Golden Gate
Wild goose island
Mono Lake
Previous slide
Next slide

Dagbog for USA (2012) 

 

1. juni (København – San Fransisco): Vi prøvede at gå tidligt i seng i aftes for at være friske, når vækkeuret ringede kl. 3, men missionen lykkedes ikke. Vi var mere døde end levende da det ringede!
Der var kun 3 kvarter til at komme i bad og allerede efter en halv time stod Jørgen og bankede på døren. Han er som altid flink og kører os i lufthavnen. Der er ingen trafik på denne tid af natten, så turen ind til lufthavnen tog kun 40 minutter, så vi var i god tid, hvilket var meget godt for køen rykkede ikke særlig hurtigt.
Turen med KLM til Amsterdam gik planmæssigt og vi søgte straks op i loungen i Amsterdam for at sidde og hygge lidt med kaffe og morgenmad inden vi skulle stuves ind i den næste flyver, hvor vi skal sidde stille i 11 timer. Det er en sej tur, men skal blot overståes!
Vi er fremme kl. 11.30 en halv time før forventet, men til gengæld tager det som sædvanlig en f…. lang tid i imigration, så da vi endelig har fået vores kufferter er der gået halvanden time ekstra! Vi finder straks hen til Hertz hvor vi har lejet bil. Det går til gengæld hurtigt. Vores navn står på en stor tavle med angivelse af hvilken plads vores bil står på, så vi går straks hen og sætter kufferterne i bagagerummet. Nøglen sidder i bilen og ved udgangen skal vi blot vise kørekort og så er vi ellers på vej. Det er godt nok enkelt at være #1 goldmember hos Hertz.
GPSen viser vej og snart er vi ved vores motel, som er OK, men ikke den vilde luksus. Klokken er nu 14 og vi skal holde os vågen til engang i aften for at komme ind i den nye døgnrytme, som har givet os 9 ekstra timer i det nuværende døgn. Det bliver hårdt, men vi vil jo også gerne ud at se lidt af San Francisco, så vi tager rygsækkene på ryggen og begiver os ud i byen. Vi har fået tegnet nogle enkelte steder ind på et bykort og gå efter det. Solen skinner og det er pænt varmt, men de mennesker vi møder på vores vej ser ikke ud til at de altid har haft solskin på deres vej. Der er rigtig mange skæve eksistenser. De fleste sorte. De generer os ikke, men det slår os at der er så mange forhutlede mennesker på de første par kilometer vi går! Selv i østen hvor folk ellers er mere fattige, har vi ikke set så mange der bor på gaderne.
Vi går rundt på må og få og får et indtryk af byen. Ud over de skæve eksistenser vi først møder er det en flot og umiddelbart overskuelig by.
Vi får sen frokost og kl. 18.30 er vi tilbage på hotellet. Nu kan vi ikke hænge sammen mere, så vi går straks i seng og håber at vi kan få en god nats søvn og rigtig starte vores ferie i morgen.

2. juni (San Francisco): Vi har været vågen et par gange i løbet af natten, men kl. 6.15 er vi udhvilede og parate til at tage ud at se på byen. Vi starter dog med en beskeden morgenmad, som vi henter i receptionen og spiser på værelset samtidig med at vi studerer de mange brochurer vi har fundet i receptionen.
Vi beslutter at starte med at tage sporvognen ned af Market street til Ferry Building og herfra gå langs havnefronten til Pier 39, hvor der er et kæmpe område med restauranter og akvarium og søløver, som ligger på flydende pontoner i et af havnebassinerne. De er meget støjende og lugter, men samtidig meget underholdende at se på.
Efter Pier 39 går vi videre til Fishermans Wharf, som også har masser af restauranter og da det er lørdag er her mange mennesker.
Vi finder en Hop-on hop-of bus og køber billet. En sightseeing bus er en god måde at få en introduktion til byen på. Vi har gjort det samme i mange andre storbyer vi har været i. Turen her tager ca. 2 1/2 time hele vejen rundt. Vi får plads på de 2 første pladser på øverste dæk og kan sidde i solen med afskærmning for vinden. Det er helt perfekt, så vi tager hele turen rundt uden at stå af. Tur-guiden ombord er meget talende. Han snakker uafbrudt på hele turen, så vi får en rigtig god fornemmelse af alle områderne vi kører igennem. Som vi også fik indtryk af i går er det en dejlig by, som ligger op og ned af bakkerne og hvert område har sit særpræg.
Vi kommer også over Golden Gate Bridge. Desværre hænger skyerne meget lavt, så vi får ikke det fulde udsyn over broen, men det vi ser er absolut flot. Vi må håbe at vejret er mere klart i morgen, hvor vi i egen bil vil køre over den igen.
Tilbage ved Fishermans Wharff efter endt tur med bussen får vi frokost bestående af en krabbesuppe i et stort udhulet brød. Det er en specialitet her og smager vældig godt. Herefter begiver vi os hen til kabelbanen, som kan trække os op til en af højdepunkterne i byen. Man har ikke været i San Francisco uden at køre i en af disse gamle kabelbaner, som kører op og ned at de mest stejle gader. Det er et flot syn med dem i gadebilledet og de er en del af den offentlige transport i byen sammen med sporvogne og elbusser, men det er vist mest turisterne, som benytter kabelbanerne!
Ved startstedet er der en 100 meter lang kø! Det gider vi ikke vente på, så vi sætter os på en Starbuck og får en god kop kaffe og slapper af, men bagefter er køen ikke blevet meget mindre, så vi beslutter at gå op af bakken/bjerget og fange den deroppe og så køre ned med den i stedet. Det ender med at blive en temmelig lang tur, men vi får også set en masse undervejs, så det er OK.
Turen ned tager ikke ret lang tid i forhold til hvor meget tid vi har brugt på at gå op, men vi får prøvet disse gamle kabeltrukne sporvogne, som vist kun findes i S.F.
Aftensmaden indtager vi på en restaurant med udsigt over Fishermans Wharf. Igen står den på Crab Chowder til forret og en fisk til hovedret. Det er rigtig godt. Restauranten ligger så man også skulle kunne se solnedgangen over Golden Gate Bridge, men som det meste af dagen ligger tågen tæt, så vi ser overhovedet ikke broen.
Klokken 21.30 er vi tilbage på motellet godt møre og solskoldede efter en dejlig dag rundt i S.F.

3. Juni (San Francisco – Alcatraz): Efter en god nats søvn glæder vi os til at se mere af S.F. Vi har hjemmefra bestilt en tur til Alcatraz, da vi har hørt at det kan være svært at få plads med mindre man bestiller en uges tid før. Vi har først fået plads på en tur kl. 11.30, så vi har tid til en tur ud til Golden Gate Bridge i egen bil inden vi skal møde på Alcatraz Landing kl. 11.

Det er noget specielt at køre rundt i S.F.s gader, som går op og ned og jeg har indtryk af, at vi får valgt nogle af de stejleste, så jeg er rigtig glad for at det er en bil med automatgear, så jeg ikke skal koncentrere mig om at skifte gear og finde koblingspunktet ved hvert stop op ad bakkerne!

I dag er vi heldige. Havgusen har ikke lagt sig om broen her til formiddag, så vi får det flotteste syn af den berømte bro. Vi kan desværre ikke nå at gå ud på den, da vi som sagt skal nå Alcatraz senere.
Det tager kun 15 minutter at sejle ud til Alcatraz, det berygtede fængsel, som ligger på en ø ude i San Francisco bugten. Fængslet var oprindelig et militært fort, som skulle beskytte S.F. for fjender fra Stillehavssiden, men der kom aldrig nogen fjender og i 1907 besluttede man, at det skulle være fængsel i stedet for. Fængslet har huset nogle af USA’s værste kriminelle og selv Al Capone har siddet her. Fængslet blev nedlagt den 21. Marts 1963. På det tidspunkt havde ca. 1576 fanger været spærret inde på øen. 36 fanger havde forsøgt at flygte og alle bortset fra 5 blev fanget med det samme. De sidste 5 er aldrig blevet fundet og man regner med, at de er druknet på vej gennem det iskolde vand eller blevet spist af hajer! 

Det er en underlig oplevelse at gå rundt på øen og inde i fængselsbygningerne med alle cellerne og tremmerne. Uden for er der flotte blomsterhaver og ser meget hyggeligt ud, men inde i bygningerne er der bestemt ikke hyggeligt! Vi har lånt ørebøffer og går rundt til lyden af celledøre som går op og i og tidligere fanger og fangevogtere fortæller om, hvordan hverdagen var i fængslet. Det er et meget autentisk billede man får af datidens fængselsliv, som man i hovedet sætter sammen med de forskellige film som er optaget her på øen bl.a. Flugten fra Alcatraz med Clint Eastwood og The Rock med Sean Connery.

Efter 2 ½ time er vi tilbage i San Francisco igen og det er tid at forlade byen. Vi kunne godt have brugt mere tid, men vi har bestilt hotel i nærheden af Yosemite Nationalpark de næste 3 nætter, så vi må videre. Vi kører over Golden Gate Bridge i høj solskin. Den viser sig virkelig fra sin flotteste side i dag. I Sausalito på den anden side får vi sen frokost og oplever noget jeg kun har set på film 🙂 Vi finder en parkeringsplads, hvor man som alle steder skal betale for at parkere, men her får vi ikke lov til selv at parkere bilen. Vi skal blot give nøglen til manden ved indgangen så parkerer han den!

Efter den sene frokost, som er den bedste burger vi nogen sinde har fået, kører vi op i Marin Headlands, hvor der er en fantastisk udsigt ud over Golden Gate Bridge og San Francisco i baggrunden. Klokken er over 6 om aftenen så solen giver et fantastisk varmt lys på broen, så den røde farve står rigtig flot. Det er virkelig et skønt syn, selv om det bare er en bro 🙂

Det er efterhånden blevet sent og vi ved der er 3 timers kørsel til vores hotel ved Yosemite, så vi skal til at have fart på. Jeg har hjemmefra fundet en rute, som er kategoriseret som scenic road. Det viser sig at være en rute som går op i bjergene på østsiden af San Francisco bugten gennem mondæne villakvarterer og nationalpark og med den skønneste udsigt ud over Auckland, San Francisco og bugten. Det er virkelig et imponerende syn, men det er også en vej, som snor sig hen over en højderyg, så det er absolut ikke den hurtigste vej at køre! Efter halvanden times kørsel har vi stadig 270 km til vores hotel! Det er virkelig en streg i regningen. Vi har været forholdsvis tidligt oppe og været i gang hele dagen, så vi er ved at være trætte, så vi er rigtig irriterede over at skulle køre så langt, men det er ulempen ved at have booket hotel på forhånd! Vi er mere til at have friheden til at kunne stoppe når vi vil, men lige nøjagtig omkring Yosemite kan det være svært at få hotel har vi læst, så vi ville gerne være på den sikre side og det sviger til os nu!

Vi er fremme ved midnat – fuldstændig færdige og kaster os udmattede i seng.

4. juni (Yosemite): Vi vågner først kl. 8.30. Vi var virkelig udmattede efter dagen i går. Solen skinner fra en skyfri himmel og modsat San Francisco er vinden her ikke kold, så det er herligt at komme ud i bare arme.

Vi sidder længe over morgenmaden og slapper af. Vi har vist brug for en dag uden så megen fart over feltet. Vi er dog også ivrige for at se Yosemite Nationalpark, som vi har hørt så meget om. Klokken bliver dog 11 inden vi kommer af sted. Vores hotel Cedar Lodge ligger ca. 20 km fra Yosemite Valley, så nu får vi set noget af området i modsætning til i nat, hvor vi bare kunne se vejen og ikke så meget andet. Vi kører langs Merced River og har bjergene på begge sider af floden. Her er flot, men da vi når nationalparkens indgang begynder skyerne at trække sammen over os og hænger lavere og lavere, så solen forsvinder og efterhånden kan vi heller ikke se bjergtoppene. Det er lidt ærgerligt. Vi havde regnet med at skulle se det flotteste landskab med bjerge og dale og vandfald, men nu er alt mere eller mindre gråt i gråt!
Vi får lidt frokost og beslutter så at køre efter benzin, som man ikke får på hvert gadehjørne her. Der er 20 km. til den nærmeste tank! Da vi sætter os ind i bilen begynder det at regne og det tager til. Det styrter ned og vi er glade for vores beslutning om at køre efter benzin.

Tilbage på hotellet ved 5-tiden. Skriver dagbog og kikker billeder fra de foregående dage. Vi har kun været hjemmefra i 4 dage, men vi har allerede oplevet og set meget, så det føles som længere tid på den gode måde J

5. juni (Yosemite): Vækkeuret ringer kl. 6 Vi har været tidlig i seng og er nu udhvilede til at komme ud i parken og da solen samtidig prøver at komme igennem skydækket ser det lovende ud.
Vi skal ud at vandre i dag. Turen går ind I bunden af Yosemite Valley hvorfra vi skal gå en ca. 11 km lang tur op langs 2 forskellige vandfald – Vernan og Nevada. Op til toppen af Vernan er en ret stejl tur og det sidste stykke går vi i konstant vandsprøjt, så tøj og briller bliver temmelig våde, men det er et flot syn ned gennem dalen, hvor vandsprøjtet danner regnbuer og vi bliver snart tørret igen af solen, som har brændt skydækket af, så vi nu har fin blå himmel. Det resterende stykke op til toppen af Nevada vandfaldet er knap så stejlt, så det går rimeligt hurtigt. Vi er helt oppe efter lidt over 2 timer og kan nyde vores frokost siddende I solen med jordegern nysgerrigt hoppende rundt omkring os og med den flotteste udsigt dels ud over slugten vi har gået op igennem og dels op til Liberty Cap, som er en hvid klippetop. Med sådan en udsigt gør det ikke noget at man skal sidde på de bare klipper J
Vi siddder og nyder solen, vores mad og udsigten en times tid og begynder derefter nedstigningen af en anden sti. Vi er gået og af Mist Trail og går nu ned via John Muir Trail. Det er flot tur ned også, så da vi efter ca. 5 timer igen står ved bilen er vi rigtig godt tilfredse med turen og os selv.

Næste del af vores dagsprogram er en køretur op til Glacier Point, hvor der skulle være en fantastisk udsigt ud over hele Yosemite Valley og Half Dome. Vi gør holdt ved et udsigtspunkt kaldet Tunnel View. Herfra kan vi se op gennem hele dalen. Det er mægtig flot, men da vi kommer helt op til Glacier Point og kan se hele dalen oppefra og ud over alle de omkring liggende bjergtoppe incl. Half Dome, er Tunnel View udsigten pludselig ikke noget! Det her er bare så flot og så kan vi faktisk se ned på de vandfald, som vi vandrede op til tidligere på dagen og plateauet, hvor vi spiste frokost. Vi sætter os og nyder synet og kommer i snak med nogle amerikanere og deres søn, som skal være udvekslingsstudent i Danmark fra midt august. Et meget sjovt sammentræf.
Klokken er 6 inden vi bryder op og kører den ca. 40 km lange tur hjem til lodget, hvor vi får aftensmad og går i seng efter en lang, men absolut skøn dag.

6. juni (Yosemite – Mammuth Lakes): Solen skinner fra en skyfri himmel. Det sådan vi helst vil have det J så er det meget lettere at komme ud af sengen! Vi skal forlade Cedar Lodge i Yosemite i dag og vil køre over på den side af Sierra Nevada til Mammuth Lakes via Tioga Road, som skulle være en meget køn tur.
Det første lange stykke af turen forgår i tæt fyrskov, så der er bestemt ikke meget at se på, men efterhånden kører vi højere og højere op og så ændrer landskabet sig. Der bliver længere mellem træerne og vi får nogle flotte udsyn ud over bjergene. Vi standser flere steder og støder et sted på både 2 marmotter og 3 rådyr, som løber over vejen. Vi ser også rådyr inde på nogle af sletterne vi passerer, så noget wildlife er her, selv om vi ellers kun har set jordegern. Dem har vi til gengæld set rigtig mange af :-), men endnu ikke nogle bjørne selv om det ellers skulle være bjørneområde.
I 2700 meters højde kommer vi til et udsigtspunkt, hvor vi kan se bagsiden af Halfdome og Glacier Point i det fjerne, hvor vi var i går. Det er et imponerende syn og med hjælp fra vores kikkerter kan vi se hikere som er ved at kravle op på Halfdome langs en jernkæde. Hjemmefra havde vi snakket om at tage dette hike, men da der er restriktioner på, hvor mange der må komme op og vi ikke helt vidste, hvornår vi ville være klar til turen, valgte vi ikke at reservere tid. Nu hvor vi kan se hvad det var vi skulle have været oppe af – en næsten lodret klippevæk med kæder – er vi glade for at vi ikke fik indladt os på Halfdome hiket!
Ved Tioga passet i ca. 3.000 meters højde er der også fin udsigt ud til bjergtinder med sne på toppen og der ligger også en lille smule lige omkring os, så selv om solen stadig skinner fra en næsten skyfri himmel er her temmelig koldt på grund af vinden.
Efter passet kan vi mærke er markant ændring i temperaturen og da vi kommer ned til Monolake er det rigtig varmt og også meget goldt. Monolake havde vi ikke hæftet os så meget ved hjemmefra, men da vi er inde og få frokost på en cafe ser vi billeder fra den med nogle specielle klippeformationer, som går os nysgerrige.
Vi kører ned til søens sydlige kant, hvor det skønneste syn møder os. Søen er en blanding af saltsø og nogle mineraler, som gør at den får en skøn blå farve samtidig med at overfladen er spejlblank og hvor vi er kørt ned til søens bred er der nogle skønne klippeformationer, som spejler sig i den blanke overflade, så det bliver usandsynlig flot. Selv om det er frygteligt varmt her ved søen, har vi meget svært ved at løsrive os. Det er bare så flot!
Fra Monolake kører vi videre sydpå til Mammuth Lake, som er skisportsted om vinteren og kendt for sine mange fiskesøer og vandrestier om sommeren. Vi er både oppe ved liftene, hvoraf en gondollift kører op med mountainbikere, som tager pisterne ned. Vi vil have kørt op til nogle specielle klipper, men vejen er desværre spærret, så vi kører i stedet ned til alle søerne, der er meget flotte og ligger som perler på en snor omgivet af bjerge med sne på. Desværre er her meget koldt og det er sikkert også derfor her stort set ikke er nogle mennesker og campingpladserne er fuldstændig tomme. Sæsonen er kun lige begyndt for ivrige lystfiskere.
Aftensmad på en rigtig god restaurant, selv om vi blot ville have haft noget let, men vi kunne ikke finde noget sted. Tror vi var for trætte!
Brugte lang tid på at overveje om vi skulle køre videre til Death Valley, men efter megen legen med GPSen fandt vi frem til at det ville være en omvej på ca. 500 km, som vi ikke orkede, så vi kører tilbage via Tioga Road i morgen.

7. juni (Mammuth Lakes – Oakhurst): Vi havde lidt svært ved at komme i gang i dag. Så vi tog den med ro og fandt ned på McDonalds hvor der er frit internet, så dagbogen her kunne blive opdateret og vi kunne sidde og slappe lidt af over en kop kaffe. Klokken blev hen af 11 før vi kom ud i bilen igen og dagen har mest været en transportdag, da vi jo endte med ikke at ville køre ned omkring Death Valley, så i dag skulle vi samme vej tilbage, som vi kørte i går. Selv om det var samme vej, var turen via Tioga Road væsentlig flottere at køre denne vej. Bjerge og dale kom meget mere frem, så det blev en meget bedre tur end i går selv om vi i dag tog den uden stop.
Hen på eftermiddagen nåede vi frem til Mariposa Grove, hvor vi var på en næsten 3 timers lang gåtur mellem de kæmpe store Sequoia-træer. Det er virkelig imponerende at se disse giganter, som her er op til 88 m høje, 12 meter i omkreds og ca. 1400 år gamle.
Da vi stadig var trætte efter i går fandt vi et overnatningssted i Oakhurst, hvor vi blot fik aftensmad og sad og læste lidt uden for vores hotelværelse inden vi gik tidligt i seng.

8. juni (Oakhurst – Sequoia Nationalpark): Selv om vi har sovet 10 timer i nat synes vi stadig ikke vi er helt friske. Måske er det jetlag sammen med vores tætte program som har indhentet os 🙂 Vi tager den med ro og kommer lidt sent afsted selv om vi egentlig skulle køre langt i dag. Turen går sydpå til Kings Canyon Nationalpark, som skulle være lige så flot som Yosemite, men knap så overrendt. Vi synes nu ikke det var så slemt i Yosemite. Der var godt nok mange mennesker, men parkeringspladserne var da til at komme ind på, så det var ikke noget problem for os, men vi er her selvfølgelig også uden for sæsonen. Den egentlige sæson er i juli og august og så er det sikkert slemt!
Det er varmt, da vi starter ud og snart må vi have de korte bukser på. Det er første gang på turen. Selv om solen har skinnet næsten hele tiden har det ikke været så varmt, men det er det nu og det bliver varmere efterhånden, som vi kommer ned fra bjergene og ud i vinmarkerne og frugtplantagerne. Der er både appelsintræer, nektariner og ferskner. Vi stopper ved et lille udsalgssted med frugter og køber de lækreste nektariner og ferskner. Hvor der ikke er vin eller frugtplantager er der alene tør prærie og det er ikke svært at forestille sig hvor lidt der skal til for at starte en omfattende mark/skov brand!
Vi kører snart op i bjergene igen ved Sequoia National Forrest. Det er en flot tur ad snoede veje, som bringer os op gennem fyrskov og sequoiaer. Vi kører ind i et område som ligner meget Mariposa Grove, hvor vi var i går. Her er det blot et mindre område med flere sequoiaer og de er lettere at gå mellem ad en asfalteret sti! De er også meget imponerende her. Lidt større faktisk. Ikke i højden men i drøjden. Det største her er 12 meter i diameter. Det er virkelig nogle bamser. En enkelt som er væltet, kan man gå fuldt oprejst inde i og efter skiltenes ordlyd, har det været brugt til hestestald for hærens heste mange år tilbage!
Turen ind til bunden af Kings Canyon er lang og snoet og hyggelig mellem træerne, men der er ikke så megen udsigt ud over bjergene, så vi synes ikke det er helt så flot som Yosemite. Måske vi ville få et andet indtryk af det, hvis vi havde haft tid til at tage nogle vandreture, men det har vi desværre ikke. På tilbagevejen fra Kings Canyon kører vi ad en endnu mindre vej og kommer til Hume Lake, som er et pragtfuldt område ved søen, hvor der er nogle få spisesteder og et par hoteller, som tilsyneladende er bygget af en kirke for der er en masse skilte med guds ord!
Vi kører lidt længere og finder et hyggeligt hotel ved en lille sø – Montecito Sequoia Lodge, hvor vi indlogerer os for natten. 

9. juni (Sequoia NP – San Francisco): Som jeg skrev i går endte vi på et lille hyggeligt lodge “Monte Cito Sequoia Lodge” ved en lille skovsø højt oppe i bjergene (ca. 2300 m). Vi har vores eget værelse i et hus med 10 værelser og udsigt til søen. Vi føler dog at vi er kommet på sommerlejr og kan ikke lade være med at tænke på filmen Dirty Dancing for lodget her minder meget om stedet i denne film, hvor omdrejningspunktet er det store fælleshus med køkken, reception og opholdsstue/spisesal i et og med pejs i det ene hjørne.
Efter morgenmad kl. 8 begiver vi os ud på de små skov/bjergveje igen. Vi er ikke mere i tvivl om hvorfor nationalparken hedder Sequoia, for de store flotte træer er overalt. Det er ikke kun små afgrænsede områder, som vi har set i Mariposa Grove i Yosemite og i Kings Canyon. Vores første stop er ved General Sherman, som er navnet på det største træ på jorden, hvad volumen angår = 1.487 kubicmeter. Det er ca. 2200 år gammelt, 31 meter i omkreds og ca. 90 meter højt. Det er virkelig imponerende at se. Det er næste 3 gange så højt som Rundetårn! Mens vi står og beundrer dette enorme træ får jeg af en eller anden grund slået øjnene ud på den anden side af stien og der ser jeg 2 sorte bjørne komme gående efter hinanden. Det er de første bjørne vi ser på denne tur og vi var efterhånden begyndt at tro, at der slet ikke var nogen bjørne, selv om vi hele tiden får besked på ikke at have madvarer i bilen, da bjørnene vil bryde ind, hvis de kan se eller lugte det.
Nu kan træer være træer. De er overhovedet ikke interessante mere, når vi kan se på bjørne. De er ca. 75 meter fra os og vi er de første som får øje på dem, men snart er alles interesse rettet mod bjørnene. Det lader dog ikke til at det generer dem. De går stille og roligt og roder i jorden og sidder og renser pelsen. De går væk fra os og op mod en højere beliggende sti, så vi løber derop 😉 Vi vil gerne tættere på dem. Det kommer vi også. De er kun 25-30 meter fra os, da vi kommer op på den anden sti. De kikker på os, men det er som om de ved, at vi ikke vil dem noget ondt for de viser ikke tegn på uro, men efter et stykke tid lunter de begge væk fra os igen i hver sin retning. Vi er helt høje! Dagen er reddet. Endelig fik vi set andet end egern og råvildt!
Da vi kører videre kikker vi hele tiden efter flere bjørne mellem træerne, men vi ser ikke flere. Derimod kan vi lugte og se røg og der kommer advarselstavler i vejkanten om skovbrand! Vi ved ikke rigtig om det er noget vi skal være bange for og køre den anden vej eller blot fortsætte. Vi blever enige om at når der alene er advarselstavler og ikke afspærringer, må det være fordi vi godt kan køre videre, så det gør vi. Det er kun en mindre skovbrand med 4 arnesteder så vidt vi kan se, som ligger og ulmer og brandmænd er omkring stederne. Vi finder senere ud af at det formentlig er brandmændene, som selv har startet ilden, da det er en del af vedligeholdelsen af skoven. Sequoia-træer skal have ganske specielle forhold for at vokse og i det hele taget komme fra kogler til små skud og måden hvorpå frøene popper ud af koglerne på, er ved høj varme, som ilden hjælper med. Brandmændene her i området bekæmper ikke kun brande de starter dem også, men sørger for at de holdes under kontrol, så der ikke sker skader på store områder eller huse.
Næste stop er Moro Rock. Det er en enlig klippeformation, som man kan kravle op på og få en storslået udsigt ud over en stor del af Sequoia Nationalparkens dale og bjerge og serpentinervejene, som vi kører på. Klippen er med meget stejle sider ned i afgrunden og nogle steder kun et enkelt jerngelænder, så man skal ikke lide for meget af højdeskræk for at gå her! Vi har prøvet det der er værre, men vi var lidt klamme i hænderne og skulle ikke læne os for langt ud!
Det er hen på eftermiddagen nu, så vi skal til at komme nordvest på mod San Francisco hvorfra vi skal flyve videre til Seattle i morgen. Vi har omkring 400 km at køre. Det lyder måske ikke af så meget, men det viser sig at de første 25 km er mere snoede end noget af det andet vi har kørt på, så det er med at holde tungen lige i munden og koncentrere sig om at kørslen. Der ikke noget med at kikke efter bjørne! Efter de 25 km er vi ude af parken og nede af bjergene og dermed tilbage i det meget tørre og varme klima, hvor der er vinmarker og citrustræer. Det er en stor kontrast til de store skove i bjergene.
Vi er fremme i San Francisco ved 7 tiden om aftenen og får indlogeret os tæt på lufthavnen, så vi har det let i morgen, hvor vi skal aflevere vores Toyota Yaris og flyve op til Seattle.

10. juni (San Francisco – Seattle): Efter morgenmaden kører vi ud til Hertz biludlejning i lufthavnen og afleverer bilen. Det tager ca. 2 minutter – fantastisk. De scanner blot et mærkat, som sidder på bilen og så er den klaret og vi kan gå op til lufthavnstoget som kører os direkte til afgangshallen.Flyet letter lidt forsinket, men kommer dog nogenlunde rettidig til Seattle, hvor vi tager toget ind til downtown og går de ca. 500 m til hotel Moore, hvor vi overnatter i nat, så vi er friske og udhvilede til vi skal hente camperen i morgen. Hotellet ligger dejlig centralt. Lige ved Public Market Center eller Pike Place center, som det også bliver kaldt og Waterfront.
Efter at have smidt kufferterne op på værelset går vi ned til Pike Place center, som er et stort gammelt center som minder lidt om gamle torvehaller, hvor der er masser af boder med frugt, blomster, kunst, madvarer, fisk og restauranter m.v. Det er et sjovt sted, men sådan en søndag eftermiddag er her uhyggelig mange mennesker. Vi søger hen for at se Pike Place Fish Co. som er kendt for bl.a. at kaste med fiskene hen over disken. Det gør de nu ikke mens vi er der, men det underholdende alligevel at se på personalet, som hele tiden snakker med folk og lader sig fotografere med store krabber og fisk i hænderne. Selve boden har et stort og flot udvalg af både skalddyr og fisk. Vi bliver helt sultne efter fisk, så vi finder en fiskerestaurant, hvor vi kan sidder og kikke ud over Waterfronten og får en dejlig fiskeplatte, med laks, krabbe og store rejer.
Efterfølgende går vi ned på Waterfront og finder en bænk hvor vi kan sidde/ligge i solen og slappe af indtil det bliver for koldt og vi søger op til en Starbuck og får kaffe inden det er tid at finde sengen, så vi kan være friske og udhvilede til vi skal hente camperen i morgen. På vejen hjem til hotellet begynder de mere suspekte typer at komme på gaden. Vi føler os ikke truet, men det er heller ikke sådan, at vi har lyst til at gå så meget rundt.

11. juni (Seattle – Oak Harbour): Vi skal hente camperen kl. 13.30, så vi har god tid til at gå ud og se på byen igen. Lige som i går skinner solen fra en skyfri himmel, men det er stadig lidt koldt i skyggen.
Efter morgenmaden skynder vi os ned til Pike Place Fish Co. i håb om, at de nu kaster de berømte fisk og råber i kor og får arbejdet til at ligne en stor leg. Da klokken ikke er mere end 9, er her ikke så mange mennesker, men os der er her får underholdning 😉 her bliver kastet med fisk og råbt i kor og der bliver taget billeder og videofilm, som om det er en hel cirkusforestilling, hvad det jo egentlig også er, men der kommer da også alm. kunder og køber fisk. Det ser nu også rigtig lækkert ud, så det er ikke så mærkeligt!
Da vi har set nok fiskekasteri begiver vi os op af nogle stejle gader til Seattles højeste hus, Columbia Center Skyview, som er 76 etager højt og ligger i ca. 350 meters højde. Mod betaling kan man få lov at komme op på 73. etage og nyde udsigten ud over hele Seattle og omkring liggende øer, byer og bjerge. Det er en fantastik udsigt, man har her oppe fra. Selv Space Needle ser man ned på. Vi kører ned på 53. etage og får en kop kaffe på Starbuck, som ligger her med panoramaudsigt ud over byen og havnen.
Tiden løber pludselig hurtigt og vi må tilbage til hotellet og hente vores bagage, så vi kan komme op og hente camperen. Vi regnede med at tage en taxa derop, da manden i receptionen i går havde fortalt at det ville koste os ca. 60 dollars. Da vi imidlertid beder damen i receptionen ringe efter en taxa, ser hun helt forskrækket ud og fortæller os at det nok vil blive hen ved 200 dollars for den tur, som vi kan gøre for 9 dollars med bussen, som kører om 10 minutter. Vi ændrer hurtigt mening og skynder os ned til bussen, som godt nok ikke kører os direkte, men dog nærmere, så vi kan tage en taxa til 25 dollars i stedet!
Afhentning af camperen går forholdsvis hurtigt og vi får en næsten ny camper, hvilket jeg havde anmodet om i morges, da jeg ringede om tidspunkt for afhentning. Den har kun kørt 7.000 miles. Det er virkelig lækkert, intet er slidt endnu og den skramler heller ikke. Sidste år var vi lidt uheldig at få en ældre model, som havde set bedre dage og hvor møblementet sad lidt løst og skramlede, når vi kørte over ujævnheder. Denne her har ikke en skramme endnu og får det forhåbentlig heller ikke ☺
Første stop er som altid Wallmart, hvor vi skal have provianteret og købt grill, så vi leve godt de næste 3 uger og være fri for at spise restautionsmad eller junkfood hele tiden.
Efterfølgende kører vi til Mukilteo, hvor vi tager færgen over til Clinton på øen Whidbey. Det er en kort sejltur, hvor vi ikke engang står ud af camperen. Vejret har desværre ændret sig og skyerne trækker mere og mere sammen, så vi har ikke lyst til at køre så langt. Dels er vi allerede trætte igen og dels vil vi helst køre rundt og se på de små havne og strande i solskin, så vi finder en campingplads i Oak Harbour og slår os ned for natten.
Da vi sidder og prøver at lægge plan for i morgen, begynder det at regne. Vi håber det har regnet af til i morgen.

12. juni (Hvalsafari ): Sikke en dag! Den slår næsten bjørnedagen forleden ☺ Vi bestemte os for at tage på hvalsafari fra Anacortes. Det var en rigtig god beslutning! Vi var kun ca. 20 personer på en båd til 50-60 personer, så vi havde fin plads til at bevæge os rundt både ude og inde. Vi havde desværre ikke sol, men helt fladt vand, så ingen søsyge.
Den første times tid sejlede vi blot mellem øerne og kaptajnen fortalte om dem efterhånden som vi passerede dem. Der er 164 øer i området og kun 5 er der færgefart til, så de fleste ligger temmelig øde hen, men der er meget liv imellem dem. Der er bl.a. ca. 100 orcas, killerwhales eller spækhuggere, som vi kalder dem, her hele året og hertil kommer andre hvalarter, som kommer på gennemrejse. Vi har efterhånden set nogle forskellige hvalarter, men aldrig spækhuggere, så dem vil vi gerne se nu.
Vi ser et par hvidhovedet ørne, som vi kun har set 1 af før i Canada. De er meget flotte. Vi ser også en flok sæler som boltrer sig lige ved siden af båden.
Men så kommer den første finne op af vandet og hele båden kommer på den anden ende. Alle skal ud på dækket og se finnen, som er lang og spids. Det er en stor han spækhugger. Den kommer længere op af vandet og vi kan se åndehullet, som sprøjter en vanddis op i luften og den hvide aftegning på bugen kommer til syne. Den er et godt stykke fra båden, men med hjælp fra vores kikkerter får vi et fint syn. Kaptajnen sejler længere nordpå, hvor vi efterhånden også kan se andre turbåde ligge og kikke efter hvalerne. Pludselig springer en af hvalerne op af vandet og lander med et ordentligt splads. Hold da op. Denne gang er det en hun. Den har en lidt mindre og krum rygfinne.
Vi sejler lidt rundt og næsten hele tiden kan vi se en hval eller 2, som kommer op i overfladen og dykker igen. Det er virkelig sjovt at betragte. På et tidspunkt slukker kaptajnen motoren, da han mener en af hvalerne er på vej lige hen i mod os. Vi står helt stille og venter. Kan se en finne i det fjerne, som dykker. Alt omkring os er stille. Vi venter spændt på hvor den vil komme op igen. Svømmer den mod os eller er den vendt om i sin jagt på fisk? Pludselig bryder den overfladen lige ved siden af båden. Vi bliver så overraskede, at de færreste af os, når at stille skarpt på den, selv om vi alle står med vores fotografiapparater klar til at skyde. Da vi endelig er klar. Er hvalen dykket igen. Men der kommer flere. Ikke lige op af båden men alligevel tæt på. Vi kan høre dem blæse og se rygfinnerne. På et tidspunkt har vi 6 stk. Rundt om båden. Det er helt fantastisk. Har aldrig set så mange hvaler på en gang. Det lyder som om det også er et særsyn for kaptajnen. Han er også helt høj og bliver ved med at sige “what a show, we have today” Det er det flotteste til dato i år. Vi er helt enige. Det er et show og langt bedre end det man kan se i Seaworld.
Efter 4 timer som er gået utrolig hurtigt begynder vi at sejle tilbage mod havnen og sejler tæt ind mod nogle øer, hvor vi kan se flere fugle både baldheaded og golden eagles, skarver og hejrer og nogle andre små-fugle.
Kl. 16 er vi i havn igen. 5 timer er gået, hvor vi kun har haft tid til at få et par kopper kaffe og ellers har vi stået på dækket og spejdet efter og nydt synet af den ene efter den anden spækhugger bryde vandoverfladen. Det har været en fantastisk dag.
Vi overnatter lige uden for Anacortes.

13. juni (Oak Harbour – Winthorp): Det er næsten helt overskyet, da vi står op og ikke specielt varmt, så vi vil køre ind i landet i stedet for at være her ude ved kysten, hvor vejret efter sigende er meget ustabilt. Det bliver nu ikke bedre, da vi kører op i bjergene mod øst. 

Vi kører op i The North Cascade Nationalpark, som jeg har læst skulle være meget flot med sneklædte bjergtinder og blå søer m.m. Det er det sikkert også, men i dag viser nationalparken sig desværre ikke fra sin bedste side. Skyerne trækker mere og mere sammen og dækker helt bjergtinderne og det blæser en halv pelikan og der kommer også lidt regn. På visitorcentrer kan de også fortælle at hele den øverste del af parken er dækket med sne endnu, så der er alle trails lukkede. Øv øv. Vi må fortsætte og få det bedste ud af det.
Bjergkæden her danner også en vejrmæssig barriere, således at der som regel er mere regnfuldt på den vestlige side af kæden og solrigt på den østlige side. Det håber vi holder stik, da vi er på vej over på den østlige side.Da vi er kommet over det højeste pas, hvor sneen ligger højt, kan vi allerede se forandringen. Vi kan se blå himmel foran os. Skønt! Vi kommer ned af bjergene og her kommer enkelte vinmarker, så her må i hvert fald være nogen sol og varme. 
Landskabet åbner sig op og det samme gør himlen. Vi kører langs en flod og her er virkelig flot. Måske er det bare solen der gør forskellen, men her virker flottere 🙂
Vi vil køre til Winthorp, som vi har læst skulle være en speciel by og det er det så sandelig også. Har aldrig set noget lignende bortset fra på film. Hovedgaden er som taget ud af en cowboyfilm. Husene har høje facader og flotte malede skilte og der er overdækkede fortorve i træ. Det er som at gå i kulissen til en film. Alt er holdt i samme stil. Det er virkelig gennemført.
Vi sætter os ind på et microbryggeri, som er lavet i en gammel skolebygning. Her kan vi sidde i solen ned til floden og nyde deres lokale bryg, som er ret godt.
Vi overnatter på KOA-campingpladsen lige uden for byen. 

 14. juni (Winthorp – Leavenworth): Idag havde solen sine kvaler med at komme igennem, men hen omkring middagstid lykkedes det og det blev en rigtig flot eftermiddag og aften. Desværre får vi en meddelelse på instrukmentbrættet om at camperen skal have skiftet motorolie hurtigst muligt. Vi har mest lyst til at ignorere meddelelsen, da Cruise America burde have sørget for olieskift imellem udlejningerne, men på den anden side er det os der har problemet, hvis der pludselig sker noget med bilen og vi ikke kan komme videre, så vi ringer til Cruise America og de anviser os et værksted, hvor vi skal få klaret det. Et værksted herovre er meget anderledes end i Danmark. Vi kører blot hen til porten og forklarer hvad problemet er og 10 minutter efter holder bilen inde over graven og de går i gang. Ikke med motorolieskiftet, men med at måle dæktryk og vaske forrude og støvsuge førerkabinen og tjekke luftfilter. Ulrich er ved at gå ud af sit gode skind. Vi skal blot have skiftet motorolien! Endelig går de i gang med olieskiftet og efter ialt 50 minutter, er vi ude på vejen igen. Det var let. Måske de danske værksteder kunne lære lidt 🙂 Vi finder hurtigt ind på vores oprindelige rute og kører gennem det største æbleproducerende område i USA. Der er æbletræer og mosterier over det hele, men da det ikke helt er sæson endnu er her ikke megen aktivitet.
Vi kører langs Columbia River og kan se hvor meget kunstvandning kan gøre. Æbleplantagerne er selvfølgelig grønne, men lidt oppe af bjergsiderne hvor der ikke bliver vandet er der tørt og goldt.Sidst på eftermiddagen ender vi i Leavenworth, som er endnu en sjov by. I går var vi i en Comwboy-by, i dag er det en tirolerby.
Det er fuldstændig som at få gennem en by i tirol med tirolerhytter og masser af blomster og malede facader. Det er virkelig gennemført og med bjergene rundt om og enkelte med sne på toppen er det fuldendt. Selv musikken som kommer ud af højttalere på torvet er fra tirol ogmenukortene indeholder wiener- og jægerschnitzel 😉

Vi finder et microbryggeri og sidder i solen og nyder livet omkring os og bagefter en restaurant, hvor vi får wienerschnitzel. Den er ikke helt så god som i Tyskland eller Danmark, men den går an. 

15. juni (Leavenworth – Starbuck): What a day! Vi ville egentlig bare tage den med ro og køre af en scenic road igennem vinmarker, men det viste sig at rute 12, som vi fulgte var en motorvej med 2 og 3 spor og det var mere lastbilerne vi kæmpede med end det var udsigten over vinmarker, så det blev ikke nogen nydelsestur. Vi kørte fra og tog en vinsmagning på et lille slot og holdt samtidig frokostpause og bagefter valgte vi en nordligere rute, som var knap så trafikeret. Den kørte også ud gennem vinmarker og æble- og kirsebærplantager og til sidst ud i nogle store bakker med landbrugsjord. Her var stort set ikke nogen biler, så her kunne vi køre og nyde det, men det blev nu lidt ensformigt.
Sidst på eftermiddagen valgte vi en campingplads som lød meget hyggelig og romantisk og vi satte GPSen til at vise os vej, som sædvanlig. Vores Garmin-dame var dog ikke så kendt i det østlige Washington! Hus ledte os ud på en grusvej, men da det kun så ud til at være 5 km tænkte vi at det gik nok. Efter 5 km sagde hun yderligere 7 km. Ok nu er vi jo kommet så langt af denne støvede vej, så vi fortsatte. Efter 12 km var vi ude i absolut ingenmandsland med lutter store bakker og marker. Ikke en bil, ikke et hus, kun marker så langt øjet rakte. Det her var bare ikke vejen til Starbuck KOA campingsplads ☺ Vi var lidt rådvilde. GPSen plejer ikke at svigte, så adressen måtte være forkert. Vi fortsatte endnu 12 km inden vi kom ud til en asfalteret vej og kunne orientere os igen. Det havde taget os en time at komme igennem denne lille “smutvej” og da vi endelig fandt campingpladsen, var det ikke helt det billede vi havde fået af pladsen ud fra beskrivelsen i KOA-bladet! Der var dog yderligere en times kørsel til næste campingplads og det orkede vi ikke så vi blev.
Da vi fik fundet vores plads og set os om ude og inde i camperen fik vi et chok. Hele vognen var indhyldet i støv både ude og inde. Selv inde i skabe og skuffer og brusekabine var der et tykt lagt støv, så vi måtte i gang med vand, spand og klude. Det tog os 1 1/2 time inden vi synes at den var nogenlunde ren igen. Vi var godt trætte efter den omgang og gik kun en lille tur ned til den opdæmmede sø, som campingpladsen lå ned til og så solnedgang inden vi fandt sengen og faldt hurtigt i søvn.

16. juni (Starbuck – Missoula): Vi kom forholdsvis tidligt af sted i dag. Vejret var lidt uldent, som om det ikke kunne bestemme sig til om det skulle blive regnvejr eller sol. Det endte heldigvis med sol og ligt skyer, men meget varmt, så de lange bukser blev hurtigt skiftet ud med de korte.
Vi kørte videre gennem landbrugsområdet indtil vi krydsede grænsen til Idaho, hvor vi kørte af Northwest Passage Scenic Byway, som går af US 12 fra Lewiston og følger Clearwater River Canyon op til Lolo Pass, som også er grænsen til Montana. Det er en utrolig flot tur langs floden og man kører nede i en kløft med bjergene op til begge sider og ad en meget snoet vej. Den er 345 km lang og selv om den er flot, bliver man træt til sidst og håber den snart vil ende med alle sine sving ☺, når man kører ind på ruten siger GPSen at der er 316 km til man skal dreje!! Vejen følger nogenlunde den rute, som Lewis og Clark red i 1805 i deres søgen efter Stillehavet, så der er en masse historiske steder markeret på ruten, som i øvrigt også er et indianer reservat, hvilket man dog ikke har nogen fornemmelse af!
Vi holder frokostpausen ved floden og sidder nærmest på en lille strand og ser på vandet og der komme og går fiskere, som prøver lykken med at fange laks. Vi ser dog ikke nogen fange noget.
Sidst på eftermiddagen når vi Lolo Passet og kører ind i Montana. Det er en kolossal forandring at komme her om på den anden side af bjergkæden. Klippeformationerne ændrer helt karakter og landskabet åbner sig om og der går ikke lang tid før vi ser bisonokser inde på en mark. Det er nu hyggeligt. Den glædede vi os også meget over sidste år i og omkring Yellowstone.
Vi kører de sidste 50 kilometer og når til Missoula, hvor der er en dejlig KOA campingplads, hvor vi endelig kan sætte os med vores vin fra vinsmagningen i går og en kæmpe stor bøf bliver smidt på grillen. Vi sad også ude og spiste i går, men i aften er det rigtig varmt og den er over 9 inden vi går inden for.
Ulrich har stor glæde af internettet her, hvor han kan følge med i 24 timers Le Mans.

17. juni (Missoula): Der er ikke meget at skrive i dagbogen for vi har haft en dag alene på campingpladsen bortset fra en afstikker til Best Buy, hvor Ulrich lige skulle have en Ipad :-). Der har været kraftige regnbyger i løbet af natten og de fortsatte lidt op af formiddagen, hvorefter det klarede op, så vi kunne sidde ude, men med en frygtelig blæst som rev grene af træerne og ned over camperen. Heldigvis skete der ikke nogen skader!

18. juni (Missoula – Choteau): Det regnede til morgen, men det så ud til at der var blå himmel mod øst, så i stedet for at fortsætte direkte op mod Glacier Nationalparks vest indgang, som ligger ca. 200 km nord for Missoula, kørte vi østover via den rute som kaldes The Scenic loop of Montana. Den rute bringer os over The continental Divide ved Rogers Pass i ca. 1800 meters højde. Vi håber, at vejret på den side af bjergene vil være bedre end hvor vi er nu.
Vi starter som sagt i regnvejr, men regnen stopper da vi kommer østover og vi tager derfor en afstikker og kører ad en lille sidevej op til en såkaldt Ghost Town. Det er en gammel forladt guldgraver by oppe i bjergene, hvor der af 2 omgange er gravet efter guld. Første gang fra 1898 til 1905 og anden gang sidst i 1920erne. Der er flere af denne slags Ghost Towns, men Garnet er den bedst bevarede guldgraverby. I dens storhedstid boede der ca. 1000 mennesker. Der er ikke så mange af husene tilbage, da bl.a. en skovbrand har taget en del, men vi var da inde i bl.a. et hotel, en bar og en stor butik. Der var selvfølgelig ikke så meget inventar tilbage, men bare at gå rundt og se rummene og nogle gamle fotografier og rester af tapet m.v. gav et meget godt indtryk af hvordan der har set ud. Det er utroligt at se hvilken udvikling der har været inden for alting på bare 110 år!
Ud over selve byen var der også en sti rundt mellem de steder, hvor mineskakterne har været. Der står nogle enkelte rustne vogn til at køre klippestykkerne på og hullerne til mineskakterne var der også, men 2 var oversvømmet og andre faldet sammen, så der var ikke så meget at se.
Efter besøget i guldgraverbyen fortsatte vi øst og nordpå gennem fantastiske landskaber, som skiftede meget. Det ene øjeblik kørte vi mellem bjergene i nåleskov og det næste var vi ude i virkeligt åbent landskab med bløde bakker og græs eller prærie, som man nok vil kalde det herovre. Vi havde de høje bjerge med sne på nogle af tinderne mod vest, men mod øst var det som om man kunne se til verdens ende! Det er enorme vidder – man føler sig meget lille!
Sidst på eftermiddagen var vi inde at proviantere i Choteau og fandt en campingplads lige uden for byen, hvor vi overnattede.
Vi var iøvrigt heldig med at køre mod øst for vi fik ikke en dråbe mere regn 😉 men til gengæld er der en kraftig vind, som generede kørslen noget ude på de store vidder. Sidevind er ikke godt, når man kører i en stor klodset camper!

19. juni (Choteau – St. Mary): Det har regnet det meste af natten og her til morgen står det også ned. Så er det lidt svært at komme ud af sengen. Pudsigt nok ser det ud til, at der er lidt sol hen over bjergene, så måske skal vi bare køre derover 🙂
Vi kører over mod Rocky Mountains og Glacier Nationalpark. Det er også vores egentlige mål, så det passer jo fint bare vejret også vil arte sig! Turen går fortsat ud over meget bakket prærie med store vidder og vi bevæger os langsomt over til de høje bjerge.
Der kommer en stiv kuling ovre fra bjergene, så det gælder om at holde fast i rettet. Det værste ved denne vind er at den faktisk også er ret kold, så vi må køre med varme på i vognen. Det havde vi ikke lige regnet med.
Hen over middag kommer vi frem til St. Mary, som er grænsebyen på østsiden af Glacier Nationalpark. Byen er ikke særlig stor, men der ligger nogle flotte store hoteller og forretninger, som alle er bygget i solide træstammer og med bjergene i baggrunden med sne på toppen er det rigtig flot, så selv om skyerne stadig hænger tungt over bjergene og det er blæsende og lidt koldt, så kan vi alligevel ikke lade være med at synes om dette sted. Her er rigtig hyggeligt og flot og på en eller anden måde bringer det en god følelse frem. Der holder en hel flok røde gamle busser, som er turbusser, som kører op i nationalparken og bidrager til en gammeldags hyggelig stemning. Busserne er fra 1939, men restaureret i 2001, så de kan køre på gas og dermed er miljøvenlige.
Vi er inde og købe en varm trøje til Ulrich for han har tilsyneladende pakket til en tur til Thailand 😉 og ikke fået noget varmt tøj med. Efterfølgende kører vi lidt rundt for at finde en egnet campingplads og for at se lidt på omgivelserne og hvad vi skal nyde de kommende dage. Vi er bl.a. et lille stykke inde i nationalparken ved Rising Sun, hvor vi får bestilt en tur hen over Rocky Mountains på vejen, som kaldes Going-to-the-sun. Vi håber så det bliver en tur til solen 😉 Vi skal med en af de gamle røde busser, da der er restriktioner på netop denne rute, hvor køretøjer over 21 fod ikke må køre og vores camper er 25 fod, så vi er forment adgang.
Vi er for trætte til rigtigt at få noget ud af at køre rundt endsige vandre, så vi ender med at køre ind på KOA campingpladsen i St. Mary og gå tidligt i seng!

20. juni (St. Mary, Glacier Nationalpark): Frisk og veludhvilet efter en god nats søvn er vi klar til at opleve noget og vejret ser også rigtig pænt ud. Der er nogle skyer til morgen, men solen kæmper for at komme igennem ☺
Vi kører op til Many Glacier, som er den nordøstlige indgang til nationalparken og der hvor der er flest gletsjere, hvilket også betyder at der kan være rigtig koldt, når vinden kommer ned over dem! Vi er dog så heldige at vinden har lagt sig, da vi kommer derop og solen kommer mere og mere igennem. Det gør indtrykket af denne nationalpark helt anderledes end det vi fik ved første øjekast i går! Her er fantastisk smukt og lige da vi kommer ind over grænsen til nationalparken, ser vi også en sort bjørn et stykke oppe af en bakkeside, så er det bare fuldendt – flot natur og dyr, så er vi glade.
Vi er oppe ved det flotte store hotel Many Glacier og får booket vores tur op til Going-to-the-sun-road om fra i overmorgen til i morgen. Der var ikke pladser i går, men det har ændret sig til i dag, så nu kan vi godt få plads. Både af hensyn til vejrudsigten og vores fortsatte planer passer det bedre ind i programmet med i morgen, så det var dejligt at der nu er plads til os.
Efterfølgende går vi en lang tur langs Swiftcurrent lake, hvor der skulle være elge og op til Grinnell Lake. Det sidste stykke af hiket op til Grinnell Glacier er lukket på grund af heavy bjørneaktivitet. Vi hører fra andre, at der skulle være op mod 20 grizzly bjørne deroppe, så det er måske bedst at holde sig lidt på afstand. Vi ser hverken elge eller bjørne på vores tur kun deres friske spor i mudderet langs stien! Vi ser dog bjerggeder højt oppe på stejle klippevægge og vi undrer os over hvad de dels laver helt der oppe og hvordan de i det hele taget holder sig fast! Det er både voksne og små unger vi kan se højt, højt oppe!
Selv om vi kunne være lidt usikker på vejret i morges har det været en ret flot dag med til tider helt blå himmel og nogle fantastiske udsigter ud over bjergene og søerne, men oppe ved Grinnelsøen begynder det pludselig at regne, så det kan hurtigt skifte! Vi er så uheldig at gå lige ind i en sky, så vi kan stort set ikke se søen, men da vi kommer retur til den anden sø efter 1,5 km er det strålende sol igen!
Tilbage ved parkeringspladsen er der et picnic område, hvor vi sætter os med en øl og vores bøger og slapper af i solen og da vi er ved at gøre klar til aftensmaden inde i camperen, trasker der pludselig en stor elg forbi og ind i buskadset og træerne. Vi har vi gået hele eftermiddagen og spejdet efter elge på vores tur og så kommer der en hen over parkeringspladsen ☺ og for at det ikke skal være løgn, så kommer der lidt senere nogle forbi og siger at de lige har set en lille grizzly 100 meter neden af den sti vi lige er kommet af! Vi prøver at gå der ned for at få et glimt af den, men den er ikke at finde.
Det er nu blevet så sent at solen forsvinder fra området, så vi kører langsomt hjem til campingpladsen og spejder efter bjørne, men ser dog ikke nogen.
Det har været en rigtig flot dag både vejrmæssigt, men så sandelig også hvad vi har set. Her er flot.

21. juni (Going-to-the-sun Road): I dag skal vi på den tur, som Glacier Nationalpark er kendt for nemlig turen hen over Rocky Mountains og Continental Divide via Going-to-the-Sun Road, som er en vej, der er bygget allerede i 1924-32 af nogle forudseende mennesker, som kunne se at det ville blive den helt store attraktion. The Red buses som bl.a. kører på denne strækning er de originale busser fra 1939, som dog er blevet restaureret og fået nye motorer i 2006, så de nu kører på propan-gas for at mindske forureningen i parken. Vi har booket os på sådan en bus, da vi dels ikke selv må køre på den smalle snoede vej med vores store camper og dels fordi vi nok begge får mest ud af blot at kunne sætte os tilbage og nyde turen i stedet for at koncentrere os om vejen og svingene ☺
Glacier Nationalpark er i øvrigt oprettet i 1910 og har fået sit navn på grund af måden, som landskabet er skabt på. Jeg troede egentlig det var på grund af de mange gletschere der er her, men det er det ikke. Det er fordi det er gletsjere, som har skåret sig gennem bjergene og gravet dalene, hvor det andre steder er floder som har skåret/formet dalene. I 1920 var der 125 gletsjere i parken. I dag er der 25 og man forventer at de sidste vil være væk om 20-25 år p.g.a. den globale opvarmning!
På vej op til Rising Sun, hvor vi bliver hentet af bussen følger vi en coyote, som løber langs vejen. Sådan en har vi aldrig set tæt på. Det ligner meget en ræv, men er lys og måske lidt større.
Vi har set meget frem til denne tur, som skulle være noget af det flotteste man kan se i Rocky Mountains. Da vi jo har kørt på Icefield Parkroad i Canada, som vi synes var det flotteste, så er vi meget forventningsfulde!
Vi bliver ikke skuffet. Det er virkelig en skøn tur og vi har været utrolig heldige i vores valg af dag (holdt øje med vejrudsigten!) for vi har strålende sol fra en skyfri himmel det meste af dagen. Det kan vist ikke blive smukkere at køre med åbent tag og vind i håret i en gammel bus fra 1939, som spinder, med en chauffør eller Jammer, som han kaldes, der fortæller om landskabet og dets tilblivelse og små historier, der knytter sig til de forskellige bjerge og steder og samtidig ruller det ene skønne sceneri efter det andet forbi, som i en film fra National Geografik eller lignende. Jo, vi får fuld valuta for pengene ☺ Vi passerer over Logan Passet som ligger i 2025 meters højde. Det var indtil for 2 dage siden ikke ryddet endnu efter vinterens sne, men store bulldosere har gravet nat og dag for kunne åbne vejen. 
Vi havde håbet også at se nogle bjørne, da der er ca. 350-400 grizzly og ca. 7-800 sorte bjørne i parken, men de holdt sig væk bortset fra en enkelt stor grizzly, som jeg så gå 10 meter fra vejen inde mellem træerne. Den vendte lige sit store bamsehovede og kikkede efter bussen, men desværre så chaufføren den ikke, så vi standsede ikke! Vi så dog en del bjerggeder hoppe rundt oppe på klippefremspringene. Så lidt wildlife blev det da til.
Klokken 16.30 var vi tilbage ved Rising Sun efter en fantastisk dag og godt trætte af al den friske luft, solen og alle de mange synsindtryk, så vi kørte direkte hjem til campingpladsen og tog en lur inden aftensmaden.

22.juni (Glacier NP, St. Mary – West Glacier): Vi var yderst heldig, da vi fik booket vores tur på Going-to-the-Sun Road om til i går, for igen i dag er vejret så som så. Vi vil dog ikke spilde dagen, så vi kører ind til Two Medicine Lake hvorfra vi går en lang tur langs den sydlige bred af søen, mest gennem skov og op til Aster Park, som er et åbent område med masser af blomster, og videre op til et udsigtspunkt langt derover, hvorfra vi kunne se udover Aster Park, Two Medicine Lake og hele dalen. Det var flot, men hvis solen havde skinnet, havde det været endnu flottere.
Turen gik som sagt meget gennem skov, så vi havde ikke så meget udsyn, som vi kunnet have ønsket og vi gik der helt alene. Det fik os til at tænke ekstra på, at vi befandt os i bjørne-område, og vi begyndte derfor at gå og råbe eller klappe, hver gang vi gik omkring et hjørne. Vi følte os lidt dumme med al det råberi, men turde på den anden side heller ikke lade være! Vi havde efterhånden fået mange hint om at bjørnene var der og de fleste rendte rundt med bjørnespray, så her til morgen havde vi også været inde og investere i en sådan, som egentlig bare er en kraftig peberspray, som kan benyttes, hvis man virkelig kommer i nærkontakt med en bjørn, hvilket vi aldrig håber sker. Vi vil gerne se bjørnene, men det skal helst være lidt på afstand 😉
Efter udsigtspunktet fortsatte vi op til Twin Falls, der jo som navnet siger er 2 vandfald, som ligger lige op af hinanden. De var meget flotte og vandrige og havde noget vildt over sig. På vejen derop, så vi noget som gjorde os ekstra agtpågivende! Store friske spor af en grizzly-bjørn. Vi kunne se både for- og baglapper helt tydeligt i mudderet på stien. Så var det måske ikke så dumt, at vi havde gået og råbt det meste af vejen! Måske var det derfor vi ikke så den, hvilket selvfølgelig var lidt ærgerligt, men nok også bedst, som sagt er det mest sikkert, hvis vi kan se dem lidt på afstand.
Vi har gået 8-9 km langs søen og op og ned til udsigtspunkt og vandfald, så da vi kommer til en bådplads, hvor vi kan blive sejlet tilbage til udgangspunktet vælger vi at tage turen hen over vandet hjem, så slipper vi også for at skulle bekymre os om grizzly-bjørne ☺
Tilbage i camperen får vi en meget sen frokost.
Det regner ikke, men skyerne hænger tungt, så vi beslutter at køre videre syd om og over til den vestlige side af Glacier NP til West Glacier, hvor der også ligger en KOA campingplads. Vi kan godt lide disse pladsen, da de skal leve op til en vis standard!
Turen syd om nationalparken og over continental divide ved Maria Passet i ca. 1720 meters højde er en virkelig flot tur, som på vestsiden det meste af vejen følger Flathead River, som har en fantastisk flot blålig farve, som lyser op. Solen begynder samtidig at komme igennem skyerne, så vi ender med at køre under blå skyfri himmel. Det er skønt, så bliver alt meget flottere og da vi når frem til campingpladsen, kan vi sidder udenfor i solen og nyde en gin/tonic ☺ Det er ikke mange af dem vi har fået på turen!

23. juni (Glacier NP, West Glacier): Vi vågner til overskyet og tung himmel, der godt kunne se ud til at ville give lidt regn, men vi vælger alligevel at satse på, at det klarer op lige som i går og kører derfor op til Avalanche, hvorfra der er 2 sammenhængende trails. Det ene rundt mellem cedertræer (Trails of the Cedars) og det andet som går op til en backcountry sø – Avalanche Lake.
Trails of the Cedars er hurtigt overset. Det er en speciel skov, som vel kan betegnes som regnskov. Meget mørk og meget mos.
Turen videre op til Avanlanche Lake går også gennem skov, men en helt anden end nede ved Trails of the Cedars. Det er en flot tur gennem skoven langs med Snyder River, som det meste af vejen er meget vild og har skåret sig dybt ned i en kløft. Vi kan hele tiden høre den, men ikke altid se den.
Vi er næsten helt oppe ved søen før landskabet åbner sig og vi kan se bjergene og vandfaldene omkring den. Det er mægtig flot, men hvis solen havde skinnet, havde det været prikken over iet.
Mens vi står og nyder udsigten kommer nogle drenge og fortæller ivrigt om, at de har set 3 bjørne nede i den anden ende af søen. De har krydset stien lige foran dem og efterfølgende været på en strand ned til søen. Vi prøver som andre med vores kikkerter at få øje på dem, men kan ikke finde dem.
Vi vil rigtig gerne se flere bjørne, så vi begiver os ned af stien mod den anden ende af søen. Det er en meget mudret sti, så vi kæmper os noget frem for ikke at få både sko og bukser fuldstændig indesmurt i mudder. Det lykkedes ikke helt! Vi skal vist gennem en tøjvask ☺
Vi kommer ikke helt ned til den anden ende af søen for inden vi når så langt kommer der en mindre flod på tværs, som vi ikke kan springe over og vi har ikke lyst til at gå gennem det iskolde vand, som jo er smeltevand fra sne og gletsjere!
Vi kan dog sidder på en strand og med vores kikkerter se over på stranden hvor bjørnene er set. Selv om vi spejder intenst gennem længere tid finder vi dog ikke bjørnene. Vi ser derimod 7 store gæs agtige fugle og nogle andefugle ude i søen og så kan vi i øvrigt nyde vandfaldene og bjergene. Det begynder at småregne, så vi vender snuden nedad igen.
På turen fra Avalanche og ned til Lake McDonald Lodge, hvor vi spiser meget sen frokost (kl. 16), ser vi politiet, som har stoppet 2 motorcyklister, som antageligt har kørt for stærkt. Vi har i hvert fald kort forinden set en som kørte fuldstændig vanvittigt. Den ene motorcyklist står med spredte ben og hænderne på motorhjelmen af politibilen og politibetjenten står og fægter med armene ved siden af. Det er fuldstændig som at se en film!
Efter vi har spist frokost og lige vil sidde ude på græsset og nyde solen, som nu er kommet frem, ser vi igen de samme 2 motorcyklister og nu 3 politibilen samlet omkring dem. Den ene har fået afmonteret alt sit motorcykeltøj, som er lagt ud på asfalten og han har fået et bælte omkring livet med en ring i. Igennem ringen er kæden fra håndjernene, som han har fået på. Så han kan ikke overhovedet bevæge sine hænder. Han bliver senere sat ind i politibilen, mens den anden motorcyklist øjensynlig blot bliver afhørt udenfor. Det ser meget dramatisk ud, hvis det alene er på grund af en fartovertrædelse, så vi bliver enige om, at der nok også er andet!
Vi har fået spænding nok for i dag, så vi kører hjem til campingpladsen og skriver dagbog mens det lyner og tordner og regner uden for. Vejrskift sker hurtigt her. Det ene øjeblik er det solskin og det næste samler skyerne sig og det bliver kraftigt uvejr!

24. juni (Glacier NP – Whitefish): På trods af regn og lyn og torden i går aftes vågner vi til den skønneste morgen med skyfri himmel og varme i luften. Det er rigtig godt timet for vi har planlagt et lidt længere hike på ca. 14 km op til en backcountry sø – Snyder Lake, som de anbefalede os på visitorcentret.
Trailet udgår fra Lake McDonald Lodge, hvor vi sluttede i går. Det er et hike med 700 højdemeter, hvoraf de første 300 m stiger inden for de første ca. 2 km, så det går pænt stejlt op og det er inde i forholdsvis tæt skov, så man kan ikke så meget. Heller ikke om der er bjørne rundt om det næste hjørne! Vi havde dog læst at det var sjældent der sås bjørne lige på dette hike, så vi var ikke urolige, men havde selvfølgelig bjørnesprayen klar ☺ Vi er efterhånden også blevet temmelig gode “sporhunde”, så vi kan kende sporene i mudderet og se om de er friske eller ej og efterladenskaber giver også et praj om der for nylig har været dyr og hvilke. Vi ser ingen bjørnespor men en del fra elk
Efter de 2 første noget anstrengende km kom vi ud af den tætte skov og landskabet åbnede sig, så vi kunne se de smukke vandfald, som der er rigtig mange af på denne årstid, hvor sneen smelter, og bjergene, som rejser sig stejlt og højt omkring os.
De mange vandfald ender selvfølgelig i floderne, men på deres vej skaber de også nogle små “floder”, som ikke altid løber parallelt med stierne vi skal gå på! Da vi støder på den første “flod”, som er for bred til at springe over er vi på den. Der er mange sten i den, men de er alle dækket af vand og der er nogen strøm i vandet, så vi går noget frem og tilbage for at finde en udvej. Mens vi står febrilske her kommer 3 amerikanere gående med vandrestave og de tilbyder at gå over først og så kaster de deres vandrestave over til os, så vi kan bruge dem til at støtte os til, så vi ikke falder. Det er rigtig pænt af dem og det hjælper os over, men jo altså ikke tørskoet! Vi sopper rundt i vand bagefter og Ulrich tager strømperne af og vrider dem, så han ikke sopper så meget rundt ☺ De 3, som har hjulpet os, går hurtigt videre. De har et forrygende tempo i forhold til os! Men inden de forlader os undskylder de at de råber og laver meget støj, men de har været på stien et par dage i forvejen og der har de mødt en bjørn med unger, så de vil være sikker på ikke at overraske dem igen! OK, så var vi ikke så rolige mere. Der var altså bjørne selv om vi ikke lige havde set nogle spor.
Lidt længere fremme møder vi 2 hjorte (Elk). Den ene står lige midt på stien og kikker på os. Den er tilsyneladende ikke bange for os, for vi kan komme helt tæt på den og fotografere den inden den går ind i buskadset og en bue uden om os.
Denne dejlige oplevelse giver fornyet kræfter og vi glemmer lidt bjørnene, men råber dog alligevel, når vi kommer til nogle “hjørner”, hvor vi ikke kan se langt frem på stien. Vi ser dog ikke nogen bjørne overhovedet, men der kommer en “flod” mere som skal forceres, men nu kender vi turen og vores sko og bukser er allerede våde så vi går bare igennem. Så må vi se hvornår skoene kan blive tørre igen ☺
Vi ender, som forudsat ved Snyder Lake, som er en lille sø, der ligger smukt i en gryde, med høje bjerge hele vejen rundt. Meget smukt og idylisk. Vi har taget lidt frokost med og regner med at skulle sidde og nyde den ved søen, men desværre kan vi ikke sidde der ret længe for her er en frygtelig masse myg, som er sultne. Vi bliver ædt for et godt ord. Så hyggen bliver det så som så med. Vi må hurtigt bryde op og gå igen. Så snart vi er i bevægelse bliver vi ikke generet af myggene, men de er der med det samme, når vi står stille!
Efter 6-7 timer er vi nede ved Lake McDonald Lodge igen. Det har været en rigtig god tur, men da det nu er tredje dag i træt, vi har været ude at hike er vores ben noget brugte og det er dejligt at få de våde sko og strømper af og afløst dem af et par sandaler ☺
Vi sætter/ligger os på græsset og slapper af og ser på ground squerrels, som popper op af deres huller omkring os. De er meget søde af se på, når de står på bagbenene med højt rejst hoved og kikker rundt.
Efter at have slappet af i solen kører vi ud og handler lidt mad ind og kører så til Whitefish og overnatter på KOA campingpladsen.

25. juni (Whitefish – Svan Lake): Frygteligt torden og lyn og regn i løbet af natten. Bliver vækket kl. 8.00 af larmende vejmaskiner, som skal udjævne vejen gennem campingpladsen. Man respekterer åbenbart ikke sine gæster her, som gerne vil sove lidt længe! Det er dælme ikke den bedste måde at blive vækket på, når man regner med at skulle sove længe og bare tage en slapperdag.
Nå, det var det sure opstød ☺ Hvad der taler til den absolut bedre side er, at solen skinner fra en skyfri himmel igen i dag og det er varmt allerede her fra morgenstunden, så vi kan starte med at tage shorts på. Det er skønt. Det næste er at der er morgenmad med i betalingen for campingpladsen, så vi kan gå op og få kaffe og juice og brød og røræg m.v. Det er første gang vi har oplevet det på en campingplads eller i hvert fald, at det er inkluderet i prisen. Vi falder i snak med de andre gæster, som godt nok er amerikanere men ikke fra området her, så de er ligeså meget turister som os og vi udveksler oplevelser omkring denne nationalpark og andre steder. Meget hyggeligt.
Da vi efter at have spist morgenmad skal forlade pladsen har de gud hjælpe mig valgt at vejen ud fra campingpladsen skal asfalteres, så vi må vente på at asfaltmaskinerne får jævnet asfalten ud. De er da fuldstændig tåbelige her. Hvis de havde valgt at vente med at ujævne vej på og ud fra campingpladsen til efter kl. 11 havde alle gæsten været tjekket ud og ingen var blevet generet.
Nå, men ud kom vi. Dog med asfalt op under vognen, som samlede sten op efterfølgende! Vi var nede i centrum af Whitefish for at se denne, da jeg havde set billeder derfra som så rigtig hyggelig western-agtig ud. Facaderne var også de høje og med overdækket fortorv, som man ser på westerns, men der var i øvrigt ikke meget liv i gaderne og vi kunne heller ikke finde nogen fortovscafeer, som vi kunne sidde og hygge på i solen, så vi valgte i stedet at køre op på Big Mountain, som er skisportstedet, som ligger lige uden for byen. Her tog vi liften op til toppen af bjerget og satte os på en stor terrasse med panorama udsigt ud over selve Whitefish by og sø og over til Rocky Mountains mod øst. Det var en fantastisk udsigt og der var dejlig varmt at sidde i solen, så her sad vi nogle timer og fik højfjeldssol ☺. Vi havde ikke taget os i agt for at det rent faktisk var højfjeldssol, så da vi kom ned var vi godt røde.
Vi kørte videre syd på til Swan Lake, hvor vi fandt en lille campingplads med blot 5 sites, men der var dejlig stille og roligt og ejerne meget imødekommende.
På trods af starten på dagen, blev det en stille og rolig afslappende dag, som vi trængte til.

26. juni (Swan Lake – Missoula): Vi gik i seng kl. 9 i aftes. Vi var fuldstændig færdige. Det er åbenbart mere anstrengende intet at lave end at hike ☺ Vi sov længe. Vågnede først lidt over 8, men så er vi vidt også udhvilet. Det er endnu en dag med blå himmel og sol vi vågner til. Vejrudsigten har ellers meldt om regn de sidste par dage, men heldigvis har vi kun haft regnen om natten. I nat fik vi også en ordentlig torden byge, hvor bragene var så kraftige at vognen dirrede. Det er voldsomt her i bjergene. Men som sagt vågner vi til blå himmel.
Glæden varer dog ikke længe. Da vi har fået morgenmad og forberedt dagens rute og kører af sted begynder det at regne, ret kraftigt til tider. Godt vi ikke har planlagt hiking i dag. Det vil mest blive bag rettet på en scenic rute.
Vi kører på et tidspunkt ned af en lille sidevej, hvor der skulle være mulighed for at viewe wildlife. Det skulle vi aldrig have gjort. Det var en meget smal grusvej, hvor camperen kun lige kunne komme ned og da vi kommer ca. 100 meter ned af vejen, er der kun vand foran os. Vejen er simpelt hen oversvømmet! Det var ikke noget rart syn, da der absolut ikke er mulighed for at vende camperen. Det er kun muligt at bakke tilbage til hovedvejen og der er vand og en lille skrænt ned på begge sider af vejen, så jeg skal ikke køre meget forkert for, at det går helt galt. Puha, det bliver ikke til meget wildlife viewing. Jeg skal bare have denne lange bakketur overstået!
Det er den store køreprøve i at bakke ved hjælp af 2 sidespejle alene! Samtidig begynder det at hagle med 1cm store hagl, som larmer helt vildt, når de rammer taget på camperen. Det tager sin tid, men vi og camperen kommer helskinnet tilbage på hovedvejen!
Så skulle man tro at vi havde oplevet nok for en dag, men nej. Vi kommer kun et par kilometer længere af hovedvejen, så begynder der at ligge smågrene og mos på vejen. Grenene bliver efterhånden større og større og så bliver det til hele træer, som dækker vejen! Vi må køre ind til siden og i det samme øjeblik kommer sheriffen kørende og springer ud af bilen med en økse i hånden. Han går straks i gang med at hugge en træstamme over og en anden mand hjælper ham med at få den væk fra vejen, så vi kan køre videre. Vi når dog ikke ret langt før de næste træer ligger hen over vejen. De første kan vi passere, men til sidst bliver vi fanget i en kø, som holder og venter på, at vejen skal blive ryddet og en stor bulldoser kommer og skubber stammerne væk! Der går vel en halv time inden vejen er så meget ryddet, at vi kan fortsætte.
Vi føler at der er nogen som har holdt hånden over os for havde vi ikke kørt ned af den vandfyldte vej og måtte kæmpe med at komme op igen, havde vi sandsynligvis været på vejen samtidig med at træerne væltede! Det ville have været virkelig skræmmende og måske også farligt.
Vejret klarer lidt op, så vi kan gå en lille tur ved en sø efter at have spist frokost, men snart begynder det at regne igen, så vi kører blot videre og må nøjes med at nyde naturen fra bilen.
Vi camperer for natten allerede kl. 16 i Missoula, hvor vi også var for lidt over en uge siden.

27. juni (Missoula – Polson): Selv om det har regnet i nat vågner vi til fint vejr. Vi skal nordpå igen til Bison Ranch ved Moise, som ligger ca. 50 km nord for Missoula. Det er et stort reservat med både bisoner, longhorn sheeps, antiloper, rådyr, fugle og måske bjørne. Man kører igennem reservatet på en 30 km lang grusvej, som kører op og ned af et par bjerge, hvorfra der er en praktfuld udsigt ud over hele Flathead sletten og Mission Mountains med sne på toppene. Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af disse flotte bjerge med sne på toppen uanset hvor mange vi efterhånden har set ☺.
Ud over udsigterne ser vi mange dyr. Både bisoner, longhorn sheeps, antiloper og rådyr. Nogle af dem meget tæt på bl.a. bisoner og rådyr, som krydser vejen lige foran os. De øvrige er lidt længere væk. Bjørne ser vi ikke nogen af, men en del flotte farvestrålende fugle, som desværre er for hurtige for os til at vi kan nå at fotografere dem ☺
Vi holder frokostpause på toppen af et af bjergene og hygger os med at køre mellem dyrene, så turen som ellers i brochurerne er sat til at vare ca. 2 timer, tager for os næsten 4 timer.
Efter Bison Ranch kører vi over Flathead sletten og kommer igennem nogle fredede vådområder, hvor der er rigtig mange fugle.Vi slutter dagen af med at køre ud til Kerr Dam, en dæmning, som ligger lige ude for Polson i et skønt område, hvor der også er hoodooer, som vi ellers ikke har set nogen af på denne tur, men rigtig mange af sidste år. Hoodooer er nogle specielle enkeltstående klippeformationer, som er meget flotte.
Overnatning på KOA i Polson, som er den flotteste campingplads vi nogen sinde har set! De dyreste pladsen havde terrasse med granitfliser og lille have rundt om og udendørskøkken med gasgrill og møbler samt en lille bardisk med stole, hvor man kunne sidde og nyde den utrolig flotte udsigt ud over søen og bjergene.
Vi skulle kun være her en enkelt nat, så vi valgte en af de mere ydmyge pladser, hvor vi måtte sidde på vores egne stole og få en Gin/tonic i solen, men vi kunne stadig se ud over søen ☺.

28. juni (Polson – Ellensburg): En ren transportdag. Vi har ikke så meget tid tilbage før vi skal hjem desværre, så vi er nødt til at heade mod Seattle, hvorfra vi flyver hjem i overmorgen. Vi vælger at tage den mest direkte rute, som er af highway 90. Den starter rent faktisk som en meget flot tur mellem bjergene og langs en flod, så de første par hundrede kilometer er ganske flotte, men så kommer vi ud over fladt landbrugsland og prærie, som er rimelig kedeligt at se på i længden. Efter 650 km og en 2 timers pause midt på dagen på rasteplads i solen, er vi fremme i Ellensburg, som var dagens mål. Vi er total udaset efter den lange tur og hovedpinen har meldt sig, så det bliver en hurtig aftensmad og tidligt i seng. Det begynder i øvrigt også at regne. Vi har haft strålende solskin hele dagen, men efterhånden som vi nærmer os vestkysten kommer der flere og flere skyer. Det var nok godt, at vi valgte at køre østpå, hvis vejret har været sådan her omkring Seattle hele tiden!

29. juni (Ellensburg – Everett): Vi skulle jo indtil vi hørte vejrudsigterne have været til Mount Rainier Nationalpark her i Washington, så da vi til morgen finder ud af at vejen over Mount Rainier kun er ca. 100 km længere end den direkte rute til Seattle, vælger vi at køre over Mount Rainier. Det skulle være en skøn tur, som er at sammenligne med Going-to-the-sun i Glacier Nationalpark.
Den første del af turen gennem nationalparken er virkelig flot. Landskabet varierer en del og vejret er flot, men efterhånden som vi kører op af ligger der sne og der kommer mere og mere og hvad værre er. Vi kører også op i skyerne! Hvilket betyder, at vi absolut intet kan se og her er hamrende koldt og hvor der skulle være udsigter ud over formentlig bjerge og dale kan vi kun se skyer og tåge. Nogle steder har vi kun en sigtbarhed på 50 meter, men til gengæld er der rigtig meget sne – flere meter langs vejen. Det er smadder ærgerligt for her skulle være rigtig flot. Vi må nøjes med det flotte billede af Mount Rainier, som vi har på nethinden fra vi var i Seattle for næsten 3 uger siden. På det tidspunkt var der ikke en sky på himlen og vi kunne se det lyse flot op – specielt ved solnedgang, hvor solen ramte sneen, som hele toppen er dækket af.
Efter vores lidt skuffende tur oppe i skyerne kører vi ind til flymuseet, som ligger i den sydlige del af Seattle. Ulrich vil rigtig gerne se dette museum, som han har hørt en del om. Det er en af de største, hvis ikke den største private samling af fly. Det er ikke noget som specielt interesserer mig, men det er jo nok ikke noget vi kommer i nærheden af igen, så Ulrich skal selvfølgelig se det nu.
Det er meget stort og der er utrolig mange fly, som giver en ide om den fantastiske udvikling der har været siden de første flyvere fløj få meter og op til jumbojet og concorden og så selvfølgelig Airforce one, som jeg synes var sjov fordi vi faktisk kunne komme op i den og se hvordan en flyver til en amerikansk præsident er indrettet. Dette airforce one blev brugt fra 1959 til 1972 hvilket vil sige at Eisenhower, Kennedy, Johnson og Nixon har fløjet med flyet såvel som VIPer som Nikita Khrushchev og Henry Kissinger. Flyet blev i præsidentens flåde frem til 1996, men blev alene brugt til at fragte vip´er og vicepræsidenter. Jeg havde nok ventet noget mere pompøst, men det var da flot I forhold til hvilken periode det har været brugt og det er da også specielt at gå rundt I et fly, som så fremtrædende personer også har været i!
Efter Airforce one var vi oppe i concorden, som jo tilhører en hel anden kategori af fly. Det fik ikke så mange år i luften og det blev kun til 22 af typen. Når man kommer op I det forstår man det måske godt. Det fløj selvfølgelig meget hurtigt, hvilket var en fordel, men det var absolut ikke luksuriøst. Det var meget kompakt og midtergangen var så smal, at jeg tror en almindelig amerikaner ville have meget svært ved at komme igennem flyet!
Vi ville også have været op i en jumbojet og op på første sal, hvor ingen af os har været selv om vi mange gange har fløjet med jumbojetten, men desværre blev flyet lukket lige som vi skulle til at gå op af trappen!
Selv om vi ikke kom op i jumbojetten og fly måske ikke interesserer mig så forfærdeligt meget andet end at de skal transportere mig hurtigst muligt frem til fremmede himmelstrøg og nye eventyr, så var det nu meget sjovt at gå rundt i dette kæmpe store museum med fly fra flyvehistoriens barndom og op til i dag.
Hvad der imidlertid ikke var sjovt var den efterfølgende tur gennem Seattle og op til Everett i nord. Det var et mareridt at komme derop af 117 motorveje som snoer sig ind imellem hinanden og et hav af biler gennem downtown mellem kl. 16 og 17 fredag eftermiddag. Der er sikkert ikke noget værre tidspunkt! Godt vi havde Garmin GPSen med ellers ved jeg ikke hvordan vi var kommet igennem disse mange tætpakkede motorveje med fra 3 til 8 spor!
Efter at have gjort camperen ren fortjener vi en god middag, så vi tager en dejlig afskeds-middag på en australsk restaurant med de lækreste bøffer og overnatter på campingplads i Everett, som er nabo til Cruise America, hvor vi skal aflevere camperen i morgen inden vi skal i lufthavnen.

30. juni – 1. Juli (Seattle – København): Vi afleverer camperen hos Cruise America og tager en taxa til lufthavnen, hvorfra vi flyver kl. 13.15. Vi flyver via Paris og lander i København kl. 12.30 lidt forsinket, men alt er iøvrigt gået stille og roligt.
Endnu en dejlig ferie er desværre forbi. Det er utroligt så hurtigt 4 uger kan gå. Vi kunne godt have brugt meget længere tid! Man bliver let afhængig af det her ☺