Milford Sound
Vinmarkerne i Marlborough distriktet
Tongario Nationalpark
Previous slide
Next slide

Dagbog fra New Zealand (2008)

 

7. nov. (Auckland): Vi lander nogenlunde til tiden i Auckland på trods af den forsinkede afgang. Vi skal med det samme ud at hente vores camper som skal være vores hjem de næste 4 uger. Vi er lidt spændte på at se hvordan sådan en egentlig er, da vi jo aldrig har prøvet at bo i camper før. Vi venter i lufthavnen i 1 time før vi bliver hentet og ude på kontoret går der yderligere 2 timer, så det eneste vi når denne første dag på New Zealand er at hente camperen, få handlet ind så vi har lidt mad og andre fornødenheder og finde den nærmeste camper-plads, hvilket giver os visse udfordringer, da vi ikke har noget ordentlig kort og det kræver min absolutte koncentration at køre en stor camper i venstre side af vejen og det oven på en nat uden for megen søvn. Det er sikkert let at forestille sig, hvordan sådan en køretur forløber! Vi fandt dog pladsen til sidst og efter en hårdt tiltrængt gin/tonic og rødvin til aftensmaden faldt der igen ro over feltet ;-). I morgen er vi udsovet og får købt et godt kort og så kan eventyret rigtig begynde .

(Overskyet og 14 grader)

8. nov. (Coromandel): Vågner op til en skyfri himmel og fuglene der fløjter og gråænder og andre små fugle vader rundt om vognen. Det er dejlig varmt nu både ude og inde. Vi har frosset i løbet af natten. Varmeapparatet har ellers været tændt, men vi har nok ikke sat det højt nok! Morgenbad i fælleshuset. Vi må jo vænne os til campinglivet! Det er pæne faciliteter og der er ikke kø, så det går helt fint. Morgenmad i vognen og så ellers på farten. Jeg er meget spændt på om det bliver lige så stort et mareridt som i går med at køre bilen mellem de mange biler på vejene. Det viser sig heldigvis at være ubegrundet frygt. I dag har jeg vænnet mig nogenlunde til at køre i venstre side og at skifte gear med venstre hånd går også meget bedre. I løbet af no time er vi ude på motorvejen og kører sydpå indtil vi kan dreje fra og køre østover og langs kysten op til Coromandel. Det er en utrolig smuk tur langs vandet og med bakkerne på den anden side af vejen, men det er også en meget snoet vej, så vi er ved at blive køresyge begge to, men nogle stop undervejs hvor vi kan nyde pragtfulde udsigter får køresygen til at forsvinde igen—heldigvis. Vi har rigtig flot vejr indtil vi er lige i nærheden af Hot Water Beach, hvor vi havde regnet med at skulle ned på stranden og grave huller, hvori vandet fra varme underjordiske kilder kommer op og kan varme en. Det begynder faktisk at regne, så vi går blot en lille tur på stranden og ser nogle, som har gravet huller, men ingen ligger i varmt vand i hullerne. Det skal også være på bestemte tider i forhold til tidevandet og det er tilsyneladende ikke lige, mens vi er der. Vi kan imidlertid mærke, at vandet i en lille flod, som vi skal krydse på stranden, er dejlig varmt, så aktiviteter er der i hvert fald i undergrunden! Da vi så ikke skal ligge og hygge os i varme kilder i dag kører vi til campingpladsen i Hahei og slapper af resten af dagen.

(Sol og 20 grader om formiddagen, men overskyet og regn og blæst om eftermiddagen. Kørt 239 km)

9. nov. (Hahei-Tauranga): Igen vågner vi til en skyfri himmel og varme i luften. Vores camper står med havudsigt, så det er herligt at sidde og spise morgenmad med udsigt til havet og øerne ud for kysten og bjergene til begge sider. Vi havde egentlig tænkt os at tage ud til Hot water beach igen for at grave huller ned til de varme kilder, men vi synes alligevel ikke, at der er varme nok i luften til at ligge i bikini på stranden, så vi kører i stedet den anden vej ned til Cook Beach, hvor James Cook i 1769 første gang kom til New Zealand på sit skib Endevour. Det er en meget flot hvid strand og en masse flotte strandvejsvillaer og et mindesmærke for Cook.
Det var hurtigt overset og vi kørte tilbage til Hahei og gik en flot tur ned til Cathedral Cove, som er et meget stort hul igennem klippen så det minder om en stor katedral, man kan gå igennem og på begge sider er der flotte sandstrande med limstensformationer, som står tilbage i havet. Det er søndag, så der er mange andre end os på denne tur ikke kun turister men også mange New Zealændere. Vi har aldrig på en formiddagstur i Hillerød mødt så mange smilende mennesker, som alle hilser pænt med et hej. Det kan man da kun blive i godt humør af 😉
Vi fortsatte herefter sydpå til Papamoa Beach (v/Tauranga), hvor vi fandt den stønneste campingplads igen lige ned til vandet. Der er mindst 10 km lang hvid sandstrand—flot, flot!
Vejen herned bragte os gennem de skønneste områder af grønne bjerge og enkelte skønne glimt af havet og øerne udfor. Der er mange sving på vejene, hvor skilte indikerer hvor stærkt man anbefaler højst at køre gennem svingene. Det er en rigtig god ide, men jeg vil nødigt køre så stærkt gennem som de skriver, men New Zealænderne er vandt til at køre væsentligt hurtigere end vi er i Danmark.På landeveje må man her køre 100 km og det gør man! Og det uanset hvor mange sving og kurver der er på vejen!
Det blev til endnu en vandretur inden en sen aftensmad. Vi vandrede op på toppen af Mt. Maunganui og nød udsigten ud over strandene, der ligger kilometerlange ud til begge sider og ned over Tauranga. Det var en temmelig anstrengende tur synes vi. Vi svedte og pustede i hvert fald godt, men mens vi stod og sundede os kom der ved gud nogle løbende op og ned af bjerget! Og for at det ikke skal være løgn mødte vi faktisk den samme løbende mand 3 gange på vej op og ned!! Vi skal vist have gjort noget drastisk ved vores kondition eller også er New Zealænderne gjort af et særligt stof ;-). “Bjerget” er 232 meter højt, men det er blot en knold, så det går faktisk temmelig stejlt op!

(Sol det meste af dagen og 20 grader. Kørt 227 km)

10. nov. (Rotorua): Vi vågner op til en grå dag—fuldstændig overskyet. Øv nu ligger vi ellers lige på den flotteste lange hvide sandstrand. Vi kører de små hundrede kilometer til Rotorua, som er kendt for sin termiske undergrund. Allerede da vi kører ind i byen kan vi se de hvide dampskyer stige til vejrs omkring os og visse steder i byen lugter der kraftigt af svovl. Vi kan ikke rigtig bestemme os for om vi skal vælge en campingplads ned til Rotorua søen eller inde i byen, så vi kører blot ned og sætter camperen midt i byen og går så ellers på byvandring efter en lille lur i bilen. (Det er nu rart hele tiden af have sin seng i nærheden ;-)) Byvandringen bringer os bl.a. forbi Rotoruas kunst– og bymuseum, som er indrettet i en meget flot bygning fra 1886 i bindingsværk.

Det har tidligere været badeanstalt for de rige i området.Vi kommer desuden forbi en kristen kirke, som er mixet med Maori-traditioner, så det bliver et meget specielt kirkerum med maoriernes træudskæringer og de kristne billeder i ruderne.Højdepunktet af turen er da vi kommer igennem Kuirau Park, hvor dampene står op af jorden og der er fyldt med huller i jorden, hvor der enten er kogende vand eller kogende mudder eller store søer med grønne og orange farver på vandet eller de omkringliggende bredder. Det er ikke kønt at se på men meget specielt og der lugter fælt af svovl. Vi blev enige om at de må have meget billig varme og varmt vand i dette område med al den thermiske aktivitet lige under jordoverfladen!Efter en tur på pub besluttede vi os til campingpladsen midt i byen og slappede af der resten af aftenen.

(Gråvejr hele dagen og 18 grader, kørt 99 km)

11. nov. (Rotoruas omegn): Vågnede endnu engang til fuld sol—dejligt. Det virker også som om der er rigtig varme i vejret i dag. Vi startede forholdsvis tidligt ud i dag for at køre de ca. 50 km sydpå til The hidden Valley—Orakei Korako som er et område der har stået næsten uforandret hen i tusinder af år. 20 millioner liter varmt vand flyder hver dag ned over kvarts terrasser. Der er kogende pools, uforudsigelige spruttende geysere, grotter med varme pools i bunden, boblende mudderhuller og flotte udsigter ud over området. Man kommer over til området ved at sejle over Ohakuri søen, området damper, så man kan se det på lang afstand og vandet fra de kogende søer og geyserne løber ned i søen over formationer i fantastiske farver. Det er virkeligt et flot syn og det hele er omringet af grønne bjerge og ned til den blå sø. Det er virkelig smukt. Efter at have gået rundt i dette smukke område kører vi til den grønne og blå sø, som ligger op mod Rotarua. Ved den blå sø ligger der en del mennesker på bredden og slikker solskin og nogle bader også. Det er en dejlig varm dag. For første gang har vi kun shorts og t-shirts på. Det er sådan, vi havde forestillet os det hjemmefra 😉 Vi går en lang tur rundt om det blå sø og kører derefter videre til et par andre flotte søer og vender herefter tilbage til Rotorua, hvor vi sidder og nyder en gin/tonic ude i solen ved siden af camperen, inden det er tid til at lave aftensmad. Dette er livet 😉

(kørt 176 km. Sol hele dagen og 25 grader)

12. nov. (Rotorua-Tongariro): Vi skal i dag til Wai-O-Tapu (Thermal Wonderland). Det er et vulkansk område som ligger lidt nord for Taupo og er mest kendt for sin champagne pool som er 65 m i diameter og 62 m dyb. Den har et meget stort farvespekter fra blå og grøn over i stærk orange i kanterne. Den er meget flot. Vandet er i øvrigt ca. 70 grader varmt og det bobler og syder. Derudover er der en masse fosfor-grotter, boblende mudderhuller og søer i forskellige farver alt efter hvilke mineraler,
som er fremherskende i netop den varme kilde, som leverer vand til søen. Sidst men absolut ikke mindst er der geyseren Lady Knox, som springer hver dag kl. 10.15 og bliver ved med at springe i op til en time. Den bliver hjulpet lidt på vej, så publikum kan se den nøjagtig kl. 10.15 ved at der bliver tilsat noget organisk sæbe, som frem-skynder processen, og får geyseren til at springe. Højden på den springende geyser er afhængig af vejret! Højtryk som typisk giver fint vejr får den til at springe mindre højt. Vi havde forrygende vejr med høj solskin, så for os sprang den vel 10-12 meter, men efter sigende skulle den kunne springe op til 30 meter!
Efter at have gået rundt i området, som ud over geyseren var lidt skuffende i forhold til hvad vi så i går, kørte vi videre til Waimangu (Volcanic valley), hvor vi gik en 2 timer lang tur i et vulkansk område, som ligger lige op af vulkanen Tarawera, som sidst var i udbrud i 1886, hvor den kostede 150 menneskeliv og forandrede området drastisk. Det er et meget spændende område at
gå rundt i op og ned af vulkankrater og med søer der syder og bobler og har mange forskellige farver og dampen står op alle vegne fra søer og mudderhuller og små floder og så er der nogle fantastiske panorama-udsigter ud over vulkankraterne og op til Lake Rotomahana og med Tarawera vulkanen i baggrunden. Da vi gik rundt i bagende sol og høj blå himmel viste alt sig også fra den smukkeste side. Det var virkelig en flot oplevelse!
Efter lidt frokost ved en nærliggende sø kørte vi videre sydpå til Lake Taupo og byen Taupo, hvor vi gjorde et lille holdt og sad og fik en øl på en fortovscafe med udsigt til søen og bjergene rundt omkring og i det fjerne de sneklædte tinder af Mount Huapehu, Mount Ruapehu og Mount Ngauruhoe. Det var et betagende syn.
Vi havde bestemt os for at køre til Whakapapa i dag, hvorfra vi vil vandre turen Tongariro crossing, som går for at være den bedste endagsvandretur i New Zealand. Da klokken imidlertid blev næsten 7 om aftenen og vi stadig var ca. 50 km fra Whakapapa besluttede vi at køre ind på en tilfældig campingplads (Tongariro Holiday Park). Det viste sig ikke at være det mest heldige valg, hvad faciliteter angår, men vi var for trætte til at fortsætte, så her blev vi for natten, så må vi finde noget bedre i morgen tidlig!

(Sol fra skyfri himmel næsten hele dagen, 27-28 grader, kørt 191 km)

13. nov. (Whakapapa): Vi sover længe i dag. For første gang er vækkeuret ikke sat. Vi skal bare have en slapperdag uden noget særligt program. Det trænger vi efterhånden til. Vi glemmer helt, at vi har 4 måneder foran os. Vi vil gerne opleve en hel masse på kort tid lige som, når vi ellers er på ferie! Der er nu også så meget interessant her på New Zealand, som vi gerne vi se, så umiddelbart er de 4 uger vi sat af til at køre rundt slet ikke nok. Måske vi skal til at være mere selektive!
Vi kører videre til Whakapapa Village, som ligger i Tongariro Nationalpark, der dækker er meget stort areal på midten af nordøen med de 3 højeste bjerge i midten. 2 af tinderne har sne på endnu. Whakapapa er også et skiområde i vinterhalvåret. Terrænet omkring os ændrer karakter og det samme gør vegetationen. Terrænet i form af færre, men højere bjerge eller vulkaner og specielt her i nationalparken er der lav vegetation og langs vejene blomstrer gyvelen, så vi kører omgivet af et varmt gult hav.
I Whakapapa village kørte vi ind på Whakapapa Holiday Park, som vi havde fået anbefalet hjemmefra, som et godt udgangspunkt for vandreturen over Tongariro. Det er også rigtigt. Vi har bestilt transport i receptionen til startpunktet for turen, så vi skal stå klar kl. 7 i morgen tidlig!
Vi havde regnet med, at vi også kunne købe proviant i byen, men byen består alene af 2 hoteller, en cafe, turistbureauet og campingpladsen og der er alene dåsemad og chips at købe, så vi må ind til nærmeste by for at proviantere. Den ligger 50 km væk! (Turangi) Så en del af vores slapperdag går med at køre derind efter mad til de næste par dage. Tilbage på campingpladsen sidder vi så endelig og slapper af i solen og lader op til morgendagens strabadser 😉

(Sol til kl. 15 og herefter let overskyet, men varmt ca. 25 grader. Kørt 100 km)

14. nov. (Tongariro Crossing): Vækkeuret ringer kl. 6. Vi skal stå klar ved receptionen kl. lidt i 7, hvor bussen kommer og henter os for at køre os til startpunktet for vores lange vandretur tongariro-national-park-map, der er annonceret som en af verdens flotteste endagsvandreture. Den tager 7-8 timer at gå og er 17,4 km lang og med en højdeforskel på 800 m.
Vi bliver sat af på Mangatepopo car park i 1100 m højde og herfra er der en times gang hen over et forholdsvis fladt område. Der er kun en højdeforskel på ca. 150 m, så det kræver ikke meget af os, men da vi er klædt på til en kold morgen med lange underbukser og flere lag bluser og jakke får vi det rimelig hurtigt varmt, da solen stråler fra en skyfri himmel. Det er næsten for perfekt til at være sandt. Efter den første time har vi smidt næsten al tøjet og går i t-shirt og stadig lange bukser, men de lange underbukser er puttet i rygsækken! Den næste times tid er et stykke, som kaldes djævlens trappe og vi fandt hurtigt ud af, hvorfor den kaldes sådan. Det er stort set kun trapper i en time og der er en højdeforskel på 400 m, så det går pænt stejlt op og det tærer virkelig på konditionen, som vi må konstatere er meget dårlig! Vores puls hamrer derudaf, så vi må tage kunstpauser for hver 5 minutter for at få pulsen ned igen. Vi skulle vist have startet vores løbeture derhjemme nogle måneder tidligere 😉 Heldigvis er de andre, som har været med samme bus som os, ikke hurtigere. Vi følges så nogenlunde ad og kan bekræfte hinanden i, at det er lidt hårdt! Mens vi går her og puster kan vi nyde udsigten op til Mt. Ruapehu også kaldet Mordor i Ringenes Herre. Der er stadig sne på toppen af dette bjerg. Det er et betagende syn, men da vi når op for enden af djævlens trappe møder der os et endnu mere betagende syn ud over et kæmpe vulkankrater, Sydkrateret, hvori der også er sne endnu. Vi skal passere ned gennem krateret og går her i dyb sne i shorts og t-shirt. Det er lidt underligt, at sneen ikke er smeltet endnu, for vi synes her er temmelig varmt, men måske er det anstrengelserne ved at gå i sneen, som har en iset overflade, der får os til at føle det varmt! Hen over krateret og op, op igen. Temmelig anstrengende. Pulsen er igen i det røde felt 🙂 men på toppen her bliver vi rigeligt belønnet for alle anstrengelserne. Vi synes det har været flot op, men dette er helt fantastisk. Vi ser ud over endnu et krater – Red Crater – som navnet siger, er det rødt, men ikke kun rødt. Det er alle nuancer og samtidig har vi de sneklædte tinder ved siden af og dalene og søerne i baggrunden, og når vi går hen på kanten af krateret, kan vi også se ned til Emerald lakes, som lyser op til os i turkise farver. Det er bare så smukt og umuligt at beskrive, så det kommer til sin ret. Det skal ses! Vi er i 1886 meters højde og det er højdepunktet på turen i flere henseender. Vi har gået i 4 timer, så vi er også halvvejs på turen hen over Tongariro bjerget. Efter dette betagende syn er vi helt høje og har glemt alle anstrengelser med at gå herop, men så begynder nedturen. I mere end en forstand! Nu går det kun nedad, hvad højde angår, men de første 300 højdemeter ned er ikke lette at gå ned af. Det er et smalt stykke med afgrunde på begge sider og vi går i løse sten og aske, som støver som bare pokker. Efter at have overstået det går det lidt opad igen, men så kommer vi ud på den anden side af bjerget og kan bare se ned over bjergsiden med meget lav vegetation og Lake Taupo i det fjerne og der uendelig langt nede, kommer der en bus og henter os, men først skal vi gå yderligere 3-4 timer. Det synes hårdt på dette tidspunkt, hvor benene og fødderne er ved at være mærket af de forgående 4 timers vandring op af bjerget! Vi går dog lystigt til og er nede efter 3 timer, så vi alt i alt har været 7 timer om at gå denne forrygende tur. Vi er trætte og solskoldede, men er enige om, at det har været en pragtfuld tur, som vi gerne gjorde igen, men måske ikke lige i morgen 😉
Vi har ikke mødt nogen danskere på turen i dag og kun få i øvrigt, siden vi tog hjemmefra Danmark, men da vi står/ligger og venter på bussen, som skal bringe os tilbage til campingpladsen, er der faktisk en del. Det er meget sjovt, at selv om vi kun er ca. 5 millioner mennesker i Danmark, så er det lige meget, hvor man er henne i verden, så møder man altid andre danskere!
Nu skal vi bare hjem til camperen og have et tiltrængt bad og en velfortjent gin/tonic og så går der ikke længe, før vi sover.

15. nov. (Whakapapa-Wellington): I dag starter fint med solskin og varme samtidig med, at vi starter camperen for at køre længere sydpå. Vi synes ikke, der er mere vi vil se på nordøen, så vi skal ned til færgen i Wellington, som kan bringe os til sydøen. Nej det er måske ikke helt rigtig, at der ikke er mere at se, men vi har også rigtig mange ting, som vi gerne vil se på sydøen, så pludselig er tiden knap!
Turen fra Whakapapa ned til Wellington er ikke speciel interessant. Der er nogle enkelte skønne passager med grønne bjerge, men det meste af turen er over fladt land, som egentlig lige så godt kunne have været i Danmark og da vejret samtidig skifter til fuldstændig overskyet og temperaturen daler til 15 grader, så kunne vi næsten lige så godt have været i Danmark!!! Der er dog noget, som absolut ikke er dansk. Pludselig dukker er 15-20 tyre op foran os på vejen! De skal åbenbart flyttes fra en mark til en anden og det foregår via landevejen med en langsom kørende pickup kørende bag dem. Det er virkelig et specielt syn med disse faktisk meget store dyr midt på kørebanen. De er tilsyneladende noget stressede over de biler, som skal forbi dem for de flakker fra side til side på vejen og et par af dem er også inde i træerne i rabatten og rode i grene og græs, som for at komme væk. Vi lister os lige så stille igennem flokken og håber de ikke bliver provokeret af os, så de angriber bilen! Vi kommer igennem uden men, men en oplevelse rigere 😉
I Wellington er det blæsende og der kommer også lidt småregn, så vi finder camperpladsen, hvor vi skal overnatte, så vi kan tage en formiddagsfærge over Cook strædet i morgen. Vi håber absolut på bedre vejr til i morgen for dels skulle det være en meget smuk sejltur i solskin, men der kan også være hård sø selv i stille vejr på den første del af turen, så hvis det fortsætter med blæst, som nu kan det godt blive en temmelig hård tur, da ingen af os er speciel søstærke!!

(Sol og varmt til middag men herefter skyet og 15 grader. Kørt 342 km)

16. nov. (Wellington-Bleinheim): Vi har begge sovet dårligt i nat, da vinden har rykket i camperen og vi skal jo ud på den føromtalte sejltur fra Nordøen til sydøen. Vinden rusker stadig i vognen, da vækkeuret ringer og det er næsten helt overskyet og køligt. Øv, så bliver det måske ikke så flot en tur over strædet!
Vi kører ned til færgen og selv om vi ikke har bestilt i forvejen er der plads til os. Der er rigtig mange campere med, men den er ikke fyldt op. Da vi sejler ud er det knapt så overskyet og vinden har også lagt sig lidt—heldigvis! Da vi har forladt havnen og kommer ud på åbent vand gynger vi en lille smule, men overhovedet ikke som vi havde frygtet, så det går helt fint og efter 1½ time er vi igen i læ af land, da vi sejler ind i fjordene på sydøen. Vi står næsten alle ude på dækket for at nyde denne meget flotte indsejling, hvor de grønne bjerge ligger lige ned til vandet. Det er smukt, men hvis solen havde skinnet og vi havde haft en blå himmel i stedet for tunge regnvejrsskyer, så havde det helt sikkert været endnu flottere, men man kan ikke vinde hver gang!!
I land efter 3 timers sejlads kører vi fra Picton mod Havelock af en meget snoet vej, kaldet Queen Charlotte Drive, som ligger helt ude på bjergsiden og følger vandet. Det er nogle virkelig flotte udsigter man har her ud over fjordene, men igen savnede vi solen og den blå himmel, som ville have gjort det endnu flottere. Vi er også ude i Anakiwa, hvorfra man kan starte eller slutte det 71 km lange track Queen charlotte Track. Vi havde regnet med at skulle gå en del af tracket i morgen, men da vi hører at vejrudsigten lover regn i morgen er det ikke lige det vi har lyst til, så vi kører i stedet til Blenheim, som ligger lige midt i et vindistrikt, så det ender med at vi får booket os ind på en tur rundt til de forskellige vingårde i området for at smage deres vin og muligvis også se lidt om processen med at lave vinen!

(Overskyet og koldt 15 grader.)

17. nov. (Bleinheim): Vi har ligget og lyttet til regnens trommen på taget af camperen natten igennem og her til morgen står regnen desværre stadig ned. Trist men på den anden side har vi ikke rigtig noget for her til formiddag, så vi sidder lang tid over morgenmaden og får læst og slappet lidt af inden vi skal stå i receptionen kl. 13, hvor vi skal på vinsmagningstur rundt i Marlborough distriktet. Vi kører rundt til 5 forskellige vingårde, hvor vi hvert sted smager 5-6 forskellige vine. Mest hvidvine, da her ikke er varmt nok til de røde druer! Der bliver dyrket lidt Pinot noir, så den smager vi, men ellers er det som sagt hvidvine, hvor de er mest kendt for deres sauvignon blanc. Alle vinene er meget unge årgang 2007 og 2008, for som de siger: “De laver vinen for at drikke den og ikke for at den skal ligge og samle støv i flere år!! ” Der er meget stor forskel på vinene fra de forskellige vingårde og bestemt også præsentationen af dem. Yderpunkterne var at vi et sted nærmest kom til ulejlighed og et andet sted var det en virkelig festlig mand, som præsenterede vinen. Han virkede som om han nød hvert minut han var på og han fik os alle til at grine fra vi trådte ind af døren. Det var en meget fin tur, hvor vi fik smagt en masse forskellige vine, men vi blev også enige om, at vi til sidst havde meget svært ved at skille dem ud fra hinanden. Ikke fordi vi havde fået for meget at drikke for der blev hældt meget lidt op i glassene, men fordi det er alt for mange smagsindtryk på for kort tid.

(Regn fra morgenstunden, men opklaring ved middagstid og høj sol om eftermiddagen)

18.nov. (Bleinheim-Kaikoura): Vågner vi til høj klar blå himmel. Det er bare dejligt. Vi skal kun køre en lille strækning på 130 km i dag til Kaikoura, så vi har overhovedet ikke travlt. Samler os lige så stille sammen og kører så sydpå. Det første stykke er gennem vinmarkerne, hvor stokkene står på snorlige rækker. Der er ikke store druer på endnu. De skal først høstes sidst i marts og i april, som svarer til Sydeuropas august/september. De første vinmarker i Marlborough området er plantet i 1973, så det er stadig et meget ungt vinområde. Der er også helt nytilplantede marker, så de udvider stadig og de marker, som endnu har græssende køer, hjorte og får vil nok snart også blive til vinmarker!
Snart når vi ud til kysten og vinmarkerne ebber ud. Vi kører forbi et område, hvor man udvinder havsalt, men derudover er der ikke andet end havet, vejen og de grønne bjerge. Vi ser et par tinder i det fjerne med sne på—smukt syn!
Da vi nærmer os Kaikoura er der mange klipper ude i vandet og da vi får set godt efter er der masser af sæler, som ligger og soler sig på klipperne. Vi standser flere gange for at nyde dette syn. Helt fremme i Kaikoura sker der pludselig et skift i vejret. Det blæser frygteligt op og store tunge regnvejrsskyer kom væltende ned fra bjergene inde over land. Meget hurtigt er det fuldstændig overskyet og koldt og ind over bjergene regner det. Heldigvis kommer regnen ikke ned til os, men vi er glade for, at vi ikke er ude at gå i bjergene i dag.
Fremme på campingpladsen får vi frokost og booker derefter tur til i morgen tidlig, hvor vi vil ud at sejle og se på hvaler og delfiner, som der skulle være mange af her ud for kysten. Vi håber vi er heldige og ser en masse ;-). Eftermiddagsturene i dag er aflyst på grund af det pludselige vejrskift! Efterfølgende går vi tur i byen, som viser sig at være rigtig hyggelig. Det er et typisk backpackersted med mange små butikker, barer, spisesteder og internetcafeer og overnatningssteder. Det ligner ikke de andre byer vi har været igennem. Denne her er mere hyggelig, så vi beslutter med det samme, at her kan vi godt bruge 2 overnatninger. Vi kører også en tur ud for enden af denne halvø, hvorpå byen ligger for her skulle der være en sælkoloni. Det må så være en meget lille sælkoloni for vi så kun 2 sæler som lå og sov, så vi kunne gå helt hen til dem og så nogle stykker, som lå på klipperne et godt stykke fra land. Måske gad de heller ikke at ligge på land, når vejret alligevel var gråt og koldt 😉
Efter vores sæltur fandt vi en hyggelig pub, hvor vi fik en rigtig god skaldyrssuppe med hvidløgsbrød til og en stor mørk øl, mens vi fik varmen ved pejsen og efterfølgende var vi på internetcafe, så hjemmesiden her kunne blive opdateret!

19. nov. (Whalewatch in Kaikoura): I dag er vi oppe før en vis herre får sko på. Kl. 5.30 ringer vækkeuret. Heldigvis er det fint vejr i dag. Der er sol fra en næsten skyfri himmel og vinden fra i går har lagt sig, så vandet er helt fladt og det er en rigtig god ting for vi skal på Whale Watch. Vi skal mødes ved whale watch kontoret kl. 6.15 og bliver herefter kørt ud til sydstranden, hvor båden ligger, som skal sejle os ud til hvalernes fortrukne steder. Der er mange forskellige hvaler, som kommer her i området, men det er meget sæsonbestemt, hvilke man ser, og nu i foråret regner de med, at vi skal se sperm hvaler. De er temmelig store og ligner mest af alt en ubåd, når de ligger i overfladen.
Vi er ude på 1150 meters dybde. Det er en meget stor grav, som en lille kilometer fra land falder fra 100 meters dybde til 600 m og herefter ned til de 1150 meter. Det er her i graven, at hvalerne ynder at holde til, da her er rigeligt med føde til dem. Det er imidlertid kun hannerne, som er her. Det er for koldt til hunnerne og ungerne!
Kaptajnen har en hydrofon, som han flere gange har haft i vandet for at høre om der er hvaler. Han har fundet en og vi står alle om spejder ud over vandet for at se den. Det kan kun være et spørgsmål om minutter før den kommer op til overfladen. Vi har været ude en times tid, da vi ser det første tegn. En vandsky står op af vandet et pænt stykke fra båden. Vi sejler tættere på, men alligevel på behørig afstand, så vi ikke forstyrrer den, mens den får trukket vejret og gjort klar til næste dyk. Den vil være oppe i 2—15 minutter og nede i op til 40 minutter, så når den forsvinder ned i dybet, ser vi den ikke mere! Den ligger i overfladen i ca. 10 minutter og gør herefter klar til at dykke. Kameraerne klikker overalt., selv om der ikke er meget at se, men det er alligevel fascinerende, at se så stort et dyr. Det store øjeblik kommer da den dykker. Det er øjeblikket, som vi alle har drømt om at forevige med vore kameraer. Når den vender hovedet mod dybet og løfter halen op over vandoverfladen. Det er også et imponerende syn og aldrig har jeg hørt så mange klik fra kameraer. Den slår med halen helt efter bogen og vi får nogle fantastiske billeder både på nethinden og i kameraet 😉
Efter hvalen er dykket, er det tid til at sejle ind igen. Vi sejler lige tæt på en sælkoloni, men de blegner lidt i forhold til det syn vi netop har været vidner til ;-).
Inde på land bliver vi kørt tilbage til whale watch kontoret, som ligger lige bag camping-pladsen, så vi er hurtigt hjemme og det vi trænger mest til lige nu er en time på øjet. Vi har været tidligt oppe og adrenalinen har pumpet, så vi er trætte nu. Det bliver til mere end en time og resten af dagen bliver også ren afslapning med at sidde i solen med en bog og sove lidt ind i mellem. Jeg tror vi efterhånden har fået så mange indtryk i de forløbne 14 dage, så vi nu bare er trætte og skal have fordøjet indtrykkene.

(Sol hele dagen, men kold vind 15-20 grader)

20. nov. (Kaikoura-Hanmer Springs): Dagen starter grå og kedelig og det har regnet det meste af natten. Godt det ikke var i dag vi skulle ud og se på hvaler, så var det nok blevet aflyst, da det også blæser. Vi forlader Kaikoura for at køre mod Hanmer Springs. Det er lidt uden for vores egentlige rute, men vi trænger til lidt afslapning og det skulle Hanmer Springs være stedet for! Efter at have købt ind i Kaikoura kører vi i småregnvejr sydvest over. Vi overser et skilt og kommer ud hvor kragerne ender og køerne bliver flyttet fra mark til mark via landevejen. Vi møder igen en temmelig stor flok køer, som vi må holde tilbage for, da de fylder hele vejen! Videre ender vi ude på en grusvej. Ulrich påstår hårdnakket, at vi godt kan komme den vej. Det siger gps´en på telefonen. Jeg er ikke vild begejstret for vi må ikke køre med camperen uden for asfalteret vej. Efter en kilometer kommer vi imidlertid til en flod, som vi skal krydse og der er ikke nogen bro. Så stopper festen! Vi må bide i det sure æble og vende om. Tilbage på sporet kommer vi op i bjergene og vejret bliver bedre og bedre. Solen kommer frem og de bjerge vi kommer til er gule af en blanding af udsprungen gyvel og guldregn. Det er et meget flot syn, som vi aldrig har set før. Lige inden vi når Hanmer Springs passerer vi en høj bro over en flod, hvor der er en der er ved at springe ud, altså med elastik om fødderne. Det er første gang vi kommer til et sted, hvor de praktiserer bungy jump. Desværre må vi ikke standse, så vi ser ikke pigen springe ud, men der er temmelig langt ned. Det er ikke noget for os. Vi er nogle pivskidder 😉
I Hanmer Springs får vi lidt frokost og sidder i solen med vores bøger. Det er nu blevet fuld solskin og ca. 25 grader, så det er pragtfuld at sidder her og slappe af. Ulrich har dog ikke ro på sig. Han har fundet en gåtur op til et udsigtspunkt, som han mener, vi har godt af at gå. Han har nok ret, så vi får vandreskoene på og så går det ellers deropad. Det er kun en tur på et par timer og vi får en fin udsigt ud over byen og de gule bjerge, så det var OK. Derefter var det min tur til at vælge hvad vi skulle foretage os og jeg havde fået anbefalet en tur i de termiske bade. (Tak Birthe) Det var virkelig dejligt. Der var 14 forskellige pools i forskellige niveauer og med klipper og planter imellem. Et rigtig flot område med pools med temperaturer fra 33—42 grader, nogle med almindeligt varmt kildevand og nogle med svovlholdigt vand, som lugtede af svovl (rådden æg). Det var virkelig afslapning at sidde i disse varme pools og se ud over bjergene eller tage sig en lille lur. Vi følte os ladet op efter et par timer her i ro og mag og så hjem til en gin/tonic inden aftensmaden. Det var skønt. Så er vi klar til at køre langt igen i morgen. I øvrigt mødte vi igen et hollandsk par, som vi gik Tongariro Crossing med. Sjovt som vi møder de samme mennesker igen og igen. Vi har også et canadisk og et fransk par, som vi har mødt flere gange i forskellige byer. Det er åbenbart nogenlunde den samme rute, som alle kører ned gennem landet!

(Småregn fra morgenstunden men opklaring over middag til fuld sol og 25 grader. Kørt 150 km)

21. nov. (Hanmer Springs-Greymouth): Det ser ud til at blive en rigtig god dag. Solen skinner og det er så varmt, at vi kan sidde ude og spise vores morgenmad, mens solsorten fløjter. Det er første gang, vi får morgenmad ude—skønt! Vi har en lang køretur foran os i dag. Vi skal krydse sydøen fra øst til vest. Først næsten ned til Christchurch og derefter vest på via Arthurs Pass til Greymouth på vestkysten. Det skulle være en meget flot tur, så vi har store forventninger! Det viser sig også at være en flot tur med meget afvekslende landskaber. Først hen over rimeligt fladt terræn med masser af får og køer og senere bjergrigt efter som vi kravler op i højderne til Arthurs Pass. Vi følger jernbanen det meste af vejen og den går også for at være en af de flotteste strækninger i verden. Vi snoer os igennem dale med floder og over højderygge. Dalene og nogle af bjergene gule af gyvel og guldregn og andre grå med aftegninger efter den nylig smeltede sne. Det er flotte syn der møder os og meget svære at beskrive! De skal ses! Vi ville have gået en tur oppe omkring Arthurs Pass, men det blæste desværre for meget til, at det var en fornøjelse, så vi vendte om igen.
Vi når frem til Greymouth lige i tide til en 5-sjus—en dejlig gin/tonic i solen ;-). Campingpladsen ligger lige ned til vandet, hvor der er strand så langt øjet rækker til begge sider.

(Sol hele dagen, men let skydække fra middag ca. 25 grader. Kørt 374 km)

22. nov. (Greymouth-Franz Josef): What a day! Regn, regn og atter regn fra morgen til aften. Det var ikke lige, hvad vi havde drømt om ;-), men regnen skal ikke slå os ud, så vi kører ned på I-site (turistbureauet) for at høre, hvornår det er højvande! Vi vil nemlig op til Pancake Rocks, hvor bølgerne ved højvande slår ind i klipperne og op gennem nogle blowhols, så det skulle se meget flot ud. Højvande er kl. 7.35 om morgenen og de specielle syn er alene en halv time på hver side af højvande, så vi er for sent på den. Nå, pyt klipperne skulle alligevel være en køretur værd, så vi kører de 45 km nordpå for tage klipperne i nærmere øjesyn. De er flotte. Det ligner fuldstændig en stak pandekager, som er stablet oven på hinanden, men når regnen står ned i stænger og det blæser en halv pelikan, så dvæler man ikke så længe ved det flotte syn! Vi har ikke taget regnbukser med, så vores bukser er gennemblødte, men en af fordelene ved en camper er, at man altid har alle sine ting inden for rækkevidde, så vi får hurtigt tørt tøj på igen, og er klar til at køre videre. Vi kører tilbage sydpå til Greymouth, som absolut lever op til sit navn. Der er total gråt. Skyerne hænger lavt over byen og regnen står ned! Turen ned langs kysten er meget flot med klippeformationer, som står som ensomme støtter ude i vandet og vejen snoer sig helt ude på klippesiden. Er lidt bange for at køre helt her ude på kanten på våde veje med lav sigtbarhed og vindstød, som kommer ind fra havet og rykker gevaldigt i camperen. I Greymouth handler vi lidt ind til aftensmad de nærmeste dage og får fyldt tanken op med diesel, da vi har hørt at priserne stiger på vejen sydover og der skulle ikke være så mange tankstationer her langs vestkysten. Efter Greymouth tager regnen til og flodsengene med små bække i, som vi ellers har passeret de tidligere dage er nu forvandlet til store mudrede, frådende vandmasser, som buldrer ned og tager alt med sig på deres vej. Det er uhyggeligt at se! Vi kører gennem stræk-ninger med regnskov, som absolut også lever op til deres navn i dag. Der er også med mellemrum store søer, men vi kan desværre ikke nyde denne flotte natur, som helt sikkert ville have betaget os i solskin, da koncentrationen ligger på kørebanen for at holde øje med, hvor meget vand der er! Flere steder må vi køre gennem små floder, som løber hen over vejen. Der er bare vand over alt. Markerne står under vand og hvor der ellers er grøfter vælter vandet nu langs vejen og hen over den. Et sted er buske/grene revet ned over vejen af vandmasserne. Vi får set rigtig mange vandfald, som sikkert ikke er der under normale vejrforhold, men nu fosser vandet ned over klippeskråningerne. Da vi endelig når campingpladsen i Franz Josef er jeg rigtig lettet. Det har virkelig været en sej tur, som jeg ikke havde taget, hvis jeg vidste, at der ville komme så meget vand på så kort tid! Det bliver hygge med en bog og popkorn m.v. i camperen resten af dagen. Regnen stilner lidt af, men det bliver ikke tørvejr, og da vi har været gennemblødt en gang i dag, holder vi os indendørs!

(Regn, regn og atter regn ;-). Kørt 262 km)

23. nov. (Franz Josef): I´m singing in the rain. Det er det første man kommer til nynne om morgenen. Endnu en dag med regn. Nej det er ikke helt rigtigt. Det regnede ikke da vi stod op men det var meget gråt, faktisk vågnede vi først kl. 9.15 sandsynligvis fordi solen ikke just skinnede ind ad vinduerne ;-). Efter morgenmaden kørte vi til den anden ende af byen, hvorfra der var adgang til en masse gåture omkring gletsjeren Franz Josef. Vi gik først en tur på en times tid, som bragte os til en lille sø, hvor man havde en fin udsigt til gletsjeren, som løber ned fra toppen af bjerget og helt ned til regnskoven. Desværre kunne vi ikke se toppen, da skyerne ligger meget lavt og dækker toppen, men vi kunne da se det nederste af gletsjeren, som nu ikke er så køn endda. Den er beskidt, så den er mere grå/sort end den er hvid! Bortset fra gletsjeren, som vi kunne se på afstand, var det en fin tur gennem flot regnskov med en masse flotte træer og planter og fugle. Bl.a. er der nogle træer, som mest af alt ligner opstammede bregner, de er mægtig flotte, når de er ved at folde deres blade ud. Der er også et rigt fugleliv, mange vi aldrig har set før i kønne farver og aftegninger og med høje flotte stemmer! Turen førte os også til en hængebro over en flod, som kom direkte oppe fra gletsjeren, hvilket vi bl.a. kunne se fordi den bragte store stykker is med sig i vandmasserne. Efter denne regnskovstur ville vi tættere på gletsjeren og fandt en anden tur, som skulle bringe os helt hen til kanten, men på grund af regnvejret i går var det ikke tilrådeligt at gå helt derhen, da der kunne falde store stykke is ned. Da vi var så tæt på, som de tilrådede, var vi stadig langt fra og vi kunne se en masse, som havde overset advarslerne og var gået videre. Vi overvejede lidt om vi skulle følge de andre, men i det samme begyndte det at regne og det tog hurtigt til, så det afgjorde, hvad vi skulle! Vi skulle tilbage til camperen i tørvejr. Ud over regnen lagde skyerne sig også tæt omkring gletsjeren, så vi ikke kunne se noget som helst, så vi gik som sagt tilbage til camperen og spiste frokost i håb om at regnen i mellemtiden ville holde op, så vi kunne vende tilbage og se noget mere. Det var dog ikke tilfældet. Det fortsatte med at regne kraftigt, så vi kørte ned i byen og gik en tur og var inde og høre til vejrudsigten for de kommende dage, idet vi godt kunne tænke os en flyvetur hen over Fox og Franz Josef gletsjerne og Mount Cook. Det var ikke særlig gode nyheder vi her kunne få. De lover fortsat regn de kommende 2 dage her i området, men vi fik en rabat-kupon hos flyselskabet, så hvis vi tog flyveturen, når vi kom over til Tekapo-søen på den anden side af alperne, ville vi få 10 % rabat. Det var OK for vi havde talt om, at vi ville få en chance mere deromme til at tage turen, hvis vejret ikke artede sig.
Herefter gik vi på cafe i ly for regnen et sted, hvor der var mulighed for opkobling til internettet, så vi kunne få opdateret hjemmesiden og få lagt nogle billeder ind fra Nordøen. Vi har endnu ikke fået sorteret billederne fra Sydøen, så de må vente lidt endnu med at blive lagt på! Regnen stod fortsat ned, så vi tog tilbage campingpladsen og lå og læste bøger resten af dagen. I morgen kører vi så længere sydpå og håber på, at vejret bliver bedre, så vi kan komme ud og vandre i den flotte natur.

24. nov. (Franz Josef-Queenstown): Vågner efter en nat, hvor vi ikke føler, at vi har sovet overhovedet. Regnen har trommet på taget af camperen hele natten, så i dag er vi absolut ikke morgenfriske! Et bad hjælper lidt på det, men det er trøstesløs at sidde her for 3. dag i træk og kikke ud på regnen, der siler ned uafbrudt. Det er mandag og vejrudsigten lover sol onsdag og torsdag, så vi har noget at se frem til 😉 På grund af vejret har vi nu helt opgivet at komme op og gå på gletsjeren, for vi vil ikke sidde her og vente i 2 dage mere. Vi må videre!
I første omgang sætter vi kurs mod Wanaka, som ligger ca. 300 km sydpå. Det er sikkert en rigtig flot tur derned i solskin, men nu ligger skyerne tungt ned over bjergene og dækker for enhver udsigt—desværre. Vi kører ellers også langs 2 meget store søer og floder og vandfald dukker op med mellemrum, men da regnen står ned, gider vi ikke engang stoppe bilen! Det er en rigtig øv-dag. Vi egner os ikke rigtig til regnvejr, så længe ad gangen ;-(.
Da vi når til Wanaka, synes vi ikke rigtig den er stor nok til, at vi kan få tiden til at gå, hvis det også regner i morgen, så vi kører videre til Queenstown, som er godt 70 km længere nede. Det bliver en lang dag i bilen, men da vi kommer frem til Queenstown er vi glade for, at vi fortsatte for det er en by af en vis størrelse med en masse forretninger, så om ikke andet kan vi gå rundt og ose her i morgen, hvis det stadig regner, hvilket vi selvfølgelig ikke håber!
Vi er trætte oven på den lange køretur og føler os lidt utilpas, så vi tager en time på langs, hvorefter vi trodser regnvejret og går en tur ned i byen. Det bliver en rigtig god tur for regnen tager af og pludselig bryder solen igennem skyerne og skinner på toppen af bjergene oppe over byen. Det er et fantastik flot syn og samtidig lyder der et fløjt ude fra søen, hvor et over 100 år gammelt dampskib TSS Earnslaw dukker ud af et skydække, som ligger og danner flotte silhuetter hen over søen. Vi ærgrer os over, at vi for en gang skyld ikke har kameraet med.
Skiber ligger til kaj lige ud for hvor vi står. Det er et prægtigt skib at se på. Der er åbent ned til maskinrummet, så vi kan se lidt af de gamle kedler og manometre. Jeg foreslår Ulrich, at han kan blive maskinmester på skibet, men han er ikke helt med på ideen! Vi er inde et sted og få lidt at spise og traver ellers rundt i byen og nyder, at det ikke regner og det stadig er lyst selv om klokken er lidt i 9 om aftenen. Derhjemme er det vel mørkt ved halv femtiden!

(Regn indtil kl. 19, men 20 grader. Kørt 370 km)

25. nov. (Queenstown-Te Anau): Det lysner lidt men stadig regnvejr. Nu er vi ikke mere i tvivl om, hvorfor West Coast har fået tilnavnet Wet Coast. Vi forlod Queenstown i formiddag for at køre til Te Anau, så vi er tættere på Milford og Doubtful sound, når vejret ifølge vejrudsigterne skulle blive bedre! Det skulle holde op med at regne imorgen og solen skulle komme frem, men dog nogle skyer og det samme torsdag, men fredag skulle der blive fuld sol. Lige nu håber vi bare på tørvejr, så vi kan komme ud. Det kan godt være, at der er nogen, som mener, at der ikke er dårligt vejr, kun dårlig påklædning, men den køber vi ikke. Det er ikke sjovt at vandre rundt, når man får brillerne våde og dukkede hele tiden og bukserne er gennemblødte i løbet af no time og kameraet skal man hele tiden passe på ikke får for meget vand!Nej så hellere sol og bekymringer om man bliver skoldet og skal have solfaktor på ;-). Vi har bestilt en sejltur gennem Milford Sound i morgen, så nu håber vi vejrudsigten holder stik. Te Anau hvor vi er nu er ikke nogen stor by, men den ligger dejligt ned til en sø og med lidt bjerge rundt omkring. Turen herned fra Queenstown var på 180 km gennem varierede landskaber. Vi bliver stadig forbavset over hvor forskellige bjerge kan tage sig ud alt efter hvor de ligger og dermed den vegetation de er “beklædt” med. Det er nye indtryk hele tiden og man bliver aldrig træt af at se på dem. (selv ikke i regnvejr ;-)). PS. Vi mødte vores hollandske “venner” igen på I-site.

26. nov. (Milford Sound): Yes, det regner ikke! Men for pokker en nat. Selv om vi har haft varmeapparatet til at køre hele natten, som de øvrige nætter og vi har haft langærmede trøjer på under dynen har vi frosset bravt. Det har været hunde koldt og da vi får kikket op på bjergtidenderne omkring byen, kan vi se, at der er helt hvidt. Der er faldet sne ned til ca. 1.000 meters højde. Det er et flot syn, men vi kan ikke rigtig glæde os over det, før vi har fået et dejligt varmt bad. Inden vi gik til køjs i aftes måtte vi også lave suppe at varme os på. Det havde vi ikke regnet med inden vi tog hjemmefra, men man lærer hele tiden 😉 Vi er ikke “langt” fra Antarktis og det synes vi rigtig nok at kunne mærke i nat!
Vi skal på sejltur i dag gennem Milford Sound. Vi har bestilt den hel store tur på 3 timer med frokost ombord og et besøg på dybhavsakvariet. Vi kører selv op til Milford Sound, hvor skibet ligger, da vi har læst, at det skulle være en meget smuk tur, hvor man skal give sig tid til en masse fotostop. Der er 120 km fra Te Anau til Milford Sound. Vi har sat 3 timer af til turen, men finder hurtigt ud af, at vi må gemme nogle stop til hjemturen for dette er hel fantastisk. Jeg har slet ikke ord nok i mit ordforråd til at beskrive turen. Det er bare så smukt og det ene skønne syn afløses af det næste. Vi kan slet ikke få tid nok og selv om vi skyder omkring 100 billeder kan det slet ikke vise, hvad vi har fået af indtryk på nethinderne. New Zealand er et fantastisk flot land, men helst i solskin ;-). Vi er helt oppe at køre, da vi når til Milford Sound og går omborg på skibet, en stor katamaran, som skal sejle os helt ud til det Tasmanske hav og retur igen. Sejlturen er også rigtig flot, men den kan ikke helt måle sig med, hvad vi har set på vejen herop selv om her er både vandfald og en enkelt gletsjer og sneklædte bjergtoppe og vi ser både sæler og 3 små søde pingviner.
På vejen hjem gør vi de stop, som vi ikke havde tid til på vejen op og gang på gang møder vi de samme personer, som er lige så betaget af landskaberne og naturen som os. Vi kører gang på gang ind til siden, blot for at forlænge nydelsen af hvad vi ser og selvfølgelig at prøve at forevige det med at tage billeder. Da vi stopper ved nogle udsigtspunkter får vi også selskab af keaer. Det er bjergpapegøjer. De er lige så frække, som alle de andre fugle, vi har mødt på vores vej. New Zealandske fugle er specielle. De tigger alle sammen. Så snart vi stopper et sted og åbner døren til kabinen, så kommer der fugle som tigger og hvis man ikke jager dem væk, så er de på vej ind i vognen. De er åbenbart blevet vænnet til af alle de turister som kommer her og specielt camperne har jo altid lidt mad i skabene!
Vi er først i Te Anau igen kl. 18 og da vejrudsigten stadig siger fint vejr, vil vi benytte lejligheden til at booke tur til Doubtful Sound i morgen, men det første bureau vil prøver har allerede udsolgt, så vi tage næste mulighed, som desværre er lidt dyrere, men de har plads. Turen til Doubtful Sound starter i Manapouri, som ligger 20 km fra Te Anau, så vi beslutter at køre dertil med det samme og overnatte. Hjemmefra har Birthe fortalt om en speciel campingplads, som vi skulle prøve, hvis vi kom til Manapouri. Hun havde ikke rigtig fortalt, hvad der var specielt ved den, men blot at den var anderledes. Og jeg skal love for, at den er anderledes. Receptionen er en gammel faldefærdig tyrolerhytte, hvor der indenfor er en masse gamle uniformer og flag fra tyskland, modelbiler og pengesedler og biografplakater fra Ringenes herre og meget, meget andet og udenfor rundt omkring på pladsen er en kæmpe samling af gamle Morris Minor, togvogne, førerhus fra båd, gamle husvogne og ind imellem små hytter, som man kunne leje. Nogle lignede dukkehuse andre barakker, som skriger på gori! Det er virkeligt et specielt sted. Og ejerne er også nogle sjove gamle nisser at se på. Når vi ellers er kommet til en plads, har vi fået stukket et kort i hånden og indtegnet, hvor vi skulle parkere og hvor diverse faciliteter er. Her gik manden rundt med os på pladsen og fortalte, hvor vi kunne sætte camperen og hvor faciliteterne var og hvordan de fungerede! Da vi bookede os ind, måtte vi i øvrigt også selv skrive os ind i deres kolonnebog, som samtidig fungerede som deres regnskab. Computeren er ikke kommet hertil endnu! Vi spurgte derfor heller ikke om, der var internet på pladsen!!

(Sol og skyer ca. 18-20 grader. Kørt 265 km)

27. nov. (Doubtful Sound): Oh what a beautiful morning, oh what a beautiful day… Vi har ikke frosset i nat og vi vågner til fuglefløjt og høj blå himmel. Hvad kan man ønske sig mere? Det er i dag, vi skal på tur til Doubtful Sound, så det kan simpelt hen ikke passe bedre! Vi har først fået plads på en tur kl. 11.30, så vi har masse af tid uden at skulle jage. Vi kan oven i købet nå at gå ned til Pearl Harbour, hvorfra båden sejler. Der er et par kilometer, men vi kan gå langs Manapouri Lake og nyde den flotte udsigt ud over vandet og over til bjergene på den modsatte side af søen. Der er stadig sne på de højeste tinder på trods af solen i går.
Vi starter vores tur med at sejle en times tid over Manapouri Lake. Det er en enorm stor sø med en masse øer og forgreninger, så vi kunne lige så godt sejle i en fjord. Man kan ikke se forskel. Det er en dejlig tur. Der er ikke nogen vind, så der er næsten “havblik”, men da vi sejler med 22 knob, bliver vi blæst godt igennem på soldækket. Det er lidt koldt, men også dejligt at sidde og nyde udsigten. Efter en times sejlads er vi fremme ved New Zealands underjordiske kraftværk. Det ligger 200 meter under jorden. Oprindelig var det planen, at der skulle bygges en dæmning, som ville hæve vandstanden i Manapouri Lake med 30 meter, hvilket ville betyde af både Manapouri og Te Anau ville bliver oversvømmet! En folkelig protest og et valg fik imidlertid ændret planerne og i dag er der altså et underjordisk vandkraftværk, som hovedsageligt producerer strøm (85%) til et aluminiumsværk. Der er stort set kun nogle højspændingsmaster og lugerne ned til dybet, som kan ses på overfladen. Resten ligger de 200 m under jorden. For at komme ned til værket kørte vi i bus ned gennem en 2 km lang tunnel. Det var en lidt speciel fornemmelse at være så langt nede under jorden. Det var ikke fordi man kunne se så meget i dybet. Der var en kæmpe hal, hvor vi kunne se toppene af de 7 turbiner. Vi fik et kort foredrag om bygningen af kraftværket og tunnelen og derefter gik turen op til overfladen igen! Her kørte vi 20 km over et pas og fik et fantastisk view ud over Doubtful Sound med høje bjerge og øer. Vi havde vundet i lodtrækningen om vejret! I området her falder der 6-8 meter regn om året og der er kun 50 dage om året uden regn og vi har fundet en dag, hvor det ikke alene er tørvejr, der er også høj blå himmel. Det er virkelig som at vinde i lotteriet!
Ved Deep Cove ligger endnu en båd og venter på os for at sejle os rundt i Doubtful Sound i 3 timer og bringe os ud til det Tasmanske hav. Det er en meget flot tur med en masse vandfald og flotte bjergformationer og fortælling om naturen med tilblivelsen af fjorden, om dyrelivet og plantelivet og New Zealændernes kvaler med at genskabe deres oprindelige dyreliv før europæerne og australierne bragte bl.a. mårer og possums til øerne. Mårerne æder alle fugleæggene og possums æder gigantiske mængde vegetation, så de betragtes begge som skadedyr, og mårerne har man ligefrem sat fælder op til langs vejene med 200 meters mellemrum, svarende til en mårs territorium for at holde bestanden nede!
Da vi nåede helt ud til det Tasmanske hav sejlede vi tæt ind omkring nogle små klippeøer for at se på fugle og en sælkoloni og pludselig var der også dem, som vi alle havde håbet på at se, nemlig pingviner. Pingvinerne her er den sjælne fiordland crested penquin (jeg ved ikke hvad den hedder på dansk), som der alene menes at være 2000 par af i verden. Vi så hele 8 på 3 forskellige steder og vi så også 3 i går i Milford Sound, så vi har været heldige! De er nu meget søde at se på, som de hopper rundt på klipperne, så kameraerne klikkede konstant så længe båden lå, så linserne kunne fange dem!
På vejen tilbage til Deep Cove sejlede vi ind i en sidefjord, hvor kaptajnen slukkede maskinen og bad os alle være stille og ikke røre os i 3 minutter, så vi kunne fornemme, hvilke lyde der er kendetegnende for et så isoleret sted som her. Det var en dejlig oplevelse. 70 mennesker som bare ikke siger en lyd og skibet som blot ligger og vugger stille i søen og så lydene fra vandet i vandfaldene, som kommer flere hundrede meter oppefra og fuglene, som fløjter uforstyrret. Det er den bedste afstressningsterapi, man kan få! Det var en perfekt afslutningen på vores tur rundt i Doubtful Sound.
I Deep Cove holdt bussen og kørte os tilbage over Wilmot pas og over til Manapouri Lake, som vi krydsede i båd selvfølgelig og var tilbage i Pearl Harbour kl. 20 godt skoldede i ansigterne og trætte efter en lang men oplevelsesrig dag på vandet. Oh what a beautiful day…..

(sol fra skyfri himmel og 18-20 grader)

28. nov. (Manapouri-Queenstown): Endnu en rigtig flot dag, som vi mest har brugt til at slappe af. Vi kørte fra Manapouri efter morgenmaden for at komme nordpå igen op mod Mount Cook, men da det er en temmelig lang tur har vi valgt at bide den over i 2 stykker, så vi i dag kører de 200 km tilbage til Queenstown og så de næste 260 km i morgen. I Queenstown overnattede vi også i på vejen ned, men da det var regnvejr, så vi kun hvad vi kunne se på en aftengåtur, men det vi så ville vi gerne tilbage til! Byen ligger skønt ned til en stor sø og der sejler bl.a. et gammelt dampskib her, som vi også så sidst. På vejen til Queenstown gør vi holdt i en lille by ved navn Kingston. Ulrich har læst om Kingston Flyer – et gammelt damplokomotiv – som skulle køre herfra. Vi var også i denne by på vejen ned, men da var der ikke noget tog. I dag er vi mere heldige. Det er lige ved at rangere ind foran stationsbygningen, da vi kommer, så der er damp under kedlerne. Et flot syn. Da solen skinner og vi alligevel ikke har travlt bliver vi her og spiser frokost og ligger i solen i et par timer. Hvilket passer med at toget skal køre sin eftermidddagstur ned til et trinbræt ca. 10 km sydpå. Der kommer pænt mange og ser på toget og en del skal da også med op at køre. Vi nøjes med at se på. Det er et tog fra 1870´er, som nogle entusiaster holder ved lige og kører med et par gange om dagen om sommeren. Det er stadig en fyrbøder, som står og fylder kul på fyret med en skovl. Da toget kører fra perronen er der fuld damp på og vi kan følge dampskyen et godt stykke efter vi ikke kan se toget mere.
Efter vores hyggelige pause her i solen kører vi videre til Queenstown, hvor vi går tur og sætter os på en fortovsrestaurant ned til søen. Her er dejlig fredeligt og varmt, og vi ser endnu engang TSS Earnslaw—dampskibet—komme sejlende.
I løbet af dagen mødte vi flere hundrede motorcykler, så vi ærgede os over, at vi ikke var på motorcykel for så kunne vi være fulgt med. Det må have været et rigtigt stort træf med alle de cykler vi så køre samme vej!

(Sol og 25 grader. Kørt 200 km)

29. nov. (Queenstown-Mount Cook): Det er lidt skyet i dag, men det gør ikke så meget for vi skal køre en pæn lang tur. Vi skal nordpå igen, men denne gang øst for alperne, så vi undgår forhåbentlig regn, modsat den vestlige side. Der jo har fået tilnavnet Wet Coast. Vi skal op til Mount Cook National Park, der ligger rundt om Mount Cook , som er New Zealands højeste bjerg på 3.755 m.
Ca. 20 km uden for Queenstown gør vi holdt ved Kawarau Bungy Centre, som er det første sted i verden man udøvede bungyjump kommercielt (1988). Det er et fald på 43 meter fra en bro ned over floden. Nogle vælger at få hovedet dyppet i floden. Vi så 5-6 stykker hoppe og også 2 som valgte at gå tilbage efter at have stået helt ude på platformen og set ned. En pige som skulle lave et tandemspring stod ligefrem og skreg, da hun kom ud til kanten! Hun fik pæn lang betænkningstid, men turde ikke. En far, som lige havde set sin 13 årige søn hoppe uden tøven, gik også kry ud til kanten, men så gik alt i sort for ham. Han fik besked på at se over på en anden bro i nærheden i stedet for at se ned, men intet hjalp. Han kunne ikke. Vi snakkede lidt med ham bagefter. Han var knust og havde det tydeligvis ikke godt med at skulle tilbage til sønnen uden at have hoppet. Han var helt tør i munden, så han dårligt kunne tale! Vi prøvede at muntre ham lidt op ved at sige, at det krævede mere mod at sige fra, når man stod ude på kanten, når alle står og kikker, end at hoppe, men den købte han vist ikke lige i øjeblikket!
Ingen af os følte den store trang til at udfordre os selv med et hop, så vi kørte videre ;-). Op gennem Gibbston Valley, hvor der er vinmarker på begge sider af vejen og videre op gennem Lindis Pas (968m). Det var et specielt område at køre igennem. Bjergene var ikke særlig kønne. Der var kun ringe vegetation i form af nogle visne græstotter og så var der ellers enorme flade sletter, så man følte man var kommet langt ud på prærien. Det var her vi skulle have set damptoget fra i går komme tøffende. Det ville have fuldendt billedet! Næsten fremme ved nationalparken, så vi de første glimt af Mount Cooks sneklædte top. Den ser ikke ud til at være meget højere end de omkringliggende tinder, men flot er den og der ligger næsten hele tiden en speciel rund sky om toppen. Ud over at se Mount Cook så vi også den mest turkisblå sø vi nogensinde har set. Det så helt unaturligt ud, men flot!Vi kunne ikke helt finde ud af hvor tæt på Mount Cook, vi kunne campere, så vi kørte hele vejen op til Mount Cook Village, blot for at konstatere, at vi skulle 25 km tilbage for at finde en camperplads med elektricitet, hvilket vi ville have, idet vi forventede, at det kunne blive koldt om natten og varmeapparatet i camperen kræver strøm! Men helt forgæves var turen ikke. Vi fandt da ud af, hvorfra vi skulle gå i morgen, når vi skal gå op til Muellers Hut, som ligger i 1800 meters højde.På campingpladsen fik en dejlig gin tonic, men blev så desværre omringet af et hold hollandske campere. Vi har set dem før. De er 6-7 campere sammen og har guide med, som holder samling på dem. De fylder temmelig meget!!! Det ødelagde lidt hyggen 😉

(Delvis skyet 20-25 grader. Kørt 300 km)

30. nov. (Muellers Hut): Vi står op til helt overskyet vejr. Det var ikke lige det, vi havde ønsket, da vi i dag skal på vandretur op til Muellers Hut, som ligger i 1800 meters højde. Vejrudsigten har ellers sagt, at det skulle blive fint vejr med sol og lidt skyer, men det er ikke lige det vi ser! Vi kører alligevel ud til White Horse Hill Carpark, hvorfra vi vil gå op. Ruten op er delt op i 3 etaper, hvor sværhedsgraden bliver sværere og sværere. Den første lille halve time er en ren gåtur, som fører op til et udsigtspunkt, som hedder Kea Point, hvor der skulle være Keaer (bjergpapegøjer) og en fin udsigt ude over Mueller Lake, som er en sø, der konstant får nyt vand tilført fra smeltevand dels fra sneen på bjergtinderne omkring og fra 4-5 gletsjere. Søen er meget mudret at se på—hel grå. Da vi går op mod Kea point hører vi nogle uhyggelige smæld og efterfølgende rumlen. På grund af de lavthængende skyer kan vi i første omgang ikke se, hvad der forårsager disse uhyggelige lyde. Da vi kommer lidt længere op kommer endnu et smæld og vi kan se sten og klippestykker komme ned af bjergsiden. Det gør det ikke mere trygt at se hvad det er der forårsager lydene, for da vi ikke kan se ret langt op, ved vi ikke om der også er løse sten og klipper over os, som kan falde ned.
Da vi forlader Kea Point stien og går videre mod Sealy Tarns kommer der et skilt, som siger at der på denne rute ikke er afmærket, hvor der kan være fare for stenlaviner!! Vi ser lidt på hinanden, men tænker vist begge, at når der hver dag går vandrere op ad denne rute, kan det vel ikke være så farligt. Ruten bliver nu stejlere. Der er lavet trappetrin i form af træbjælker, som er hamret ned i klippegrunden med store jernpinde, på det meste af ruten. Der er flot vegetation omkring os og enkelte fugle som fløjter ellers hører vi kun de uhyggelig smæld og rumlen med mellem-rum og konstant vandet, der bruser i floden, som samler smeltevand og løber ud i Muellers Lake. Vi kan ikke se andre vandrere, men nogle gange kan vi høre nogle. Vi har en flot udsigt ud over Mueller Lake og Hooker Valley, men mangler solen! Skyerne har løftet sig lidt, men ligger stadig i ca. 1400 meters højde, så vi kan ikke se hverken Mount Cook eller de andre bjergtinder ej heller, hvor vi skal op! Vi puster efterhånden godt og må holde mange pauser for at få pulsen under kontrol og svenden pipler frem. Efter 2 timer er vi begge temmelig våde af sved og vi kan begynde at mærke anstrengelserne i benene. Vi skal nu også over flere passager, hvor vi nærmest må klatre op. Vi er oppe i skyerne nu og kan ikke se ret langt omkring os, men det er som om solen forsøger at bryde igennem. Måske er det blot ønsketænkning! Ulrich sætter sig ned på en klippe og ser temmelig opgivende ud. Vi har gået i 2 timer og 15 mininutter og ifølge brochurerne skulle der være ca. 3 timers vandring til Muellers Hut. Jeg er på dette tidspunkt også ret træt, men vil ikke rigtig indrømme det, for jeg vil så gerne op på toppen. Der skulle være så eventyrlig flot deroppe, og vi er kun 3 kvarter fra mål. Det er Birthe, som har fortalt om denne tur. Eller i hvert fald om, hvordan der var på toppen. Hun har ikke helt fortalt, hvor anstrengende den er! Måske fordi hun og Finn er i bedre form end os, så de ikke har følt den helt så slem, som vi gør. Ulrich bliver ved med at sige, at han ikke tror på, at Birthe har været helt oppe på toppen ;-). Vi går videre og møder nu en hel gruppe, som har overnattet i Muellers Hut efter at være gået derop dagen i forvejen. De er helt høje alle sammen og fortæller om hvor smukt der er deroppe, og at de har set solopgangen, som har været helt eventyrlig. Vi spørger selvfølgelig til, hvordan vejret er deroppe nu og de siger, at det svinger lidt, men at der formentlig er sol for hytten ligger over skyerne eller i hvert fald da de forlod den! Det giver os blod på tanden til at fortsætte og ikke ret lang tid efter bliver der faktisk et hul i skyerne, og vi kan se toppen af Mount Cook med sol på. Det er bare så flot! Vi møder flere på vej ned, som samstemmende fortæller om hvor fantastisk et syn, der vil møde os. Vi har på vores vej indtil nu kun overhalet 2 par og et enkelt par har overhalet os, men vi møder et sted mellem 20 og 30, som har overnattet på toppen. De snakker alle, som om vi også skal overnatte deroppe. Vi fortæller ikke, at vi sådan set også har tænkt os at gå ned i dag. Vi fortsætter med fornyet kræfter og med et åbner skylaget sig helt og vi kan se hele vejen rundt. Waaaw sikke et syn. Kameraet må frem for at forevige dette. Nu er det os, som bliver helt høje ;-). Med et er al trætheden væk og vi fortsætter op. Det er ellers et ret barske stykke, vi er kommet til. Det ene øjeblik må vi klatre, det næste kravler vi i løse spidse sten og dernæst går vi i sne, hvor vi synker i til op på anklerne og nogle enkelte gange forsvinder et ben helt ned i sneen! Det er ret hårdt at gå i, men når man samtidig kan se rundt på bjerge omkring med sneklædte tinder og gletsjere og ned i dalen, så føles det knap så hårdt! Og pludselig er vi på toppen og kan se Muellers Hut. Det er simpelt hen en forløsning. Vi er næsten ved målet. Det tager dog yderligere en lille halv time at gå over toppen og op til hytten, da vi skal gå gennem sne en stor del af vejen. Men hold da op en udsigt vi har. Det er virkelig så eventyrligt, som de har fortalt. Vi bliver nu også bevidste om, hvad det er for lyde, vi har hørt på vejen op. Det er ikke kun stenskred. Efterhånden som solen er kommet frem, er det gletsjerne, som brækker. Store stykker is falder ned og trækker sten og klipper med sig ned. Nogle steder er det også små laviner af sne, som vælter ned af bjergsiderne. Heldigvis er det på de bjergsider, som vi kan se over på og ikke den side, som vi er klatret op ad og også skal ned af. På “vores” side er snemængden trods alt begrænset, så vi er ikke i fare.
Oppe i Muellers Hut, der er opkaldt efter gletsjeren, som bl.a. kan ses fra hytten og er opkaldt efter en dansker i 1862 (Ferdinand von Mueller), sidder vi udenfor i solen og nyder udsigten, mens vi spiser vores medbragte madpakke. Der er 2 andre par ved hytten og en enlig. Det ene par skal overnatte, og de bliver formentlig alene. Det er en udmærket hytte, som er åbnet af selveste Sir Edmund Hillary i juli 2003. Der har ligget 4 andre hytter på samme sted siden 1914.
Efter en frokostpause på 40 minutter begynder vi turen ned. Vi griner lidt af alle de anstrengelser blot for at spise vores medbragte madpakke, men men men det er jo heller ikke kun det. Nedstigningen er absolut ikke så anstrengende, som turen op var. Det er meget lettere bl.a. at gå ned i sne end det er at gå op. Specielt da vi finder ud af at gå baglængs og tage hænderne til hjælpe. Det ser måske ikke så elegant ud, men det virker! Og det er det som tæller, når alle lemmer er blevet lidt stive efter at have siddet stille i 40 minutter. Ved at tage snevejen ned kommer vi uden om nogle af de svære stykker med løse spidse sten, som vi absolut ikke ville synes at være rare at gå ned af. Efter halvanden time er vi allerede mere end halvvejs nede, hvor det ellers tog 3 timer og 40 minutter at komme op, men så begynder trætheden for alvor at melde sig. Vi må have en banan-pause og sidde og nyde udsigten lidt inden vi fortsætter. Efter pausen går det nogenlunde igen, indtil vi når det nederste stykke, som næsten går lige ud. Vores ben er nu som gele og det føles, som om knæene kan smutte til siden eller bagud, hvad øjeblik det skal være. Det er en underlig fornemmelse. Vi snakker om den dejlige kolde fadbamse vi skal over og have på den nærmeste bar/restaurant, som er ikke ret langt fra, hvor vi har parkeret camperen.
Efter diverse strækøvelser ved camperen kører vi over til The Old Mountaineer og får først en fadbamse og bliver så enige om, at vi er for trætte til at lave aftensmad, så vi får os lidt at spise her og en fadbamse mere og så er vi ellers klar til at køre hjem og sove! Vi er helt enige om at det har været en af de mest anstrengende ture vi har gået og vores tøj ser også ud derefter (vådt og beskidt) men at det har været alle anstrengelserne værd 😉 Men hvordan har vores ben det i morgen og i overmorgen???

(Overskyet til middag, herefter næsten skyfrit. Kørt 50 km og gået 10 km og 1.000 højdemeter!!)

1. dec. (Mount Cook-Akaroa): Vi vågner forholdsvis tidligt, da vi jo kom tidligt i seng i aftes. Det er helt overskyet og der kommer et par regndråber. Vi vender os forsigtigt i sengen. Av av. Alle led er stive og værker. Vi springer ikke ligefrem ud af sengen 😉 men det hjælper jo ikke blot at ligger der, så vi tager os sammen og kommer op. Det går nogenlunde, bare vi ikke skal for meget op og ned fra vognen. Det er ved at lakke mod enden af vores rundrejse i New Zealand, så vi skal til at finde mod Christchurch, hvorfra vi skal flyve til Australien. Da vi var ved Franz Josef gletsjeren på vestkysten, ville vi have taget en flyvetur over gletsjerne og rundt om Mount Cook m.v. men p.g.a af regnen, kunne dette ikke lade sig gøre, men vi har nu en chance igen fra Lake Tekapo, hvis bare vejret arter sig i dag. Vi har ca. 100 km at køre til Tekapo, men desværre ser vejret ikke ud til at bedre sig. Faktisk får vi en del byger på vejen. Vi kører forbi lufthavnen, hvorfra flyene afgår og der ser ikke ud til at være nogen aktivitet.
Videre ind til Tekapo by kommer vi til et sted, hvor der er hot springs. Det må lige være noget for vores ømme legemer ;-). Ikke den store betænkningstid. Vi må ind i de varme bade. Det er en fornøjelse. Der er kun 3 pools, men temperaturerne går fra 32 over 38 til 48 grader varmt vand. Det er bare dejligt og ligge der og slappe af og se ud over Tekapo lake. Det ville nok have været bedre i solskin, men OK. Vi kan ikke vinde hver gang! Varmen blødgører vores muskler, så vi føler os meget bedre tilpas efter en times tid i det varme vand. Skydækket er desværre stadig ikke forsvundet og ser heller ikke ud til at gøre det, så vi må desværre skyde en hvid pind efter vores flyvetur.
Tilbage i camperen igen beslutter vi at køre til Akaroa, som ligger lidt syd for Christchurch. Der er ca. 300 km, men vi skal jo alligevel den vej på og vejene er gode her. Det er hen over store lige sletter og i det hele taget fladt land med lige veje. Ikke alle de bjergveje, som vi ellers har kørt på. Så for en gang skyld kan vi komme op og køre 100 km/t, som er det tilladte på stort set alle veje i NZ bortset fra gennem byer, hvor det er 50 km/t. Det går rigtig godt og for første gang på denne tur overskrider jeg hastighedsgrænsen. Speedometeret viser 120 over en strækning på 4-5 km, da der pludselig viser sig blikkende røde og blå lanterne forude. Shit…. Første gang man overtræder fartgrænsen, så er der fartkontrol… Hold op hvor bliver man ærgerlig. Betjenten står ude på vejen og vinker os ind til siden. “Goddag. Har du meget travlt?” Nå, ja, der var jo ingen grund til at snakke uden om. “Jeg har målt dig til 112 km/t. Ved du hvor stærkt du må køre?” jo, det er 100 km/t. “Har du et kørekort, jeg må se?” ja, selvfølgelig, lige et øjeblik. Roder forfjamsket rundt i pung og mapper. “Har du et kørekort?” Ja, ja. Finder det endelig. “Ren rutine vil jeg gerne have en alkoholtest, så vil du sige dit navn ind i denne lille maskine?” Tina M……. “Ingen alkohol. Det er fint. Nu kunne jeg skrive dig en bøde, men da vi har en tolerancegrænse på 110 og du har kørt 112, så slipper du med en advarsel, men husk nu at det er 100 km/t du højst må køre!” Ja, det skal jeg nok. Thank you sir! Jeg får mit kørekort tilbage og betjenten ønsker os en fortsat god tur. Puh ha det var tæt på. Jeg er aldrig blevet stoppet før for at køre for stærkt, og så skal der lige være en betjent her, hvor jeg ellers ikke har overtrådt grænserne. Jeg er meget lettet over ikke at have fået en bøde, men holder nu også meget nøje øje med speedometernålen ;-). Et par timer senere er vi fremme i Akaroa og kører ind på en campingplads med den skønneste udsigt ud over de omkringliggende grønne bjerge og havet. Vi er inde i en bugt, så det kunne lige så godt være en sø med øer spredt rundt. Vi kan ikke se ud til det åbne hav, men smukt er det.

(Overskyet og byger hele dagen. Kørt 380 km)

2. dec. (Akaroa-Christchurch): Av av av, hvis vores ben gjorde ondt i går er det ingen ting ved siden af i dag! Lårmusklerne er så stive, at det er svært at komme ud af sengen og hver gang man har vendt sig i løbet af natten, har man ikke været i tvivl om, at lårmusklerne har været brugt :-0 Da vi endelig får taget os sammen til at komme op, er det dejlig solskin udenfor og de omkringliggende camperfolk sidder ude og spiser morgenmad. Det får vi også hurtigt gjort klar til og sidder og kikker ud over vandet nede i bugten under os. Det var sådan en udsigt man skulle have til hverdag, så kunne det være det var lettere at komme op om morgenen ;-), hvis altså ikke man lige har været ude og “bestige” et bjerg et par dage forinden!!
Da vi kørte her til Akaroa i går, så vi, at der også var en turistrute rundt i området, som vi valgte fra, fordi vi i forvejen havde kørt langt og trængte til hvile. Denne bestemmer vi os til at tage på vores vej ind til Christchurch. Den er ganske vist en smule længere, men turistruterne plejer at være meget flotte og vi har jo dagen for os. Inden vi kører op til starten på denne rute tager vi lige en tur ned til selve Akaroa, (Campingpladsen lå på bjergsiden lige oppe over byen) og går en tur langs vandet. Det er ikke nogen særlig stor by, men meget hyggelig med små cafeer og butikker langs med strandvejen. Det er oprindelig en fransk hvalfangerby og der er stadig nogle store gryder langs vandet, som formentlig har været brugt til at koge kødet efterfølgende. Vores ben kan ikke holde til at gå så langt, men det hjælper trods alt at få rørt dem.
Tilbage i camperen kører vi op mod turistruten og ind på den og ikke lang tid efter fortryder vi det også!! Det er en fantastisk smuk rute. Det må man sige, men vejen….. Den kører helt oppe på bjergkammen med afgrunden der falder 500 meter ned og den er ikke bredere end at 2 biler lige nøjagtig kan passere hinanden og så er den snoet og bulet og hælder mest mod afgrunden, sådan føles det i hvert fald. Det skal siges, at jeg aldrig har været speciel glad for bjergkørsel, men det er gået rigtig fint de sidste 4 uger, men det her. Det får sveden til at springe frem overalt!! Når det går op kan vi kun køre i andet gear ellers går vi i stå. På et tidspunkt får jeg klokket i gearene og vi går i stå. Det er ikke sjovt på en vej, som går meget stejlt op. Håndbremsen bliver trukket og nerverne er helt uden på tøjet. Hvordan kommer jeg nu i gang igen uden at trille baglængs og tænk, hvis der kommer en bil bagved. Panikken brede sig… Ved fælles hjælp og lidt råben i bilen, kommer vi i gang igen og kører forsigtigt op i andet gear. For pokker en tur. Det er svært at nyde udsigten under disse forhold. På et tidspunkt kommer vi til at køre igennem skyerne, så der kun er en sigtbarhed på 50-75 meter. Det hjælper faktisk lidt selv om det også er uhyggeligt, men så kan vi da ikke se hvor langt, der er ned i afgrunden!
Vores mareridt af en køretur viser sig at være ca. 35 km og tager mere end en time. Vi er rigtig lettere, da vi endelig kører ned for sidste gang og kommer ud på hovedvejen til Christchurch. Nu er det næsten lige vej hele tiden og de 65 km tager ikke lang tid. Vi er lige ude at undersøge, hvor vi skal aflevere camperen i morgen, så vi ikke skal køre og lede efter det. Den skal afleveres 5 minutter fra lufthavnen, så det passer fint. Herefter kører vi til Top 10 Holiday Park og parkerer og tager så bussen ind til centrum af Christchurch. Vi har ikke gået langt før vi får øje på turistsporvognene, som kører i en cirkel rundt i midtbyen. Det er en udmærket måde, at danne sig et overblik over hvor man skal hen, så vi tager en tur med dem. Endnu engang møder vi en utrolig venlighed fra kiwierne. Denne gang er det konduktøren. Vi har set, at billetterne koster 15 dollars stykket, men klokken er nu 4 om eftermiddagen. Konduktøren ser lidt på os og spørger om vi også er i byen i morgen. Nej, det er vi ikke. Vi får i hvert fald ikke tid til at køre sporvogn. Så vil han lige vende tilbage til os! Vi er lidt forundret, men lidt efter kommer han tilbage os siger, at han synes kun vi skal betale 15 dollars for det er jo begrænset, hvor længe vi så kan udnytte vores billet. Flink fyr. Jeg tror ikke den var gået i København. Vi sætter os til rette på træsæderne og kører en runde, hvor vognstyren fortæller i et væk om hvad vi ser på vores vej og hvad vi kan lave og kommer med sjove kommentarer til en masse ting. Alt i alt en underholdende tur.
Bagefter går vi rundt og kikker lidt på egen hånd og finder en restaurant og får lidt aftensmad inden vi tager bussen tilbage til campingpladsen. I øvrigt har vi også en sjov oplevelse, da vi tager bussen. Vi må meget ligne turister for så snart vi træder ind i bussen, siger chaufføren: “Jeg gætter på at I skal af ved Top 10 Holiday Park”. Da vi bekræfter det, siger han, at hvis vi lader være med at trykke på stopknappen ved busstoppestedet, så vil han køre os helt hen til indgangen til campingpladsen, og så skal vi i øvrigt fjerne den tatovering, vi har i panden ;-). Endnu en flink og spøgefuld Kiwi.
Tilbage på pladsen pakker vi vores kufferter og gør vognen ren, så den er klar til at blive afleveret i morgen, hvor vi flyver til Australien kl. 15.30.

(Sol hele dagen, 25 grader. Kørt 120 km)

Du kan se vores samlede rejserute på et kort her!