Dagbog fra Thailand (2011)

23. Januar (København – Bangkok): For en gang skyld skulle vi ikke tidlig op for at tage til lufthavnen. Vi skulle først flyve fra Kastrup kl. 13.15, så vi havde godt tid til en rolig morgenmad og pakke det sidste i kufferten inden genboen Poul Erik hentede os og kørte os til toget. Da vi skulle med toget og man aldrig ved med DSB var vi i god tid inde i lufthavnen faktisk så tidligt at vi måtte vente på at check in skranken blev åbnet. Det gik hurtigt med check in og så satte vi os op i loungen og nød lille feriedrink og lod feriestemningen og afslapningen falde på!
Vi fløj med Finnair over Helsinki med 50 minutters ophold, og en flyvetid på ialt 12½ time, så det var ikke slemt. Alt gik efter planen, så vi landede i Bangkok kl. 7.30.

24. januar (Bangkok): Selv om flyveturen forløb helt efter planen og ikke var meget længere end hvis vi havde fløjet direkte, så var vi alligevel trætte, da vi efter at have taget en taxa til vores hotel Admiral Premier i Sukhumvit området havde været undervejs i ca. 18 timer. Vi fik heldigvis vores værelse med det samme, men vidste også med os selv, at vi skulle prøve at holde os vågne til aften, hvis vi skulle komme nogenlunde hurtigt over tidsforskellen. Det blev en hård kamp! Vi fik noget morgenmad på hotellet og gik så lidt rundt og så på boder på Sukhumvit Road, hvor der altid er boder, som sælger alle mulige kopivarer! vi var dog ikke in the mood for shopping, så vi tog højbanen ned til Chayo Praya floden, hvor vi tog den lokale rutebåd op til Khao San Road. Det er en fin tur op ad floden, hvor man sejler forbi dels alle de store flotte hoteller, men også gamle faldefærdige huse, hvor man kan se hverdagslivet for thaierne og ikke at forglemme Wat Arun (morgenrødens tempel) og Grand Palace.
Khao San Road (backpackerkvarteret) lignede sig selv, men de små veje/gyder deroptil fra floden havde fået endnu flere restauranter og boder. Der er snart ikke en ledig plads! Vi satte os i solen på en restaurant i Khao San road og nød en stor Singha øl og så på alle de sjove typer som færdes i området. Det var hyggeligt at sidde lige så stille her, men den lange rejsetid og manglende søvn overmandede os snart, så vi måtte rejse os, hvis vi ikke skulle sidde og sove og det synes vi alligevel ville være for sjusket 😉
En taxa direkte hjem til hotellet, hvor vi lige måtte have et par timers søvn inden vi gik ud og fik aftensmad og så ellers hjem og sove igen, men inden vi lod søvnen overmande os bestilte vi en tur til Grand Palace i morgen kl. 12.30.

25. januar (Bangkok): Vi sov længe og nåede kun lige morgenmaden inden de lukkede for serveringen! Gik en lille tur på sukhumvit Road og et stormagasin, men vi har åbenbart ikke fundet købegenet frem, for vi kom igen hjem uden nogle poser! Så afsted på tur til Grand Palace. Vi har set det før, men det er efterhånden mange år siden, så vi mente nok det tålte en gentagelse. Det var også så flot som vi huskede det, så det var turen værd, men desværre

sagde turprogrammet ikke noget om, at vi også var tvunget til at gøre stop ved en ædelstensfabrik!! Vi hader det, men kommer desværre ikke uden om det. Ind og se og høre foredrag om ædelstene og se forarbejdning og så videre til showroom, hvor der er et hav af ivrige sælgere, som står på spring for at sælge smukker. Guiderne siger at det kun tager 10 minutter og så kan vi komme videre, men sådan er virkeligheden ikke, der går altid en times tid (spildtid i vores øjne), men turarrangørerne er i hænderne på ædelstensfabrikanterne, da de sponsorer biler og benzin for turarrangørerne, så vi må også denne eftermiddag spilde en time på en sådan fabrik!

Hjemme på hotellet igen tager vi en tur i poolen oppe på taget og slapper lidt af inden vi tager ned på hotel Oriental, hvor vi som altid skal have vores middag (buffet) på terrassen ned til Chayo Praya floden. Vi nyder at sidde her udenfor i 27 grader og nyde rigtig god mad og kikke på bådene med lys på som stille sejler ned af floden. Starten på denne middag blev nu ikke speciel god for på trods af at vi havde bestilt bord og fået 2 bekræftende mails fra dem, så stod vi ikke på deres gæsteliste, så de vidste ikke om de overhovedet havde plads! Vi diskuterede lidt med dem og referede til mailsene, som vi desværre ikke havde printet og til sidst undskyldte de meget og sagde at vi måtte være blevet skrevet ind på en forkert dato, men at de selvfølgelig nok skulle finde et bord til os! Det var ikke den bedste start, men det blev nu en dejlig aften alligevel 😉

26. januar (Bangkok – Koh Samui): Tidligt op (kl. 4.30) for at køre til lufthavnen, hvorfra vi skal flyve til Koh Samui. Alt går efter planen, bortset fra at da vi lander på Koh Samui er der overskyet og der er vådt! Det havde vi ikke regnet med. Vi skulle jo ned og dase og slappe af i solen. Vi tager en taxa ud til vores hotel Q Signature, hvor vi har bestilt en 270 km stor lotus villa på et 5 stjernet hotel med vores egen private pool og butler. Det viser sig imidlertid, at der ikke er nogen butler. Det gør nu ikke noget for ham/hende ville vi ikke benytte alligevel, men den villa vi får anvist lever bestemt ikke op til de 5 stjerner. Det har den måske nok gjort engang, men den er ikke blevet vedligeholdt, så den er i hvert fald ikke over 3 stjerner. Det er en stor skuffelse og efter at have sundet os lidt går vi ned i receptionen og klager over standarden. De beklager, men der er kommet nye ejere for 3 måneder siden og ikke alle villaer er bragt op til den standard, som de ønsker endnu, men de vil gøre en anden villa klar til os og så kan vi bestemme os for, hvad vi vil. Vi er parat til at flytte med det samme, men har jo ikke noget alternativ for den første nat, så vi bestemmer os for at give dem en chance. Efter et par timer får vi en anden villa. Den lever heller ikke op til 5 stjerner, men er dog væsentlig bedre, så vi nærmer os måske de 4 og poolen er dejlig her med en flot lille have omkring, så vi stiller os tilfreds. Vi får også nogen rabat på prisen ved at lave lidt ombookninger, så vi bliver. Det regner og småregner hele dagen, så vi er næsten kun i vores villa og får lidt mad i restauranten. Det er lidt surt og ligger lidt en dæmper på feriehumøret!

27. – 29. januar (Koh Samui): Dagene løber lidt sammen og der er egentlig ikke så meget at berette. Vejret var meget skiftende fra heldagsregn til næsten fuld sol for en kort stund. Vi tilbragte det meste af tiden i vores villa og ved vores egen lille pool med vores bøger og gik lidt ture langs den lille nærliggende strand Choeng Moen. På trods af regn og skyer er det stadig omkring 28 grader, så vi fryser i hvert fald ikke! Det var en stille lille strand, men med en del hoteller og fiskerestauranter helt nede på stranden. Vi fik dejlig grillet fisk hver aften på stranden, selv om det regnede om dagen, var vi trods alt heldige, at det var tørvejr, når det var tid til aftensmad.

30. januar (Koh Samui – Koh Tao): Vi skal videre til Koh Tao i dag. Koh Tao er en lille ø som ligger 2 timers sejlads nord for Koh Samui og er vist mest kendt for sine gode dykkemuligheder og det er også lige nøjagtig derfor vi skal dertil. Vi har bestemt os for, at når vi

nu for en gang skyld ikke havde nogle specielle planer for hvad vi skulle lave i 3 uger i Thailand, så var det en glimrende lejlighed til at forsøge os med et Open Water Diver – kursus, som tager 4 dage med kombineret teori og dyk i

pool og ude i det rigtige vand. Vi havde i 2005 et lille stop her på Koh Tao på vej fra Chumpon til Koh Phagnan og synes øen så meget tiltrækkende ud, men nu får vi altså lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med den. Vi har hjemmefra på internettet fundet frem til et dykkerresort, som ser meget lækkert ud – Bans Diving Resort. Her har vi reserveret en hilltop suite i 5 dage og dykkerkursus i 4 dage med dansk instruktør.
Vi bestilte i går afhentning og bådtur til Koh Tao med Seatran. Det var det selskab, som havde den korteste sejltid og også havde afgangskaj tættest på Q Signature. Vi vil gerne til Koh Tao så tidlig på dagen som muligt, så vi allerede kan begynde vores dykkerkursus i eftermiddag. Vi glæder os til at komme igang, da vi allerede inden vi tog hjemmefra har læst det meste af teorien i bøger, som vi har lånt af kolleger. 
Vi kan lige nå at få morgenmad inden vi bliver hentet og kørt til kajen, hvorfra vi skal sejle kl. 8. Vejret er bedre i dag end de andre dage. Solen kæmper for at komme igennem skydækket, men der er lidt vind, hvilket vi ikke er specielt glade for, da vi husker er meget hård overfart i 2005! Vi sætter os op på soldækket for at få sol og vind og nyde udsigten. Vi bliver også siddende deroppe på hele sejlturen, men må rykke et par gange, da der dels kommer en regnbyge og dels står vandet op når vi hugger ned i bølgerne. Det bliver en temmelig hård tur, hvor jeg i hvert fald har godt af at sidde i den friske luft og holde øje med horisonten! Vel fremme på Koh Tao bliver vi hentet på ladet af en pickup og kørt til Bans Diving Resort. Vi får det skønneste værelse med stor altan/terrasse med udsigt ud over den ene halvdel af Koh Tao. I modsæt til Q Signature er dette hotel eller i hvert fald hilltop suiterne næsten nye – skønt! Den eneste ulempe er at det er temmelig hårdt at gå op til toppen, men så er vi da sikker på at få den daglige motion 😉
Vi skal mødes med vores danske instruktør kl. 17, så vi slapper lidt af på værelset inden vi går ned og får lidt mad i restauranten og ser de andre gæster an. Det er helt sikkert et dykkersted. Alle sidder rundt omkring og læser dykkerteori eller ligger på stranden med bøgerne.
Kl. 17 mødes vi så med vores danske dykkerinstruktør Nana. En ganske ung og sød pige fra Jylland, som har været instruktør på Koh Tao i næsten 2 år. Desværre er hun kun kommet for at fortælle os at kursusstart er udsat til i morgen, da der så vil være en dansker mere, som kan komme på holdet, så vi bliver 3 ialt. Det bliver intensivt og vi vil faktisk også have 3 instruktørere, da der lige er kommet en ny dansk instruktør til Bans, som skal være med og se hvordan tingene foregår og derudover er der en divemaster-trainee – også dansker.
Da vi nu ikke skal på skolebænken går vi en tur langs “strandpromenaden”. Solen er kommet igennem og her er rigtig hyggeligt. Det er et rigtig laidback/backpackermiljø med selvfølgelig mest unge mennesker og man kan godt føle sig lidt ved siden af, når man ikke har tatoveringer eller rasta-hår 😉 Da vi skal spise aftensmad finder vi også ud af at prisniveauet også er tilpasset backpackermiljøet. Det er absolut ikke et niveau man bliver fattig af og de laver god mad.

31. januar (Koh Tao): Vi har fået en god nats søvn og står op til en dag med sol på himlen, hvad kan man så ønske sig mere! Vi har også sovet længe, da der her på øen ikke er morgenmad med i prisen for værelset og dermed heller ikke en tid, som skal overholdes for at få morgenmad.
Vi hygger os over morgenmaden og ser på alle de ivrige læsere af dykketeori og går derefter en tur langs stranden og ind til havnen hvor vi ankom i går. Der er ikke helt så hyggeligt, som hvor vi bor. Her har det mere karakter af “rigtig” lille by med gader op af bakkerne bagtil.
Inden vi skal mødes til kursus, når vi lige at få en times dejlig massage, mens vi kan ligge og høre på bølgernes skvulpen mod stranden. Det er virkelig afslappende og pigerne er ikke for hårde i deres massage, så det er en sand fornøjelse! Kl. 17 er vi tilbage ved receptionen for at møde Nana og de andre instruktørere. Vi bliver vist op i et klasselokale, hvor vi udfylder diverse papirer bl.a. helbredsoplysninger for at få lov til at gennemføre kurset, hvorefter vi får instruktion i af køre 3 DVDer, som indeholder teorien for de første 3 kapitler i dykkerbogen. Når vi har set dem igennem hvilket tager ca. 3 timer har vi fri og så har vi samme kapitler og tilhørende kundskabstester for til i morgen, hvor vi igen skal mødes! Så er vi i gang – selv om vi nu ikke havde regnet med at undervisningen alene bestod i at se nogle DVDer!
Efter 3 timer er vi temmelig trætte af at se på video og da vi har læst det hele hjemmefra er der ikke så meget nyt i videoerne, men det skal jo også hænge fast så vi kan svare på kundskabstester m.v. i morgen.
Vi får aftensmad og går derefter op på værelset og læser teorien end gang til og svarer på kundskabstesterne. Det tager tid. Klokken bliver halv 2 inden vi slukker lyset.

1. februar (Koh Tao): Vi er tidlig oppe for vi skal mødes med Nana kl. 8, hvor vi skal have vores udstyr til de første dyk. I dag foregår dykkene alene i poolen, så det er alene for at blive fortrolig

med udstyret og lave en masse øvelser. Jeg er lidt nervøs for disse øvelser for da jeg for år tilbage havde et prøvedyk på Mauritius, havde jeg meget svært ved at gennemføre øvelserne. Det er en meget uvant fornemmelse at skulle trække vejret igennem en regulator og alene gennem munden. Jeg har ikke nogen problemer med at trække vejret gennem regulatoren, når jeg er over vandet, men så snart jeg dykker ned under sker der et eller andet med mig og jeg blokerer. Det sker også nu! Jeg kan mærke panikken brede sig, så snart hovedet kommer under vand. Det er fuldstændig vanvittigt for her i poolen er det jo ikke meget anderledes end, når vi snorkler, som vi har gjort i mange år med stor fornøjelse. Her kan jeg sagtens have hovedet under vand og trække vejret roligt gennem snorklen, men med regulatoren er det anderledes. Heldigvis er Nana en meget tålmodig og rolig instruktør, så jeg får den tid der skal til for at jeg kan vænne mig til regulatoren inden vi går videre med de næste øvelser, som bl.a. går ud på at fylde vores masker med vand og tømme dem igen under vand og tage den helt af og på igen under vand. Det går nogenlunde, da Ulrich har øvet med mig i vores egen pool på Samui. Vi skal også lære at skifte regulator under vandet. Hvis vi skulle løbe tør for luft, skal vi kunne tage vores egen regulator ud og i stedet trække vejret gennem makkerens reserveregulator. Det går helt fint. Formiddagen er ved at være gået og vi/jeg er blevet fortrolig med udstyret og øvelser går fuldstændig som de skal.

Efter frokost har vi teori igen og tests. Klokken er 17 inden vi får fri og så har vi igen lektier for til i morgen, hvor der også er eksamen om eftermiddagen i teorien. Det er et hårdt program! Vi har godt nok hørt at nogen har klaret eksamenen uden at åbne bøgerne ret meget, men for os er det ikke kun et spørgsmål om at bestå. Vi vil kunne vores teori. Det er trods alt livet, som står på spil, hvis der går noget galt under vandet, så vi læser meget og hører hinanden i stoffet. I dag bliver klokken halv 12 inden vi slukker lyset!

2. februar (Koh Tao): Det er tredje dagen på dykkerkurset og vi skal ud og have vores første rigtige dyk ned til 12 m fra morgenstunden. Vi er meget spændte. Kan vi nu også finde ud af og huske alt det vi har lært, når vi også får alle fiskene og koralerne at koncentrere os om?
Det går rigtig fint. Vi kan finde ud af det hele og der er ikke nogen panik overhovedet. Det vil sige helt uden panik går det ikke for da vi sætter os på bunden på knæene for at lave maskeøvelser, rejser Nana sig pludselig op og trækker sin dykkerdragt op over knæet og vi kan se at der flyder noget mørkt væske ud af hendes knæ. Hun er blevet stukket af noget på bunden! Hun vifter sandet væk på bunden og en ca. 10 cm stor fisk kommer frem med nogle grimme pikke på ryggen. Det er en scorpionfisk, som har stukket hende, hvilket kan været temmelig farligt, så hun overlader styringen til Marc, hjælpeinstruktøren, og går selv til overfladen for at blive behandlet på båden. Da vi senere kommer op har hun det OK, men knæet er ømt og hun sidder og kommer kogende vand på stikket, hvilket skulle hindre giften i at få stor virkning!
Vi får 2 dyk i løbet af formiddagen af 40 minutters varighed og med 1 time imellem, så vi får nedbragt nitrogenen i kroppen. Vi er ret tilfredse med os selv og det er instruktøren heldigvis også 😉
Efter frokost er det tid til gennemgang af lektierne fra i går incl. kundskabstests og andre tests og afsluttende med en eksamen på 50 spørgsmål, hvor vi må have højst 12 fejl for at bestå. Ulrich klarer eksamen uden fejl overhovedet og jeg har en enkelt fejl. Det er vi meget tilfredse med for så har det da ikke været forgæves at vi har læst og hørt hinanden. Vi kan rent faktisk også huske stoffet.
Efter aftensmad går vi tidligt i seng og nyder, at der ikke er flere lektier. Nu skal vi bare nyde de sidste 2 dyk i morgen, hvor vi skal ned på 18 meters dybde.

3. februar (Koh Tao): Det er sidste dag på dykkerkursus. Vi starter med en lille navigationsøvelse på stranden, hvor vi skal følge et par kurser på kompasset, som vi er blevet udstyret med. Vi har set

de andre dykkere lave de tilsvarende øvelser på stranden og det ser temmelig tåbeligt ud, men det er en del af kurset, at vi skal kunne følge en kurs og finde tilbage til et udgangspunkt. Dels ved at gå frem og tilbage efter kompaskurs og dels i en firkant også alene efter kompasset. Vi klarer det uden problemer, har trods alt set et kompas før!

Da vi kommer ud på 12 m dybde skal vi lave de samme øvelser som på land og nu er det pludselig en helt anden sag! Der er mange ting at koncentrere sig om på en gang og jeg ved ikke helt hvad der sker, men jeg kan i hvert fald ikke se hvad der står på kompasset. Det er helt utydeligt og jeg kan ikke fokusere. Om det er min maske som ikke er dugfri eller helt ren ved jeg ikke, men jeg har meget svært ved øvelsen. Ulrich har det ikke meget lettere, men vi kommer da igennem. Vi får fred for øvelser og svømmer blot rundt og ser på fisk og koraller. Der er mange flotte fisk, men korallerne er det småt med. Der har vist været for mange dykkere nede og forstyrre freden! Vi ser bl.a. bluespotted stingray, englefisk, fanefisk, sommerfuglefisk og et par muræneål og barracudaer.
Sidst på dykket beder Nana os gentage kompasøvelsen og nu går det lige så let som inde på land. Vi kommer let tilbage til vores udgangspunkt ved blot kompasset og tælling af finnespark!
På andet dyk nyder vi bare at svømme rundt og ind igennem et hul mellem 2 klipper, så vi kan øve os i at holde den rigtige balance i vandet og tage hensyn til hvor meget vi fylder med flaskerne på ryggen og til sidst på dykket ser vi et par fætre til Nemo (brune klovnefisk). Det er vores sidste dyk på kurset, så vi skal have max ud af det synes vi for vi ved ikke hvornår vi kommer ned igen, så vi har lidt svært ved at afslutte dykket, men der er jo en naturlig grænse i den mængde luft vi har med på ryggen, så vi må selvfølgelig op efter de ca. 40 minutter. Øv – nu er det slut!
Inde på land skylder vi vores udstyr og afleverer det tilbage til dykkercentret. Vi skal nu bare have lavet det sidste papirarbejde og så er vi certificerede Open Water divers med ret til at gå ned på 18 meters dybde. Vi er ret stolte af os selv eller jeg er i hvert fald for der var da nogle ting undervejs som skulle overvindes, bl.a. det med at tage masken af under vand. Den øvelse var jeg ikke helt glad for, men det lykkes da heldigvis at blive nogenlunde fortrolig med den!
Da vi har spist frokost, badet og er færdig med papirarbejdet står regnen ned. Det havde vi ikke lige regnet med. Vejret skifter ret hurtigt. Vi benytter regnvejret til at få en gang massage. Hvor vi sidst alene hørte bølgerne skvulpe, har vi nu også regnens trommen at lytte til, mens vi bliver æltet igennem. Det er ikke de samme piger som sidst og disse 2 tager noget hårdere fat, så det er ikke hele timen som er lige behagelig, men vi har det dejlig afslappet i kroppen bag efter.
Vi nyder aftenen og sidder lang tid over aftensmaden for endelig har vi ikke lektier for og vi skal heller ikke tidlig op i morgen for at nå båden ud til dykkerstederne 😉

4. februar (Koh Tao): Vi skulle ifølge vores oprindelige plan tilbage til Koh Samui i dag, men vi har ikke lyst til at slippe Koh Tao endnu. Her er en så dejlig og afslappet stemning og vi bor rigtig godt i vores hilltop suite, så hvorfor tage videre? Vi hører hotellet om vi kan forlænge et par dage. Ingen problemer. Vi kan bare blive boende. Vi vil gerne lidt rundt på øen, så vi lejer en scooter og kører først syd og østpå og kommer forbi de skønneste små bugter og op og ned af stejle bakker, som scooter har lidt svært ved at klare med os begge 2 på! Vi får frokost på en lille restaurant, som ligger på en bakkeside med den skønneste udsigt ud over en bugt og en lille ø. Det er et meget afslappet sted med lave borde, hvor man sidder på puder med ryglæn på gulvet og de spiller dejlig stressless musik. Her kan man kun falde helt ned og nyde det.
Efter frokost kører vi lidt videre, men ender snart blindt og må køre tilbage og nordpå. Heroppe er vejene eller stierne skulle jeg måske hellere kalde dem for de er meget smalle og meget stejle. Jeg må flere gange springe af for at Ulrich kan få scooteren op til toppene. Vi ender på et udsigtpunkt, hvor vi kan se ned over hele Saree-stranden og byen og ud til dykkerstederne White Rock og Twin Peaks, hvor vi har dykket de seneste dage.

Da vi vil køre videre får vi en kedelig oplevelse. Scooteren er punkteret :0( Det er godt nok surt for vi er langt fra alting! Der er kun en ting at gøre og det er at gå, men det er uhyggeligt varmt og fugtigt og vi har kun en halv liter vand med. Ulrich må trække scooteren for vi tør ikke lade den stå her ude på en lille vej. Vi er snart gennemblødte, men efter en lille times gåtur, når vi frem til et værksted, hvor vi prøver at få luft i dækket, men det siver hurtigt ud igen, så der er ikke andet for end at gå endnu en halv time for at nå tilbage til udlejningsstedet. Her bliver vi oven i købet mødt med en regning for at få dækket lappet. Det er vi ikke helt tilfredse med. Vi har givet 200 Bath for at leje scooteren i 24 timer og vi kommer tilbage med den efter 4 timer og så får vi en regning på 150 bath oveni. De er ikke til at hugge eller stikke i, så vi ender med at betale og aflevere scooteren. Vi fik ikke set hele øen, men vi fik da en tur ud af det!
I løbet af dagen er vi blevet enige om, at vi gerne vil fortsætte vores dykkeruddannelse. Open Water var kun en appetitvækker. Vi vil have mere 😉 Nana har fortalt at hun skulle til Similian Island allerede i går aftes for at køre et kursus, så hende kan vi ikke få som instruktør, men vi er også blevet meget fortrolig med Marc, som var den nye der lige skulle se hvordan det foregik på Bans Diving Resort, så Ulrich forhører sig i receptionen om vi kan få ham til at køre et advanced kursus for os. Det er OK for dem hvis Marc vil og efter en telefonopringning til ham kommer han glad ned til os i restauranten. Der er 2 standard dyk, navigations- og dybdedyk, som vi skal have og 3 valgfrie og han anbefaler at vi tager et natdyk, som et af de valgfrie. Det er jeg ikke meget for til at begynde med, men lader mig alligevel overtale.

5. februar (Koh Tao): Vi skal igen læse teori op og svare på kundskabstests inden vi kan komme ud i vandet med flaskerne igen 😉 Der er dog ikke så megen teori som til Open water kurset, så vi er ikke så presset, som de første dage. Vi skal have hele 3 dyk i dag. Vi skal starte med dybdedyk og navigationsdyk, så endnu engang render vi rundt med kompas på armen på stranden, men denne gang skal vi også have et håndklæde over hovedet, så vi ser endnu mere tossede ud ;-). Vi er dog ret gode til det, så det er hurtigt overstået. Øvelsen går ud på at vi får en kurs opgivet af Marc, som vi stiller kompasset på. Vi skal så gå 10 små skridt efter den kurs og derefter sætte kursen 90 grader mod højre og gå 10 små skridt osv til vi er tilbage ved udgangspunktet. Vi skal lave den samme øvelse ude på 18 meters dybde, hvor vi afløser de små skridt med 15 finnespark og Marc sætter en markering på bunden, som vi gerne skulle nå tilbage til. Vi har lidt svært ved at forestille os, at man kan gøre det nøjagtigt ude i vandet, da det måske kan være svært at få lige meget kraft i hvert finnespark og der er måske også lidt strøm, som vi bringe os lidt ud af kurs, men vi bliver overrasket da vi laver øvelsen for vi når begge tilbage inden for en meters afstand til udgangspunktet, så det virker altså 😉

Marc har planlagt at vi kommer helt ned på de maximale 30 meter på vores dybde-dyk selv om der alene er et krav om, at vi skal over 20 meter. Han synes, vi skal prøve om, vi bliver ramt af nitrogennarkose. Det er meget individuelt om man overhovedet mærker noget, men en del får allerede omkring de 25 meter en let beruselse og koncentrationsbesvær, så vi skal lave nogle lette øvelser. Hvor han viser os et antal fingre og vi skal så vise ham de manglende fingre op til 11.

Dykkerbåden sejler ud til Chumphon Pinnacle, hvor vi har mulighed for at få vores dybde-dyk til de 30 meter. Ved White Rock og Twin Peaks, hvor vi har haft vores øvrige dyk, er der ikke nær så dybt og vi glæder os også til at se et andet dykkersted, nu hvor vi har lært alle de grundlæggende og kan begynde at nyde det mere end være spændt på om vi kan klare opgaverne! Det tager en time at sejle ud til Chumphon Pinnacle, men vi bliver desværre skuffet. Da vi kommer ud til stedet, konstaterer de ansvarlige, at der er for megen strøm og sø til, at de vil have, at vi går i vandet. Det er lidt øv, men hvis de siger, vi ikke skal ned, så er det selvfølgelig fordi, det ikke er forsvarligt og det respekterer vi. Vi ønsker jo ikke at udsætte os selv for unødig fare, så vi ender med at sejle en time tilbage igen og vores 2 dyk kommer igen til at være ved White Rock og Twin Peaks. Marc finder et sted, hvor vi kommer ned på 24 meter, som så bliver vores dybdedyk, hvor vi skal fornemme om vi får nitrogennarkose og dermed koncentrationsbesvær. Jeg mærker ikke rigtig noget og kan sagtens klare den lille øvelse med at vise fingre, men for Ulrich går det noget langsommere end på overfladen, så han bliver tilsyneladende noget påvirket! For at vise os at farverne forsvinder efterhånden som vi kommer længere ned startende med den røde farve og sluttende med at der alene er blå farver tilbage har Marc taget en frugt med ned, som vi skal gætte hvad er. Det lyder nemt, men det er det faktisk ikke, når man ikke har den rigtige farve. Vi gætter på at den lille frugt er en lille mango eller papaya, men det viser sig at være en tomat, men da den er brun under vand, var det ikke lige det vi gættede på. Vores dyk går fint, men p.g.a. sejlturen ud til Chumphon Pinnacle og tilbage igen, er vi forsinket, så da vi kommer retur til Sairee stranden, hvor vi skal have pause inden aftendykket, er der kun kort tid til vi skal ud igen, så vi vælger at blive ombord på båden i stedet for at blive sejlet ind til stranden og ud igen efter et kvarteres tid! 
Det viser sig, at de har udsat aftendykket på grund af vores sene ankomst efter de første dyk, så vi får en times tid for os selv på båden, hvor vi kan nyde stilheden og se solen på vej ned og forberede os lidt til morgendagens dyk, da vi har teoribøgerene med ud på båden. Vores natdyk er en overvindelse for mig. Det at springe ud i et sort hav alene med en lommelygte er meget specielt og lidt scary synes jeg. Det viser sig dog, at da jeg først har taget springet ud i mørket og ser hvordan lygten faktisk giver ret meget lys, så er det ikke så slemt, selv om koralerne og fiskene tager sig meget anderledes ud i lygtens skær og det er også nogle andre fisk, som kommer frem om natten. På et tidspunkt gør Marc tegn til os om at sætte os på bunden og slukke lygterne. Det er vi ikke meget for, for det bliver bare kulsort omkring os! – men når Marc beder os om det, må vi jo gøre det og han har selvfølgelig et formål med det. Da lygterne er slukkede og vi ikke kan se en hånd for os, slår han vildt omkring sig med armene og det får nogle alger eller hvad det nu er til at give lysglimt fra sig, så det ser ud som om vi er omgivet af en masse ildfluer. Det er flot og sjovt at se! De 40 minutter under vand går uhyggeligt hurtigt. Det er som tidsfornemmelsen fuldstændig forsvinder i mørket og snart er vi oppe igen.
Hjemme på land igen får vi skyllet udstyret og vi er godt sultne, så vi får hurtigt aftensmad og så er vi ellers klar til at gå til køjs. Det har været en lang dag og 3 dyk tager på kræfterne. Vi sover rigtig godt 😉

6. februar (Koh Tao): Dagen i dag står også i dykningens tegn. Vi skal have 2 dyk. Det første har vi valgt skal være et dyk med fiske-identifikation. Det vil sige vi skal lokalisere nogle forskellige fiskearter og beskrive, hvad de laver, når vi spotter dem. Mit andet dyk skal være et fotodyk, men da vi har lejet undervandskameraet for hele dagen, så har jeg det med ned på første dyk også. Det betyder at jeg er mest fokuseret på at få nogle gode billeder i kassen

og glemmer helt at være med til at identificere fisk 😉 Det er ikke let at “fange” fiskene med kameraet og jeg bruger meget luft fra min tank. Jeg synes at jeg trækker vejret lige så roligt, som under de øvrige dyk, men alligevel går min tank mod nul, så dette dyk må vi slutte efter 35 minutter og min tank er langt længere nede end den har været på nogle af din andre dyk. Jeg har fået nogle enkelte gode billeder, men det kræver øvelse og mange billeder at få de helt perfekte skud, så jeg har meget at lære endnu.
Efter en times pause oppe på båden er vi under vandet igen. Denne gang skulle det alene være undervandsfotografering, men vi får 2 udfordringer. Dels dugger kameraet, da det tilsyneladende har taget vand ind og dels er der en temmelig slem overfladestrøm. Duggen betyder at der ikke bliver nogle gode billeder selv om jeg kommer tæt på bl.a. en bluespottet stingray og Marc prøver at tage billeder af os, men de bliver heller ikke til noget – ærgerligt! Vi må nøjes med at nyde at svømme rundt og se på fisk og koraler.
Da vi skal op og have vores sikkerhedsstop i 3 minutter i 5 meters dybde, må vi virkelig kæmpe med overfladestrømmen. Det er heldigt, at vi kan hænge i linen, som vi også er gået ned omkring for ellers ved jeg ikke hvordan vi skulle have kunnet holde os på samme dybde og sted i 3 minutter og få klaret sikkerhedsstoppet. Da vi har prøvet hvad det vil sige at skulle kæmpe med strømmen, er vi rigtig glade for at vi ikke fik lov til at hoppe i vandet i går ude på Chumphon Pinnacle for derude var der både strøm og søgang, så det ville helt sikkert ikke have været nogen god oplevelse!
Da vi kommer helt op på båden er vi lidt udmattede men også lidt kede af at vores sidste dyk er færdigt for hvornår får vi lejlighed til at komme ned og nyde undervandsmiljøet igen? Tilbage på Bans Diving Center får vi lavet de manglende tests og udfyldt de sidste formularer og så er vi certificerede Advanced Open Water Divers. Det fejrer vi med en god middag og en stor øl 😉 Vi har ikke fået øl eller alkohol overhovedet mens vi har dykket, da vi har læst at det ikke er nogen god kombination, selv om vi kan se at det ikke holder de andre dykkere eller instruktørere tilbage om aftenen!!

7. februar (Koh Tao – Koh Samui): Vi skal idag forlade Koh Tao og tilbage til Koh Samui. Det bliver en lidt hektisk morgen for i går, da vi ville bestille færge til Koh Samui var vi for sent på den, så vi skulle komme igen her til morgen for at reservere plads. Vi vil helst sejle kl. 10 og det viser sig at receptionen og bookingkontoret først åbner kl. 8.30, så vi må samtidig med at vi bestiller og spiser

morgenmad på skift over og bestille færgebillet og checke ud fra hotellet, hvor telefonen desværre går død, så de må bruge nødprocedure og dermed fluesmækker, så det tager rigig lang tid at få betalt vores regning på hotellet, så vi må til sidst sluge morgenmaden og halse op til vognen, som kører os til færgen.
Det bliver en stille og rolig overfart – ikke som da vi sejlede den anden vej med høj søgang, så denne gang nyder vi mere turen.

På Koh Samui bliver vi kørt til Chaweng Beach og Muang Samui Spa Resort. Vi har boet på dette resort for 5-6 år siden hvor det var helt nyt og synes det var super lækkert. Vi er meget spændt på om det stadig kan leve op til vores forventninger. Det kan det! Det er stadig lige flot og hyggeligt omend haven er vokset op og blevet til næsten en jungle. Vi er glade for at vi har fået værelse på 1. sal så vi er kommet op i lyset og har kokusnødderne lige ude for balkonen 😉 Nu skal vi bare slappe af på stranden og nyde solen, så vi skifter straks til badetøjet og pakker håndklæder og bøger i strandtasken og kaster os ned på liggestole under en parasol på stranden.
Om aftenen går vi langs stranden og ser på alle restauranterne, som har sat borde og fakler og lys op direkte i sandet. Det ser meget hyggeligt ud, men vi kan ikke rigtig bestemme os og ender til sidst med at finde en restaurant oppe i hovedgaden!

8. – 11. februar (Koh Samui): Som sagt skal vi bare ligge og slappe af på stranden med vores bøger de sidste dage og derfor er der heller ikke meget at skrive om her i dagbogen. Dagene flyder stort set sammen, men vi nyder det 😉

12. februar (hjemrejse): Hvad vi derimod ikke nyder, men til gengæld vil huske lang tid fremover er vores hjemrejse! Vi skulle have været hjemme på ca. 18 timer, men det endte med at tage 38 timer! Vi er rigtig tidligt oppe, da vi skal flyve fra Koh Samui til Bangkok allerede kl. 6 for at nå Finnair-flyet fra Bangkok til København via Helsinki kl. 9. Turen går fint fra hotel til den lille skønne lufthavn på Koh Samui og videre til Bangkok og f.s.v. også fra Bangkok, selv om vi er en time forsinket, men herefter går det galt. En passager bliver syg og en læge bliver efterlyst over højtalerne. Det viser sig at være alvorligt – det er et hjerteanfald – og efter 3 timers flyvning, hvor kaptajnen har tømt tankene for fuel, lander vi i Delhi i Indien. En ambulance og læger står klar til at hjælpe vores passager, som bliver taget med. Vi får senere at vide, at passageren har haft hjertestop og været bevidstløs, men er blevet genoplivet og er vist nok også kommet til bevidsthed, men han må blive i Delhi.
Vi får fuel på igen og efter en times tid er vi klar til at lette og vi får besked på at spænde sikkerhedsbæltet. Det sker 3 gange i løbet af de næste 2 timer, men hver gang sker der et eller andet og vi sidder stadig i flyveren. Vi må nemlig ikke forlade flyveren, da vi jo af naturlige årsager ikke har visa til Indien! Der er efterhånden godt varmt og indelukket i flyveren, da der ikke er aircondition og solen bager ned på os. Vi kan dog hente sodavand og vand i kabyssen og besætningen kommer også rundt med vand med jævne mellemrum. Efter over 2 timer lukker besætningen dørene op, så vi kan få noget luft ind. Det hjælper og vi er heldige for vi sidder bagerst i flyveren og dermed også nær en udgang, så vi får frisk luft, men det sender jo også et signal om at vi ikke kommer afsted foreløbig. Kort tid efter får vi også meddelelse om at det godt kan tage timer før vi kommer afsted for myndighederne vil ikke give os lod til at flyve. Der skal komme en repræsentant for Finnair og forhandle med lufthavnsmyndighederne.Der går 5 timer inden vi endelig får lov at lette. Vi er også meget lettede 😉 Endelig går turen igen hjemad. Vores trængsler er dog langt fra overstået. For det første er der næsten ingen vand tilbage ombord og sodavand er det også småt med, så besætningen rationerer vand og sodavand, hvilket betyder at vi de næste 7 timer kun får 2 glas sodavand. De indiske myndigheder har nægtet at levere forsyninger til vores fly! Det næste er at vi ryger ind i et frygteligt uvejr, så flyveren hopper op og ned. Aldrig har jeg været så bange for at flyve. Hvor længe kan en flyver tåle at blive kastet rundt i luften? Den klarer heldigvis de 2 timer, hvor vi bliver kastet rundt!
Med 6 timers forsinkelse ankommer vi endelig til Helsinki meget tørstige og sultne og trætte og det blot for at konstatere at vores fly til København selvfølgelig er fløjet for lang tid siden og Helsinki er ikke just et knudepunkt og der er i hvert fald ikke flere flyvere til København en lørdag aften, så vi får overnatning på hotel i Helsinki, hvor der er 2 meter sne og 19 graders frost. Det er lidt af et kuldechok at komme fra 30 graders varme til 19 graders frost og vi har iøvrigt overhovedet ikke noget varmt tøj, så efter en kold bustur gennem Helsinki, får vi tiltrængt aftensmad, et varmt bad og så ellers under dynen. Vi er godt trætte efter at have været undervejs i 24 timer og vågne næsten lige så længe, så vi sover godt dejligt og er egentlig friske, da vi igen står ude i lufthavnen, klar til at tage den sidste strækning hjem, som iøvrigt går fint. Vi er helt hjemme efter 38 timer. Det er den længste tur vi nogensinde har haft hjem fra Thailand!! MEN vi har haft en skøn ferie.