Dagbog fra Tokyo (2008)

3. nov. (København—Tokyo): Så er dagen endelig kommet. Vækkeuret ringer kl. 5.30. Et ukristeligt tidspunkt at stå op, men lige i dag er det OK. Vi har alligevel ikke sovet ret meget. Taskerne står pakket og vi venter kun på at komme afsted. Det er koldt og mørkt udenfor, men vi skal ned i varmen, så hvem bekymrer sig om det ;-). Jørgen henter os kl. 5.45. Vi vil være sikker på ikke at hænge i morgentrafikken og komme for sent til flyveren. Turen går i dag via Frankfurt til Tokyo, hvor vi har valgt at tage et par overnatninger for ikke at være helt ødelagte, når vi når frem til New Zealand! Der er imidlertid ikke den store trafik, så vi når frem i god tid og da boghandlen er under ombygning, er der rigtig god tid i loungen, hvor vi traditionen tro skal op og have en drink og ønske hinanden god tur. I dag er klokken kun 7, så i stedet for den traditionelle gin/tonic må vi have en gammel dansk. Kollegerne er nu ved at vågne for hilsnerne indløber via SMS—dejligt.

Flyveturen til Frankfurt og videre til Tokyo forløber planmæssigt om end flyet hopper og danser noget hen over Sibirien.

4. nov. (Tokyo): Vi lander planmæssigt kl. 8.40 i Tokyo. Vi har nu været under vejs i ca. 20 timer og har ikke sovet ret meget på flyet, så vi er noget klatøjede. Vi går straks hen for at bestille en taxa til vores hotel. Den venlige dame ved skranken fortæller os pænt, at det er dyrt at køre taxa i Japan, men det selvfølgelig er op til os! Vi spørger om prisen og får at vide at det vil koste ca. 1500 kr. !! Det er vi for nærige til 😉 I stedet får vi anvist, hvordan vi kommer frem med tog og metro. Det koster 120 kr. Det passer os bedre! Turen tager 1½ time, men det er fine toge og folk er venlige og hjælpsomme, når vi  er i tvivl om hvorfra togene kører, så det går fint og vi kommer let frem til vores hotel, hvor vi imidlertid ikke kan få vores værelse før 3 timer senere. Det er en streg i regningen for vi er bare så trætte. Der er dog ikke noget at gøre, så vi må ud i byen og fordrive tiden. Det er ikke det bedste udgangspunkt for at se en by, når man er ved at segne om af træthed! Alt synes jævnt kedeligt indtil vi får øje på en port, som ligner indgangen til China town eller lignende. Det viser sig at være et meget flot og stort tempel-område som hedder Kaminarimon. Vi har overhovedet ikke forberedt os på Tokyo, så vi ved stort set ingen ting om byen og seværdig-heder. Det svier lidt til os nu, hvor vi bare går rundt på må og få. En ting slår os dog, når vi går rundt. Her er forbavsende stille (og rent!). Selv om der kører mange biler, hører man stort set ikke motor– og vejstøj. Det er utrolig behageligt. Det kan være København kan lære noget med hensyn til vejbelægninger.

Tilbage på hotellet (Chisun Inn Asakusa) får vi endelig vores værelse og får en tiltrængt efter-middagslur! Vi når ikke ud af værelset resten af dagen, men surfer lidt på internettet for at finde ud af, hvad vi skal se i morgen.

(sol og 20 grader

5. nov. (Tokyo): Vi sov længe i dag, havde stillet vækkeuret til kl. 8, men da det ringede, var vi absolut ikke færdig med at sove! Så der røg et par timer mere under dynen og selv efter dem, var vi ikke helt friske, men vi kan jo ikke ligge der hele dagen. Vi må ud at se noget ;-). Vi havde i går fundet frem til, at vi ville se kejser-paladset, så vi gik ned til nærmeste metro-station for at købe billet og køre derhen. Det så ikke svært ud på internettet, men der var alt jo også skrevet på engelsk. Det var det ikke på stationen. Alt var på japansk. Rutekortet var på japansk og billetautomaten ligeså. Vi måtte hen og spørge, hvordan vi skulle købe billet og hvad der var den letteste vej. Manden var meget hjælpsom og vi fik anvisning af hvor vi skulle skifte tog. Det var 2 gange, men for os blev det 3 gange!! Igen måtte vi spørge os frem. Japanerne forstår tilsyneladende engelsk, men de taler det ikke lige godt. Til gengæld vil de meget gerne hjælpe og med fingersprog kommer man langt 😉

Vi nåede frem til Kejserpaladset og gik rundt i parkerne og kunne se op på paladset, men man skal have ansøgt om en guidet tur, hvis man skal have lov til at komme ind på selve området omkring paladset og det havde vi ikke gjort, så vi kom desværre ikke helt tæt på.

Efterfølgende gik vi videre til Zojo-ji templet og Tokyo Tower. Templet lignede så mange andre buddhis-tiske templer, bortset fra at det er omgivet af en stor japansk have med en masse små børnestatuer, som har små strikkede huer på og der står små vindmøller ved siden af dem. Det kunne se ud som om det er en slags mindelund for døde børn!

Tokyo Tower var, ja enestående kan man ikke sige, for det er en kopi af Eiffel-tårnet i Paris, men det var i hvert fald et besøg værd. Tårnet er 333 m højt og bruges som antennetårn, men i 150 og 240 meters højde er der udsigtsplat-forme. Vi tog elevatoren op til begge platforme, selv om Ulrich ikke var meget for det (højdeskræk) og heroppefra var der en fantastisk udsigt ud over Tokyo by og havn. I klart vejr skulle man kunne se til Japans højeste bjerg Fuji. Det kunne vi dog ikke. Det var for diset, men udsigten var alligevel storslået. Fra platformen i 150 meters højde var der en glasplade i gulvet, så man kunne stå og se direkte ned af stålkonstruktionen og ned på jorden med bilerne og menneskene, som lignede tissemyrer. Det var virkelig en speciel oplevelse, at stå der på kanten og se direkte ned. Jeg blev svimmel og havde meget svært ved at få taget de billeder, som jeg jo selvfølgelig måtte have 😉

Nede på jorden igen skulle vi have fat i nogle penge. Det viste sig at blive en meget lang vandring. Vi har alverdens kort med, men ingen kontanter, så vi skulle finde en pengeautomat og dem er der rigtig mange af, men ingen af dem vi fandt kunne tage udenlandske kort! Vi var ved at blive desperate, da vi havde vadet rundt i 1½ time og prøvet adskillige automater, men hver gang fået svaret at kortet ikke kunne bruges. I receptionen på et stort flot hotel fik vi tegnet på et kort, hvor vi kunne finde en automat, med det i hånden gik vi endnu en gang på jagt, men kunne ikke finde den. Da vi står fortvivlede på et gadehjørne med vores kort i hånden kommer en dame hen og spørger om hun kan hjælpe os. Hun var som sendt fra himlen. Hun vidste ikke, hvor den automat var, som vi havde fået anvist, men hvis vi fulgte med, så ville hun finde en til os. Det tog kun få minutter, og hun gik ikke før hun havde sikret sig, at vi kunne få nogle penge. Sød dame!

Med penge i hånden trængte vi til en fadbamse. Vi fandt en lille rigtig japansk restaurant i en lille sidegade. Den var temmelig lang men kun ca. 2½ meter i bredden og der var åbent køkken som tog de første 1½ meter, men der var plads til en lang række stole i børnestørrelse og et langt bord på 40 cm i bredden. Man sad så på rad og række og kikkede ind i en plade og ind på kokkene som løb frem og tilbage og lavede mad. Der var kun mandlige gæster. Jeg ved ikke om der nogensinde kom kvinder her. De kikkede i hvert fald noget. Tjeneren talte kun japansk, men forstod da heldigvis at vi ville have en øl. Han forsøgte også at sælge os noget mad, men vi var ikke sultne og forstod i øvrigt heller ikke rigtig, hvad det var han ville servere for os! Det var et meget sjovt sted at prøve og det var en god øl 😉

Efter vores restaurant/bar besøg skulle vi igen med toget. Og endnu engang stod vi og prøvede at tyde os gennem de japanske skrifter. Det er absolut ikke let skulle jeg hilse at sige, men endnu engang kom en japaner som sendt fra himlen. En ældre mand kunne godt se, at vi havde det svært. Han spurgte på gebrokkent engelsk, hvor vi skulle hen og derefter fandt han hurtigste vej med metroen og hjalp os med billetkøb og viste os hen til den rigtige nedgang, så vi kom med det rigtige tog. Det har været helt fantastisk med alle de søde og hjælp-somme japanere, vi har mødt. Nogle har vi selv opsøgt for at få hjælp, men andre er kommet til os, når de har set, at vi har stået hjælpeløse på grund af besværligheder med de japanske tegn. Jeg ville ønske, vi var lige så hjælpsomme over for turister, som kommer til Danmark, men det tror jeg desværre ikke vi er!!

Hjemme på hotellet igen blev det kun til at skrive dagbog og så ellers i kanen. Det er trættende med al den friske luft og traven rundt i gaderne.

(Overskyet og 17 grader)

6. nov. (Tokyo): Sidste dag i Tokyo. Vi skal flyve videre i aften kl. 1830 til New Zealand. Vi sov igen længe. Vi har svært ved at komme over tidsforskellen på 8 timer. Vi er rigtig trætte, men synes alligevel at vi skal lidt ud og udforske byen. Det er jo trods alt ikke hver dag, vi er i Tokyo. Vi tager igen metroen. Denne gang uden at få hjælp! Vi er ved at lære systemet med billetter og ruter på japansk 😉

Vi har læst om et stort fiskemarked, som kunne være spændende at se, en af verdens største faktisk. Det starter kl. 5 om morgenen, men på det tidspunkt er vi absolut ikke friske til at stå op. Vi når først derned omkring kl. 10, men der er heldigvis stadig fuld gang i markedet. Man skal passe på, når man går rundt her for trucks, vogne og kasser kører og flyver rundt om en og gulvet sejler i vand, da alt bliver gjort rent løbende både kasser og fisk m.v. Der er rigtig mange fisk og skaldyr at se på. Mange arter har vi aldrig set før og alt ligger det friskfanget og ser indbydende ud. Desværre har vi jo ikke nogen mulighed for at tilberede det, men helt billigt er det nu heller ikke. I et hjørne af markedsområdet er der små restauranter, som har sushi på menuerne. Det ser lækkert ud, men desværre er vi ikke sultne, da vi næsten lige har rejst os fra morgenbordet. Det ser ud til at nogle af restauranterne er bedre end andre for uden for nogle står folk ligefrem i kø for at komme ind, mens andre er helt tomme! De ser nu alle ens ud i vores øjne. Små bitte rum med små bitte stole, hvor man enten sidder og kikker ind i væggen eller ind i køkkenet. Sådan er alle japanske restauranter åbenbart indrettet. Vi er ikke stødt på nogen, hvor man som i Danmark sidder og hygger sig rundt om et bord. Alt er indrettet, som om man kommer alene og spiser sin mad evt. med sin PC eller mobiltelefon foran sig og så ellers ud af døren igen.

Da vi har set nok på levende fisk, krebs, hummere og skaldyr går vi uden for portene igen, også her er der sushi restauranter og salg af både friske og tørrede fisk og nye boder med bl.a. salg af æggekager med fiskefyld og alverdens forskellige kager. Når man går ned gennem gaderne her undrer man sig over, hvordan de alle overlever, for de har tilsyneladende alle nogenlunde de samme varer på hylderne og så mange kunder er der heller ikke. I hvert fald ikke mens vi går rundt! Det er tid til, at vi finder tilbage til hotellet for at hente vores bagage for at køre i lufthavnen. Vi skal være der 2 timer før og det tager ca. 1½ time ud til lufthavnen.

Flyet letter med en times forsinkelse fra Tokyo med Auckland 11 timers flyvning forude. Vi forlader Tokyo, som har været spændende at besøge, men hvis vi skal herud en anden gang skal vi helt sikkert have forberedt os. Så vi ved, hvad der er at se. Dette besøg har været lidt på må og få. Det kan vi bestemt gøre bedre!

(sol og 20 grader)