endelig forlader Grand Canyon, men der har vi også været heldige at se en kronhjort i vejkanten, hvilket næsten skabte trafikkaos, da alle stoppede for at se den.

Der er næsten 300 km til Monument Valley af fin vej, men det bliver tidligt mørkt – omkring kl. 19.30, så det bliver knebent, at vi kan nå helt derop. Vi ser os derfor om efter campingpladser i de byer, vi kommer igennem, men der er ikke en eneste! Vi er derfor nødt til at fortsætte efter det er blevet mørkt. Vi når frem til Kayenta, som er en pæn stor by og regner med at kunne finde en der, men på forespørgsel på en tankstation, får vi at vide at den nærmeste er inde i Monument valley, hvilket er yderligere 40 km. I første omgang beslutter vi os for at køre ind på et motel i stedet, men da vi ser hvilke underlige typer, som render rundt og tigger ved bildøren, så er vi ikke meget for at lade camperen stå her, så til sidst må vi bide i det sure æble og køre de yderligere 40 km efter først at have fået et hurtigt måltid på Mcdonalds. Vi er dødtrætte og orker ikke noget som helst, så vi skal bare finde et sted, hvor vi føler os trygge ved at overnatte, så vi kører som sagt helt ud til Monument Valley, hvor vi kender campingpladsen fra sidst vi var her for 3 år siden. Vi ankommer først kl. 22.30, så alt er mørkt, men vi finder en plads og så må vi klare betalingen i morgen. Nu skal vi blot sove. Det har været en rigtig dejlig dag, med rigtig mange gode indtryk, men den har også været meget lang og længere end vi havde regnet med!

23. august ( Monument Valley – Natural Bridge National Monument 130 km): Vi har sovet rigtig dejligt i nat. Vi trængte også til det efter den uventede lange køretur i går, men til gengæld er det jo dejligt at vågne op til solskin og varme og være lige her midt i John Wayne land 😉 Vi har som sagt været her før, men det er bare så flot et landskab, så det kan godt tåle en gentagelse. Siden sidst er der blevet bygget et stort Visitor Center, som bliver kørt af udelukkende Navajo-indianere, da Monument Valley  jo er en del af deres 43.000 kvadrat-kilometer store reservat. Det er godt besøgt. Parkeringspladsen, som er stor, er godt fyldt op med biler, campere og busser og hver har betalt 20 dollar for at komme ind, så der bliver kørt nogle penge ind! Derudover er turene ind imellem klippeformationer ikke specielt billige. Vi giver 85 dollar pr. person for en 2 ½ time lang tur ind i deres lukkede område, hvor man dels skal have en 4-hjulstrukken bil for i det hele taget at kunne køre der og dels er en del af området ikke åbent for selvkørende. Sidste gang nåede vi ikke at tage denne tur, så nu skal det være. Det er en mægtig flot tur, så pengene er absolut givet godt ud 😉
Efter jeep-turen mellem klippeformationerne fortsætter vi nordpå af rute 163, men for ikke at køre den samme rute som sidst kører vi fra efter Mexican hat af rute 261 og op til Gooseneck State Park, som er et sted, hvor man kan se ned over San Juan River, som snoer sig i en s-formet kløft. Det er et ganske flot syn. Herefter fortsætter vi nordpå af 261 og kommer til et punkt med advarselsskilte om, at vejen ikke er forbedret endnu og der er mange sving. Det må vi sande. Vi er kommet til Moki Dugway. Det er en strækning på ca. 5 km, som kører i hårnålesving op og op og op (400 højdemeter). Vejen har ikke noget autoværk eller lignende. Der er ikke asfalteret, men mange huller og løse sten og den er meget smal, så 2 biler vil have svært ved at passere hinanden og så er der i øvrigt langt, langt ned i afgrunden. Vejen er bygget i 1950erne af minearbejdere, som brugte den til at transportere uran. Det er virkelig 5 udfordrende kilometrer, men hvilken udsigt. Det er eventyrlig flot. Vi har efterhånden set meget, men det her er noget af det flotteste landskab, vi har set. Det kan slet ikke beskrives, men skal ses! Vi fortryder derfor heller ikke, at vi har måtte køre på den absolut ikke camper-egnede vej, men vi er glade, da vi når toppen og kører ud på asfaltvej igen. Vejen fortsætter i øvrigt med at åbne det ene betagende landskab efter det andet.
Ved at køre en lille omvej kommer vi til Natural Bridges National Monument. Det er en lille nationalpark med 3 naturlige broer, som blev fundet i 1883 og i 1908 ophøjede Præsident Roosevelt området til nationalpark. Broerne er ganske imponerende. Den ældste Owachomo har et spænd på 60 m, er 35 m høj, 9 m bred og kun 3 m tyk. Kachina er lidt yngre med et spænd på 65 m, en højde på 70 m, 15 m bred og 31 m tyk. Den sidste og yngste er Sipapu, som har et spænd på 90 m, en højde på 76 m, bredde på 10 m og en tykkelse på 18 m. Vi går helt ned under Owachomo. De andre ser vi blot oppe fra.

Parken er åbenbart ikke særlig meget besøgt for vi går rundt stort set alene. Vi møder kun et par biler og 2 motorcykler. Det viser sig at parken også har en lille meget hyggelig campingplads mellem træerne, så her vælger vi at overnatte.

Der er ikke nogen faciliteter på campingpladsen og heller ingen lys, så vi kan nyde stjernehimlen uden forstyrrende lysindfald – skønt.

24. august (Natural Bridge National Monument – Needles i Canyonlands National Park 190 km): Vi har været godt trætte efter i går for vi gik i seng kl. 22 og i dag vågner vi først kl. 9. Solen skinner fra en skyfri himmel, så det er pragtfuldt at vågne op til og været udsovet og klar til nye oplevelser :-).

Vi nyder morgenmaden ude under træerne og er herefter klar til at køre mod Moab. Det er en skøn strækning. Ingen trafik overhovedet, hvilket der i øvrigt ikke har været siden vi forlod rute 163, og nogle skønne udsigter ud over bjerge og høje rims. Nogle gange er det svært at finde ud af om vi er oppe på et bjergplatou eller vi er nede i normal niveau. Der er hele tiden meget store vider og højde mæssigt kører vi mellem 1200 og 2300 meters højde.

Ved middagstid når vi til den første afstikker ind i Canyon Land National Park. Det er rute 211, som snoer sig 54 km gennem kløfter og over små sletter ud til The Needles, som denne del af parken hedder. Der er et lille visitor center, hvor vi får lidt information og brochure inden vi begiver os ud i området. Der er adskillige udsigtspunkter, men vi laver også vores egne stop og aldrig har vi sagt så mange gange wouw. Det er et helt vidunderligt område med så mange forskellige bjergformationer og farvespil, så vi slet ikke kan få nok af at dreje os rundt og få nye flotte indtryk. Dette her overgår Grand Canyon med flere træskolængder 🙂 Det eneste lille minus er, at her er temmelig varmt, så vi kan ikke holde ud at gå ret langt, så efter at have taget de let tilgængelige udsigtspunkter, kører vi ind og finder os en plads på campingpladsen og sætter os i skyggen og slapper af og venter på at temperaturen skal falde, så vi kan komme ud og gå lidt. Selv campingpladsen er helt unik. For det første er der ikke ret mange pladser og de ligger langt mellem hinanden og med træer og store runde klipper omkring. Det er næsten som at være midt i en western. 

Vi sidder i skyggen og nyder stilheden og varmen indtil kl. 17, hvor det igen er til at røre sig og går så en lang tur ud i mellem klipperne og får igen de mest fantastiske synsindtryk. Det bløde lys, der kommer her om eftermiddagen, hvor solen er ved at gå ned er så vidunderlig. De røde og gyldne farver træder endnu mere frem. Vi står højt på en klippe og nyder synet indtil solen er gået så meget ned, at vi må skynde og tilbage for ikke at gå i mørke.

Hjemme ved camperen har vi gang i grillen og sidder og nyder stjernehimlen, som jo også er helt specielt, når der ikke er nogen forstyrrende lys fra omkringliggende byer. Der er vel omkring 100 km til nærmeste by her, så der er hverken lys eller lyde. Kun cikaderne. Det er bare skønt.

25. august (Needles – Arches National park 232km ): Vi må desværre forlade dette skønne område i Needles, men regner med at der er lige så skønt ved Arches hvor vi skal op og se alle de flotte naturlige klippebroer. På vejen gør vi holdt ved et lille specielt sted som hedder Hole ´n the Rock. Som navnet siger er det et hul i en klippe. En mand ved navn Albert Christensen, måske en dansker, har for mange år siden med håndkraft hugget et 5000 kvm stort hul ind i klippen og indrettet sit hjem her, hvor han boede til sin død i 1957. Hans kone Gladys boede der yderligere 17 år til hun døde, hvorefter klippehjemmet har været museum. Vi fik en 12 minutters rundvisning af en meget underholdende herre, som iøvrigt kunne fortælle at klippehuset og grunden omkring, som også indeholde en lille zoo med kameler er til salg for 2.500.000 dollars. Stedet ejes p.t. af en dansker ved navn Hansen.

Efter dette lille sjove sted kører vi videre op til Moab, hvor vi skal have provianteret. Det er efterhånden et par dage siden vi har fået fyldt køleskab og fryser op, så det trænger til nye forsyninger. Vi regnede ved at Moab var en stor by med Wallmart og al ting, men det viser sig at være en mindre og ikke specielt charmerende by bortset lige fra bymidten, som har lidt westernstil over sig. Der er ikke Wallmart, men vi finder et andet mindre supermarked, hvor vi kan få købt ind til de næste dage.

Herefter går turen op i Arches Nationalpark, som selvfølgelig er kendt for sine mange arches altså store broer skabt ved at vinden har udhulet bjergvæggen og skabt et stort hul. Der er rigtig mange arches her i parken. Vi får ikke set dem alle, da det er hamrende varmt i dag mindst 35 grader, men vi får vist set alle dem der er i nogenlunde afstand fra vejen. Ved solnedgang får klipperne her også det helt specielle dejlige farvespil og vi beslutter lige som rigtig mange andre, at vandre de 2,5 km op til Delicate Arch, som er den eneste fritstående arch, der også står helt perfekt for at få aftensolens stråler. Desværre samler der sig en masse skyer og det lyner i det fjerne her ved aftentid, som det iøvrigt også har gjort alle de andre aftener, så solens stråler går ikke helt klart igennem til archen, men det er et flot syn og vi fortryder ikke at vi gik den lidt anstrengende tur op over klipperne.

Nede igen er vi efterhånden ved at være trætte, så vi skal blot finde en campingplads, hvor vi kan få opladt vores telefoner, kameraer, ipad mv. Da vi har været på naturcampingpladser de sidste nætter har vi ikke kunnet få strøm, så batterierne er efterhånden flade! Vi har iøvrigt heller ikke været inde for tlf- eller internets rækkevidde, så vi har været dejlig afskåret fra omverdenen 🙂 Af samme grund er dagbogen her heller ikke blevet opdatet længe og jeg har heller ikke haft tid til at lægge billeder ind, men det skal nok komme på et tidspunkt 🙂 Det bliver sen aftensmad. Laksen er først færdig på grillen kl. 21.30, så det er lige på hovedet i seng efter aftensmaden.

26. august (Moab – Green River 225 km): Det har været en underlig nat. Ingen af os har rigtig sovet igennem. Måske fordi der pludselig har været lyde omkring os – der er en vej ret tæt på eller også har vi bare ikke kunnet finde ro oven på alle de indtryg vi har fået ind på nethinden. I hvert fald er vi trætte da vi vågner og kan ikke rigtig komme i gang, så den bliver hen af 11 inden vi forlader campingpladsen for at køre op til Island in the sky, som er en del af Canyonland Nationalpark. Det er fuldstændig overskyet og der kommer lidt regndråber ind i mellem og så blæser det en halv pelikan. Det er desværre ikke de bedste betingelser af få, når man skal ud at se storslåede udsigter over flodsænkninger m.v. 

På vejen op til Island in the sky slår vi lige ind omkring Dead Horse state park, som stort set kun er et udsigtspunkt ud over Colorado River, hvor slår et hesteskoagtigt sving. Vi står højt oppe over dette sving og kan se ned over floden og “øen” i midten. Det er flot, men ville være væsentlig flottere, hvis solen bare ville være kommet frem, så vi kunne se klipper lyse op i alle de skønne farver vi har set de øvrige dage, men i dag viser solen sig slet ikke, så det er ikke det store farvespil vi får at se – desværre.

Videre går turen op til det forskellige udsigtspunkter fra Island in the sky. Landskabet, vi ser ned over, er lidt a la Grand Canyon, der er blot ikke så mange niveauer. Det er storslået, men skuffer det lidt på grund af vejret. Det er rigtig ærgerligt, men vi kan ikke ændre på det. Vi må leve med at se det i meget neutrale og lidt kedelige farver. Vi havde ellers store forventninger til dette område efter at have set The Needles i forgårs og Arches i går. Vi er dog heldige at se en lille kanin og en coyote (prærieulv), som løber over vejen lige foran os. 

kl. 17 forlader vi nationalparken og kører mod nord til Green River, som vi være et godt udgangspunkt for os i morgen, hvor vi kører sydvest mod Bryce Canyon Nationalpark. Vi er fremme i Green River tids nok til at vi lige kan få lov at sætte et par maskiner tøj over på vaskeriet.

27. august (Green River – Bryce Canyon NP 376 km): Det har regnet det meste af natten og her til morgen høvler det også ned. Det er ikke noget der huer os. Så vi putter os under dynerne igen og står først op lidt over 8, hvor regnen er stilnet af og det ser ud til at klare op. Jeg snakker lidt med min mor via facetime. Det er sjovt at kunne stå helt herovre og kunne snakke face to face med min mor og kunne vise hende lidt af det som er rundt omkring os og så er det helt gratis. Det gør det jo ikke mindre attraktivt 🙂

Klokken bliver 11 inden vi får gjort os færdig til at forlade campingpladsen. Vi kører mod Bryce Canyon National Park af de små scenic roads dvs at vi starter ned af rute 24. Den er ret kedelig fra starten, idet det er ud over stort set flad prærie, men efter ca. 100 km hvor vi passerer en lille by eller rettere 5-10 huse, kaldet Hanksville, så ændrer landskabet sig markant. Der kommer forskellige slags bjerge. Noget af det første ligner en dansk grusgrav blot med grøn jord, men efterhånden bliver det flottere og specielt i farver og former. Det er svært at beskrive, men det var i hvert fald kønt at køre igennem. Det sidste stykke inden Torrey, hvor vi kører sydpå af rute 12, er igennem Capitol Reef NP og det historiske område Fruita, hvor de første mormoner bosatte sig i sidste del af 1800-tallet. Der er bla. en skolebygning og smedie m.v. fra den gang. Vi tager en afstikker ind langs reefkanten ind mod Capitol Gorge. Vi må ikke køre helt ind i Capitol Gorge, da det er grusvej, men vejen indtil da, er virkelig skøn. Vores kameraer klikker lystigt. Vi har været her før, men det er stadig en lige stor oplevelse.

Da vi når ned til rute 12 efter Torrey bliver det vildt flot og også lidt skræmmende for nogle kilometer kører vi på toppen af en bjergryg, hvor der er meget langt ned på begge sider af vejen og autoværn eller lignende, det bruger man ikke så meget herovre, så det er med at holde øjnene på vejen og ikke tænke så meget over, hvor langt der er at falde, hvis man kører ved siden af!! Det er Grand Staircase-Escalante National Monument vi kører igennem. Det er meget smukt og fortsætter næsten helt til Bryce Canyon NP.

Vi når frem i god behold til Bryce lige tids nok til at kunne se solnedgangen og finde en campingplads inden det bliver mørkt.

28. august (Bryce Canyon NP – Zion NP 200 km): Det har været en usædvanlig kold nat, hvor vi har måtte putte os godt i vattæpperne for at holde varmen og det er ikke rart at skulle stå ud for at tænde vandvarmeren, så vi kan få et varmt bad 🙂 Da vi først har fået badet og tøj på med lange ærmer og ben kan vi holde det ud! 

Efter den lange køretur i går tager vi det stille og roligt. Vi kører ned til Sunrise udsigtspunkter, hvor solen nu varmer os, så vi kan få shorts og kortærmede bluser på igen. Vi går herfra ned mellem hoodooerne til Queens Garden og videre af Navajo Loop og op til kanten igen af Wall Street. Det er en tur på ca. 5 km, som er meget smuk og stemningsfuld og her i morgenlyset træder farverne så smukt frem.

Oppe igen sidder vi på en bænk på kanten og nyder en kop kaffe, mens vi nyder synet ud over hoodooerne. Det er så flot. Efterhånden kommer der flere mennesker, så vi kører ud til yderste punkt Rainbow point og tager derefter udsigtspunkterne et efter et indad. Da vi jo har set det hele før bruger vi ikke så forfærdelig lang tid hvert sted. Det viser sig også at være ret heldigt for på en af parkeringspladserne kan vi ikke få en parkeringsplads der er stor nok til camperen, så vi vælger i stedet at tage en plads til busser. Det skulle vi ikke have gjort, for da vi kommer tilbage efter lige at have været ude ved kanten sidder der en stor orange seddel i vinduet og rangeren holder i sin bil lige foran os. Ulrich fortæller ham venligt at vi kun lige har været væk i 5 minutter, men han er tilsyneladende ligeglad. Vi må ikke holde på en bus-plads. Sedlen i ruden fortæller at vi holder ulovligt og at vognen kan blive flyttet uden yderligere varsel!! Vi skynder os at køre videre og håber det ikke har resulteret i en bøde!

Efter frokost kører vi de 120 km til Zion NP. Det er en rute gennem grønne bjerge bortset fra det første stykke lige efter Bryce Canyon, som er igennem Red Canyon, der som navnet siger er en rød kløft og den er virkelig rød og meget flot. Lige inden man kører ind i Zion NP er der bison-okser. Dem ser man ellers ikke her i området, det er mere oppe nordpå i Montana og South Dakota og Wyoming, men her har en farmer åbenbart syntes at det var sjovt at have dem, så de går og græsser her. Desværre er de i dag langt væk fra vejen, så vi kan kun lige skimte dem.

Turen ind igennem til Zion dalen er helt speciel. Det er via Mount Camel Highway, som snoer sig mellem røde og hvide Checkerboard mountains. Det er så flot. Man skal igennem 2 tunneller. Den ene skal vi betale 15 dollars for at komme igennem, da vores camper er for høj til at køre i den normale bane, så trafikken skal holdes tilbage, så vi kan køre i midten af tunnellen. Det er en temmelig lang tunnel, så der kan godt nå at hobe sig en kø af biler op på den anden side, hvilket der i hvert fald er tilfældet i dag. De snoer sig ned af serpentinervejen på den anden side! Ude igen kører vi ned i dalen og finder en campingplads og sidder og slapper af med en gin/tonic. I modsætning til Bryce er her meget varmt, så vi sidder udenfor i skyggen og sveder 🙂

Det bliver sent inden vi kommer i seng. Vi skal lige have planlagt de næste dage, hvor vi skal til Las Vegas og Death Valley, hvilket indebærer at vi skal have reserveret hotel i Death Valley og en ligeledes en bil, da der ikke er nogen forsikring der dækker camperen, hvis den bryder sammen i varmen i Death Valley, så det vil vi ikke risikere.

29. august (Zion NP – Las Vegas 358 km): Det har været en varm nat, men vi har sovet glimrende og følge os dejlig friske selv om det blev sent i går. Vi har nok haft godt af blot at sidde og slappe af i går eftermiddags. Det er et hårdt program vi efterhånden har kørt siden vi forlod Phoenix. Vi skulle egentlig efter vores plan hjemmefra have været en dag mere her i Zion, men da vi har set det før og vi har en masse nyt vi også gerne vil se, så beslutter vi os for at køre til Las Vegas allerede i dag. Det er ikke så forfærdelig lang en tur, men den er kedelig for det er gennem det tørre, tørre landskab. Vi har dog fra nogle tyskere, som vi har ligget ved siden af her i Zion fået anbefalet at køre ind i Valley of Fire state park, som ligger lige på vejen til Las Vegas. Det gør turen noget længere, men vi må sande at det er omvejen værd. Hold da op nogle scenerier. Det er en blanding af røde sandstensformationer og hvide limsten og så alle mulige andre farver ind i mellem. Det giver nogle helt specielle effekter i klipperne, hvor nogle blot er helt røde, men andre er lagdelte og slebet i bløde former.

Vi har set billeder af nogle klipper, som er formet som bølger i brune, røde og hvide nuancer, som vi rigtig gerne vil se i virkeligheden, men vi ved ikke helt hvor de ligger. De er ikke til at se fra vejen, så vi vælger et hike fra White Domes, hvor vi kommer ind i et område, hvor de kunne ligge. Det viser sig ikke at være tilfældet. Det er et flot hike mellem klipperne på 3 kilometer, men der er ca. 40 grader eller mere, og vi kun har 1 liter vand med, så det bliver temmelig hårdt at gå. Vi er fuldstændig udmattede, da vi kommer tilbage til vognen og sætter os ind og får drukket en masse vand og tændt airconen, så vi kan blive kølet ned, men sveden løber for alvor af os, da vi kommer væk fra solen og den varme brise, som ellers har tørret os. Efter denne oplevelse har vi ikke rigtig lyst til at gå udenfor mere, men lidt senere er der nogle meget gamle indianske tegninger, som vi må ud at se. Det er dog slet ikke så anstrengende, så det klarer vi let.

På vej ud af parken ser vi et sidste udsigtspunkt, hvor der er flere biler, men ingen mennesker, så der må være noget interessant i nærheden! Jeg spørger en mand, hvad det er de har set og det viser sig, at det er netop herfra at man skal gå ud til de bølger, som vi har set billeder af. Manden siger at det er en meget varmt tur og skynder sig over til sin bil. Hvad skal vi nu? Det er et nyt hike på ca. 2 km og med det andet hike i frist erindring er vi ikke meget for at udsætte os selv for den ekstreme varme igen, men på den anden side vil vi gerne se de bølger 🙂 Det ender med at vi tager vandreskoene på og går ud over sandet og klipperne. Vi kommer ikke ret langt før der ud fra en busk kommer en ca. 1 m lang slange. Den er hurtig inde under en anden busk og vi går en stor bue uden om, men holder ekstra meget øje med, hvor vi går. Faktiske så meget at vi helt glemme at nyde de klipper og omgivelser vi i øvrigt går imellem. Først da vi kommer ud på nogle større klipper, hvor der ikke er buske, kan vi slappe mere af. Vi har læst at der er klapperslanger og også andre slanger, men hidtil har vi kun set en lille sort en, som i hvert fald var for lille til at kunne gøre os fortræd. Det er noget andet med den vi her har mødt. Det var ikke en klapperslange det er vi sikker på, men hvad det så var, ved vi ikke!

Vi når ud til bølgeklipperne uden at støde på flere slanger, så nu er det kun varmen, der er vores fjende. Det er den til gengæld også, men vi kommer ud og ser bølgeklipperne, som virkelig er flotte og også tilbage igen, men vi lover også hinanden, at det gør vi ikke igen. Det er en vanvittig hede at hike i. Hvis vi igen skal ud, skal det være tidlig morgen eller først på aftenen.

Vi er fremme i Las Vegas ved 18 tiden og når lige at se lidt af The Strip i dagslys. Det er helt vildt. Vi bor ved Circus Circus, som er i den nordlige ende af The Strip. Vi går forbi en cirkusklovn så stor en et 3 etages hus, Treasure Island med 2 store gamle sørøverskibe udenfor, The Mirage med store vandfald og et vulkanudbrud, med lys og lydeffekter, hver halve time, Caesar Palace med det meste af rom genskabt, Bellagio med springvand, der rejser sig i 30-40 meters højde i takt til et musikstykke, Eiffeltårnet, en luftballon, Venedig med Markuskirken og gondoler, Frihedsgudinden og New Yorks skyskrabere, Excalibur, Luxor med pyramide og sfinksen. Vi når ikke at se så meget at det i dagslys, men da mørket faldet på, bliver det bare vildere. Vi ved slet ikke hvor vi skal kikke hen. Det enorme lysshow og reklamer og effekter er vanvittigt. Vi er inde på The Mirage og spise aftensmad. Vi er ved at fare vild i casino og restauranter. Det er bare så stort alt sammen. Vi må også ind på Bellagio for at se hvor bl.a. de store pokerturneringer bliver holdt. Det er vildt flot. Hvem sagde krise? I Las Vegas kan man ikke se, at der er eller har været krise. Alt er bare så gennemført og stort at det slet ikke er til at forstå!

Vi er meget trætte i både hoved og fødder, da vi kryber til køjs i byen, som ellers aldrig sover. Der er gang i casinoerne 24 timer i døgnet.

30. august (Las Vegas – Death Valley 300 km): Vi vågner kl. 8 og henter efter morgenmaden bilen hos Hertz på Riviera hotel. Riviera hotel er også kæmpe stort og vi må spørge flere gange for at finde hen til Hertz skranke. Det lykkes dog til sidst med en halv times forsinkelse i forhold til hvornår vi kunne have fået bilen! Vi har imidlertid ikke travlt, for belært af forleden med hensyn til varme, så skal vi ikke ned i Death Valley lige i middagsheden. Vi kører derfor først mod Death Valley over middag, så det bliver sidst på eftermiddagen vi kører ned i dalen. Der er et par timers kørsel til, hvor man kører ind i dalen.

Vi kører ind fra øst af rute 190 ved Death Valley Junction, hvor vi først lige har et stop ved Amargosa Opera House og hotel. Det er et meget sjovt sted. Det har eksisteret siden 1925, men har haft sin storhedstid i de 40 år fra 1968, hvor Marta Becket kørte stedet med dels operahus og dels hotel. Hun var selv både sanger og danser og maler og levede og åndede for stedet. Det er nu hotel og museum og en masse af Marta Beckets ting står udstillet og fortæller om stedet historie.

Efter Amargosa Opera House og hotel kører vi endelig ind i Death Valley. Første stop er Dantes View i 1669 meters højde, hvorfra man har et godt vue ud over hele dalen og Bad Water. Herefter videre til Zabriskie Point, som nok er det mest berømte punkt, hvorfra man ser ud over flotte mangefarvede klipper. Vi tjekker ind på Furnace Creek Ranch ved 6 tiden, men fortsætter ud til Devils cornfield og Mesquite Flat Sand Dunes for at udnytte aftensolen bløde lys og den knap så varme tid. Temperaturen er stadig omkring de 35 grader, men den har været oppe på 49 i løbet af dagen!!!! Devils cornfield er ikke noget særligt, men Mesquite Flat Sand Dunes er rigtig ørken, men kæmpe sandbjerge, men p.g.a. varmen orker vi ikke at gå så langt ud mellem sandbjergene. Vi bliver i udkanten og nyder synet J

Vi spiser middag på hotellet og går forholdsvis tidligt i seng. Vi skal jo helst op igen inden det bliver alt for varmt. De har lovet 46 grader i morgen!

31. august (Death Valley – Las Vegas 350 km): Op kl. 6. Vi har sovet dejligt i en rigtig seng og med aircondition, så det har været rigtig behageligt. Morgenmaden trækker lidt ud, da det er en pæn stor buffet og noget andet end havregryn eller hvad vi ellers får af morgenmad i camperen J.

Efter morgenmaden kan vi ikke lade være med at gå hen og se på hotellets golfbane, som er den lavest beliggende i verden – 72 m under havets overflade. Den er utrolig flot på trods af de ekstreme vejrforhold den lever under. Den bliver vandet hver nat og ser fin grøn ud. Vi ville rigtig gerne have spillet en runde på den, men da proshoppen, hvor vi skal låne udstyr først åbner kl. 9 vil det være for varmt. Vi må finde en bane et mere humant sted 😉

Vi kører ud af Death Valley via rute 178, som går gennem hele dalen og Bad Water. Vi gør holdt ved Golden Canyon og går lidt ind, men så langt som vi kommer ind er der intet at se, men det er vanvittig varmt, så vi vender om. Herefter kører vi det flotte loop Artists Drive med Artists Palette. Det er en meget flot tur imellem og op på klipperne, der som navnet siger er en hel farve-palette.

Endnu en golfbane – denne gang Devils golfcourse. Det er vist kun djævelen selv, som vil være i stand til at spille på denne bane. Det er et område med klipper og saltaflejringer, som i vejr og vind har dannet små spir overalt. Herefter kører vi langs Bad water Basin, som er det laveste punkt i Nordamerika – 82 m under havets overflade. Det er en stor saltsø, hvor der kun er vand efter kraftige regnskyl, som er meget sjældne. Man kan gå ud på saltflagerne, men på grund af varmen, er det ikke de lange ture det bliver til. Klokken er efterhånden blevet 10, så solen er allerede højt på himlen og her er ulidelig varmt. Det er godt nok en tør varme, men det føles som at gå i en meget varm hårtørrer, så man skal konstant have vand for man bliver fuldstændig tør i munden og halsen.

Vi er retur i Las Vegas kl. 15 efter en spændende i Death Valley. Vi afleverer bil med det samme, selv om vi egentlig har lejet den til i morgen, idet vi ikke har noget at bruge den til i Las Vegas. Vi skal ikke ud at køre mere i den forfærdelige trafik her i midtbyen. I stedet bestiller vi billetter til forestillingen Vegas! The Show, som er kåret som det bedste show i Vegas af Broadwayworld.com. De billetter vi kan få med så kort varsel er uden nummererede pladsen, så nu før man kommer, nu bedre pladser. Vi må derfor stå i kø en time før forestillingen starter kl. 19, men vi får da tid til at komme ud og se lidt mere på alle seværdighederne på The Strip inden forestillingen.

Det er et forrygende show ned af memory lane. Super professionelle aktører. Storslået opsætning med lys og kostumer og gode sangere og bigband til at spille. Det havde alt hvad et Las Vegas show skal have. En blanding af sang, dans, komik og artister – fantastisk.

Efterfølgende spiste vi på Monte Carlo, hvorefter vi vadede helt ud til lufthavnen for at fotografere det berømte skilt med Welcome to Las Vegas, som Ulrich havde fået sat sig i hovedet, at han ikke kunne leve uden at have et billede af!

Hjemme på campingpladsen over midnat. Godt trætte igen, men efter endnu en fantastisk dag og ikke mindst aften i Las Vegas.

1. september (Las Vegas – Leevining 550 km): Vi har sovet længe eller i hvert fald til kl. 8, hvor varmen vækker os. Der er meget varmt i Las Vegas. Selv om natten er der omkring de 30 grader og når solen står op og varmer på camperen, så bliver der varmt.

Vi må væk fra heden og byen og ud i naturen igen. Vi tager en ren transportdag, hvor vi kører den lange og absolut kedelige tur nordpå af rute 95. Det mest spændende vi oplever på denne tur er 3 biler, der smider et dæk hver og 3 biler der bliver taget for at køre for stærkt. Området er blot tørt og gråt og varmt hele vejen bortset fra de sidste 75 km inden vi når Lee Vining, som ligger ved Mono Lake og er for enden af vejen, som fører over Sierra Nevada ved Yosemite NP – Tioga Road. De sidste 75 km kører vi op i bjergene og der er nu grønt omkring os og træer! Alt sammen meget anderledes end de områder vi ellers har kørt igennem og temperaturen bliver også mere til at holde ud. Solen skinner fortsat fra en skyfri himmel, men nu er der ”kun” omkring 25 grader – skønt. Inden vi når helt ind til Lee Vining er vi lige nede at se lidt nærmere på tufaerne i Mono Lake. Tufa er nogle salt/klippe-formationer, som står i vandkanten og nu også oppe på land. Da vi var her for 2 år siden var det utrolig smukt at se disse klippe spejle sig i det spejlblanke vand, men nu har vandet trukket sig så meget tilbage, at alle tufaerne næsten står på land. Måske har det noget med årstiden af gøre hvor højt vandet står. Sidste gang vi var her, var det i juni, hvor søen måske ikke er tørret så meget ud. Vi bliver i hvert fald lidt skuffede over synet i forhold til sidste gang. Mono Lake er i øvrigt en specielt sø, da den er 2,5 gang så salt som havet og har også andre mineraler i sig, så der lever ingen fisk i søen, men kun nogle enkelte små bitte krebsedyr og se er der en million små fluer lige i kanten af søen.

Vi camperer i Lee Vining på en hyggelig ligge campingplads med kik til Mono Lake.

2. september (Lee Vining – Crane Flat 232 km): Campingpladsen i Lee Vining skal vi først checke ud fra kl. 12 og det benytter vi os af. Vi trænger til at sove længe, så der er ikke sat noget vækkeur i går. Det betyder, at vi først vågner kl. 9.30 og så sidder vi længe over morgenmaden. Vi forlader først pladsen lige kl. 12 og kører op til en spøgelsesby – Bodie. Det er en af Ulrichs kolleger, som har anbefalet at vi skulle køre der op. Bodie er en gammel guldgraverby, som blev etableret i 1859 efter at der var blevet fundet guld. Den havde sin storhedstid frem til 1879, hvor der var omkring 10.000 indbyggere. I dag står der alene 5% tilbage af bygningerne fra den gang, men de er rimelig velbevarede, så man kan danne sig et indtryk af, hvordan de har boet. Bygningerne er ikke restaureret, så det er mest udefra at de ser pæne ud. Indeni står der stadig nogle møbler, som er eller er ved at falde fra hinanden og tapeterne hænger ned fra væggene. I en af bygninger står der også 2 rouletteborde godt dækket af støv og sand, men det giver et meget autentisk indtryk, så det er sjovt at gå rundt og se det hele. Der er faktiske mange, som har fundet vej derud selv om det ligger langt oppe i bjergene 20 km fra nærmeste hovedvej og de sidste 5 km er af en hullet grusvej, som man må køre meget langsomt på, hvor ikke at få rystet alt ud af skabe og skuffer i camperen 🙂

Efter et par timer i denne sjove spøgelsesby kører vi tilbage til Lee Vining og får meget sen frokost hvorefter vi kører den lange (ca. 100 km) men smukke tur hen over Sierra Nevada af Tioga Road. Vi kommer ikke helt til Yosemite Village, da det er ved at være sent og vi vil gerne være sikre på at få en campingplads, så vi stoppe ved Crane Flat camperground, som er en naturcampingplads uden faciliteter.

Her sidder vi og nyder en øl udenfor inden det bliver mørkt og går så tidligt i seng, da vi kan være friske til en ny spændende dag i morgen.

3. september (Yosemite NP 171 km):Vi har haft en skøn nat i behagelig temperatur, så man kan sove – ikke for koldt og ikke for varmt :-). Vi vågner først lidt i 9, så vi har fået en god lang nattesøvn og er parat til at komme ud og se på Yosemite National Park. Vi lagde mærke til det allerede i går, men i dag bliver det endnu mere tydeligt. Her er vildt mange biler. Da vi var her for 2 år siden i juni kunne vi komme til over det hele uden problemer, men nu er der biler over det hele og når vi så oven i købet denne gang kommer i en stor camper i stedet for en lille personbil, så giver det sine besværligheder på parkeringspladserne og ikke mindst på vejene, hvor vi ikke kan køre så stærkt op at bjergstigningerne og derfor gang på gang må køre ind til siden for ikke at trække for lang kø efter os!

Bortset fra problematikken omkring de mange biler, er Yosemite stadig en fantastisk smuk nationalpark, og vi nyder en stille og rolig dag, hvor vi kører lidt rundt og går nogle ture ned til smukke steder og udsigtspunkter. Vi har jo set det meste sidste gang vi var her, men vi finder alligevel nogle nye steder og går bl.a. et lille hike op til Mirror Lake. Det viser sig bare, at der ikke er noget vand i søen, så der er absolut ikke noget spejl, men der er smukt alligevel 🙂

Efter at afsluttet dagen oppe ved Glacier Point og den vinunderlige udsigt ud over hele dalen, Half Dome og Nevada og Vernel Falls kører vi ud af parken af rute 140 til Maripose. Det er en meget flot tur i slugten langs med Merced River.

Vi overnatter på KOA campingpladsen i Maripose, hvor vi får nogle dejlige store møre steaks på grillen – mums.

4. september (Mariposa – Santa Cruz 314 km): Det er stort set været en lang transportdag ud til kysten. Vejen fra Mariposa til Santa Cruz er på highways, som kører gennem vin og frugtplantager. Vi standser ved en frugtbod og køber de største og mest velsmagende ferskner. Vi nogensinde har smagt – skønt. Det er flot solskinsvejr og ca. 30 grader hele vejen indtil vi når en lille bjergkæde, så skifter vejret pludselig og det bliver overskyet og blæsende og småkoldt. Det var ikke lige det vi havde regnet med, når vi skulle ud til vandet :-(. 

Fremme i Santa Cruz går vi en tur langs vandet, hvor der bl.a. er en slags tivoli med rutschebane m.v., men i modsætning til i Yosemite, hvor der rigtig mange mennesker, så er der ikke et øje i Santa Cruz. Tivoliet er lukket ned for sæsonen og der en næsten mennesketomt. Vi finder dog ud på molen, hvor der en del fiskerestauranter, som har åbent og her er der mennesker. Det ender med at vi spiser aftensmad og hygge os 🙂 Det betyder så desværre at det når at blive mørkt og vi har ikke fundet nogen campingplads for natten. Det er ikke optimalt! Vi finder en State Park, hvor der er en plads uden faciliteter til 65 dollars! Det synes vi ikke er OK, da vi plejer at give 15-20 dollars for den slags pladser, men heldigvis kommer der en ranger forbi og hun kan henvise os til et andet sted, hvor det kun koster 35 dollars. Det synes vi er mere rimeligt, men det ender med at vi selv finder en KOA plads til 40 dollars og så er natten redet 🙂

5. september (Santa Cruz – Monterey – Camel by the River 90 km): Vi har haft en hel forrygende dag :-). I aftes bestilte vi tee-off på Monterey Pines Golf Club. Så vi har brugt en stor del af dagen på at spille golf på en ikke alt for svær bane, men tilpas i forhold til at vi ikke har spillet det sidste 2 måneder. Vi startede i overskyet vejr med lange bukser og lange ærmer, men det klarede heldigvis op og snart kunne vi spille i sol og tage de lange ben og ærmer af. Så er det jo perfekt at spille golf og med store egern farende hen over banen giver det en ekstra god oplevelse 🙂

Om eftermiddagen er vi Fishermans Wharf i Monterey og kører en tur langs kysten. Ved Lovers Point er vi ude at gå og ser en hval ud for kysten. Det havde vi ikke lige regnet med. Vi gik og spejdede efter søløver og sæler og havoddere, som vi så en del af, både inde på Fishermans Wharf, men også ud for kysten, men så pludselig er der en som råber, at han har set en hval, som blæser og ganske rigtigt. Flere gange ser vi blæset og ryggen kommer op i overfladen og en enkelt gang, kommer halen også lige op og vende. Det er virkelig facinerende at se en hval, men også søløverne og havodderne. Vi har aldrig set havoddere før ude i det fri, men her ser vi dem ligge på ryggen i overfladen og spise krabber, som de henter på bunden.

Vi ender dagen med at køre ud til Pebble Beach af 17-mile drive. Pebble Beach er et stort lukket område, hvor man skal betale 10 dollars for at få lov at køre ud. Det er et rigmandskvarter med den ene millionærvilla efter den anden og 5 store fantastiske golfbaner, som det efter sigende koster 500 dollars at spille på. Det er et utrolig smukt område, som man gerne giver 10 dollars for at køre rundt i. Det er virkelig en oplevelse ud over det sædvanlige. Desværre er vi kommet for sent der ud, så det ender igen med at det bliver mørkt, så vi må forlade området, selv om vi ikke har set det hele for at finde en campingplads. I dag lykkes det lidt hurtigere, end i går, men til gengæld ved vi egentlig ikke, hvad det er for en plads for det er bældravende mørkt, da vi ankommer! – men pyt. Vi har haft en skøn dag 🙂

6. september (Carmel by the River – Big sur 410 km): Det viste sig at være en udmærket campingplads, vi havde fundet i går i mørket, men også dyr. 67 dollars for en nat. Det er det højeste vi nogensinde har givet. Normalt giver vi 36-45 dollars, når det er med vand og elektricitet. Det er åbenbart meget dyrt at campere i Californien!

Nå, vi overlever nok 🙂 Vi har fået en god nats søvn og det er det vigtigste. Vi kører tilbage gennem Carmel by the sea, da vi ikke fik set det hele i går og det er en utrolig hyggelig by, hvor gaderne er op og ned af bakker og lige ud til havet, som navnet jo også indikerer. Der er ikke et hus, der er magen til naboens. Der er virkelig nogle kreative arkitekter, der har været i gang. I går i Pebble Beach var det kæmpe store villaer eller nærmest slotte. I Carmel er de ikke særlig store, men utrolig charmerende og som sagt ingen er ens. Det sidste stykke af 17-mile drivet fører os tilbage til Monterey og ned til Fishermanns Wharf, hvor der i dag er en eller anden italiensk festival. Der kommer i den anledning et stort optog med orkestrer og udklædte mennesker og flotte biler lige som vi ankommer! Vi ser lidt på dem og finder så en restaurant og spiser en clam chowder i et stort brød. Det smager rigtig godt og mens vi spiser kan vi sidde og se over på søløverne, der ligger og sover på en ponton i havnebassinet og pelikanerne sidder på stolperne og sover eller pudser fjer.

Efter frokosten kører vi syd på af highway 1 og går en lang tur i Point Lobos State Reserve, hvor der ligger sæler og søløver på klipperne og havodderne ligger igen på ryggen i vandoverfladen og hygger sig ;-). Der er også en masse pelikaner, skarver og måger, så der er masser af liv af se på og søløverne kan man både høre og lugte på lang afstand! Vi ser også store flokke af delfiner, som viser deres rygfinner i overfladen.

Efter Point Lobos State Reserve fører highway 1 os højere op og der kommer barske stejle klippeskrænter ned til vandet og dermed også flotte udsigtspunkter over klipperne og havet og de gamle broer Rocky Creek Bridge og Bixby Bridge, som begge er fra 1932. Det er en mægtig flot kyststrækning her og det er tydeligt, at det ikke kun er os, som ynder at se de kønne steder i aftensolens bløde lys, der er rigtig mange biler, som cruiser op og ned af Highway 1 her først på aftenen. Så er det svært at komme i en stor camper. Det er ikke altid, at der er plads til os på holdepladserne ved udsigtspunkterne.

Da vi kommer til Big Sur er klokken 18.30 og der er en time til solen går ned, så vi må hellere finde en campingplads, så vi ikke ender som i går med at køre rundt i bælgravende mørke. Der er 3 campingpladser i Big Sur og ved alle står der FULL. Det havde vi ikke regnet med og der er over 100 km til den næste mulighed med mindre vi vil køre tilbage nordpå! Vi prøver at køre ind i Pfeiffer Burns State Park selv om der står at pladsen er fuld i håb om, at de så kan anvise os et sted. Vi er heldige. De har noget de kalder Overload Parking, hvilket vil sige, at man for 35 dollars køber sig retten til at måtte parkere på en parkeringsplads i parken indtil kl. 9 næste morgen. Den er vi med på. Vi har jo gas og lys i vognen, så vi klarer os fint på en parkeringsplads, som i øvrigt ligger inde i en skov, så den adskiller sig egentlig ikke meget fra en campingplads. Da vi kører ind på parkeringspladsen går der oven i købet 4 rådyr rundt der, så det er da helt perfekt.


7. september (Big Sur – Buellton 272 km): Vi er nogenlunde tidligt oppe, da vi jo som sagt skal forlade parkeringspladsen kl. 9. Vi kører videre sydpå af highway 1. Vi har den flotteste strækning på highway 1 foran os iflg. alle beskrivelser, så forventningerne er høje. Der er også rigtig flot med forrevne klipper ned til og ude i vandet og de mere bløde bjerge oppe bag ved og den snoede vej, som er bygget helt ude på kanten, så man skal ikke lide af højdeskræk. Det meste af vejen har dog autoværk, så det er ikke så slemt! De første par timer ligger morgen diser oppe over bjergene bag ved og til dels også ud over havet, så vi kan ikke se så langt ned langs kysten, men vi kan se ud over havet og der ser vi en masse. Inden klokken er 10 har vi allerede set 6 hvaler, en masse delfiner og et par califoniske condorer har svævet lige over hovederne på os og selvfølgelig har vi også hørt og set sæler ligge nede på klipperne. Vi ender med at se rigtig mange hvaler. De kommer i flokke med helt op til 10 stk. Vi lærer hurtigt at lokalisere dem, når vi standser ved udsigtspunkter. Ud over deres blæs er typisk også en masse fugle, som nyder godt af fiskene, som springer ud af vandet for at flygte fra hvalerne. Hvalerne dykker tilsyneladende sammen langt ned under fiskestimerne og jager dem op til overfladen, hvorefter det ender i det helt store ædegilde, hvor både hvaler, delfiner og fugle tager for sig af retterne 🙂 

Efter Hearst Carstle, som vi ser ligger oppe på bjerget, flader vejen ud og vi kører nede i niveau med havet. Her ser vi flere dyr. Der står zebraer inde på en mark!! Om de også hører til Hearst Carstle ved jeg ikke, men det højst mærkværdigt at se zebraer på disse kanter 🙂 Nede ved havet ser vi sø-elefanter. Der ligger en velvoksen han på 4-5 m med sin store snude på stranden og kaster sand hen over sig. Rundt om den ligger en masse hunner, som ikke er nær så store. De ligner bare store sæler. Hunnerne har ikke den grimme store næse og deres skin er også meget pænere end hannens. De er nærmest sølvfarvede, når de ikke har sprøjtet sig til med sand.

Vi ser også kæmpe store fugleflokke, som holder ædegilde tæt på kysten. Der er tilsyndeladende fiskeyngel i vandet for i hvert fald samles måger, skarv og pelikaner og andre småfugle i hobetal på et enkelt sted. Pelikanerne ligner kamikaze piloter, som styrtdykker ned i vandet efter fiskene. 

Efter at have set alle spise er vi også ved at være sultne, så da vi kommer til San Luis Obispo kører vi ind på en meget speciel kro. Madonna Inn. Den er lyserød. Alt er lyserødt selv cykelstativ og lygtepæle udenfor og da vi får kaffe er sukkeret også lyserødt! Hvert af de 110 værelser på kroen er specielt indrettet over et tema, så ingen er ens! Vi nøjes dog med at få kaffe og kage, så vi ser ikke værelserne. Kagen er også specielt eller også er det bare amerikansk. Den er i hvert fald stor! Større end selv de stykker svigermor gerne vi servere for os 😉 Vi er helt dårlige efter at have spist så meget kage!

Vi har stadig små 100 km at køre inden vi er fremme i Buellton, hvor vi har udset os en campingplads, som ligger ikke langt fra Solvang, som vi vil besøge i morgen. Vi er fremme sidst på eftermiddagen og kan nå at sidde med en gin/tonic i solen og læse lidt inden det bliver mørkt. Det er en skøn campingplads med rigtig flotte faciliteter.

8. september (Buellton – Santa Barbara 66 km): En rimelig afslappende dag, hvor vi ikke har kørt så langt, men hygget os med at gå rundt i Solvang, som er et lille stykke Danmark i det sydlige Californien. Det er danske imigranter, der i 1911 grundlage denne lille by, som har holdt fast ved at være dansk eller hvad man nu skal kalde det. Byen har danske gadenavne som Copenhagen drive, Hans Christian Andersen square, Molle Street osv og der er et hav af vindmøller, bindingsværkshuse og danske bagerier, så som Olsens og Mortensens Bageri og mange af butikkerne sælger også danske ting så som Holmegård og Royal Copenhagen. Derudover ligger Runde tårn her også og selvfølgelig sidder den lille havfrue på sit eget lille torv 🙂 Det er en rigtig lille hyggelig by, som holder fast i noget, der for lang tid siden er forsvundet hjemme i Danmark, men det er sjovt at se. Der kører også en hestetrukken turistvogn rundt, som hedder Hønen. Det er både danskere, svenskere og tyskere, som vi hører der går rundt i byen, men det sjove er, at også amerikanerne synes det er spændende. Vi overhørte bl.a. nogle amerikanere, som på turistkontoret spurgte om vej til den restaurant, som lavede æbleskiver!

Vi var inde i flere bagerier for at se om det nu også var danske kager de lavede og jeg må sige, at det lignede meget en dansk bagerbutik søndag eftermiddag. Der var både flødeskumskager, Sarah Bernard, træstammer, bagerens dårlige øje, wienerbrødsstænger og wienerbrød i det hele taget. Den eneste forskel på en rigtig dansk bager og så disse er, at kagerne er cirka dobbelt så store som i Danmark! 

Efter at have brugt formiddagen på dette lille stykke Danmark langt væk hjemmefra kører vi videre til Santa Barbara og spiller en runde golf på Santa Barbara Golf Club. Det er en lidt mere udfordrende bane end den vi spillede på forleden dag, men vi har nogle gode afslappende timer her. Det er varmt, så vi lejer en cart, hvilket betyder, at vi ikke får så meget motion, som vi ville få på en runde derhjemme, men skidt med det, det er meget rart at kun skulle koncentrere sig om golfen og nyde omgivelser, hvor vi kan se op på de grønne bjerge bag ved og vi spiller mellem bl.a. palmer.

Vi gider ikke køre så langt, så vi finder en campingplads i Santa Barbara.

9. september (Santa Barbara – Barstow 395 km): Det er nu vi skal ud at køre på Route 66 og se alle de gamle og skøre ting fra denne ”The Mother Road”. Route 66 startede i 1920érne og i 1926 blev det en samlet strækning mellem Chicago og Los Angeles, som en del af The National Highway Program. I de tidlige 1930ér begyndte lastbilerne at tage over i forhold til togene på grund af Route 66´s geografiske diagonale placering i sydvestlig retning, hvilket gjorde transporten meget hurtigere. Vejen var færdig asfalteret hele vejen i 1938. I dag er Route 66 et stykke historie, som amerikanerne gør meget ud af at skilte med og lave de få bygninger, der er tilbage fra vejens oprindelse til museer eller i hvert fald fremhæve, at det er historiske bygninger selv om der i virkeligheden ikke er så forfærdelig meget at se 😉 I den forbindelse skal man selvfølgelig huske på at amerikanerne ikke har så lang en historie, som vi har i f.eks. Danmark, så derfor holder de fast i selv små ting.

Route 66 starter i Santa Monica, men vi har tænkt os at støde på den i Pasadena, da stykket herop til alene er gennem byområde og derfor ikke har det ”rigtige” Route 66 over sig. Det viser sig at det er det samme i Pasadena. Det eneste vi kan se er med mellemrum et skilt i vejsiden hvorpå der står Route 66 og så har vi mange steder svært ved at følge den rigtige vej, så vi bruger meget tid på at lede efter vejen. Først efter Victorville kommer vi ud på landet eller rettere ud i den tørre ørken, hvor der er enkelte skøre indfald, så som en gammel saloon og en mand der har samlet flasker og hængt dem op på jernstativer, så de udgør en masse flasketræer – The Bottle tree Ranch!!
Vi overnatter i Barstow efter en lang dag på Route 66, hvor vi har kunnet finde den! Det Ulrich mest husker dagen for er, at vi bliver flyvende! Jeg overser en gevaldig fordybning i vejen i et kryds og da jeg kører hen over den med en vis fart, så letter vi med vores ikke helt lette camper. Iflg. Ulrich så måbede menneskene i bilerne, som holdt ved krydset, da vi kommer flyvende gennem krydset 🙂 Heldigvis landede vi fint på alle 4 hjul igen og der skete ikke noget med hverken os, camperen eller andre, så pyt. Det er hvad der sker!

10. september (Barstow – Kingmann 420 km): Vi er kommet tilbage til varmen, så vækkeuret behøver vi ikke. Vi vågner selv, når solen varmer vognen op! Da vi ikke vil have endnu en dag, hvor vi er i tvivl om hvilken vej, vi skal køre, starter vi dagen med at købe et specifikt kort over hele Route 66. Det viser både vej og nogle af attraktionerne langs denne og nærmeste omegn. Det første vi kaster os over og kører ud til er en gammel sølvmineby, som ligger lige uden for Barstow, nemlig Calico Ghost town. Calico blev grundlagt i 1881 og havde over 500 miner og havde sin storhedstid fra 1881 til 1907, hvor byen på sit højeste havde 1200 indbyggere og 22 saloons, Chinatown og red light district.

I modsætning til Bodie, som vi besøgte tidligere, er Calico restaureret, så selv om det hedder sig, at det er en af de få tilbageværende originale minebyer i det vestlige USA, så ligner den mere en rigtig flot kulisse til en western. Den er blevet for fint restaureret og fyldt med souvenirbutikker, så det er svært at se det autentiske i den, men den er nu meget sjov at gå rundt i alligevel.

Efter Calico genoptager vi jagten på Route 66. Det viser sig dog ikke at være så let, som vi ellers havde regnet med, nu hvor vi har et detaljeret kort. Hver gang vi forlader I-40 for at køre ned på Route 66, som kører næsten parallelt med Route 66, så står der skilte med ”Road Closed”. Vi kommer dog ind på et lille stykke af vejen, hvor Bagdad Cafe ligger. Cafeen blev kendt på grund af filmen af samme navn fra 1988. Vi skal selvfølgelig ind på denne specielle cafe, der så sandelig er speciel. Det er noget gammel l… Det ene lokale er overdekoreret med flag og det andet med baren har udklip og billeder fra filmen og billeder af bla. John Wayne, Celine Dion og Prinsesse Diana. Gud ved om de alle har besøgt cafeen?? Vi får en cola hver for at støtte cafeen og for at retfærdiggøre, at vi sådan kommer ind og tager billeder. Det er der sikkert også mange andre, der har gjort før os. Colaen bliver i øvrigt hældt op fra en 2 liters flaske i 2 plastikglas, som bartenderinden har fyldt med is fra en stor kummefryser.

Længere fremme af I-40 er der endelig en vej, som fører os ned til Route 66. Det viser sig bare at vi alene kan køre de 30 km ned til Amboy, hvor Roys Motel og Cafe ligger. Motellet er lukket for mange år siden. Der ligger en avis i receptionen fra 1976, så der har i hvert fald ikke været nogen aktivitet siden da. Cafeen med tilhørende tankstation er eneste aktivitet, men hertil valfarter folk også. Mens vi er der kommer en professionel fotograf for at tage billeder af Roys skiltet og 6 motorcyklister kommer ligeledes for at dyrke dette specielle lille sted midt i Mojave ørkenen. Amboy har det hele: lufthavn, værksted, cafe, skole, kirke, kirkegår og selv en vulkan krater med kun cafeen og posthuset er i dag aktivt. Alt andet er lukket! Albert Okura ejer ene mand hele byen. Han ejer i øvrigt også den aller første McDonalds restaurant i San Bernardino og driver denne som et museum. Han har tilsyneladende samme plan med Amboy – at føre det tilbage til dets storhedstid, da Route 66 var hovedvejen gennem denne del af Mojave ørkenen. Ulrich snakker med cafedamen og får at vide at grunden til alle de ”Road Closed” skilte, som vi er støt på skyldes et voldsomt skybrud for 2 dage siden, som har oversvømmet store dele af området her og sydover, så der er sket store skader på vejene. Selv Phoenix har været oversvømmet og 2 er døde, da de er blevet fanget af vandmasserne! Det er helt uvirkeligt for os, som står her i 40 graders varme og en skyfri blå himmel og i øvrigt ikke har set nogen regn i mange dage. Kun nogle skyer. Vi har åbenbart været utrolig heldige at være sluppet uden om dette voldsomme skybrud.

På vejen tilbage fra Amboy støder vi på et Skotræ. Et udgået træ, hvor der åbenbart har dannet sig en tradition for at hænge sine gamle udtrådte sko op i. Vi kender i øvrigt ikke historien om dette!

Fra Topock syd for Needles lykkes det endelig at komme ind på Route 66 og køre via Oatman til Kingman. Der står godt nok et skilt om flood og at vejen er spærret 2 km fremme, men vejen er ryddet for store mængder sand og træstammer, som vi kan se ligger skubbet ind i vejsiden, så vi fortsætter og det fortryder vi ikke. Det er en utrolig smuk tur med store vidder og op mellem bjergene. Vejen er smal og snoet og ikke helt egnet for en stor camper, men her er så flot, og når vi blot kører langsomt, så kommer vi rundt om alle hjørner og nyder turen i fulde drag. Vi følges bl.a. med en gruppe på 5 MCer. Det var i virkeligheden nok et mere passende transportmiddel her 🙂 Ud over landskabet er Oatman også en fornøjelse at se. Den by har bare stået stille de sidste 100 år. Æsler går frit rundt i gaden og bygningerne er som taget ud af en gammel cowboy-film. Det var engang en guld-mine-by, men den sidste mine blev lukket i 1942.

Vi overnatter i Kingman.

11. september (Kingman – Phoenix 448 km): Vi vågner tidligt – kl. 7. Det er allerede meget varmt i vognen. Vi kan godt mærke at vi er kommet ned i det varme Arizona igen. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er allerede omkring 30 grader. Vi har ikke mere morgenmad, så vi får bare en kop kaffe at starte på, så må vi få noget morgenmad undervejs. Vi har en lang transport dag foran os. Vi ville gerne have kørt et lidt længere stykke af Route 66 op mod Seligman, men tiden er knap, så vi må begrænse os og køre den lige vej mod Phoenix af rute 93 iflg. GPSen er det en tur på 336 km. Hvis der ikke er nogen trafik bør vi kunne gøre det på omkring 4-5 timer med nogle småstop.

Det viser sig, at der ikke er meget at stoppe efter, det er rimeligt kedeligt landskab at køre igennem med mindre man er til store kaktusser, men vi skal jo have lidt morgenmad og vi går da også lige en tur i Wickenburg, men da der mindst er 40 grader her, så bliver det en forholdsvis kort tur rundt i bymidten. Der er nu heller ikke så meget at se på, så vi fortsætter som sagt hurtigt.

I Phoenix finder vi en KOA campingplads og får lidt at spise. Ville gerne blot slappe af, men det er for varmt til blot at sidde på campingpladsen, så vi beslutter at køre ind til et Mall og prøver også at finde et Outlet, men det lykkes desværre ikke så i stedet går vi ud og spiser aftensmad og får en dejlig steak på Longhorn Steakhouse, hvor vi også startede ferie, så ringen ligesom sluttet. Vi skal jo desværre hjem i morgen 🙁

12. – 13. September (Phoenix – København): Øv – det er hjemrejse-dag. Vi skal aflevere camperen senest kl. 11, så vi skal bare have pakket kufferterne og så er der ellers en lang rejsedag foran os.

Vi skal fra Phoenix kl. 15.15 og via Chicago hjem til København. Det er en 14 timers tur incl. 1 ½ times ventetid i Chicago.Turen går fint og vi lander planmæssigt kl. 13.20 i Kastrup. 4 skønne uger er gået og 6300 km er tilbagelagt. Det har været en endnu en fantastisk ferie. Du kan se vores samlede rejserute på kortet her – Rejserute