Dagbog fra Philipinerne (2009)

7. jan. (Brisbane—Manila): Det er ren rejsedage. Morgenmad og herefter i lufthavnen for at flyve til Manila via Brunei. Fremme i Manila kl. 22 aften og ud til hotel Manila for en enkelt overnatning. Der er 25 grader, men vådt! Håber det bliver bedre i morgen.

8. jan. (Manila—Coco Beach): Vi er oppe kl. 5.30. Skal lige nå at have morgenmad inden vi bliver hentet kl. 6.40 for at køre den lange tur ned til Batangas og sejle over det Coco Beach. Det er en tur på 3-4 timer i alt. Vi er meget spændt på om vi i det hele taget bliver hentet for vi har haft nogle mails frem og tilbage med kontoret, hvor vi har booket vores ophold på Coco Beach. Vi bliver endnu mere nervøse, da de ikke kommer til tiden. Heldigvis sidder der et andet par (canadier) som også skal hentes. Chaufføren kommer en halv time for sent, men vi er bare lettede, at han kommer! Han indhenter tiden ved at køre rimeligt stærkt ned til Batangas og båden ligger pænt og venter på os, så vi er ovre på Coco Beach kl. 11 og får en fantastisk velkomst. Der er flere af dem vi kender ansat stadig selv om det er 4 år siden vi har været her sidst og de kommer os i møde og siger Welcome back og giver os knus. Det er rigtig rart at være tilbage 😉
Desværre får vi også en nyhed, som vi ikke er så glade for. Vores planlagte cruise, som skulle starte i eftermiddag er aflyst. Skibet HC Andersen er havareret i sidste uge og er på værft! Efter at alle passagerer har fået den besked, er der en underlig stemning for der er kun 7 ledige pladser på cruiset ugen efter og hvem har mulighed for at udsætte, og hvem skal have pladserne, hvis der er for mange der vil flytte? Direktøren for Jysk Rejsebureau er hernede for at rede trådene ud. Meget sympatisk mand. Vi har muligheden for udsættelse, så vi melder os straks, men vi kan ikke få besked om vi er med eller ej før alle har været igennem. Efter 3 timer på pinebænken får vi at vide, at vi kan komme med på næste cruise. Puha en stor lettelse, det var sådan set med det formål, at vi var taget til Philipinerne, så det ville være en afbrænder, hvis vi ikke kom af sted. Vores dag er reddet og vi sætter os tilbage med nogle drinks og nyder at være tilbage i vores lille paradis, efter at have sørget for at vi også havde et værelse her på Coco Beach. Vi fik værelse 7A, som er hos Emma, som også kommer og giver os omfavnelse. Det kan godt være vi er lidt sentimentale, men det er nu dejligt at blive budt velkommen sådan og specielt, når det er 4 år siden vi har været her sidst og de stadig husker os. Selv pigerne fra Cocoband kommer til os senere på aftenen!
Vi får snakket med en masse mennesker (danskere). Vi har jo ikke haft lejlighed til at tale med nogle hjemmefra i 2 måneder, så det er også dejligt at få lidt nyheder og ikke skulle tale engelsk hver gang vi skal snakke med nogle. Vi får også læst lidt i en Berlingske tidende—herligt!Har bestilt bord på Dona Lina, den roterende restaurant til aftensmad! Her bliver vi også budt velkommen tilbage af bl.a. Erwin. Vi får en dejlig 4 retters menu på Dona Lina og nyder at sidde og kikke ud over vandet, selv om det er mørkt. I modsætning til New Zealand og Australien bliver det jo tidligt mørkt her. Omkring kl. 18 slukkes lyset 😉

9. jan. (Coco Beach): Vi har fået en dejlig nats søvn, hvor vi har ligget og lyttet til bølgernes slag mod stranden og ciderne og gekkoerne. Det er dejlige lyde at falde i søvn til og vågne til 😉 Desværre skinner solen stadig ikke, som vi ellers er vant til her på Coco. Vi får dejlig morgenmad med fristbagt brød m.v. – ikke havregryn som vi ellers har levet af til morgen på stort set hele rejsen! Sidder længe over morgenmaden og nyder at kikke ud over vandet og sige godmorgen til en masse mennesker og snakke lidt. Kan godt mærke, at vi også trængte til at se og snakke med nogle andre efter 2 måneder 😉
Vi snakkede i går en del med et ungt par fra København—Celius og Stine og aftalte med dem, at vi skal gå til Sabang i dag, så det gør vi op af formiddagen. Der er noget smattet op bag ved resortet, men vi kommer da op gennem palmerne og op til grusvejen, som fører til Sabang, uden at være nede på alle fire! Vi går ned langs stranden gennem La laguna og videre til Sabang langs stranden. Det ligner sig selv, men der er også bygget en del nyt op af skrænterne. Sabang har også fået nogle nye bygninger (formentlig hoteller) oppe bagved, men ligner ellers sig selv ned mod vandet. Vi sidder på en strandbar og får en fadbamse og betragter livet omkring os. Vi når desværre ikke ind bag ved til alle butikkerne og restauranterne, da Stine og Celius har en aftale med Mogens fra Jysk Rejsebureau omkring deres videre rejse! Vi tager en banca (udriggerbåd) tilbage til Coco Beach og ligger ligger lidt på stranden med en bog indtil happy hour! Herefter aftensmad og hygge i restauranten til sengetid.

(overskyet og 27 grader)

10. jan. (Besøg hos Wilbert): Vågner igen til overskyet. Øv øv. En af tjenerne Wilbert, som vi har snakket en del med de andre gange, vi har været på Coco Beach, har inviteret os hjem til ham privat, så vi skal møde ham i havnen i Puerto Galera kl. 10.30.
Da vi kommer ind med båden sidder han pænt og venter på os med sin søn på 5 år. Han har en tricycle stående, som vi skal køre på. Ulrich bag på og jeg ind i den lille sidevogn. Der er ikke meget plads, men med godt bukket hoved går det. Vi kører op bag i byen af små snoede og stejle betonveje og ender oppe ved hans hus. Det ligger på en skråning og der er ikke meget grund omkring, men hunde og høns går rundt omkring. Huset er bygget af fundablokke og ikke pudset efterfølgende og har bølgebliktag. Der er 2 rum i huset. Soveværelse og kombineret køkken og stue, med en reol til at skille. Der er linoleum lagt løst på gulvet og stuen er sparsomt møbleret med en træbænk og 2 stole og et lille bord! Wilberts kone tager smilende imod os og det er tydeligt, at de er meget stolte af deres hus, så vi roser det selvfølgende i høje toner. Vi bliver straks bedt om at sidde ned og får serveret øl og der går ikke lang tid før der kommer en masse personer gennem huset. Nogle sidder lidt og andre går bare lige igennem og siger et par ord og børnene render også ud og ind af dørene. De bliver alle præsenteret som onkler, tanter, søster, niecer og nevøer. Det er en stor familie og de bor lige omkring Wilberts hus. Der kommer mindst 20 mennesker igennem i de 3 timer, vi sidder der. Vi får først serveret hjemmelavet forårsruller og senere nudler. Det smager begge dele ganske godt, men det er meget svært at holde gang i en samtale. Vi kender trods alt ikke Wilbert så godt og samtidig ved vi heller ikke, hvor meget vi kan spørge om. Om vi kommer for tæt på, for selvfølgelig er der en masse ting, vi gerne vil vide om Philipinerne og deres levevis, men vi er lidt berøringsangste. Det er meget sjovt at besøge Wilbert og hans familie og se, hvordan de bor, men det bliver også 3 lange timer!! På et tidspunkt skal jeg på toilettet. Det foregår i det ene hjørne af stuen, hvor der er et par trin op og bag et forhæng, er der et lille toilet uden bræt osv. og en stor plastikspand ved siden af med vand til at skylde efter med. Det er lidt underligt, at skulle tisse bag et forhæng samtidig med, at de andre sidder lige ved siden af og snakker og spiser!!
Da klokken er lidt i 2, kører Wilbert os ned til havnen igen, hvor vores bådfører venter på os og sejler os tilbage til Coco Beach.
Vi prøver at sove lidt ved poolen, da det har været anstrengende at være på privatbesøg, og vi har også fået 2 stærke øl, som lige skal fordampe! Jeg har fået en kraftig hovedpine, så vi trækker os snart tilbage til hytten og får faktisk slet ikke nogen aftensmad, men til gengæld en lang nattesøvn 😉

(overskyet og småregn 25 grader)

11. jan. (Puerto Galera): Det er også overskyet da vi vågner her til morgen, men det er som om skyerne er knap så tunge i dag! Måske er det bare ønsketænkning, men de virker lidt lettere selv om solen stadig ikke kommer igennem! Vi har aftalt med Stine og Celius og et par mere, som faktisk bor 500 meter fra os hjemme i Hillerød, at vi skal over at se cockfight i Puerto Galera kl. 13. Vi har været der før, men synes det er meget sjovt, så vi vil gerne derover igen og de andre har ikke prøvet det før, så vi er guider!!
Vi tager en båd over til Puerto Galera og derfra en tricycle videre op til arenaen. Der er fuld gang i de første kampe da vi kommer, så vi kommer lige ind i infernoet af skrigende og fægtende mænd, som er i gang med at gøre deres indsatser. Selve kampene på arenaen mellem hanerne varer ikke mere end omkring 10-20 sekunder pr. kamp og det er lidt blodigt at se på, men det er sådan set ikke det, som er trækplasteret for, at vi kommer til cockfight. Det er alt det, som sker før kampene. Vi har stadig ikke efter 3 gange fundet helt ud af, hvordan hele spillet foregår, men at se de stolte ejere af hanerne først gå rundt og finde nogle passende modstandere og få sat knive på fødderne af hanerne og efterfølgende se hvordan alle tilskuerne går deres indsatser i arenaen med råben og skrigen og fagter og pengesedler, som ryger gennem luften. Det er utrolig facinerende at betragte. Den barske del er selvfølgelig at se hvor hurtigt det går med at den ene hane stikker den anden hane til døde med sin kniv på foden og hvordan hanerne efterfølgende bliver syet sammen ude bag ved, hvis de ikke er døde, men kun såret, så de ikke har kunnet kæmpe videre. Dem som dør under kamp ender i suppegryden om aftenen, så der er vist mange i Puerto Galera, som får høns søndag aften!!
Efter hanekampene går vi lidt rundt i Puerto Galera og ender nede på havnen, hvor vi finder et lille sted, hvor vi kan få en øl og en tunsandwich, inden vi tager båden tilbage til Coco Beach.
Vi har bestilt bord på Dona Lina igen, hvor der er en pragtfuld 5 retters menu af virkelig høj kvalitet.
Efter middagen sidder vi lidt sammen med en flok danskere, som sidder sammen med en af tjenerne, som spiller guitar og synger.

(overskyet og 23 grader)

12. jan. Yes. I dag ser det ud til at solen vil vise sig for os. Det er ikke helt skyfrit, men solen kommer ind i mellem, så stranden kalder på os og der bliver vi stort set resten af dagen. Så vi er godt skoldede, da vi når aften! Vi er for første gang ude at bade og snorkle ud for Coco Beach. Vi bliver noget skuffet. Det er et sørgeligt syn, som møder os under vandet. Koralerne er stort set alle døde og slået i stykker! Der er dog stadig mange fisk i alle regnbuens farver, men da det har været dårligt vejr gennem lang tid er sigtbarheden ikke helt så god og da vandet ikke er mere end ca. 22 grader, så bliver vi hurtigt færdig med vores snorkletur! Vi håber ikke, at alle koralrevene her omkring er lige så ødelagte som det er ud for Coco Beach.
Vi får middag i den almindelige restaurant og sidder og hygger os med de andre danskere om aftenen.

(Solen er kommet lidt igennem i dag—27 grader– dejligt)

13. jan. Solen er også lidt fremme, da vi vågner i dag, men den får det svært mellem skyerne!! Det har været en kold nat. Vi har været nødt til at bede om et extra vattæppe i stedet for bare lagenet, som vi plejer!
Efter morgenmaden tager vi med freeboat til Long Beach, som ligger 20 minutters sejlads fra Coco. Der er mulighed for at snorkle, så vi håber det er bedre end ud for Coco. Så snart vi nærmer os stranden kommer alle sælgerne i deres små både og ligger til på stranden. De ved, at der kommer turister fra Coco Beach, så de håber på at gøre en god forretning med salg af perler, sko, saronger, armbånd, liggeunderlag, ture m.m. Vi prøver venligt at afvise dem, men et par stykker er temmelig ihærdige, da vi viser lidt interesse for nogle sko, som vi kan have på i vandet. Vi kan dog ikke blive helt enige om prisen. Det sædvanlige spil går i gang!
Vi slipper væk fra sælgerne ved at gå ud og snorkle og her bliver vi glade. Der er både koraler og flotte fisk, så vi kan godt holde det lidt kolde vand ud i en halv times tid.
Inde på stranden igen venter vores ihærdige sælger og lige inden vi skal forlade stranden bliver vi enige om en pris, men vi har desværre ikke nogle penge med, så han må følge efter os i sin båd til resortet og det gør han gladelig for at få sine penge!
Om eftermiddagen sad vi med en bog og en gt på balkonen og var ovre at se på et skildpadde-projekt, som er her på Coco beach, hvor man har taget 20 havskildpadder under sine vinger eller rettere har puttet dem i et lille svømmebassin, hvor de bliver fodret hver dag og når de bliver store nok til at de kan komme ud i havet uden at blive spist af fugle eller fisk, så bliver de sat fri. De har nu været her siden de kom ud af æggene dvs. 10 måneder og de er meget forskellige i størrelse. Nogle er hurtigere ved fodringstid, så de vokser hurtigt. De mindste er ca. 15 cm og de største 25 cm. Hvis skildpadderne ikke bliver passet på som her regner man kun med at en ud af 1000 overlever og kan vende tilbage til stranden, hvor den selv blev født og ligge æg!
Aftensmaden er på Dona Lina, hvor vi for tredje gang fik en fantastisk middag og efterfølgende fandt vi sammen med 3 par danskere og fik en enkelt lille drink i baren inden sengetid.

(Overskyet det meste af dagen og 22-25 grader)

14. jan. Dårligt vejr! Helt overskyet fra morgenstunden oven på en kold nat, hvor vi ligget og puttet os under vattæppet. Halsen har det ikke så godt efterhånden. Vi trænger til noget varme! Vi beslutter at gå en tur til Sabang op ad formiddagen for at finde en pengeautomat, da vi er ved at løbe tør og hvis vi skal ud at sejle i morgen, kommer vi nok ikke i nærheden af en automat foreløbig. Vi føler os endnu ikke sikre på, at vi kommer af sted for vi har intet hørt om skibet er færdigt på værftet eller ej!
I Sabang begynder det at regne, så vi må have pitstop på en strandbar, så vi ikke bliver for våde! Vi finder ikke nogen pengeautomat i Sabang men får set lidt mere af byen end sidst vi var her. Den ligner sig selv med masser af små butikker og barer bag strandhotellerne og dykkerbutikkerne og der er stadig både hurtige piger og ladyboys 😉 Der er bygget en del nyt oppe bagved. Bl.a. et hotel som ligner et eventyrslot kaldet Tropicana Castle. Det ser rigtig flot ud.
Da vi jo skal have fat i nogle kontanter tager vi en jeepney til Puerto Galera, hvor vi er mere heldige. Her er en automat og den vil også give os de ønskede kontanter, så vi kan klare os en uges tid!
Frokost på havnen og så ellers en banka tilbage til Coco Beach, hvor vi når Happy Hour sammen med Stine og Celius. De skal på Dona Lina i aften, men vi bliver nede i den alm. restaurant.
Vi sidder spændt og venter på om der kommer nyt om Hans Christian Andersen, skibet vi skal sejle med i morgen. Ved 9-tiden kommer der et opslag op. VI SKAL UD AT SEJLE. Det var en god nyhed, så bliver vi ikke snydt endnu engang! Hvad vi dog er knap så glad for, er vejrudsigten. Det blæser meget op her til aften og når vi kikker på DMI lover de ikke stort bedre vejr den næste lange periode, så vi er lidt skeptiske overfor, hvordan det bliver at komme ud på havet. Vi trøster os med, at i hvert fald den første del af sejlruten ligger i læ af den ø vi bor på nu—Mindoro.

(Overskyet hele dagen og koldt. Vi har haft lange bukser og flistrøje på!)

15. jan. (Afrejse med H.C. Andersen):Vi har spændt siddet hele dagen og spejdet ud over vandet for at få det første glimt af Hans Christian Andersen. Vores krydstogtskib. Vi har villet se skibet før vi har turdet tro på, at vi kom af sted. Der har verseret så mange rygter i ugens løb, at det har været svært at tro på, at det virkelig kom! Nu kan vi se det ude i det fjerne, så nu tror vi på, at vi kommer ud at sejle 😉 Vejret er stadig ikke det bedste. Det blæser og er overskyet, så vi har sørget for at få mange bøger med og downloadet lydbøger også, så vi har beskæftigelse, hvis vi ikke kan komme så meget ud at snorkle!!
Klokken 15 ligger Hans Christian Andersen endelig og vugger ud for Coco Beach. Der er en dejlig løssluppen og forventningsfuld stemning blandt alle os, som skal ud at sejle. Nok særligt hos os som skulle have været af sted i sidste uge og nu har gået og ventet spændt i en hel uge i halvdårligt vejr. Vores bagage bliver først sejlet ud til skibet og derefter er det vores tur. Vi bliver sejlet ud i små motorbåde, som også er redningsbåde på skibet. De er ikke store og der er pæne bølger, så det er med at sejle stille og følge bølgerne nøje for at vi ikke bliver dynget til med vand. Jeg er ikke specielt glad for denne tur, da vi har både PC og kamera m.v. med i vores rygsække. Vi kan sagtens selv klare en tur i baljen, hvis vi skulle kæntre, men jeg ville være meget ked af at miste alle vores billeder, som ligger på PC og kamera fra hele turen!
Vi kommer tørskoet ud og går ombord på skibet. Ved første øjekast ser det bestemt bedre ud end Coco Explorer, som vi tidligere har sejlet med på nogenlunde samme sejlrute. Vi samles på øverste dæk til velkomstdrink. Det blæser meget, men vi får nogle rigtig gode drinks, så vi mærker det ikke så meget! Det er Odi, som vi kender fra tidligere togter, som byder os velkommen og fordeler kahytterne. Vi var blevet lovet en kahyt på øverste dæk, hvis de ikke var solgt hjemmefra, p.g.a. udsættelsen af togtet, men de var solgt, så vi må ned i skibet. Alle kahytter er udvendige, men der er 4 på øverste dæk, som er lidt bedre/større end de øvrige. Vi får nr. 9, som ligger midtskibs. Vi bliver positiv overrasket over hvor stor og fin den er i forhold til dem vi kender på Coco Explorer. Det viser sig senere, at det også er en af de største på skibet! Det er vi meget tilfredse med 😉 Vi konstaterer lige at bagagen er i kahytten og går igen op på øverste dæk, hvor der er happy hour. Alle er glade over at være ombord og vi får snakket med en masse nye mennesker igen. Aldersfordelingen er meget spredt. De yngste er sidst i tyverne og de ældste er sidst i tresserne. Det er rigtig sjovt at høre om hvor folk kommer fra og forventninger til togtet. De fleste er meget berejste og enkelte har også været på togtet før i lighed med os. Vi hører om mange spændende rejser, de andre har været på og får nogle tip, som vi måske vil benytte os af på vores videre tur.
Klokken 19.30 er der middag i messen, hvor der er dækket pænt op. Det blæser for meget til, at vi kan sidde oppe på dækket—desværre! Vi hygger os sammen med Stine og Celius og hører lidt om dykkemulighederne, da der er briefing for dykkerne. Vi har hidtil kun snorklet, men overvejer om vi skal have et prøvedyk, hvis der bliver mulighed for det.
Efter middagen er vi på dækket igen. Det er stjerneklart! Det sætter forhåbninger til i morgen. Der er ikke meget ved et krydstogt, hvis det er dårligt vejr, så vi håber virkelig at solen kommer frem. Det blæser stadig meget og vi gynger en del, men heldigvis er ingen af os syge. Da vi kommer ned i vores kahyt for at gå til ro, viser det sig, at koøjnene ligger lige over vandlinien. Altså i roligt vejr! Nu hvor bølgerne er pæne høje er glasset skiftevis over og under vandet. Det er bestemt ikke nogen god fornemmelse! Jeg er ikke hel tryg ved det, men der er jo lige som ikke nogen valgmuligheder, så jeg må prøve at tænke på noget andet og falde i søvn fra det! Jeg falder i søvn, men det er en lidt urolig søvn, så jeg er træt da vækkeuret ringer næste morgen!

(Overskyet og blæsende, 20 grader)

16. jan. (Pandan Island): Det er dejligt at slå øjnene op efter en urolig nat med søgang og motorstøj, som man lige skal vende sig til. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og vandet er helt fladt. Det er lige sådan vi drømt om, at det skal være ;-). Morgenmaden bliver serveret på øverste dæk, mens vi sidder og ser ind på 2 øer omgivet af hvide sandstrande og bjergene i det fjerne på Mindoro. Der er en dis over bjergene, som får dem til at få et skær af mystik over sig. Det ligner næsten kulisser, så flotte er de. Oppe over bjergene er der skyer og vi hører senere, at det regner på den anden side af bjergene, hvor Coco Beach ligger. Så er vi ekstra glade for at være her i solen 😉
Vi er ankret op ud for Pandan Island, som er en lille privatejet ø med et lille ressort på. Efter mor-genmaden bliver vi sejlet ind til denne lille ø for at snorkle og solbade. Der er fine koraler og fisk lige ud for stranden, men lidt længere ude, skulle der også være mulighed for at se havskildpadder! Vi tager straks maske, snorkel og finner på og kaster os ud i vandet. Der er ikke så meget at se der, hvor vi går ud. Der er sandbund med lidt søgræs og det tiltrækker åbenbart ikke så mange fisk, men da vi kommer 50 meter ud fra stranden på 5 meters vand ser vi den første skildpadde. Den ligger på bunden og spiser af søgræsset. Den er fuldstændig upåvirket af, at vi ligger og svømmer over den og dykker ned ved siden af den. Den spiser roligt videre! Vi ligger og betragter denne store skildpadde (ca. 1 m) et godt stykke tid. Der er ikke ret mange andre fisk omkring den, så vi vil svømme ind til stranden igen, men ikke langt fra skildpadden er der en stor betonklods nede på bunden, som bliver brugt til at fortøjre både til. Den er i sig ikke særlig spændende, men det er derimod de fisk der er rundt om den. Der er 5 leonfish – vist nok dragefisk på dansk. Det er nogle rigtig flotte fisk i orange-brune farver med finner der minder om store fjerdragter, som flagrer omkring den! Længere inde mod stranden ser vi endnu en skildpadde. Ikke helt så stor som den første, men stadig en anselig størrelse. Den ligger på kun 2 meter vand, så den er vi tættere på. Det er en flot syn, når den ligesom flyver gennem vandet.
Inde på stranden kryber vi lidt i skygge med vores bøger. Solen er virkelig skarp.
Inden vi skal tilbage til båden for frokost er vi inde at se nogle små baby-skildpadder, som bliver passet indtil de er store nok til at have en rimelig chance for at overleve i vandet og jeg er også ude en gang mere og snorkle ved koralerne. Her er flotte levende koraler og mange kulørte fisk, men vandet er blevet lidt uroligt igen, så sigtbarheden er ikke helt fin. Sand bliver virvlet op fra bunden.
Efter frokost og afslapning på dækket er der “udflugt” til Sablayan. Vi bliver igen sejlet ind i de små redningsbåde og inde på kajen venter der en hel stribe tricycles, som kører os ind til byens museum. Det er ikke den store oplevelse, men herfra kører vi videre til et meget stort overdækket marked med fisk, kød, grøntsager og tøj m.v. det er meget sjovt at gå rundt her, men vi går også over en hængebro over en flod og kommer over til en fiskerlandsby, hvor de alle bor i hytter af bambus og palmeblade. Det er meget primitivt, men spændende at se, hvordan de indretter sig. Her er rigtig mange børn, som alle siger helloo og gerne vil i kontakt med os, men er alligevel generte. Det er ikke alle som er lige rene, men de er alle meget søde.
Kl 17 går turen tilbage til skibet, hvor vi tager en powernap inden aftensmaden. Vi er temmelig trætte efter ikke at have sovet så meget i nat og så den megen sol, så vi går ned i kahytten lige efter aftensmaden. Er spændt på om denne nat bliver lige så urolig som sidste. Vi skal sejle hele natten for at komme ned til Coron Bay.

(Sol fra morgen til aften. 30 grader)

17. jan. (Coron Bay): Vi har sat vækkeuret til for at komme op kl. 6 og se indsejlingen til Coron Bay. Selv om vi har været her 2 gange før og kender indsejlingen er det nu stadig et betagende syn med de høje saltstensklipper på den ene side og de mere “almindelige” bjerge på den anden side. Vandet er næsten fladt nu og solen står op uden at være “generet” af skyer! Det ser ud til at blive endnu en dejlig dag oven på en nat, hvor vi ellers har rullet en del på bølgerne. Heldigvis er ingen af os blevet søsyge.
Vi spiser morgenmad på øverste dæk med udsigt til saltstensklippeformationerne og det blå vand. Det er bare så flot. Bedre udsigt tror jeg ikke man kan tænke sig til morgenmaden. Efter morgenmaden hopper vi i redningsbådene og bliver sejlet ind til den blå lagune og Kayangan Lake, som ligger på Coron Island, og siges at være den reneste sø i Philipinerne. Inde i en lille lagune bliver vi sat af for at gå op af bjerget til Kayangan Lake. Der er lavet nogle trappetrin op af bjerget, så det er ikke så anstrengende at komme derop. På vejen når vi temmelig højt op og får den skønneste udsigt ud over den lille lagune vi er sejlet ind i og limstensformationer, med det turkisblå vand imellem. Det er lige et billede til turistplakaten 😉
Søen ligger omgivet af høje lodrette klipper, som fortsætter ned i vandet. Der er ikke nogle farverige fisk, da det jo er en ferskvandssø, men der er til gengæld nogle rigtig flotte klippeformationer under vandet. Det ligner næsten katedraler med masse af tårne og spir og da søen er meget dyb og med fuldstændig klart vand, er det som at flyve den over alle disse katedraler, når man ligger og snorkler i overfladen. Selv uden fisk, bortset fra nogle små nogle i overfladen, som ligner hornfisk, er det betagende at snorkle her og da vandet holder en temperatur på ca. 28 grader plasker vi rundt en times tid. Lige inden vi skal op har en af de andre fundet en grotte, som vi skal over til og svømme ind i. Der er meget smalt, men et stykke inde kan man se op til himlen og lianerne hænger ned mod os. Vi mangler bare Indiana Jones eller Tarzan for at fuldende billedet 😉
Vi sejler tilbage til skibet og får frokost på dækket og sejler så videre til Banana Island, hvor vi skal have happy hour og helstegt pattegris på stranden til aftensmad. Der er et par timers sejlads, så vi sidder og læser og soler os på dækket.
Fremme på Banana Island kaster vi os straks ud i vandet for at se hvilke fisk og koraler havet omkring denne ø byder på! Der er både flotte koraler og fisk og nogle enorme muslinger. De er nok 50 cm lange og ligger med åbne “læber” i flotte blå og lilla farver og venter på et bytte, som de kan klemme sammen om og fortære!
Ud over snorkling byder eftermiddagen på beachvolleyball. Det er rigtig sjovt, men også anstrengende at løbe i det løse sand. Vi danner hold og spiller mod besætningen. Vi vinder stort, men der bliver heller ikke givet ved dørene! De sidste bolde blive spillet i stort set mørke, så det er utrolig, at vi overhovedet kan se og ramme bolden.
Vi må en tur i vandet og have vasket alt sandet af os inden vi kan sætte os til bords og tage for os af retterne på den flotte opstillede buffet. Der er grillet fisk, kæmperejer, blæksprutter og den helstegte pattegris og dertil salater. Det er imponerende hvad de kan trylle frem til os her på stranden! Baren er også med fuld sortiment, så der bliver rigtig hygget under stjernehimlen til kl. 23, hvor de sidste både sejler tilbage til skibet.

(Sol fra morgen til aften, 30 grader)

18. jan. (Sangat og Culion): Solen skinner og livet er herligt. Vi har haft en rolig nat på søen og sovet igennem! Vi nyder som sædvanlig morgenmaden på dækket. Programmet for i dag byder på 2 forskellige øer. Vi ligger lige ud for Sangat island, som er en temmelig ufremkommelig ø. Den består af høje klipper og en lille kridhvid sand-strand på et par hundrede meter og en lille bitte ø, som deler stranden i to. Der ligger en lille res-sort på stranden og palmerne står helt ned til vandet. Det er en rigtig honeymooner sted 😉 smukt, men nok lidt ensomt i længden! Der plejer også at være aber her, men vi så ikke nogle denne gang.
Vi fik lidt tid her på stranden, hvor vi selvfølgelig var ude at snorkle, inden vi skulle ud på en snorkletur rundt om øen! Det er virkelig en tur for vandhunde eller solbadere. Vi hører til den første kategori, men kan ikke undgå at få sol samtidig—specielt på ryggen, som hele tiden ligger i vandoverfladen ;-). Vi har bøger med, men når ikke at få åbent dem. Kun om aften inden vi skal sove og der er vi som regel for trætte til at læse på grund af al den megen sol og friske luft, så det bliver ikke til mange sider!
Tilbage til Sangat Island. Ud over at det er et smukt lille sted, så er der også fremragende at snorkle direkte fra stranden. Der er flotte koraler og fisk få meter fra strandkanten, så selv om vi skulle have været videre, havde vi været fuldt tilfredse! – men som sagt skulle vi på snorkletur med redningsbådene. Vi sejlede først vest om øen til en coralgarden, som absolut også levede op til forventningerne. Her har ikke været nogle tyfoner eller tsunamier, som har ødelagt koralerne og heller ikke så mange turister!! (som kan finde på at vade på koralerne og ødelægge dem!) Så det er de flotteste koraler i alle mulige farver og faconer. Det er bare så flot, så når man ligger der i overfladen med sin snorkel og maske og finner og kun hører sit eget åndedrag og ser den vidunderlige naturfilm, som udspiller sig under en, så er man tilfreds og afslappet. Jeg tror ikke der findes nogen bedre terapi. Det er så beroligende og fredfyldt, at man slet ikke bruger energi på at tænke på andet end denne forunderlige verden, som er lige under en!
Efter denne coralgarden sejler vi videre til østsiden af øen, hvor der ligger nogle gamle skibsvrag fra 1944, hvor amerikanerne fangede den japanske flåde, som havde søgt skjul her mellem alle de små øer. Det ligger bl.a. et vrag af en kanonbåd, som formentlig blev brugt til at jage ubåde. Den ligger på en koralrev med stævnen helt oppe i 3-4 meters dybde, så selv som snorkler, kan man få et indtryk af hvordan den har set ud, selv om den jo altså efter alle de år selvfølgelig er gået noget til og koralerne vokser overalt på den. Efter snorkleturen er det frokosttid og det foregår på skibets dæk. Skibet sejler samtidig med vi spiser og når frem til vores næste ø efter et par timer. Det er Culion, hvorpå Culion town ligger. Denne ø og by er kendt for at være hjemsted for tusinder af mennesker som led af spedalskhed i over 100 år. De blev isoleret på denne fjerne og isolerede ø! I flere årtier, var det verdens største koloni af spedalske. “De levende dødes ø”. Der blev imidlertid fundet en kur til at kurere spedalskhed i 1980erne og øen er i dag erklæret fri for spedalskhed, men der er stadig et hospital/museum, hvor man kan se og lære om spedalskhed.
Da vi har været i Culion 2 gange før brugte vi ikke tid på museet og heller ikke deres ellers flotte katolske kirke, som er bygget af koralsten. Vi ville hellere bare gå en tur i byen og os se på menneskene. Der plejer at være mange mennesker på gaden, men det er søndag i dag og i øvrigt en meget fugtigvarm dag, så der er ikke mange at se på gaden, men de sidder inde i skyggen i deres hytter/huse og ser ud på os og alle smiler de og hilser pænt. Vi får hurtigt set hvad vi vil og sætter os ned, hvor båden går tilbage til skibet. Her er der en lille restaurant/bar, hvor vi kan få en dejlig fadbamse og sidde og kikke ud over havet. Der går heller ikke længe før vi ikke er alene. De andre, som har været på rundtur til museum og kirke finder ned til os og trænger også til øl!
Tilbage på skibet får vi aftensmad og så er vi ellers klar til at gå i seng. Vi bliver tilsyneladende mere og mere trætte for hver dag der går, selv om vi også sover længere og længere!!

19. jan. (Calumbuyan og North Cay): Endnu en dag, hvor vi vågner til solskin. Vi har efterhånden vænnet os til at solen skal skinne hver dag. Pudsigt men man vænner sig hurtigere til solskin end regnvejr 😉
Programmet for i dag er også besøg på 2 forskellige øer. “Formiddagsøen” er Calumbuyan Island, som kun ligger en times sejlads fra den sidste ø i går. Den skulle være omgivet af et meget rigt liv under vand. Få meter fra land skulle der være koraler, som iflg. Odi vores guide skulle være mere storslået end Apo Reef, som vi ellers tidligere har anset for at være helt fantastisk, så vi er spændte på at komme i vandet. Vi bliver ikke skuffet. Det er virkelig flotte koraler og i øvrigt også fisk. Vi ser hele tiden nye koraler og nye fisk, som vi i hvert fald ikke kan huske at vi har set før 😉 Den ene flottere end den anden. En af dem, som vi alle er meget betaget af er klovnefisken også kaldet Nemo 😉 Denne flotte røde og hvide lille fyr, som holder til i en ellers giftig koral er helt speciel. Det er den eneste fisk, som kan blive imum over for koralens gift, som ellers lammer alle små fisk, der kommer i nærheden. For at klovnefisken vedbliver at være imum må den dog ikke forlade koralen i mere end højst 12 timer, så den ligger altid og svømmer imellem eller lige over koralens fangarme, da de jo giver den beskyttelse mod andre fisk, som vil blive lammet, hvis de rammes af fangarmene!
Koralerne her imponerer os også, de lyser op til os i alle regnbuens farver. Vi kan slet ikke få nok. Vi ligger stort set hele tiden i vandet, mens vi har base på Calumbuyan Island, hvilket vil sige over 2 timer og ingen af os higer efter at komme videre til næste ø. Vi vil bare blive liggende i dette paradis selv om vi er helt opløste og røde på ryg og baglår!
Vi kan dog ikke selv bestemme! Vi må ud på skibet og have frokost og sejle videre til North Cay. Det er en meget lille ø, som man kan gå hele vejen rundt om på 20 minutter. Der er hvid strand hele vejen rundt og masser af skalder og koraler er skyllet op og ligger og venter på at blive samlet op. Den ene flottere end den anden. Desværre må vi jo ikke indføre skalder og koraler i Danmark, så vi må lade de fleste ligge, men kan selvfølgelig ikke lade være med at putte et par små flotte skalder i tasken! Ude i vandet er der ikke så meget at se. I hvert fald ikke sammenlignet med i formiddags! Jeg ser dog en kæmpe blæksprutte på 50-60 cm. Så stor en fyr har jeg aldrig set før.
Pludselig begynder skyerne at trække sig sammen over os og for første gang på vores cruise får vi en regnbyge. Den varer dog ikke længe, men det er nok til, at vi ikke synes det er sjovt at være på en lille ø, hvor der kun er strand, så der går ikke lang tid før alle er i bådene og på vej tilbage til skibet. Samtidig med regnen er det også blæst lidt op, så det bliver en lidt våd sejltur. Selv om bådførerne gør alt hvad de kan for at følge bølgerne, kan det ikke undgås at vi får lidt vand ind over i de meget små både!
Tilbage på skibet tager vi en slapper på kammeret med en gt inden vi går op til happy hour og mere gt 😉
Der er lagt op til at aftensmaden i aften skal spises sammen med officererne og besætningen i aften og efter aftensmaden skal der være videoke på dækket. Der er sat fjernsyn og store højttale op og microfonerne er fundet frem!! Vi er så “heldige” at få kaptajnen ved vores bord! Der er 2 ledige pladser ved bordet og først vælger han at sætte sig ved siden af en dame, som han snakker lidt med, men da han finder ud af, at Ulrich har sejlet og stadig er i et rederi, er han mere interessant at snakke med, så Ulrich har “æren” af ham resten af middagen. Vi må til sidst sige, at vi er trætte og skal i seng for at slippe af med ham!

20. jan. (Dibotonigh og Panlaitan): Skyerne fra i går er heldigvis væk igen og det ser ud til at blive en rigtig dejlig solrig dag med fladt vand. Vi starter dagen med at sejle ind til endnu en lille ø kaldet Dibotonigh Island omgivet af—ja, rigtig gættet koralrev 😉 Der er en flot hvid strand og oppe bag ved er der fint græs og nogle små bambus pavilloner, som man kan søge dækning i når solen bliver for skrap og den er “slem” i dag. Alle ligger enten i vandet eller oppe i skyggen. Der er simpelt hen for varmt i solen med mindre man er under vand. Det er et væld flotte koraler og fisk, så det gør ikke noget, at vi er “nødt” til at være i vandet! Ud over alle de “sædvanlige” fisk ser vi i dag også en rokke. Det er første gang vi har svømmet sammen med sådan en. Den er ganske vist ikke så stor, ca. 30 cm + hale, men en rokke er det.
Vi får serveret en dejlig frokost inde på stranden og hen på eftermiddagen bliver vi hentet og sejlet over til en anden ø, hvor der er en fiskerlandsby. Øen hedder Panlaitan, men bliver også kaldt børnefabrikken, da der bliver “lavet” rigtig mange børn her. Vi er heller ikke i tvivl om tilnavnet, da vi ankommer til øen og byen. Der er børn over alt! De er søde og hilser alle på os og vil rigtig gerne fotograferes og selv se billedet på kameraskærmen bag efter. Det er meget let at få “venner” her ;-). Bortset fra alle børnene er det meget sjovt at se denne by. Der er kun få huse af sten. De fleste er af bambus. De ernærer sig ved fiskeri og det er man slet ikke i tvivl om, når man nærmer sig byen for her stinker af fisk og over alt på stranden er der stativer, hvor der ligger små blæksprutter til tørre.
Vi er tilbage på skibet til happy hour og aftensmad, hvor vi som sædvanlig har det rigtig rart og sidder og snakker med de andre passagerer. Vi er kun 36 ombord, så vi kommer hurtigt til at kende hinanden mere eller mindre og vi finder sammen i små grupper til aftensmaden.

(sol hele dagen og meget varmt. 30-35 grader)

21. jan. (Apo Reef): Sol skinner fra morgenstunden og vandet er næsten fladt selv om det har været en temmelig urolig nat, hvor vi har rullet i bølgerne. Vi er nået til turens højdepunkt—nemlig Apo Reef, som har været helt fantastisk at snorkle på de 2 andre gange vi har været her. Vi har ganske vist læst, at der har været en tyfon i 2006, som skulle have ødelagt koralerne noget, men vi glæder os stadig til at opleve den fantastiske verden under havets overflade her.
Vi bliver sejlet ind til den lille ø, hvor vi har base og skibet sejler igen, da det ikke må ankre op, idet vi er i marinenational-park med visse restriktioner!
Inde på øen søger vi straks en skyggefuld plads under træerne, da vi kan mærke, at solen bliver rigtig kras i dag. Den stikker allerede her fra morgenen/formiddagen af. Vi har lidt tid inden vi skal på den første snorkletur hen over revet, så vi går en tur på “bagsiden” af øen, hvor vi ved at skildpadderne komme op og lægger deres æg. Vi ser ingen skildpadder, men der er spor i sandet efter dem. Så de har været der i løbet af natten. Mens vi går her i strandkanten og snakker, ser vi en fisk komme svømmende en meter fra land. Da den kommer helt tæt på os ser vi, at det er en haj. Vi har aldrig set hajer før her og havde bestemt ikke regnet med at se en så tæt på land. Vi bliver helt forvirret og når ikke at få fotografiapparatet frem før den bliver bange og hurtigt svømmer væk fra os. Vi prøver at følge den, men den er for hurtig og forsvinder ud til havs. Før I får et helt billede af Dødens Gab eller lignende må jeg hellere fortælle, at den altså ikke var mere end 50 cm lang 😉
Lidt senere går vi i redningsbådene og bliver sejlet ud til kanten af revet, hvor vi springer i vandet for at svømme/drive med strømmen over revet og blive samlet op et par hundrede meter længere nede. Det skulle som sagt være højdepunktet på turen med farvestrålende koraler og masser af kulørte fisk, men vi bliver noget skuffet. Dels er sigtbarheden ikke så god som vi kunne ønske og dels er koralerne ødelagte. Der er ikke mange farver at se. Vi må konstatere, at det vi har læst om, at koralerne er ødelagte efter en tyfon i 2006 er fuldstændig rigtigt. Det er absolut ikke hvad vi er vandt til at se her. Det er smadder ærgerligt. Da der nu ikke er så mange koraler at se på, vælger vi at svømme helt ude på kanten af revet, hvor man ser helt ned i dybet og mørket, hvilket jeg tidligere ikke har været meget for. Denne gang generer det mig imidlertid ikke, så vi vil se efter større fisk, skildpadder og hajer, som typisk er herude på kanten. Der går heller ikke lang tid før vi ser den første skildpadde. Den er dog langt nede, så den er ikke så tydelig, men lidt senere kommer nummer 2 og nr. 3 kommer lige imod os og svømmer sammen med os for en stund, så den får vi studeret nøje. Når den svømmer lige neden under os er det som at se en fugl, der flyver stille og roligt hen over koralerne. Et eventyrligt syn! Og eventyret fortsætter. Sammen med store stimer af forskellige farvestrålende fisk, som vi ikke kender navnene på, dukker der pludselig en haj op og den er ikke helt lille! Den er vel lige knap 2 meter. Den tager det ganske roligt og lader sig tilsyneladende ikke anfægte af, at vi ligger 5-6 snorklere i overfladen og kikker ned på den. Den svømmer bare videre og forsvinder ned i dybet. Vi er ellevilde! Hele 3 skildpadder og en haj, ud over selvfølgelig de mange andre farvestrålende fisk. Så er det alligevel ikke helt så skuffende at komme til Apo Reef, som først antaget!
Efter at være samlet op i redningsbåden og sejlet ind til stranden igen har vi ikke fået helt nok, så vi svømmer selv ud til kanten igen for at se, om vi kan finde flere hajer og skildpadder! Vi ser desværre ikke flere hajer, men inde på ret lavt vand kommer en skildpadde og leger med os! Det er som om den er nysgerrig for at se på os for i stedet for, at det er os der følger den, så svømmer den i cirkler omkring os, så vi bare kan ligge i midten og betragte den. En pudsig oplevelse!
Vi får frokost på stranden. Besætningen har slæbt hele mullevitten ind, så vi kan sidder i skygge under et halvtag og nyde vores frokost. Efter frokost og afslapning i skyggen, (vi kan simpelt hen ikke holde ud at være i solen), har vi et lille projekt! I går da vi var inde i den lille fiskerlandsby, var der en fisker, som havde fået en lille skildpadde i sit net og da han vidste at Odi, vores turguide, er meget glad for skildpadder, havde han gemt den til ham, således at han kunne få æren af at slippe den lille fætter fri igen. Odi var blevet så glad, at han havde lavet en aftale med den pågældende fisker om, at han eller skibet ville betale hans søns skolegang, som tak for at de havde tænkt på ham, men også for at vise dem, hvor vigtigt det er at vi passer på dyrene i havet! Den lille fætter skal som sagt sættes fri og da vi har en pige om bord, som fylder 30 år i dag, bliver skildpadden opkaldt efter hende og hun får lov at sætte den fri. Den bliver båret ned til strandkanten i en plastikkasse med vand og det er sjovt at se, hvordan den reagerer, da den pludselig kan høre havet. Den bliver hel vild og prøver om den kan komme op af kassen. Lorette som pigen hedder tager skildpadden op af kassen og sætter den ned i sandet et par meter fra vandet. Den er ikke i tvivl om hvor den skal hen! Den søger straks ud i vandet, bliver kastet ind igen af en bølger, men svømmer ufortrøden ud igen og forsvinder for øjnene af os.
Vi er senere ude på endnu en snorkletur på kanten af revet, men vi ser ikke rigtig nogle spændende ting denne gang. Vores rygge og baglår er blevet godt røde af at have ligget sammenlagt 3 timer i vandoverfladen med bagende sol, så vi tager den første redningsbåd tilbage til skibet, så vi kan få et koldt bad og få vasket saltet af kroppen og smurt den med creme!!
Middag på dækket og hyggeligt samvær. Det er vores sidste aften på skibet. I morgen er vi tilbage på Coco Beach. Det er en rigtig hyggelig aften indtil folk skal ned og betale deres regninger. Så bliver der næsten mytteri ;-). Regningerne er forskellige, hvilket selvfølgelig ikke er mærkeligt, da vi jo indtager forskellige mængde af drikkevarer, men der er også nogle, som skal betale havne-afgift og andre der ikke skal og det skaber vild panik. Det er sjovt at betragte folks reaktioner. De farer helt vildt op og skælder Odi ud, som jo altså ikke kan gøre for at Jysk og CC-travel opkræver beløbene forskelligt. Vores regning er rigtig, da vi har betalt beløbet hjemmefra, så vi er helt rolige, men det er alle bestemt ikke! Det ødelægger lidt en ellers god stemning og til sidst går vi ned i kahytten i stedet for at skulle høre på de andres brokken!!

(Sol og varmt hele dagen. 35 grader)

22. jan. (Coco Beach-Manila): Vi har sejlet næsten hele natten og da vi vågner ligger vi lige ud for Coco Beach og vejret er næsten, som da vi forlod det. Nej det er varmere, men der er flere skyer end vi har set på hele sejlturen. Det er næsten synd for dem, som kun har været på Coco Beach. De har næsten ikke set solen, og vi har haft pragtfuldt solskinsvejr og blevet godt brune!
Vi bliver sejlet ind i flere hold. Vi skal med det første hold for mod vores vilje har de sat os på den tidlige tur til Manila. Dvs. at vi skal forlade Coco Beach med det samme. Vi ville have været med på turen kl. 12, da vi skal have booket flybilletter og hotel for de sidste 4 dage i Philipinerne og det havde vi regnet med at kunne gøre stille og roligt i løbet af formiddagen på internettet på Coco Beach.
Nu er det mig, som ikke er helt tilfreds ;-), men heldigvis kender vi jo efterhånden Melody i receptionen, så med lidt overtalelse lykkes det mig at få ændret vores og Stine og Celius afrejse til kl. 12. Vi skal bare med rutebåden fra Puerto Galera til Batangas i stedet for direkte fra Coco Beach, men vi får en guide med helt til Batangas. So no worries 😉
Det giver os ro til at få bestilt vores flybilletter til Legaspi og retur og hotel i Manila for en nat. Vi har hørt fra Stine og Celius og i øvrigt også andre, at det skulle være helt fantastisk at svømme med hvalhajer i Donsol, så det må vi ned og prøve! Vi får også opdateret hjemmesiden her og lagt nogle billeder ind fra Philipinerne, så dem derhjemme kan følge lidt med. Vi har jo ikke haft internetforbindelse, mens vi har sejlet, og telefonforbindelsen har også været meget dårlig, så vi ved ikke, om der i det hele taget er nogle, som har modtaget SMSer fra os den sidste uge.
Da vi kommer ind til Coco Beach sidder Tisettes mor iøvrigt og venter på os og siger, at hun har lavet en aftale med Tisette om, at hun skal komme i løbet af dagen, så hun kan hilse på os. Det er meget rørende. Vi snakkede meget med Tisette sidste gang vi var her på Coco Beach, hvor hun var tjener, og vi har også fået et par breve fra hende efterfølgende, men det er så gledet ud, men så snart vi viste os her igen, kunne nogle af tjenerne huske, at vi havde haft meget med hende at gøre og fortalte, at hun nu havde 3 børn og havde valgt at passe dem et stykke tid i stedet for at arbejde. Vi bad dem hilse hende fra os, og det har så afstedkommet, at hun kommer over for at hilse på os!
Hun kommer, mens vi sidder og booker billetter, og vi får en masse omfavnelser af hende. Hun er en rigtig sød pige. Desværre får vi ikke snakket så meget med hende, da hendes datter er urolig og hun må over og give hende mad, og hun når ikke tilbage inden vi tager af sted!
Klokken 12 er der afgang til Puerto Galera. Vi får Darwin med som guide. Vi spiser frokost i Puerto Galera inden rutebåden sejler til Batangas, hvor en van venter på os og kører os ind til Manila til vores hotel. Stine og Celius er booket ind på samme hotel, så det passer fint med at vi kan gå ud og få en afstedsmiddag i Manila. De skal hjem i morgen via Hong Kong og vi flyver til Legaspi.
Stine har hørt om et fiskemarked, hvor man skulle spise godt, og hvor det kun er philipinerne, som kommer. Det lyder spændende, så det må vi prøve. Vi spørger på hotellet, hvor det er, og de siger, at det er for langt at gå, så vi må hellere tage en taxa. Det gør vi så, og vi bliver kørt til et fiske-marked, men det er ikke det rigtige. Det ser imidlertid OK ud, så vi går derind. Det er et sted, hvor man først vælger sine fisk eller skaldyr, som bliver lagt i en indkøbsvogn sammen med de grøntsager man ønsker og så bliver det afleveret til køkkenet, som tilbereder det man har valgt. Man kan enten vælge levende fisk fra akvarier eller nogle som ligger på is. Det ser alt sammen meget flot ud, så vi får valgt en masse forskelligt og det smager fantastisk godt, da vi får det serveret lidt senere. Det bliver en rigtig hyggelig aften med god mad og vi får sagt pænt farvel til Stine og Celius.

(Varmt men blandet sol skyer og regn. 30 grader)

23. jan. (Manila-Legazpi): Vi har været oppe kl. 4 for at nå flyveren til Legazpi kl. 6.40. Legazpi ligger på den sydlige del af øen Luzon og det tager 55 minutter fra Manila med fly og 10 ½ time i bus. Da flyveren koster 275 kr. retur er vi ikke i tvivl om hvilket transportmiddel vi tager!
Fra Legazpi kører man videre til Donsol, som er kendt for sine ture ud til hvalhajerne og trek på vulkanen Mayon. Vi skal derned for at se på hvalhajer. Vulkanen har vi hørt er svær at bestige i øjeblikket, da det har regnet meget i området de sidste måneder, så det gider vi ikke at bruge tid på.
Da vi står ved bagagebåndet i Legazpi er der 4 franskmænd, som vi kan høre også er på vej til Donsol, så vi aftaler at dele en taxa derned. Det er en tur på 1½ time af små snoede veje og koster i alt 180 kr. Det er en rigtig god tur for vi kommer gennem en masse små landsbyer og helt ud på landet, så vi får set en del af Philipinerne, som vi faktisk ikke har set før. Det er gennem rismarker og palmer og i det hele taget en flot natur. Når vi ellers har kørt fra Manila til Batangas kører vi kun på store veje og gennem store beskidte byer, men det her er meget sjovere og viser en hel anden og flot side af Philipinerne. De fleste af vejene er beton og de bliver brugt til meget andet end at køre på bl.a. at tørre ris! Mange gange må vi over i den modsatte kørebane for ikke at køre gennem ris, som er lagt til tørre på vejen i et fint lag og der går typisk en mand eller kvinde med en trærive og vender risen. Fremme i Donsol bliver vi sat af på det bedste ressort i byen. Vi vil nødigt se de andre! Nej det er OK, hvad kan man forlange for 200 kr. i døgnet. Det er huse delvist bygget i bambus, men med flotte klinkegulve. Desværre er myrerne rigtig glade for at bo her. De har lavet motorvej gennem vores hytte og er stort set overalt bortset fra sengen—heldigvis! Det er ikke luksus, men vi kan sidde på terrassen og kikke ud over vandet og palmerne i haven, så det er OK for et par nætter.
Vi er godt trætte efter at have været tidlig oppe nu 2 dage i træk, så vi må have en lille lur inden vi kan foretage os noget som helst, men derefter går vi en tur af landevejen, som er den eneste vej her, og kommer hen til turistbureauet, hvor man booker tur ud til hvalhajerne. Det er ikke specielt dyrt—koster 3500 pesos for en båd + 300 pesos pr. person, hvilket giver en samlet pris for os 2 på 480 kr. hvis vi er alene på båden, men vi opdager, at vi har et problem alligevel! De tager ikke imod kreditkort og det gør hotellet heller ikke og vi har kun 10.000 pesos i rede penge, med andre ord. Hvis vi skal alene ud på båden og der er ikke andre tilmeldte p.t. så har vi kun råd til båd og hotel, men ikke nogen penge til mad og transport tilbage til Legazpi!! Det sidste kunne vi nok klare med at få taxaen til at holde ved en pengeautomat i Legazpi, men det får vi ikke mad på bordet af!!
Vi er lidt slukøret for vi er jo kun taget herned for at se hvalhajer, så det ville jo være ærgerligt at tage herfra uden at have set dem. Vi bliver enige om, at vi må spise billigt i dag og håbe at der er nogen at dele båden med i morgen, så det bliver billigere og så evt. tage tilbage til Legazpi efter 2 overnatninger i stedet for efter 3 for så kan vi lige slæbe os igennem!!
Vi sætter os tilbage på terrassen og læser bøger resten af dagen og får ris, vand og lidt kylling til aftensmad 😉 Hver mønt bliver vendt og drejet inden den bliver givet ud. Det er ikke sjovt 🙁
Vi går i seng med krydsede fingre for at der møder nogle op ved turistbureauet i morgen, som vi kan dele båden med og dermed gøre det billigere for os!

(Sol fra morgen til aften og lummervarmt. 30 grader)

24. jan. (Donsol): Vækkeuret ringer kl. 6. Det er allerede pænt varmt og solen skinner. Det perfekte vejr for en tur på vandet. Vi får lidt morgenmad. Der er lidt dyrt i forhold til, at vi ingen rede penge har, men vi skal have noget indenbords, så vi satser på, at vi ikke skal betale hele båden!
Da vi kommer over til turistbureauet med sommerfugle i maven, er der masser af mennesker, bl.a. en masse amerikanske læger, som vi snakkede lidt med i går aftes. De bor på vores hotel og slapper lidt af efter at de har været på velgørenheds-arbejde her i området. De stammer alle fra Philipinerne, men er kommet til Amerika for mange år siden og læst til læger og nu vender de med jævne mellemrum tilbage til Philipinerne for at hjælpe de fattige her. I løbet af 5 dage har 38 læger lavet 80 operationer og set på 4000 patienter alt sammen gratis for patienterne. Og nu er de som sagt her for at slappe af inden de skal tilbage til staterne.
Vi er på vej ind af døren til bureauet, da 2 mænd griber fat i os og spørger om vi har nogen at dele båd med for hvis ikke, så kan vi komme med dem. De er en gruppe på 5 uden os. Det er jo helt perfekt. Vores økonomiske problemer er løst. I stedet for 3500 pesos skal vi kun af med 1000 for båden, så nu kan vi også få mad i dag. YES det kører for os!
Da vi kravler ombord på bancaen, kommer der endnu en mand ombord. Det viser sig at være en havbiolog, som tager billeder af hvalhajerne og bruger dem til at registrere, hvilke hajer der er i området. Han tager billeder af ryggen og bugen. Ryggen har et mønster, som er lige så forskelligt som vores fingeraftryk, så det kan bruges til registrering og bugen tager han billede af for at konstatere om det er en hun eller han hvalhaj. Ud over at hvalhajer er det største nulevende dyr i verden (op til 18 meter lange og vejer op til 40 tons og op til 100 år gamle) ved man ikke så meget om den og det er derfor man har startet et projekt med registrering af de spottede hvaler bl.a. her i området men også i Australien, Mexico og Belize, hvor de også er. Man ved ikke om det er de samme som svømmer rundt i alle verdenshavene eller hvor de i det hele taget er, når de ikke er her i området, hvor de kommer fra december til maj for at æde plankton.
Vi starter ud. Alle spændte på om vi i det hele taget får nogle at se, for 2 dage i forvejen var der ikke en eneste, men dagen før havde de set 5 stk. Vi har 2 udkiksmænd med, som udelukkende skal koncentrere sig om at spotte hvalhajerne og derudover en koordinator, som skal sørge for, at vi kommer i vandet på det rigtige tidspunkt, så vi får hajerne at se inden de dykker og uden at vi hopper lige ned i hovedet på dem! Turen skulle vare 3-4 timer. Den første halve time sejler vi bare frem og tilbage uden at noget sker, men så ser vi nogle delfiner. Det er OK, men det er ikke dem vi kommer for at se i dag! En halv time mere, så bliver der lige pludselig uro på båden. Den ene spotter og havbiologen har fået øje på en hvalhaj i det fjerne. Utrolig at de kan finde dem. Det er kun nogle mørke skygger lige under overfladen. Det er meget sjældent, at rygfinnen kommer over vandet. Vi sejler tæt op til det de har spottet og får besked på, hvornår vi alle skal springe i vandet på en gang og svømme som bare fanden for at komme hen til hajen. Det viser sig at være en lille en af slagsen. Den er kun 5 meter og den svømmer ret stærkt, så vi skal virkelig bruge vores finner for at følge med den. Den er på lavt vand 8-10 meter så den kan ikke dykke væk fra os, men til gengæld svømmer den hurtigt fra os ud på det dybe vand. Vi har fået en forsmag på hvad det vil sige at svømme sammen med en hvalhaj, men vi er også alle forpustede, da vi kommer op af vandet.
Den næste gang vi springer i vandet er det en ca. 7 meter lang fyr. Den er stor og den svømmer ikke så hurtigt, så vi kan følge med den uden de helt store anstrengelse, men desværre dykker den hurtigt, så det bliver en kort svømmetur med den. Jeg kommer lidt sent ned, så jeg får ikke set den forfra, men kun fra siden, hvor man selvfølgelig kan se hvor stort et dyr det virkelig er, men jeg vil også gerne se dens mund, som skulle kunne blive op til 2 meter bred!!
Den næste er endnu større, ca. 9 meter. Jeg kommer ned på siden af den, men pludselig ændrer den retning og så ser jeg den forfra. Puha, det er en rigtig stor mund den har og så lige foran mig. Jeg må indrømme, at jeg bliver lidt bange for jeg ligger lige foran og vi har fået besked på, at vi ikke må hindre dens vej. Jeg sparker vildt med mine finner for at komme væk og selvfølgelig uden at ramme den! Det lykkes. Den støder ikke ind i mig, men jeg ligger lige på siden af den og kan se hvordan gellerne og området omkring dem bevæger sig i langsomme skvulpende bevægelser og det lille bitte øje ser ud på mig. Vi følger den i 5 minutter, hvorefter den dykker ned i dybet.
Vi er helt oppe at køre alle sammen på båden. Den var bare så stor og vi var så tæt på den. Ulrich har taget en masse billeder med et engangskamera, men desværre kan vi jo ikke se dem. De skal først fremkaldes. Der er derimod en af de andre som har et digitalt undervandskamera og han viser stolt sine skud frem for os. De er gode. Han har også taget lidt video og lover at sende nogle billeder til os, hvis han får vores e-mail og det giver vi ham selvfølgelig.
Næste gang vi er i vandet er det en 7 meter lang krabat. Den giver os rig lejlighed til at svømme ved siden af den og betragte den indgående. Vi kan heller ikke nære os for lige at skulle røre den for at mærke huden. Det er som at røre en blød skinjakke.
Vi er i vandet i alt 6 gange og vi ser 4 forskellige hvalhajer. Ikke at vi kunne kende forskel, men det kunne havbiologen. Det er en hel fantastisk oplevelse at svømme sammen med så stort et dyr, som tilsyneladende ikke lader sig anfægte af os, som svømmer lige op og ned af den. Man har svært ved at slippe synet af den, men man skal jo hele tiden svømme til med sine finner for at følge med, så specielt den sidste gang, hvor den blev ved med at svømme i overfladen, blev jeg træt og måtte lade den svømme fra mig et par gange og til sidst måtte jeg op i båden. Havde ikke flere kræfter og var også lidt bange for den ene gang, hvor jeg lod hajen svømme fra mig, hvilket der også var et par andre som gjorde, så vi en søslange i overfladen! Jeg var kun en meter fra den, da jeg opdagede den. Den var på vej ned og jeg sparkede vildt for at komme på afstand af den. Den var heldigvis ligeglad med mig og svømmede bare ned i mørket. Søslanger anses for at være de mest giftige slanger, så de er ikke til at spøge med, men til gengæld angriber de ikke, med mindre de føler sig truet, så bare man holder sig på afstand sker der ikke noget!
Vores tur ender med at blive på 5 timer, men det føles bestemt ikke som så lang tid. Alle ombord er helt euforiske og taler i et væk om deres oplevelser med de kæmpe store hajer. Det der har gjort størst indtryk på alle var da den ene af hajerne åbnede munden og svømmede hen imod os. Den er kæmpe stor. Ikke kun hajen men også dens mund. Denne her var nok en meter bred og når man ser lige ind i sådan et stort hul, føler man sig meget lille og vil gerne lidt på afstand 😉 Vi har dog ikke noget at frygte. Hvalhajer lever kun af plankton og småfisk!
Da vi sejler ind til land efter 5 timer pisker regnen ned. Vejret har ændret sig drastisk, mens vi har været ude, men vi har ikke rigtig bemærket det. Vi har været for optaget af at spejde efter hajer og fortælle hinanden om oplevelserne under vandet. Det har været en kanon dag 😉
Hjemme på resortet sidder vi stille og roligt på terrassen med vores bøger og slapper af og det bliver ikke sent inden vi kryber til køjs. Vi er udmattede af dagens oplevelser og anstrengelser i vandet 😉

(Sol og varmt fra morgenstunden, men regn over middag og resten af dagen)

25. jan. (Donsol-Legazpi): Selv om vi lige kan klare os igennem økonomisk hvis vi bliver en nat mere på resortet i Donsol, har vi det ikke godt med at skulle vende hver en øre, så vi beslutter at checke ud en dag før og tage ind til Legazpi, hvor vi ved der er en pengeautomat. I øvrigt er der heller ikke meget at foretage sig her omkring resortet, når man har set hvalhajerne, så vi bestiller en taxa, som kan køre os de ca. 70 km ind til byen, hvor der er lidt mere liv. Taxachaufføren kører os ind midt i Legazpi og udpejer et hotel for os, som ligger lige over for busstationen og et indkøbs-center. Det er ikke noget luksushotel, men nok noget af det bedste man kan finde her. Vi ser 2 værelser og vælger junior-suiten, som koster 850 pesos (kr. 102). Det skal siges, at det ikke er hvad vi forstår ved en suite 😉 Der er en halvanden-mandsseng, et skab uden låger, et lille cafebord og 2 jernstole og et fjernsyn og ikke at forglemme en nøgen pære i loftet!!
Vi går lidt rundt i byen og i indkøbscenteret, men der er ikke rigtig noget, som frister os ud over pengeautomaten, som skaffer os nogle rede penge igen, så vi kan få mad!

(Sol og skyet, med lidt støvregn, men varmt 27-28 grader)

26. jan. (Legazpi-Saigon): Rejsedag. Vi skal fra Legazpi til Manila og videre til Saigon. En dag uden de store begivenheder! Vi lander i Manila kl. 13 og skal først flyve videre til Saigon (Ho Chi Minh City) kl. 23, så vi tager ind til Manila by og må stille bagagen på CC-travels kontor for vi kan ikke checke ind så lang tid før afgang og der er ikke nogen locker i lufthavnen. Irriterende men så er det jo godt vi kender en adresse, hvor vi kan få den opmagasineret! Vi går hen i Robinson—et kæmpestort butikscenter, hvor vi fint kan få nogle timer til at gå indtil vi igen skal ud i lufthavnen. Der er wireless internet på Starbucks så vi får skrevet mails og opdateret hjemmesiden over en cappucino!

(Let skyet og finregn ind i mellem. 27 grader)