Dagbog fra USA (2016)

18. Juni (CPH – Denver – Castle Rock): Vi har en stille og rolig morgen. Skal først flyve via Toronto og Chicago til Denver kl. 12.15, så der er tid til at nyde morgenmaden inden vi tager toget ind til lufthavnen. Vi har en tur på ca. 22 timer foran os inden vi er fremme ved det første hotel i Castle Rock lidt syd for Denver, men så kan vi til gengæld også se frem til 4 uger i Colorado og Wyoming i vores helt eget tempo. Skønt 🙂
Flyveturene forløber nogenlunde efter planen. Det sidste fly fra Chicago til Denver er dog forsinket en time. Hvilket desværre betyder, at vi må køre hele turen fra lufthavnen til hotellet i mørke. Vi er først fremme ved Best Western i Castle Rock ved midnat lokal tid. Det har taget os 24 timer at komme frem. Vi er ikke så trætte, som vi måske kunne have frygtet efter den lange tur, men vi hopper nu alligevel på hovedet i seng med det samme, så vi er klar til at kommer ud at opleve noget i morgen. Vi bliver iøvrigt overrasket over temperaturen, da vi lander. Den skal nok være omkring de 25 grader. Det lover godt for i morgen 🙂

19. juni (Castle Rock – Pikes Peak t/r): Vi har sovet som sten, men kl. 6 er vi begge lysvågne. Vi havde ellers sat vække uret til kl. 7, da vi godt ville ned til Pikes Peak og Garden of Gods inden den store mennesketilstrømning. Det er søndag, så der kommer nok også mange amerikanere til disse 2 turistmagneter.
Da vi trækker gardinet fra skinner solen fra en skyfri himmel og vi kan fornemme, at det allerede er varmt udenfor. Det er den perfekte begyndelse på vores ferie. Sol og varme, det kan vi godt li´.
Vi giver os god tid med morgenmaden, så vi er først ude af hotellet kl. 8. Vi har jo trods alt ferie, så vi behøver ikke at jage afsted.
Da vi kom i går aftes var det sort nat, så vi har intet set af omgivelserne, men det viser sig, at vi bor med udsigt ud over de bløde grønne bjerge lige i nærheden og de større Rocky Mountains i det fjerne. Her er virkelig skønt, så selv om der på trods af at det er søndag, er mange biler på vejen, så nyder vi turen sydover mod Colorado Springs og vores første stop ved Garden of Gods.
Garden of Gods er en flot række af røde sandsten (omkring 290 millioner år), som stikker op af jorden og skiller sig meget ud fra de ellers bløde grønne bjerge. De er meget flotte både på afstand oppe fra visitor-centeret, hvor man også har Pikes Peak i baggrunden og ligeledes når man går nede imellem dem. De er tilsyneladende også meget populære for klatrere, som øver sig her, da de trods alt ikke er så høje igen, men dog høje nok til at det ikke var noget for mig at klatre op på dem!
Efter et par timer i og omkring Garden of Gods kører vi videre op til Pikes Peak. Pikes Peak er 4.302m højt og det mest besøgte bjerg i Nordamerika og det andet mest besøgte i verden efter Fuji i Japan. Over en halv million mennesker kommer hvert år op til toppen, så vi skal nok ikke forvente at være de eneste på toppen 🙂
Turen op til toppen foregår af en ca. 30 km lang snoet vej, som er bygget helt tilbage i 1915. Vi konstaterer, at vi ikke er de eneste, som har tænkt sig at køre til toppen, da vi nærmer os betalingsanlægget. 250 meter før starter køen! Det tager en rum tid at komme igennem køen selv om der er 4 betalingssluser (det kostede 24 dollars for os). At bilerne bliver bremset har dog den fordel, at man ikke kommer til at køre i en lang kø op. Der kommer en naturlig afstand mellem bilerne og det er rart. Vi får besked på at stoppe aircon i bilen og i stedet køre med nedrullede vinduer for, at bilen ikke skal blive overophedet, da der visse steder er store stigninger. Vi havde oprindelige regnet med, at vi kunne køre turen op i camperen, men det er ikke tilladt og det kan vi godt se hvorfor, når vi nu snoer os op af bjerget. En camper ville slet ikke kunne klare stigningerne.
Det er en meget flot tur, som går mellem træerne indtil ca. 3600 meters højde, hvor der bliver helt bart. Der er fantastisk flot udsigt ud over bjergene og det flade landskab mod øst. Selv om vi i dag har ca. 30-35 grader neden for bjerget og ca. 20-25 oppe på bjerget, så ligger der fortsat sne nogle steder.
På toppen er vi ikke alene! Der er som ventet en del mennesker, men ikke så mange at vi føler det generende. Vi kan godt gå rundt og nyde udsigten, selv om det dog begrænser sig af en helt anden årsag end de andre mennesker. Vi er i ca. 4.300 meters højde og det kan vi absolut godt mærke. Vi føler os svimle og kroppen sitrer en smule, så vi går meget langsomt rundt og får købt os noget vand og iste, så vi ikke dehydrerer. Vi forstår mindre og mindre, hvordan nogen kan hike op til toppen og hvordan de cyklister vi har mødt på vejen, har kræfter til at komme herop. Vi er i hvert fald enige om, at vi hverken kunne hike eller cykle herop!
Der er iøvrigt også en 4. mulighed for at komme til toppen, nemlig Pikes Peak Cog Railway, som har kørt siden 1891. Vi er så heldige, at den kommer kørende op imod os, da vi står og nyder udsigten. Turen herop og retur tager 3 timer og 10 minutter inklusiv et 40 minutters ophold på toppen.
Vi er en lille time på toppen før vi søger ned igen. Det er ikke lige til at vænne sig til den tynde luft, så vi skal ned, hvor det er lettere at trække vejret. Turen ned foregår i lavt gear, så der er motorbremsning. Vi skal passe på ikke at overophede bremserne. Halvvejs nede er der obligatorisk bremsetjek, hvor varmen på bremserne bliver målt. Vi får grønt lys til at køre videre og besked på at fortsætte som vi har gjort hidtil, så skulle vi komme godt ned 🙂
Turen tilbage mod Castle Rock går gennem Manitou Springs, som er en hyggelig lille western-by med indiansk/mexikansk islet. Vi slutter dagen af med en tur i BassPro shop, hvor Ulrich får købt lækre t-shirts og shorts.
Hjemme på hotellet i Castle Rock sidder vi med en kop kaffe og slapper af, da der pludselig bryder et uvejr løs. Først kommer der store hagl og senere går det over i styrtregn. Det er utroligt, som vejret kan slå om inden for en time. Det regner resten af aftenen, så vi er spændte på, hvordan vejret bliver i morgen.

20. juni (Castle Rock – Mount Evans – Crow Hill): Igen vågner vi før vækkeuret. Om det er jetlag eller vi bare er udsovet ved vi ikke rigtigt, men vi er i hvert fald friske og det er hovedsagen 🙂 Vejret har igen skiftet, så selv om det har regnet det meste af natten, så står vi op til en skyfri himmel. Det er fantastisk.
Vi planlagt at tage op til endnu et af de høje bjerge over 14.000 feet, hvor man kan køre hele vejen op – Mount Evans, som ligger lidt vest for Denver. Det passer fint i forhold til, at vi skal hente camperen i Westminster, som er i den vestlige del af Denver.
I stedet for at tage den hurtigste vej, har vi valgt en mindre vej, hvor vi regner med, at der er mere at se på end den store I25. Det er befriende at køre på de lidt mindre veje, hvor trafikken ikke er så heftig.
Vejen til toppen, som er den højest beliggende asfalterede vej i Nordamerika, er ikke lige så stejl, som til Pikes Peak, men til gengæld er den ikke i nær så god stand og den bliver smallere og smallere nu tættere vi kommer på toppen, så selv om der her ikke er nogen restiktioner i forhold til kørsel med camper, så er vi i hvert fald glade for ikke at skulle køre her. Vejen er som sagt smal og autoværn er ikke eksisterende, så det er lidt en udfordring, når der kommer modkørende biler!
Det er en meget flot tur op og vi er heldige at se mountain goats, som går og græsser langs vejen. De er dog tilsyneladende ikke så glade for at blive fotograferet for så snart vi står ud af bilen, så går de hurtigt væk.
I modsætning til i går på Pikes Peak, kan vi ikke køre helt op til toppen. Parkeringspladsen ligger i 14.130 feet, men med en lille gåtur kan vi komme helt op i 14.258 feet (4.353 m). Heroppefra føles det virkelig som om man er på toppen af verden. Vi kan se milevidt omkring til andre sneklædte bjergtoppe, men de ser alle lavere ud. Det er et fantastisk syn. Desværre begynder skyerne at trække sammen omkring os og under os og dermed dæmpes temperaturen også, men det er flot at se ned på skyerne, som samles i dalene.
Mens vi står heroppe på toppen kommer vi i snak med flere lokale, som er på deres første besøg til en bjergtop over 14.000 feet. Det er åbenbart også en af de helt store oplevelser for dem 🙂 En kvinde havde forsøgt at komme herop for 14 dage siden, men der havde været for meget sne til at hun kunne komme helt til toppen, så nu var hun stolt over at være nået op 🙂
Som sagt trækker skyerne sammen og da vi er på vej ned begynder det at regne. Heldigt at vi nåede toppen i godt vejr. Vi gør holdt ved Mount Goliath Natural Area, hvor man kan se nogle af de ældste levende organismer i verden. Det er bristlecone pines, som er mellem 900 og 2000 år gamle. Det er lidt mærkeligt at tænke på, at de også stod her, da Jesus gik rundt på jorden! De holder sig godt 🙂
Vi skal hente vores camper hos Cruise America kl. 15.00, hvilket jeg aftalte med dem i telefonen fra Toronto. Det giver os 2 timer til at køre de ca. 60 km, hvilket ikke burde være noget problem, men man kan aldrig vide med trafikken gennem en storby som Denver.
Vi er i god tid, men da politiet pludselig har spærret den vej vi skal køre på, tager det lang tid at komme retur på sporet! Gps´en er til stor hjælp, men 2 gange ryger vi ind i vejspærringen inden det lykkes os at komme forbi. Vi kommer lige til tiden til Cruise America og er selvfølgelig ventet. Vi får camperen med det samme og de har oven i købet efterkommet mit ønske om at få en ny camper. Jeg har både skrevet til dem og sagt det i telefonen, så det er dejligt at de har lyttet. Camperen har alene kørt 7.700 miles, så den er stadig pæn indvendig og interiøret rasler ikke, når man kører. Vi er glade 🙂
Vi får hurtigt pakket om fra den almindelige udlejningsbil til camperen og så skal vi ellers ud i trafikken! Jeg troede, at det var smart, at vi lejede bil i lufthavnen og kunne køre rundt i den de første 2 dage og herefter hente camper og køre ud til lufthavnen med den almindelig bil og så køre videre i camperen. Det viser sig imidlertid, at det er lidt af et mareridt at køre igennem Denver og Cruise America ligger i vest Denver og lufthavnen ligger på østsiden af byen. Med andre ord skal vi hele vejen igennem byen og det lige i rush hour! Det tager en lille time at køre til lufthavnen og vi skal næsten samme vej tilbage, da vores rute starter vest for Denver.
Da vi har afleveret udlejningsbilen er klokken over 5 og vi er sultne, da vi ikke har fået frokost, så vi beslutter os for at få noget at spise inden vi kører videre, i håbet om at trafikken også har stilnet af. Det har den så ikke, men vi skal også have handlet noget mad ind, så vi har til de næste par dage. Vi finder en Walmart og får købt det meste, men desværre har de ikke en grill, så den må vi finde et andet sted.
Efter indkøbene er det blevet mørkt, hvilket ikke er optimalt, men til gengæld er trafikken stilnet lidt af, så nu er det “bare” at finde en campingplads for natten. Det bliver imidlertid ikke let. Vi kommer igennem hele Denver og ud til Morrison på østsiden, men har ikke set en eneste campingplads. Vi forventer at der vil være nogle, når vi kommer uden for byen, hvor bjergene begynder, men vi kører og kører og der er ingen. Det begynder også at regne og lyne, hvilket heller ikke gør det lettere hverken at køre eller orientere sig! Da klokken er 9, er vi ved at være desperate. Vi har været på farten siden klokken 8 i morges og er ved at være godt trætte. Vi spørger på 2 tankstationer om de ved hvor der er campingpladser, men de kender ikke til nogen og vi kan heller ikke få lov at parkere ved tankstationen. På den anden tankstation foreslår de, at vi parkerer ved en nærliggende kirke. Det hører en dame, som er inde og købe aftenkaffe. Hun får åbenbart ondt af os, for da vi sidder ude i camperen og snakker om, hvad vi skal gøre, kommer hun hen og banker på ruden og tilbyder os, at vi kan holde i hendes indkørsel. Hun bor ikke så langt derfra. Hun ser meget tilforladelig ud, måske lidt skør, men hun snakker meget og fortæller, at hun før har hjulpet andre mennesker i vores situation. Vi beslutter os til at følge efter hende og overnatte i hendes indkørsel. Vi kan ikke overskue, at skulle køre 70 km yderligere til Fairplay, hvor vi i hvert fald ved, at der er en campingplads. Vi følger efter hende op af nogle små veje og ender ved hendes hus, hvor hun bor alene med en stor hund. Det ligner klondike, men vi skal jo bare være i indkørslen, så det går nok. Hun fortæller, at det er fredelige mennesker, som bor i kvarteret, måske lidt skøre, men vi kan roligt lægge os til at sove. Der vil ikke ske os noget.
Vi er for trætte til at tænke yderligere, så vi går bare i seng og sover.

21. juni (Crow hill – Breckenridge): Klokken 7 vågner. Vi har sovet nogenlunde roligt og der har i hvert fald ikke været nogen, som har forstyrret os, men vi vil videre inden damen også vågner og måske vil snakke.
Vi kommer i tøjet og kører ned til hovedvejen igen. Det er et skønt område med fyrtræer og aspen og bjælkehytter og træhuse. Her hjemme ville det nok være et sommerhus-område, men her er det helårsbeboelse.
Vi fortsætter mod Fairplay og standser ved en rasteplads, hvor vi sætter os ud i solen og spiser morgenmad. Lige som de 2 foregående dage, er der sol fra en skyfri himmel. Det er utroligt, som vejret skifter hen under aftenen!
Efter at have nydt morgenmaden kører vi videre mod Fairplay og Breckenridge. Det er en fantastisk smuk tur. Gennem fyr og aspen skov, over 3 bjergpas og ud over den enorme høj-slette South Park Bassin, hvor der i tidligere tider gik bisonerne rundt og græssede omgivet af sneklædte bjergtinder. Nu er det store ranches, som holder køer på en del af sletten, men de sneklædter bjergtinder er de samme 🙂
I Breckenridge, som er en mægtig hyggelig og flot by, går vi ind på turistbureauet og får lidt info om området og vejvisning til campingplads. Vi vil blive her i et par dage, men da vi kommer ud til campingpladsen, har de kun plads en nat og det koster iøvrigt 100 dollars pr. nat. Det er den dyreste campingplads vi nogensinde har været på, men vi er trætte efter i går, så vi skal bare slappe af og det gør vi så resten af dagen på pladsen i solen.

22. juni (Breckenridge – Buena Vista): Vi har fået en dejlig nats søvn, men alligevel værker hovedet. Måske har vi en snert af højdesyge. Vi er trods alt i ca. 3.000 meters højde. Vi tager et par hovedpinepiller og masse af vand og får det lidt bedre.
Vejret er fint. Det er ikke så varmt som i går, hvor jeg kunne sidde i bikini, men der er ca. 25 grader og næsten skyfrit. Det ser dog ud til at skyerne tager til.
Efter morgenmaden tager vi ned til gondolen, som kører os højt op på bjerget, som er et kæmpe skiområde om vinteren, men på denne årstid er det paradis for mountain-bikere og hikere. For enden af gondolen, som iøvrigt er gratis, er der også en fun-park med zip-lines, en form for hoppegynge, minigolf og bob-slæde m.v. Vi vil gerne højere op på bjerget og må her betale for en tur med stolelift. Det er en skøn tur og vi kommer næsten op til toppen af bjerget, resten af vejen vil kræve at vi går, da der ikke er flere lifte åbne, så vi nøjes med at blive her, hvorfra der er en skøn udsigt ud over bjergene og hele Breckenridge, som er en temmelig stor by, der strækker sig langt i dalen.
Efter at have nydt udsigten kører vi stille og roligt ned igen med liften og går rundt og nyder byen og shopper lidt tøj. Denne gang er det mig, som får et par jakker :-).
Vejret skifter. Det er helt overskyet og det begynder at småstænke, så vi beslutter os for at køre videre, da vi jo ikke kan få campingplads her i byen. Inden vi kører ringer vi til en campingplads i Leadville for ikke at risikere, at vi kører forgæves! Der er plads, så vi kører roligt afsted. Vejret er imidlertid ikke med os. Der hænger tunge skyer over os og det regner ind i mellem, så den ellers smukke tur af Top of the Rockies scenic byway ned til Leadville er ikke helt så smuk. Alt er flottere i solskin og blå himmel end med tunge mørke skyer. Ærgerligt men vejret er vi ikke herre over.
I Leadville, som iøvrigt er en blanding mellem en westernby og klondike, kører vi ind på campingpladsen, som vi har reserveret inden vi kørte fra Breckenridge. Den er ikke nogen drømmeplads. Det bedste man kan sige om den er, at den ligger helt tæt på byen! Receptionen ligner noget der er løgn og der er ingen betjening. Vi ringer på en klokke, men der kommer ikke nogen. Efter at have ventet lidt kikker vi på hinanden og bliver enige om, at det vist er meget godt, at der ikke er nogen for her har vi faktisk ikke lyst til at bo 🙂 (Det var Leadville RV Coral til advarsel for andre!)
Vi ringer til en KOA plads i Buena Vista, hvor vi alligevel ville være kørt ned i morgen og hører om de har plads til os. Det har de, så vi kan roligt køre de ca. 50 km sydpå. KOA ved vi, at vi kan stole på.
Vejret fortsætter med at være regnfuldt og med tunge mørke skyer, så vi får ikke det fulde ud af  turen, men der er ingen tvivl om at det er en smuk natur. Bjergene er meget anderledes her. Det er ikke de høje med sne på toppen. Vi er nu nede i ca. 2500 meters højde og vi kører i en dal omgivet af nøgne klipper.
KOA i Buena Vista ligger et godt stykke uden for byen lidt oppe mellem flotte klipper eller store sten om man vil og med udsigt ud over en stor slette og bjergene mod vest. Det er et virkeligt skønt sted.
Vi har kun lige parkeret camperen, da et frygteligt uvejr bryder løs. Det tordner og lyner og regnen står ned. Godt at vi trods alt ikke skal køre i det vejr. Nu kan vi sidde og nyde synet i stedet 🙂

23. juni (Buena Vista – Silt): What a day! Den har budt på lidt af hvert. Vejrmæssigt som oplevelsesmæssigt.
Da vejrudsigten ikke var lovende for dagen, tænkte vi, at vi ville starte tidligt, da der som regel er godt vejr om morgenen og så skifter det om eftermiddagen eller aftenen. Vi starter ud i fint vejr med kun få skyer og selv om det har været koldt i løbet af natten, ser det lovende ud nu.
Vi kører nordpå op af Top of the Rockies Scenic Byway mod Minturn, men desværre bliver vi snart indhentet af regnvejr, så det ødelægger turen noget.
På tilbageturen ned til Leadville bliver det imidlertid opholdsvejr og vi kan stoppe ved Tennessee Pass som ligger i 10.024 og har mindesmærker for faldne soldater i 2. Verdenskrig. Området omkring passet blev brugt af den amerikanske hær til at træne deres soldater i vinter og bjergkrig under 2. Verdenskrig og på en nærliggende højslette lå Camp Hale, som husede alle soldaterne. Der var over 1000 huse på sletten i 1942 og nogle rester af dem kan stadig ses.
Vi standser i Leadville og går en tur mellem de gamle bygninger, som er bygget omkring 1883, da det var en mineby, hvor der blev gravet efter sølv og vi er inde på en saloon, som også blev bygget den gang. Det er fuldstændig som at træde ind i en Western-film. Hyggeligt sted 🙂
Da vi kører videre mod Aspen og forbi Twin Lakes kommer vi ind i et gevaldigt uvejr, hvor regnen står ned og lynene farer over himlen og slår ned foran os. Det er temmelig uhyggeligt, men lige så hurtigt som det opstod lige så hurtigt slutter det og da vi begynder opstigningen mod Independense Pass bryder solen igennem og vi får en fantastisk tur op til passet, som ligger i 12.095 fods højde. Der er så smukt. Det er det skønneste vi endnu har set på denne tur.
Top of the Rockies Scenic Byway slutter ved Aspen. Det er tydeligt, at Aspen er for de rige. Det er kæmpe villaer og ikke trailerparks, som vi ellers har set i næsten alle byer! Selve Aspen får vi ikke rigtig noget indtryk af for det er et virvar af bilen – absolut ikke egnet for camper. Vi prøver at finde en parkeringsplads, men det er ikke muligt, så vi kører blot videre.
Efter Aspen er der ikke så meget at se – naturmæssigt. Vi har reserveret en campingplads Aspen – Basalt RV camperground, men synes ikke om den, da den ligger lige op af hovedvejen. Så vi kører videre til KOA i Carbondale. Det viser sig at være en rigtig dårlig disposition for den er fully booked! Vi er afsindig trætte, men må fortsætte yderligere 60 km til KOA i Silt. Det er ikke nogen speciel god plads, da den ligger meget åbent og op af hovedvejen, men vi kan ikke mere. Klokken er nu halv otte om aften og vi har været på farten siden kl. 7 i morges. Vi trænger til en gin-tonic til at falde ned på og heldigvis kan vi sidde ude i solen og nyde den inden vi skal have aftensmad og prøve af finde en campingplads til i morgen.
Vi må desværre indse at den frihed, som vi sætter så stor pris på ved at have en camper og bare kunne køre til de steder vi finder interessante og bruge den tid vi lyster og ikke behøve at booke i forvejen, den frihed har man ikke i Colorado i hvert fald ikke hvis man vil have ordentlige campingpladser. Der er run på campingpladserne, så de skal åbenbart være booket på forhånd. Øv.

24. juni 2016 (Silt – Colorado National Monument): Efter vores noget kaotiske dag i går må vi bide i det sure æble og planlægge vores tur, så vi kan få booket campingpladserne. Det er meget imod vores vilje, men vi kan ikke leve med den stress-faktor, at vi ikke ved om vi har et sted at sove. Vi bruger et par timer og får detailplanlagt turen de næste 8 dage og får booket campingpladser. Så er der ro på og vi kan koncentrere os om at holde ferie 🙂
Vi skal længere vest på til Grand Junction og Colorado National Monument, som er en mindre nationalpark, hvor man kører på en vej højt oppe og helt ude på kanten af bratte klippevægge og ser ned over kløfterne og ud over sletten, hvor bl.a. Grand Junction og Fruita ligger. Det kan minde lidt om Grand Canyon men i meget mindre målestok 🙂
Der er kun omkring 100 km fra Silt, så vi er fremme ved Colorado National Monument NP omkring kl. 12 og kører med det samme ind. Vi har bestilt campingplads i Clifton 10-15 km fra nationalparken, men da vi får udleveret brochuren omkring nationalparken viser det sig, at der faktisk er en campingplads herinde med first come first served. Den ligger i den modsatte ende af parken, så det er spørgsmålet om den er fyldt op, når vi når dertil, men vi vil da forsøge os.
Det er en mægtig flot tur langs rimmen selv om det til tider er lidt angstprovokerende at køre så tæt på afgrunden i en stor camper og uden autoværn. Ulrich får nok set mest, mens vi kører. Jeg har travlt med at holde camperen på vejen! Heldigvis er der mange små vigepladser og udsigtspunkter med parkeringspladser, så jeg også kan komme ud og nyde udsigten. Vi er heldige at møde 2 desert bighorn, som løber hen af vejen og springer op på en stensætning lige foran os. Sådan nogle har vi aldrig set før.
Ved 3-tiden er vi nået til campingpladsen og i modsætning til de oplevelser vi havde i går, så er der masser af plads her. Vi kan blot vælge en plads, så det gør vi. Vi kan imidlertid kun reservere for en nat med mindre vi booker på en hjemmeside eller ringer til et nummer. Lidt underligt princip, men vi får vores plads for i nat og booker så via internettet i morgen nat. Vi skynder os at afbestille den campingplads, som vi reserverede i morges nede i Clifton, så der er andre, som kan få glæde af den 🙂
Resten af dagen slapper vi af med vores bøger og går en lille tur langs afgrunden. Det er meget varmt i dag og i modsætning til i går, er der næsten ingen skyer. Når vi kører med nedrullede vinduer, er det som at køre i en hårtørrer. Det er pragtfuldt. En hel dag uden regn. Vi er tilbage på sporet, hvor vi gerne vil være 🙂
Til aften får vi store lækre bøffer stegt på grillen efter at have siddet og nydt en gin-tonic med udsigt ud over bjergene og dalen. Det her er livet og så er Englands udtræden af EU meget langt væk.

25. juni (Colorado National Monument): Vi sov længe i dag, havde glemt at sætte vækkeuret 🙂 Solen skinner igen fra en skyfri himmel og det er allerede varmt fra morgenstunden. Vi sidder ude og spiser morgenmad med den pragtfulde udsigt ud over Grand Valley.
Da der desværre er en masse små dyr i luften, som sværmer omkring hovedet og sætter sig i ørene hele tiden, kan vi ikke holde ud at sidde på vores camping-site, så i stedet kører vi en tur ned til Fruita, den nærmeste by, og videre nordpå af rute 139, som er en scenic byway. Vi synes nu ikke den er speciel scenic, så efter 40 km vender vi om og kører tilbage til Fruita og går en tur her og hygger os på en lille fortovscafe. Efterfølgende kører vi til Dinosaur-museet og ser på skelletter af dinosaurer, som er fundet i nærområdet og ser en film om hvor og hvordan de har fundet dem.
Eftermiddag og aften kører og går vi lidt rundt til de restende udsigtspunkter og slapper af. Varmen sætter helt automatisk en dæmper på aktivitetsniveauet. Hele dagen har der været omkring 35 grader, men vi klager ikke. Hellere lidt for varmt end regn 🙂

26. juni (Colorado National Monument – Montrose): Vi er tidligt oppe allerede kl. 6. Solen skinner igen fra en skyfri himmel. Natten har været lige til pas. Vi har sovet med alle vinduer åbne, så der var gennemtræk i vognen og det har været rart. Myggenettene for vinduerne har holdt de små sorte dyr ude, som ellers sværmer og stikker, har vi fundet ud af. Vi har holdt dem nogenlunde væk fra arme og ben, men hovedbunden er oversået med stik. Der oppe har vi åbenbart ikke kunnet mærke deres stik før det var for sent!
Til morgen er de heldigvis ikke “stået op”, så vi kan i ro og mag nyde morgenmaden uden for og se kaninerne hoppe rundt og finde deres morgenmad. Det er ret hyggeligt 🙂
Der er ingen badefaciliteter på campingpladsen, så vi bader i camperen. Det er godt, at vi altid har den mulighed, hvis vi vælger naturcampingpladserne som her.
Friske efter morgenbad og mad sætter vi os i camperen og kører ud af nationalparken. Vi har en lang tur på over 300 km foran os. I en almindelig bil og hjemme i Danmark ville det ikke tage så lang tid, men når man kører i Colorado på bjergveje i en camper og vil nyde udsigterne, så kan det tage rigtig lang tid.
Vi kører sydpå af rute 141, som er en scenic byway og hold da op. Den er virkelig flot. Det er bjergrigt hele vejen, men bjergenes karakter skifter hele tiden og vi får adskillige gange sagt wauw. Specielt de første ca. 150 km er skønne, hvor vi kører nede i en kløft mellem bjergene, langs Dolores river og over et par pas for til sidst at ende oppe i et område, der kunne minde om Schweiz. Her sidder vi og nyder vores frokost med udsigt til høje bjergtinder med lidt sne på. Det er en fantastik udsigt.
Jeg ville gerne have været oppe i skisportsbyen Telluride, men det vil kræve yderligere ca. 50 km og da vi når til afkørslen er vi allerede trætte, så vi må springe den over og køre de sidste 80 km op til Montrose, hvor vi har reserveret en KOA plads. Allerede nu er jeg ked af, at vi har været nødt til at reservere campingplads forud. Hvis vi ikke havde det, kunne vi have prøvet at få plads på en naturcampingplads op mod Telluride.
Vi er fremme i Montrose og KOA ved tre-tiden og slapper af resten af dagen på pladsen.

27. juni (Black Canyon of the Gunnison Nationalpark): Endnu en fantastisk dag med sol fra morgen til aften fra en skyfri himmel og op til 34 grader.
Vi har hele dagen været i Black Canyon of the Gunnison Nationalpark. Den fik først nationalpark-status i 1999. Nationalparken er ikke speciel stor i hvert fald ikke det område, der er tilgængelig. Der er 3 veje i parken, men da en er en grusvej og en anden har stigning/fald på 16% og derfor ikke tillader køretøjer over 22 fod, så har vi alene en vej at køre på, men det er også fint for os 🙂 Vi kører af South Rim road, som er en ca. 10 km lang tur langs med kløften og har 11 meget forskellige udsigtspunkter, hvoraf man skal gå ud til nogle af dem. Vi er ude på dem alle og de er alle meget flotte. Det er selvfølgelig alle punkter, hvor man kikker ned i den “sorte kløft”, men alligevel er de meget forskellige og på nogle af dem, er vi rigtig glade for at der er gelænder for ellers var vi aldrig kommet ud til kanten. Det er angstprovokerende at stå helt ude på kanten og se ned.
Kløften bliver kaldt Black fordi den er så dyb, smal og har så lodrette klippevægge at sollyset nogle steder kun kan nå bunden, når solen er på sit højeste. Ved det smalleste udsigtspunkt er der ca. 300 m over og 600 meter ned til bunden, hvor Gunnison River løber. Det er Gunnison River alene, som har ædt sig ned gennem klipperne igennem millioner af år og skabt kløften. Floden har et større fald på de 75 km igennem kløften, end Mississippi River har i hele sin længde på 2400 km. Der er dermed utrolige kræfter i vandmasserne og det har skabt de helt lodrette vægge, som man ikke ser andre steder.
Kløften har tilsyneladende altid været lukket land. Ingen har kunnet komme ned til vandet, som ellers er så værdifuldt for overlevelse. Selv de første indianerne har alene været oven for kløften. Først i år 1901 sejler en ekspedition på en luftmadrasse igennem kløften og mener af det vil være muligt at få vand ud af kløften via en tunnel. Vandet skal bruges til overrisling af de nærliggende dale, så de kan opdyrkes. I 1905 til 1909 bygger man den ca. 9 km lange Gunnison Diversion Tunnel, som stadig i dag lever vand til overrisling af marker.
Vi er som sagt ude ved alle udsigtspunkterne, og går også de 2 hikes langs kanten, som udgår fra visitor-centret. Frokosten bliver lavet i camperen og spist i skyggen under træerne og efterfulgt af en lille middagslur inden vi tager de sidste udsigtspunkter, så vi får som sagt en god lang dag ud af vores tur til Black Canyon.
På vejen hjem til campingpladsen køber vi store bøffer og majs, som Ulrich tilbereder på grillen. Mums 🙂

28. juni (Montrose – Gunnison): Vi kører i dag den ene halvdel af West Elk Loop Scenic byway, som køren rundt om West Elk Wilderness Area. Hele ruten er ca. 300 km, men vi deler den op i 2, så vi har tid til at nyde turen, selv om det også betyder, at vi kommer til at køre noget af turen 2 gange, men hvad gør det, hvis turen er flot 🙂
Og turen er flot. Først på turen er vi omgivet af grønne bløde bjerge, som snart bliver afløst af mere takkede bjerge og vi kører langs den meget lange opdæmmede sø Lake Gunnison eller Blue Mesa Reservoir. Hvis vi ikke havde reserveret campingplads i Gunnison, ville de sydlige campingpladser her ved søen klart have været vores valg. Her er virkelig skønt. Videre op forbi Gunnison og op til Crested Butte, som egentlig er et skisportssted, men som absolut også er hyggeligt om sommeren. Der er både gamle og nye huse i hovedgaden, men de er alle bygget i gammel stil, så det ligner en westernby. Den er rigtig hyggelig, at gå rundt i med en meget afslappet atmosfære.
Vi kører videre op mod Kebler Passet, som er via en grusvej, der er meget hård og derfor udmærket at køre på. Her er også meget smukt med masser af blomster og kik til til sneklædte bjergtinder med mellemrum og det bærer også præg af at være et vintersportsområde for der står en del efterladte sne-scoutere langs vejen. En enkelt af dem er dog ved at bliver kørt væk. Eller der er i hvert fald en marmot, som har sat sig i sædet og med forpoterne oppe på styret. Det ser ret cool ud 🙂
Efter at have kørt omkring 20 km vender vi om, da det ellers bliver for sent inden vi er tilbage i Gunnison, hvor vi skal overnatte. Vi er ikke helt klar over om vi er nået over Kebler Passet for det er meget småt med vejvisningen her.
Tilbage i Gunnison tjekker vi ind på campingpladsen og får vasket lidt tøj mens vi slapper af og får skrevet dagbog. Vi starter med at sidde udenfor, men en uvejr trækker ind over os, så vi må trække indenfor i camperen, mens regnen står ned. Efter en times tid er det dog ovre igen og solen kommer frem. Det er et meget omskifteligt vejr, så snart vi bevæger os i højderne! Temperaturen holder sig dog hele tiden over 25 grader, så det er helt fint.

29. juni (Gunnison – Carbondale): Det har været en temmelig kold nat og vi må have de langærmede trøjer på til morgen, mens vi spiser morgenmad og det varme bad gør rigtig godt sammen med varmeapparatet i camperen, som vi må have gang i for første gang.
Temperaturen stiger dog hurtigt, så efter et par timer kan vi igen gå rundt i shorts og t-shirts 🙂
Vi kører i dag den sidste del af West Elk Loop Scenic Byway fra Gunnison og hele vejen op til Carbondale det skulle være omkring 225 km.
Det første stykke langs Blue Mesa Reservoir eller Gunnison Lake, som der står nogle steder, kørte vi også i går, men det er stadig en flot tur. Klokken er kun 8, men der sidder allerede fiskere langs bredden og der er også små både ude på søen, så det må være godt fiskevand 🙂
Efter vi har krydset dæmningen, som holder på hele søen kører vi op i bjergene på den østlige side af Black Canyon og vi følger Gunnison River et godt stykke og er ude på meget flotte udsigtspunkter, hvor man kan se dybt ned til floden. Kløften omkring Gunnison River er bredere her end i Black Canyon og floden ser også ud til at have et roligere løb. Vi kommer ret højt op efter at have forladt Gunnison River og har de skønneste udsigter ud over bjergene og store plataoer.
Terrænet skifter dog meget på turen. Fra høje skønne udsigter til tør slette, til landbrugsland med masser køer, til højland igen og igennem bitte små byer.
Efter Sommerset vælger vi at køre op mod Kebler Pass igen. Jeg er ikke sikker på, at vi nåede helt derop, da vi ”angreb” denne hårde grusvej fra Crested Butte i øst og der skulle være så kønt deroppe, så vi prøver igen. Vi stopper dog først på et skønt lille picnic-sted ved en flod, hvor vi sidder helt ude til floden og kikker op på bjergene bag ved. Det er lise for sjælen 🙂
Vi har dårligt forladt picnic stedet for at køre op mod passet, da vi ser en kæmpe stor golden eagle flyve lige hen over os og lidt senere springer 2 elke hen over vejen foran os og en tredje løber foran camperen og bliver så bange for os, at den nærmest kan løbe lodret op af en stejl skråning. Vi er helt bange for at den skal falde ned igen, men den klarer den heldigvis.
Det er dejligt at se de lidt større dyr. Hidtil har vi mest set jordegern, som konstant piler hen over vejen, hvilket også resulterer i, at der ligger en del døde jordegern, som er kørt over.
Vi kører ca. 20 km op af Kebler Pas Road og har en flot tur mellem fyr og aspentræer og en masse gule og blå blomster og naturligvis bjergene, men vi ser aldrig nogen markering af at nu passerer vi Kebler Pas, men da vejen kører ned af og vi er tæt på hvor vi vendte, da vi kom fra den anden side, vender vi om. Vi har set nok 🙂
Den sidste del af turen op mod Carbondale er fantastisk flot. Vi kører i en kløft langs en flod og er omgivet af næsten unaturlig røde klipper. Det er så kønt. Så jo, vi er enige om at West Elk Loop ER en scenic Byway.
I Carbondale har vi reserveret plads på KOA og får en dejlig plads lige ned til floden og med en stor terrasse med bord og stole. Meget fornemt. Her sidder vi og nyder en gin tonic indtil det desværre begynder at regne, så vi må trække ind i vognen.:-)

30. juni (Maroon Bells snowmass Wildernes): Vi stod op kl. 6 og kørte direkte til Maroon Bells snowmass Wildernes uden at få morgenmad først! Der er restriktioner på, hvornår man kan køre ind i området, da der ikke er så mange parkeringspladser. Vi havde en køretur på 72 km, så vi nåede først frem kl. 7.45. Vi havde læst i Lonely Planet, at vi bare skulle være der inden kl. 9, så vi vi var i god tid. Det viser sig dog at Lonely Planet ikke er korrekt. Man kan ikke køre ind i området fra kl. 8 til kl. 17. Det var derfor ret heldigt, at vi var i god tid 🙂
Der var nu ikke ret mange andre biler, måske fordi det er hverdag og vejret er ikke så godt. Det er lidt koldt og skyerne hænger tungt over os. 
Maroon Lake er det mest besøgte sted i Colorado og også et af de mest fotograferede steder. Hvilket man godt forstår, når man har været der. Her er virkelig smukt også selv om skyerne hænger lidt tungt her til morgen.
Vi fryder os over at være heldige at komme ind og dermed kunne komme ud at hike i skønne omgivelser. Inden vi begiver os ud i terrænet spiser vi morgenmad i vognen og ser de andre morgenfriske med huer og vanter og store rygsække på ryggen begive sig afsted. Det er åbenbart nogle, som skal overnatte oppe i bjergene. Det har vi ikke tænkt os. Vi kan godt nøjes med lidt mindre ture 🙂
Efter morgenmaden klæder vi os også lidt varmt på og så er det ellers afsted. Vi synes, at vi kan se lidt opklaring i vejret. Vi ønsker ikke at hike i regnvejr og de billeder vi ellers har set af Maroon lake har altid været i solskin, så den må da komme frem til os 🙂
Vi starter ud med at gå langs Maroon Lake, som er ganske flot med de 2 sneklædte twin peaks – South Maroon Peak og North Maroon Peak – i baggrunden. De er henholdsvis 14.156 og 14.014 fod høje (ca. 4.300 m).
Fra Maroon Lake fortsætter vi op til Crater Lake, men det synes vi heller ikke er nok for i dag, så vi går videre opefter mod Buckskin Pass, som ligger i 3.798 meters højde. Vi har det fint, selv om vi er oppe i højderne. Det smådrypper, men ikke så meget så det gør os mere våde end den fugtighed, som kommer indefra. Der er visse hårde passager, hvor det bare går op og op og vejrtrækningen bliver noget besværet, men med lidt pauser, hvor vi nyder udsigten over bjergtinderne, søerne, vandfaldene og de mange vilde blomster, så går det fint op ad. På et tidspunkt må vi krydse et vandfald, hvilket giver os lidt udfordringer, da der er rimelig meget kraft på vandet og vi vil nødigt falde. Efter et par tilløb lykkes det dog os begge at komme over uden våde sokker.
Nede ved Maroon og Crater Lake var der en del mennesker, men heroppe møder vi ikke mange. Vi snakker med et par grupper, som er på vej ned. Nogle har været på 3 dages hike og andre har været oppe eller næsten oppe ved Buckskin Pass og fortæller at det er muligt at komme derop, selv om der er sne på den sidste del af turen!
Vi fortsætter, men er ikke helt sikre på at vi kan nå passet. Højdemeterne begynder at kunne mærkes og vi har overhovedet ikke forberedt os selv på, at vi skulle gå så langt, så vi har kun 2 liter vand, nogle rosiner og lakridskonfekt med. Det er ikke den perfekte kost til et længere hike 🙂
200 højdemeter før passet stopper vi. Vi er nået til en stor eng med flotte vilde blomster, hvor vi kan se rundt til alle de omkringliggende bjerge og op til passet, hvor sneen hænger ud over kanten. Vi kan se stien, der zig-zagger op mod toppen, men det vil nok tage en lille time mere at komme helt derop.
Vi sætter os og nyder udsigten og til vores store fornøjelse så bryder solen igennem og vi får lidt blå himmel at se – skønt. Det har vi ventet og håbet på. Det giver os nye kræfter, men ikke til at gå op. Vi må se at vende snuderne nedad. Der er lang vej ned til vognen, men med solen i glimt og lidt blå himmel går det hele meget nemmere.
Vi er helt nede ved vognen efter ca. 7 timer, 16 km og 714 højdemeter. Vi er lidt trætte i benene og sultne, men vi har haft en fantastisk tur og vi fik set Maroon Lake med sol og næsten blå himmel 🙂 

1. juli (Carbondale – Central City): Vi har haft en lidt urolig nat, da først Ulrichs og derefter min telefon ringer kl. 2. Jeg får taget min og det viser sig at være G4S, som ringer fordi vores alarm er gået i soveværelset! Det er selvfølgelig ikke rart at få at vide, men G4S manden kan samtidig fortælle, at der ikke er nogen personer på billederne, som er taget i soveværelset. Han spørger, om han skal sende en mand ud og se på det og det siger jeg selvfølgelig ja til. Vi ringer herefter til vores nabo og han fortæller, at han allerede har været ovre og se, at alt er OK ved vores hus. Der har ikke været indbrud. Det er rigtig rart at vide, men vi har alligevel svært ved at falde i søvn igen.
Vi vågner først kl. 9, da vi for en gang skyld ikke har sat vækkeuret. Dejligt at sove længe. Vi må have trængt til det efter strabadserne i går 🙂 
Det har regnet det meste af natten og det småregner også her til morgen, så det er godt, at vi ikke havde planlagt, at vi skulle ud at hike i dag.
Vores næste overnatning er booket i Central City (KOA West Denver), så vores rute er klar. Der er ca. 250 km og det vil tage 3 timer. Da det fortrinsvis er på I70 ved vi, at tiden holder. Det lyder umiddelbart kedeligt at skulle køre på en motorvej og vi undgår også helst de store veje, da der som regel er megen trafik og mange store lastbiler, men lige nøjagtig I70 har vi kørt på før og ved at den er rigtig flot. Vi følger hele vejen en flod og kører det meste af tiden nede i en kløft med flotte klippevægge på begge sider. I dag starter vi også med at nyde turen, men undervejs kører vi ind i nogle temmelig voldsomme regnbyger, så det er bestemt ikke rart at køre med høj hastighed og store lastbiler, som sprøjter rigtig meget vand op og kørebanen er oversvømmet at store søer. Hvad gør man så i stedet for at slås med vandet? Man kører selvfølgelig ind til Silverthorne Outlet :-). Her kan vi glimrende få et par timer til at gå og få købt lidt tøj til os begge og da vi er færdig med at shoppe og spise sen frokost, så er regnen stoppet og vi kan køre det sidste stykke vej bl.a. op over Loveland Pas, som er en lille afstikker fra I70, men absolut turen værd. Det er en flot tur op mellem bjergene og et par skisportssteder.
Vi er fremme ved West Denver KOA omkring kl. 19, så det har taget væsentlig længere end 3 timer at køre, men vi har hygget os og vi har fået noget nyt tøj, så det har ikke været så ringe endda med en regnvejrsdag 🙂
Campingpladsen er ikke den mest charmerende. Den ser rimelig nyanlagt ud og har derfor ikke fået den naturlige hygge, som kommer med at træer og buske groer til, men der er en fantastisk udsigt ud over bjergene fra alle pladserne og faciliteterne er også OK.

2. juli (Central City – Estes Park): Det har regnet det meste af natten og da vi vågner kl. 6 øser det ned og det er småkoldt. Det er svært at komme ud af sengen sådan en morgen, så vi putter os lidt længere i håb om at det bliver bedre vejr.
Da vi vågner næste gang er vejret lidt bedre. Vi får pakket os sammen og kører nordpå mod Estes Park og Rocky Mountain National Park. GPSen leder os ned til Central City gennem et område, som er fyldt med mine-skakter og stor bunker af klipper og jord, som vidner om at der har været gravet efter guld og andre værdifulde metaller. Central City havde vi ikke læst om overhovedet i vores guide-bøger, men det viser sig at være en rigtig hyggelig og sjov by, som burde være fremhævet, som et besøg værd.
Byen blev grundlagt i 1859 under Pikes Peak Gold Rush. Den er sammen med nabobyen Black Hawk kendt som “The Richest Square Mile on Earth” på grund af de guldfund, som blev gjort her. Hele byen er efter sigende undermineret af gange, som er gravet i jagten på guld. Begge byer var i en rivende udvikling i slutningen af 1800-tallet med bygning af mineskakter og en jernbaneforbindelse til Golden. De fik dog en hurtig tilbagegang i starten af 1900-tallet, hvor det var slut med guldfundene.
Byerne har de senere år fået en opblomstring i forbindelse med etablering af casinoer.
Det var nu ikke alene casinoerne, som vi synes var interessante i Central City, men mere alle de gamle victorianske huse, hvor facaderne stod som for 100 år siden og for en dels vedkommende også stadig indeholdt barer og teater m.v. som for 100 år siden. Vi var bl.a. inde i en bar, som stod som i gamle dage. Det var ret hyggeligt. Vi snakkede lidt med bartenderen, men han ville hellere snakke om Danmark og Europa end om den lille mineby, som vi var i 🙂
Fra Central City kørte vi videre nordpå mod Nederland, hvor Peak to Peak Scenic byway starter. Vi synes nu også det havde været en flot tur indtil da, men regnen tog nu til og efter at have gjort holdt i Nederland for at vente på opholdsvejr besluttede vi at køre mod Boulder i stedet idet vejrudsigten herfor så væsentlig bedre ud! Vi havde heller ikke kørt mere end 15 km før vejret klarede op. Det er ganske enkelt utroligt hvordan de høje bjerge tiltrækker skyerne og regnen. Turen ud til Boulder er en meget flot tur med høje klippevægge tæt på vejen og det er også en yndet sted for klatrere, som hang i deres liner højt oppe over os.
Selve Boulder var ikke nogen succes. Vejret var rigtig godt, men det var lørdag formiddag og der var alt for mange mennesker og biler i byen til os. Vi forsøgte at køre til Chautauqua Parken, hvorfra man kan hike til Royal Arch i Flatirons, men den ide var der sjovt nok også mange andre som havde fået! Der var biler over alt på parkeringspladser og langs vejene. Det var umuligt for os at finde en plads, hvor vi kunne komme af med camperen, så vi måtte desværre opgive og køre retur op i bjergene.
Heldigvis var det klaret op, da vi nåede op på Peak to Peak Scenic byway igen og vi fik en rimelig god tur op til Estes Park med stop ved en lille flot kirke og en sø – Lily Lake. Solen brød faktisk helt igennem, da vi kørte ned mod Estes Park og det er en hel vidunderlig dal at køre ned i. Det er så flot.
På campingpladsen (KOA) blev vi mødt at et veloplagt værtspar, som var rigtig glade for, at vi havde reserveret plads i forvejen for alt var udsolgt. 

3. juli (Estes Park – Rocky Mountain National Park): Det har været en kold nat, hvor jeg har ligget med langærmet trøje på for at holde varmen og det er også rimelig køligt, da vi vågner ved vækkeuret kl. 6. Vi har bestemt os for at skulle ud at hike. Det har ikke været muligt for os på forhånd at finde så meget omkring de enkelte hikes i nationalparken, så vi må se, hvad der er, når vi kommer op til hoved-trailheadet ved Bear Lake.
Rocky Mountain National Park er ikke den største nationalpark i USA (265.000 acres), men den er en af de mest besøgte. Der kommer omkring 4 millioner besøgende om året, heraf den ene million i løbet af 6 uger om sommeren. 
Da vi oven i købet har valgt at besøge parken omkring 4th of July, hvor amerikanerne har fri, så har vi selv bedt om ikke at være alene 🙂 Allerede da vi kom til Estes Park i går kunne vi se, hvor mange biler der var i byen, så vi starter vognen og kører mod Bear Lake trail head, da vi har fået øjne, så vi kan komme før den store tilstrømning. Det lykkes til dels. Der er masser af parkeringspladser, da vi er fremme lidt over 7, men der er ingen pladser til campere og vi kan godt se, at vi fylder meget på de almindelige parkeringspladser, så vi er lidt i vildrede med om vi kan tillade os at fylde så meget, som vi gør. Det løser sig dog efter få minutter, for så kører en ranger op på siden af os og fortæller, at vi ikke må være der. Vi skal køre ca. 10 minutter tilbage af den snoede vej og parkere på Park and Ride pladsen. Camperen må ikke køre længere op! Ups, der var vist et skilt, vi havde overset. Tilbage på Park and Ride pladsen finder vi en plads og får os lidt morgenmad inden vi tager den gratis shuttlebus op til Bear Lake Trailhead igen. Nu er parkeringspladsen fyldt med biler og mange kører forgæves og må tilbage lige som os.
Ved Trailheadet står der rangere og udleverer kort over de hike som udgår herfra og giver også lidt vejledning. 
Vi begiver os først op til Bear Lake, som er lige rundt om hjørnet. Efter at have været rundt om den har vi fået varmet benene lidt op og kan fortsætte op til Nymph Lake, Dream Lake og Emerald Lake og videre op til Lake Haiyaha og for ikke at gå den samme vej tilbage, så går vi via Alberta Falls ned til Glacier Gorge Trailhead. Det giver en skøn afvekslende tur gennem både skov og lidt mere krævende over ujævne klipper og med udsigter ud over bjergene og søer og masser af flotte vilde blomster, som lige er sprunget ud. Turen, som er ca. 12 km, tager os 5-6 timer og vi har iflg. Endomondo gået 1007 meter op og 412 meter ned. Vi ved ikke lige, hvor de mellemliggende 600 meter er blevet af, men måske er det vores logiske sans, som ikke rækker så langt. Hovedsagen er, at vi har haft en dejlig tur, hvor der på de første og sidste kilometrer har været mange mennesker og knap så mange, når vi har været længere væk fra Trail heads. 
På vejen tilbage til Estes Park snakker vi om, at det kunne være godt med en god kop kaffe på Starbuck, men da vi kommer ned til byen opgiver vi hurtigt. Der er bare så mange biler og det vil igen være umuligt at finde plads til vores store bil. Vi kører i stedet hjem til campingpladsen og tager et forfriskende bad og klæder om og tager så bussen ned til byen. Det gør det hele meget lettere, så har vi ikke maset med at finde parkeringsplads og vi kan nyde en øl uden at skulle tænke på, at en af os skal køre hjem.
Ester Park er en rigtig flot og hyggelig by med en ca. 1 km lang hovedgade, hvor alle forretninger, restauranter og souvenirbutikker ligger. Den er meget turistet, men som sagt også ret flot med blomster alle vegne. Vi hyggede os med at gå lidt frem og tilbage og var inde et par steder og få en øl og noget at spise inden til tog hjem og gik tidligt i seng. Vi var begge ret trætte efter en lang dag ude i naturen og solen. Solen har skinnet fra en næsten skyfri himmel hele dagen bortset fra ca. 10 minutter, hvor regnen pludselig stod ned!

4. juli (Rocky Mountain Nationalpark): Vi har fået en god lang nats søvn – 11 timer. Vi må virkelig have trængt til at sove.
Vi har egentlig ikke tænkt os, at der skulle ske så meget i dag, men vi skal tjekke ud af campingpladsen, da vi skal op på naturpladserne i parken de næste 2 nætter, og vejret igen i dag ser ud til at blive godt med sol, så bestemmer vi os for at køre en tur op ad Trail Ridge Road (US 34) mod vest. Trail Ridge Road er den højest beliggende gennemgående vej i Nordamerika, som er asfalteret hele vejen. Den nuværende vej er etableret i 1932 og kører op over 3700 meters højde, hvilket vil sige, at man kører oppe i tundraen, hvor der alene er vilde blomster, som til gengæld står rigtig flotte nu selv om der stadig er sne nogle steder. Det er en utrolig flot tur gennem hårnålesving og med gode stigninger og til tider ude på kanten, hvor der er dybt ned.
Vi kører op til det alpine visitor center, som ligger i ca. 3600 meters højde og spiser frokost her udenfor i solen. Der har ellers været en til tider kold vind, når vi har stoppet ved de forskellige udsigtspunkter, men lige her er der dejlig varmt, så det bliver til en længere frokostpause, hvor vi sidder og nyder udsigten over bjergtinderne og betragter alle de mange biler, som kæmper om parkeringspladserne. En plads står ikke tom i mange sekunder og de almindelige biler respekterer desværre ikke, at der er specielle parkeringspladser, som er forbeholdt campere, så det er svært for os campere at få plads, men det lykkedes heldigvis for os og vi gav nogle andre lov til at parkere bag os indtil de kunne få en plads selv. Det var de meget taknemmelige over.
Efter frokostpausen kører vi retur mod Estes Park og vores campingplads Aspenglen. På vejen retur er vi heldige at se en masse rådyr, som står lige ud til vejen både med og uden gevirer. Vi stopper også ved Sheep Lake, hvor der skulle være stor chance for at se Bighorn, som der er 350 af i nationalparken, men vi kommer desværre for sent. Vi snakker med nogle rangere, som fortæller, at der 20 minutter forinden har været 10 stk., som har gået forbi på skrænten lige ved siden af, men nu er de væk.
Hjemme på campingpladsen er der også rådyr (elk), som går rundt og vi bliver advaret omkring bjørne, som kommer på pladsen med jævne mellemrum, så vi må ikke have nogen form for madvarer uden for vognen. Der er også specielle bjørnesikre boxe til madvarer, hvis man bor i telt! Vi ser eller hører nu ikke noget til bjørne, men derfor kan de jo godt have været der 🙂

5. juli (Rocky Mountain Nationalpark): Vi har sat vækkeuret til kl. 6, men da det ringer har vi ikke lyst til at stå op. Vi kan høre lidt regndråber på taget og det er nok til, at vi vender os om på den anden side og sover videre 🙂
Da vi vågner en times tid senere står solen højt på en flot skyfri himmel, så nu er det bare med at komme ud af kassen og op at hike.
Vi er som sagt lidt sent ude, men nu er både weekend og 4. Juli overstået, så der er blevet mere plads på vejene og stierne.
Vi kører op til Fernlake trailhead (parkerer ved busstoppestedet Cub Lake) og sætter vognen, da det skal være vores udgangspunkt for dagens hike og det ligger også tæt på Moraine Campground, hvor vi skal overnatte i nat.
Det bliver et fantastisk hike på næsten 16 km via The Pool, Fern Falls, Fern Lake, Odessa Lake, Lake Helene og Two Rivers Lake og ned til Bear Lake, hvorfra vi startede vores hike forleden dag. Vi møder ikke ret mange andre på denne ellers skønne tur og dem vi møder er typisk gået den omvendte vej af os. Måske fordi den er lettere, da stigningerne foregår over en længere strækning, men vi fortryder bestemt ikke, at vi har taget turen fra Fernlake trailhead. Den flotteste del af turen er nemlig mellem Fernlake trailhead og op til toppen af turen, som ligger et sted mellem Odessa Lake og Lake Helene. Vi kommer forbi flotte klippeformationer, vandfald og søer med så klart vand, at vi kan se ørrederne svømme rundt og stå i strømmen. Måske de gyder her? Efter Lake Helene går stien ned gennem skov og er lidt ensformig.
Vi kommer i større udfordringer end vi havde regnet med. Turens længde kendte vi godt, men vi vidste ikke helt hvor mange højdemeter vi ville få, da vi kun havde et trailkort med udgangspunkt fra Bear Lake og ikke fra Fern Lake trailhead. Det skulle vise sig, at der var 1000 højde meter i stedet for 419 m. Det giver jo en væsentlig forskel og det betød, at vi var væsentlig længere tid om at tage turen op og dermed skete det, som ikke må ske, når man hiker i bjergene. Vi blev fanget af et gevaldigt torden, regn og haglvejr! Først kommer der et mindre uvejr, da vi er ved Fern Lake, som dog hurtigt driver over og i øvrigt også er lidt væk fra os og derefter skinner solen igen fra en næsten skyfri himmel, men da vi er ca. 500 meter fra toppen, hvilket vi ikke helt ved på tidspunktet, bryder et nyt uvejr løs. Denne gang er det tættere på os. Det buldrer løs og på vinden kan vi mærke, at der snart også vil komme regn. Vi har lige krydset et stort stykke med sne, som dækkede stien og andre vi har mødt har fortalt om sneen på toppen, så vi formoder derfor at vi er tæt ved toppen og dermed også halvvejs på turen. Vi kan altså ikke bare løbe ned af bjerget, men må søge ly under et klippefremspring, hvor vi i det mindste kan sidde i tørvejr. Vi er ikke kommet op over trægrænsen, så vi burde ikke være i fare for lyn, men vi sidder alligevel og kryber lidt sammen og bander lidt over, at vi sov længere i morges. Hvis vi ikke havde sovet længe, ville vi være næsten nede nu, men det kan vi selvfølgelig ikke bruge til så meget nu. Vi tager vores varme trøjer og regnslag på og sætter os tæt, så vi kan holde varmen, mens vi ser ud på regnen og haglene og spiser peanuts. Vi kan jo lige så godt fordrive tiden med noget hyggeligt 🙂 Vi er faktisk også så heldige, at der kommer en lille hermelin pilende forbi på klipperne, sådan en har vi aldrig set før og der er også en marmot, som åbenbart synes godt om regnen for den sætter sig ud på en klippe og hygger sig. De alle steds nærværende egern og chipmunk er der selvfølgelig også, så vi har underholdning nok, mens vi sidder og venter på at uvejret skal drive over og vi kan komme ned af bjerget og få varmen igen. Det er lidt koldt at sidde stille, specielt da vi jo er lidt våde af sved efter strabadserne med at gå op.
Efter en halv times tid er tordenen drevet over og det regner kun lidt, så vi skynder os videre og når kort tid efter toppen af ruten. Det er en befrielse for så ved vi, at det går forholdsvis hurtigt med at komme ned. Som hovedregel tager det dobbelt så lang tid at gå op som ned og den holder også nogenlunde her. Det tager os et par timer at nå ned til Bear Lake, hvorfra vi tager de gratis busser tilbage til Fern Lake Trailhead, hvor vores vogn står. Nedturen er som sagt lidt triviel gennem skoven, men da det har regnet på toppen oplever vi at noget af stien er blevet omdannet til en rivende strøm af vand, så vi må lidt på afveje for ikke at blive våde om fødderne. På et tidspunkt er der også et stort areal med høj sne, hvor vi har lidt svært ved at orientere os, da stien forsvinder under sneen og på grund af regnen, har vi svært ved at finde fodspor efter tidligere vandrere, men vi finder dog til sidst stien igen på den anden side.
Da vi kommer tilbage til vognen, skinner solen igen fra en skyfri himmel. Jeg har skrevet det før, men vi undrer os stadig over hvor hurtigt vejret kan slå om her. Det er fuldstændig uberegneligt!
Trods uvejret på toppen og vores uønskede pause deroppe, så er vi enige om at det har været en skøn tur, som vi absolut kan anbefale.
Hjemme på campingpladsen (Moraine Campground) får vi os et velfortjent bad i vognen og en gin-tonic i solen og derefter er det tid til at sætte de store bøffer og friske majs over på grillen 🙂
Vi når ikke helt at spise færdigt, før det igen begynder at regne! Endnu et vejrskifte. Der er en lige streg hen over himlen. På den ene side er der flot blåt og på den anden side er der helt sort. Vi er desværre på den sorte side, så vi må krybe ind i vognen. Heldigvis har vi den hyggelige vogn. Vores naboer rundt omkring ligger i telt.

6.juli (Rocky Mountain National Park – Lander): I dag stod vi op, da vækkeuret ringede kl. 6. Til den skønneste morgen med sol fra en skyfri himmel. Det er dog stadig lidt koldt (10-12 grader), så i stedet for at spise morgenmad først, kører vi op til Gore Range, et udsigtspunkt på Trail Ridge Road, så vi kan få lidt varme i vognen. Da vi er så tidligt ude, er vi næsten de eneste på vejen bortset fra egern og en masse elk. Faktisk krydser både en mor med sin lille bambi vejen og senere 6 store hanner med flotte gevirer. (se video)
Vi er helt alene på udsigtspunktet, så vi parkerer på tværs af det hele, så vi har panorama udsigt ud over bjergene. Skønnere udsigt kan man vist ikke få at spise morgenmad til. Dejligt at vi har vores egen morgenmadsrestaurant med for der findes intet heroppe 🙂 Der er kun os og en marmot, som render rundt på klipperne lige neden for vores vindue.
Efter morgenmaden kører vi videre af Trail Ridge Road helt ned til Granby, hvorefter vi skal nordpå mod Yellowstone. Vi nyder hele turen, men det flotteste er oppe i højderne. Når man begynder at køre ned foregår det mest gennem skovområder og der er af naturlige årsager ikke så meget at se.
Da vi kører nordpå har vi ikke nogen forventninger til at det skal være specielt scenic, da det ikke har været markeret på nogle af vores kort, men US125 og efterfølgende US 230 er faktisk ret flotte og afvekslende selv om vi efterhånden kommer ud på prærien. Men selv hen over de store sletter, har vi stadig bjergene i horisonten og vi kører også et langt stykke af vejen oppe i over 2300 meters højde og hen over nogle små pas og har oplevelsen af pludselig af køre ned i store “huller”, når landskabet pludselig åbner sig og vi kører nogle hundrede meter ned. Den eneste ulempe ved at køre her ude på de store sletter er vinden. For første gang mærker vi hvor vindfølsom camperen er og forstår, når der i radioen bliver sagt af Storebæltsbroen er lukket for lette vindfølsomme køretøjer! Vinden rykker uhyggeligt meget i vognen og det kræver fuld opmærksomhed og begge hænder på rettet, så vi ikke ryger ud i rabatten.
Vi har ikke fra morgenstunden bestemt, hvor langt vi vil køre, men der er 800 ca. op til Yellowstone, hvor vi har booket campingplads fra i morgen nat, så det er mere et spørgsmål om hvordan vi fordeler km mellem dagene og hvor vi kan få campingplads. Der er nemlig ikke så mange på strækningen iflg. vores research.
Det ender med, at vi kører de ca. 540 km til Lander, med en pause i Rawlins, hvor vi får købt ind til de næste dage. Der er begrænset indkøbsmuligheder i Yellowstone, så det er med at være forberedt.
Vi er fremme i Lander ved 5-tiden og der er heldigvis plads på den første campingplads vi prøver, hvilket er dejligt efter en forholdsvis lang dag bag rettet.

7. juli (Lander – Fishing Bridge, Yellowstone National Park): Vi er tidligt oppe, da vi stadig har et stykke vej til Yellowstone, selv om vi tog broderparten af vejen i går. I dag er der “kun” 260 km tilbage. Vi nyder dog det gode vejr, så vi kommer først ud af pladsen kl. 8.
Turen i dag er mægtig flot. Den går gennem alle mulige slags bjerge. Vi har vist aldrig kørt gennem et område med så mange forskellige udtryk og former på klipperne/bjergene, som her. Det er en nydelse at køre her og vinden fra i går er også væk, så det er let at køre 🙂
I Dubois holder vi ind og går en tur. Det er en sjov og flot lille by. Jeg har skrevet det mange gange, men vi elsker disse små flækker, der er som at gå i en kulisse fra en cowboy film. Det er som om tiden har stået stille. Hestene er flot skiftet ud med biler og der er blevet asfalteret, men bygningerne er de samme, som for 100 år siden. Flotte træbygninger med høje facader. Vi er inde i en blandet landhandel og købe en bjørne-spray til 60 dollars. Det viser sig senere, at vi er blevet taget væsentlig ved næsen. Den kan andre steder fås for 35-45 dollars!
Det helt store flotte sceneri kommer, da vi kører over Black Rock Pas og kan se til de altid sneklædte Teton bjerge. Det er bare så smukt 🙂
Da vi kommer ned fra passet og ind i Grand Teton National Park stopper vi ved Oxbend og nyder endnu engang udsigten til Grand Tetons bjerge. Vi var også her for 5 år siden og var lige så bjergtaget, som vi er nu. Det er som taget ud af en turistbrochure.
Senere spiser vi frokost i solen ved Jackson Lake, hvilket også er en skøn kulisse.
Da vi ved at vi vil tilbage hertil efter Yellowstone kører vi ind på både Colter Bay og Flag Ranch campingpladserne for at reservere plads, men alt er udsolgt. Det var ikke lige planen, men vi kan ikke gøre så meget nu. Vi må se om der er plads, når vi kommer retur!
Vi kører vider til Yellowstone og går omkring West Thump Geyser Basin, hvilket er et stort område med geysere, som dog ikke springer så højt, men der er damp og flotte blå, grønne og orange huller over det hele. Selv ude i søen kan man se at der er undersøiske varme kilder eller geysere. Over alt lugter der af rådne æg eller svovl om man vil 🙂 Det er utrolig fascinerende at gå rundt og mærke varmen fra jordens indre.
Vi runder Fishing Bridge campingplads for lige at være sikre på at de har vores reservation for de næste 5 dage inden vi kører op til Hayden Valley, hvor vi ved fra sidste gang, vi var her, at der typisk er mange dyr og ikke mindst, kan man være heldig at se bjørne her om morgenen og om aftenen. Vi er dog ikke helt så heldige i dag. Der er rigtig mange muledeer og 3 bisoner og masser af fugle, men vi ser ingen bjørne, selv om vi bliver der indtil det næsten er mørkt kl. 21! Øv, det havde vi set frem til. Til gengæld overrasker det os, hvor mange andre biler som på trods af det sene tidspunkt stadig kører på vejen. For 5 år siden var vi næsten alene efter kl. 7 måske det er alle de biler, som nu kører rundt, at dyrene ikke er så talrige? Vi må se i morgen, når vi vil stå tidligt op og se om vi har mere held med os.

8. juli (Yellowstone National Park): Det har været en hundekold nat. Vi har virkelig krøbet sammen for at holde varmen. Tror ikke temperaturen har været mere end 5 grader! Det er til gengæld en super flot morgen med høj blå himmel og floden ved Fishing Bridge emmer i morgensolen. Det er en skønt syn.
Omkring Mud Vulcano og Sulphur Caldron er dampene fra de varme kilder ekstra synlige i morgenkulden. På et tidspunkt kører vi faktisk igennem en tæt tåge.
Da vi når til Hayden Valley er kl. 7 og floden emmer også her. Der er stadig masser af Muledeer og nogle bisoner, men desværre stadig ingen bjørne eller ulve, som vi ellers var heldige at se for 5 år siden her om morgenen, men lige som i aftes er der allerede mange biler. Vi er lidt overraskede over denne tiltagende strøm af biler. Vi er her godt nok 2-3 uger senere end sidst, men det er uhyggeligt med trafikken! Kan godt forstå hvis dyrene holder sig væk fra vejen.
Vi fortsætter til Grand Canyon og går langs south rim. Det er perfekt med morgensolens stråler, som rammer vandfaldene og bunden ved Artist Point.
Videre til Norris Geyser Bassin og Midway Geyser Basin, men den utrolig flotte Grand Prismatic Spring. Prismatic er lige så flot som sidst vi var her, men det bliver lidt af et mareridt alligevel. Vi holder i kø i en halv time for blot at komme ind på parkeringspladsen og da vi skal ud igen, kommer vi ligeledes til at holde i kø. Denne gang over en halv time. Det viser sig, at der er sket en alvorlig ulykke og vejen er spærret. Vi prøver om vi kan få lov at køre et lille stykke ned til en holdeplads, hvor vi ved der er en lille vej ind, hvorfra man kan gå op på en høj og få det mest fantastiske udsyn ned over Prismatic Spring, men park rangeren fortæller os, at den vej er helt lukket, da man er ved at lave en udsigtsplatform oppe på højen. Det er vi rigtig ærgerlige over for det er virkelig et højdepunkt at stå deroppe, hvilket vi gjorde for 5 år siden, selv om vi den gang måtte kravle op af højen mellem afbrændte træstammer efter en skovbrand.
Vi kører et stykke retur og finder en fin rasteplads, hvor vi stiller grillen op og laver lækker frokost og hygger os i solen. Efter et par timer for søger vi os igen med at køre sydover.
Endnu engang sidder vi i kø, men til sidst når vi da frem til Old Faithful Geyser og det lige til at den springer. Mægtig flot syn. Den springer virkelig højt.
Herefter er det hjem på campingpladsen og slappe af og lægge planer for de næste dage. Vi har lidt svært ved at holde trafikkaoset ud i Yellowstone.

9. Juli (Yellowstone – Cody): Det har været knap så koldt i nat (9 grader), så vi har sovet rimeligt. Jeg havde forberedt mig med den langærmede bluse efter sidste nats kuldechok 🙂
Vi blev i går enige om, at vores tålmodighed ikke var til at sidde i kø ved alle attraktionerne for at få en parkeringsplads og da det nu er weekend, kan det næsten kun blive værre. Vi har booket 5 nætter og kun brugt de 2 her på Fishing Bridge campingplads, men vi vælger at skippe de næste 2 nætter og komme tilbage på mandag. Vi får heldigvis refunderet de 2 nætter bortset fra et gebyr på 15 dollars.Vi forlader dermed Yellowstone ud af øst-indgangen, som er vejen til Cody. Det er en ca. 85 km lang tur til Cody, men den er virkelig skøn. Fantastisk landskab, hvor bjergene hele tiden skifter udtryk. Vi får aldrig nok af disse syn 🙂 Vi har også den sjove oplevelse, at en stor bison pludselig går ud på vejen et par biler foran os og den flytter sig ikke. Den spankulerer langs den gule stribe midt på vejen og så på bilerne ellers vente bagved, som os eller køre helt ud i rabatten, mens den går forbi. Den er fuldstændig ligeglad med bilerne. En tosse prøver oven i købet at dytte af den, men måske er den døv :-). Den flytter sig i hvert fald ikke, men går blot videre. Vi kommer uden om den, da der kommer en pull out, som vi kan benytte. (se video)
Vi stopper ved Buffalo Bill dæmningen, som da den blev bygget i 1910 var den højeste i verden (325 fod). Den ligger lige vest for Cody.
Næste stop er Ponderosa Campingground, som ligger lige i starten af byen. Vi har ikke bestilt plads, da vi jo først bestemte os for at køre ud af Yellowstone i aftes, men heldigvis er der plads til os. Det er en dejlig plads, som vi også har ligget på for 5 år siden. Efter lidt frokost og tjekken email og nyheder, som vi ikke har kunnet de sidste dage, da der ikke er internet eller telefon adgang i Yellowstone, går vi ned i byen og dasker rundt og sidder på det legendariske Irma hotel. The Irma, der blev bygget i 1902, er et levende museum om det gamle vesten. Grundlægger af byen, Buffalo Bill Cody, byggede hotellet til sin datter og opkaldte det efter hende.
Det er sjovt at gå rundt indenfor, hvor det står som da det blev bygget og med billeder på væggene fra dengang. Vi sidder i første omgang udenfor på terrassen med en øl og kommer i snak med et amerikansk par, som er på gennemrejse med deres barnebarn. Det er meget hyggeligt at snakke lidt med dem, mens vi sidder og venter på den store ”gun-fight” som bliver spillet på gaden lige neden for terrassen. Det er amatører, som spiller denne lille forestilling hver aften kl. 18 for at samle penge ind til velgørenhed. Der bliver stillet stole op, som koster 2 dollars, hvis man vil sidde i første parket og der bliver solgt plakater til 3 dollars. Gun-fighten starter, som altid med at nationalsangen bliver sunget. Det er meget bevægende at se, hvordan alle, unge som gamle, rejser sig og med højre hånd på hjertet og blikket rettet mod flaget stille synger nationalsangen. Efterfølgende er der stille lidt inden spillet starter. Det er absolut amatør-agtigt fremført, men meget sjovt at se alligevel.
Efter den store gunfight går vi ind i restauranten og får den helt store buffet med lækkert mørt ribeye og der bliver ikke sparret på stykkerne! Vi kan dårligst rokke med ørerne, da vi er færdige med at spise og går hjem til campingpladsen efter en dejlig afslappende dag.

10. juli (Cody – Red Lodge): Vi havde lidt svært ved at forlade pladsen i Cody. Dels er der hyggeligt, dels er der dejlig varmt og dels har de hurtigt internet, som gør det muligt at opdatere hjemmesiden her og læse nyheder. Det er alle afgørende faktorer for, at vi først kører fra cody kl. 11. Der var over 30 graders varme i går og natten har også været ganske behagelig. Det virker dog til, at det bliver lidt køligere i dag, hvilket selvfølgelig ikke gør noget bare solen skinner og det gør den fra morgenstunden af. Da vi kører mod nord af US 120 og US 296 begynder skyerne imidlertid at samle sig og det bliver mørkere og mørkere skyer! Da vi kører af US 296 begynder det desværre at regne. Det er død ærgerligt for det er ellers en skøn tur gennem bjergene. Vejen kaldes Chief Joseph Scenic Byway, da den følger den rute som Chief Joseph tog, da han førte Nez Perce indianerne ud af Yellowstone National Park og ind i Montana i 1877, da de forsøgte at flygte fra U.S. Cavalry og flygtede ind i Canada. Det er en meget flot tur, men regnen og skyerne tager lidt af glansen af den.
Efter 74 km ender Chief Joseph Scenic Byway og vi kører videre nordøst af Beartooth All-American Road og hold da op. Vi bliver vildt imponeret. Den er kåret til ”#1 Motorcycling Road in America” og ”America´s most beautiful Highway” og den er ganske enkelt enestående. Vi syntes, at Trail Ridge Road i Rocky Mountain NP var flot op igennem tundraen og udsigten ud over bjergtinderne, men det er vand ved siden af denne vej! Vi er rigtig ærgerlige over, at det er en regnfuld dag og at skyerne hænger lavt og tager noget af udsigten, men alligevel er turen helt vidunderlig. Her er bare så smukt, så smukt, at det slet ikke kan beskrives. Det skal opleves! Der er et sted, som hedder The Top of the world, og vi føler virkelig, at vi er på the top of the world i mere end en forstand 🙂
Desværre er vejret ikke med os. Vi skulle have kunnet se op til 20 bjergtinder over 12.000 fod incl. Granite Peak, som er Montanas højeste bjerg på 12.799 fod, men vi ser ingen toppe. (se video)Faktisk kører vi ind i en mindre snestorm på toppen af vejen, som er i 10.947 fods højde. Det er helt vildt. I går gik vi rundt i Cody i over 30 graders varme og nu kører vi i en snestorm og vi skulle nok ikke kun have taget shorts og t-shirt på i morges! Men hvor om alting er så er det en hel fantastisk tur, som vi glæder os til at køre den anden vej i morgen, hvor det forhåbentlig er bedre vejr.
Vi overnatter på KOA i Red Lodge.

11. juli (Red Lodge – Yellowstone): Vi har sovet godt og længe selv om det har regnet lidt på taget. Temperaturen har været tilpas her. Ikke så koldt som i Yellowstone. Da vi vågner er det overskyet, og ved tjek af vejrudsigten, kan vi se, at det ikke bliver bedre før i eftermiddag. Vi trækker derfor tiden og forlader først campingpladsen kl. 11, hvor vi skal være ude. Vejret er stadig ikke helt godt, men vi synes vi kan se lidt opklaring, eller også er det bare ønsketænkning 🙂
Vi kører mod bjergene, men da vi kommer uden for Red Lodge står der et stort lysende skilt, der informerer om at passet er lukket på Wyoming siden. Det var ikke godt! Tilbage til turistbureauet for at spørge om de har nærmere info. De siger at passet først vil blive åbnet hen på eftermiddagen. Vejen er ryddet for sne og is på Montana-siden, men de arbejder stadig på Wyoming-siden.
Øv, hvad gør vi så? Vi kan enten kører en stor omvej eller fordrive tiden i Red Lodge til de har ryddet vejen. Vi vælger det sidste og kører ud til Red Lodge Mountain Golfbane og lejer udstyr, så vi kan gå 9 huller. Det er en rimelig let bane, som ikke har de store niveau-forskelle, men til gengæld er der en del vand, som vi ikke skal slå i. Det går ikke helt så godt. Vandet drager, så vi mister et par bolde :-), men pyt vi får tiden til at gå på en hyggelig måde.
Klokken 15 kører vi håbefulde mod bjergene igen, blot for at konstatere at skiltet stadig står og lyser 

os op i hovedet på os med PAS LUKKET. Vi kører ind på den nærliggende ranger-station og forhører os. De fortæller at passet forsat er lukket, som der står på skiltet og det vil ikke blive åbnet før en gang i morgen! Der er for meget vind og is til at de kan åbne. Vi så jo selv vejene i går og hvis der både er is og vind, så vil det bestemt heller ikke være forsvarligt at køre op. Øverst oppe kører man helt ude ved kanten og der skal ikke megen udskridning til for at styrte i afgrunden! 
Vi må bide i det sure æble og køre den store omvej på ca. 65 km over Belfry og op af Chief Josephs scenic highway, som vi også kørte på i går inden vi kørte op mod Red Lodge. Da vi starter opstigningen af Chief Josephs Scenic Highway rusker vinden godt i vognen og vi er meget i tvivl om vi i det hele taget tør køre op over passet her eller vi skal tage vejen ned over Cody. Vi kører lidt længere og enten løjer vinden af eller også kommer vi i læ for vinden. I hvert fald er det ikke noget problem at fortsætte. Vi tager den skønne tur en gang til og i dag er vejret trods alt lidt bedre end i går, så vi får lidt mere ud af turen denne gang. Da vi kører ind i Yellowstone via Silver Gate, som er den nordøstlige indgang, er solen kommet frem og vi kan nyde den meget flotte tur ind gennem bjergene og Lamar Valley. Det er den kønneste tur ind i Yellowstone. Landskabet varierer meget og det er åbent, så man kan se rundt. Andre steder i Yellowstone kører man blot mellem træerne og har ikke den store udsyn, som her.
Igennem Lamar Valley ser vi de store flokke af bisoner, som altid er her. Nogle er langt væk fra vejen, men andre enlige hanner, kommer helt op til vejen og går og græsser. Vi standser mange gange i håb om også at få en bjørn eller en ulv at se, men desværre er vi ikke heldige. Vi ser ud over bisonerne nogle pronghorns og et par bighorn sheep, men ikke de store vilde bjørne, som vi så gerne ville opleve, som vi gjorde sidst vi var her.

Det bliver en rigtig lang dag. Vi er først fremme ved Fishing Bridge campingpladsen kl. 21.30, men da vi har en reservation er det heldigvis ikke noget problem ud over at vi er trætte 🙂

12. juli (Yellowstone – Grand Teton – Hoback): Selv om vi kom sent i aftes er vi tidlig oppe igen. Vores naboer på pladsen har vist slet ikke nået at registrere, at vi er kommet, før vi er væk igen! Vækkeuret ringer allerede kl. 5.30. Det har været en hundekold nat. Helt ned under frysepunktet kan vi se, da der er rim på græsset og både floden og søen emmer i morgensolen, som heldigvis skinner fra en skyfri himmel. Vi skal ned til Jenny Lake i Grand Teton National Park, hvor vi skal gå et temmelig langt hike op til Lake Solitude. Vi har læst, at det dels kan være svært at få parkeringsplads ved Visitor-centret, da der er vejarbejde og at man helst skal over Jenny Lake med en af de første både kl. 7, da der ellers bliver temmelig crawdy på stien. I hvert fald det første stykke. Vi når ikke de første både, da der er over 100 km ned til søen, men vi er heldige at få den sidste parkeringsplads til camper, så lang så godt 🙂 Så kan vi slappe lidt af og få vores morgenmad, som vi sprang over for at komme tids nok til at få parkeringsplads!
Så er vi klar til at tage på hike. Vi har det varme tøj på – lange bukser og trøjer – og både huer og vanter og regnslag er i rygsækken, man ved aldrig hvordan vejret kan slå om! Vi får dog ikke brug for huer og vanter og regnslag for det bliver blot varmere og varmere, som vi kommer op af dagen, så vi kommer til at gå i shorts og t-shirts. Det er et skønt hike op gennem Cascade Canyon og op til Lake Solitude. Det er lidt anstrengende i starten, hvor der er en del højdemeter op til Inspiration point, men derefter går det kun langsomt opad, men gennem den smukkeste kløft, man kan tænke sig med floder, små vandfald og høje bjerge med sne på toppen og de vilde blomster står i fuld flor i gule, blå, lilla og røde nuancer. Jordegern hopper foran os og pikaer har travlt med at samle forråd til vinteren. Vi hører deres karakteristiske små skrig eller piben om man vil, når de springer rundt på klipperne og kalder på hinanden. De er meget søde.
De sidste 3-4 km går det igen opad og vi kan begynde at mærke i benene, at vi har rundet de 10 km, men når vi holder små pauser og kikker os omkring er det til fulde anstrengelserne værd. Her er bare så flot.
Vi holder frokostpause, da vi er nået helt op til Lake Solitude. Her er også meget smukt, men vi kan mærke at vinden kommer ned fra de sneklædte tinder og over den kolde sø for den er bestemt ikke rar. Vi skal sidde i læ for vinden og i solen for ikke at fryse. Pludselig forstår vi hvorfor de mennesker vi har mødt på det sidste stykke op har haft store jakker og lange bukser på. Vi må også have trøjerne frem, mens vi sidder og spiser og samler kræfter til nedturen. Vi har gået 12 km og 739 højdemeter, så der skal lige tankes lidt energi i form af nødder og rosiner og et par rugbrødsmadder. Senere ryger bananerne også ned 🙂
Turen ned er som altid lettere end opturen, da det jo i sagens natur går ned af bakke, men på denne tur kikker man også ned gennem den fantastiske kløft og bjergtinderne med sne på og det gør jo bestemt ikke turen ringere 🙂 At vi så også ser en slange og møder en elg med sin lille kalv gør oplevelsen helt suveræn. Vi manglede kun at se bjørnen, som Birthe havde advaret os imod, men måske den var bange for vores bjørne-spray. I hvert fald holdt den sig væk 🙂
Efter 24 km er vi tilbage ved båden og bliver sejlet tilbage over Jenny Lake. Vi er trætte i benene efter de mange kilometer, som vist er det længste hike vi nogen sinde har gået, men det har ikke været det hårdeste. Vi har prøvet. Vi vil kalde det et moderat hike på anstrengelsesbarometeret, men absolut et af de smukkeste, som har taget os 7,5 time incl. pauser.
Tilbage ved camperen bliver der igen tanket op med vand, så væskebalancen er på plads inden vi kører videre. Vi har trods flere forsøg ikke kunnet booke en campingplads i området, så vi er nødt til at køre sydpå. Det bliver til en tur på 60 km gennem Jackson og Hoback inden vi kommer til en naturcampingplads – Kozy på US191, hvor der er plads til os. På det tidspunkt er vi godt møre, så det bliver kun lige til lidt varmemad fra i går og så ellers på hovedet i seng. Det er begyndt at regne og tordenen buldrer mellem bjergene.

13. juli (Hoback – Glen Echo): Det har været en lang transport dag. Vores ferie er desværre ved at rinde ud og vi skal tilbage til Denver, hvor camperen skal afleveres og vi skal flyve fra.
Vi har i første omgang sat et mål på 600 km, som vil bringe os til Walden, hvorfra der går en Scenic byway US 14, men da vejen dertil er i god stand og næsten ikke trafikeret, så går det hurtigere end forventet. På grænsen mellem Wyoming og Colorado spiser vi frokost. Det er midt ude i ingenting, men med bjerge mod vest, hvor vi kan se at en stor skovbrand er under opsejling. Vi kan ikke se flammerne, men røgen derfra bliver mere og mere intens og bevæger sig østover mod os. Vi frygter, at vi skal opleve den massive røg, der dækker alt, som vi oplevede sidste år i Canada, men allerede efter 10-15 km er der fuld sigtbarhed igen og røglugten er væk – heldigvis.
Vi er fremme i Walden allerede kl. 15, men finder ikke en speciel interessant campingplads ud over en nedlagt KOA, så vi fortsætter ind ad US 14, som virkelig er en Scenic vej og hvor det første vi møder, er en stor elg, som står i vejkanten og spiser alle de grønne blade på en busk. Langs vejen er der en masse små naturcampingpladsen, men da vi har fulde graywater tanke og ingen ren vand, så er de ikke lige egnet til os i nat. Men midtvejs viser det sig, at der er den skønneste lille campingplads ned til floden, hvor der er full hook up og plads til os. Det er bare lykken 🙂
Vi kan sidde og nyde den sidste sol og få fyldt og tømt vores tanke og lave aftensmaden på grillen. Det er et rigtig idylisk sted med tilsyneladende mange fastlæggere, men de er der bare ikke nu, så vi føler næsten, at vi har hele pladsen for os selv.

14. juli (Glen Echo – Wheat Ridge): Da vi tog et langt sejt stræk gennem kedeligt prærielandskab i går (omkring 750 km), så har vi rigtig god tid i dag. Vi sover længe og går op og spiser morgenmad i campingpladsens restaurant og hygger os inden vi kører ind til Loveland, hvor der er et Outlet center 🙂 Vi skal liiiige have lidt mere af det lækre tøj vi købte i Silverthorne Outlet. Priserne er omkring det halve af i Danmark, så det er værd at handle ind. Håber der bliver plads i kufferten!
Pr. Telefon lykkes det at få reserveret en campingplads (The Prospect RV Park) kun 18 km fra hvor vi skal aflevere camperen i morgen, så den kører vi til og slapper i øvrigt af resten af dagen i solen. Vi må jo hellere få gearet helt ned inden vi skal hjem og geare op igen på mandag på arbejde.
Aftensmaden er i øvrigt de super gode store møre USDA Premium bøffer fra Walmart. De er stærkt vanedannende 🙂 Det ville være dejligt, hvis vi kunne tage nogle stykker af dem med hjem.

15. juli (Hjemrejsedag): Øv endnu en super dejlig ferie er slut. Vi har set alt, hvad der er værd at se i Colorado og Wyoming og vi skal nu tage afsked med vores hjem gennem de sidste 4 uger – camperen – og køre den triste vej til lufthavnen for at tage den 15 timer lange flyvetur via Chicago og Amsterdam og hjem til København.