Dagbog fra Namibia og Botswana (2015)

For første gang i mange år skal vi på en grupperejse i stedet for at rejse på egen hånd, som vi plejer. I løbet af 20 dage rejser vi rundt i det sydlige Afrika, primært i Namibia. Her skal vi opleve den røde ørken med verdens højeste sandklitter, besøge lokale stammefolk og tage på safari i Etosha Nationalpark. Vi krydser også grænsen til Botswana, der byder på safari i Chobe Nationalpark og udforskning af Okavangodeltaet samt Zimbabwe, hvor vi oplever de enestående Victoria Falls. Undervejs bor vi udelukkende på gode lodges og camps. Vi kører i firhjulstrukne busser, der er specialfremstillet til kørsel i den afrikanske natur.

Namibia er næsten 20 gange så stort som Danmark og har kun 2 mill. indbyggere. Det er ikke mærkeligt, at de kalder det Namibia. Namib betyder stedet uden mennesker.

Namibia var tysk koloni fra slutningen af 1800-tallet og indtil 1. verdenskrig, hvorefter Sydafrika annekterede landet indtil det blev politisk uafhængig for ca. 25 år siden i forbindelse med apartheitens fald i Sydafrika. Det første frie valg blev afholdt i 1990. Namibia ligger i det sydlige Afrika omgivet af Angola og Zambia i nord, Botswana i øst og Sydafrika i syd.

Som sagt er det en grupperejse, så jeg kan allerede nu skrive hvor vi vil være på rejsen og også lidt om hvad vi skal se, men efterhånden som vi når frem, skal der nok komme mere fyldige beskrivelser af, hvad vi oplever. Jeg er dog spændt på, hvor ofte vi vil have internetforbindelse, så det er ikke sikkert dagbogen vil være opdateret hver dag.

28. – 29. Januar (Afrejse fra København og ankomst til Windhoek):  Vi tager hjemmefra kl. 14 i god tid for at nå afgang fra Kastrup kl. 18.05 med British Airways. Der har været kabeltyveri, så S-togene kører meget uregelmæssigt, men vi vil også gerne kunne nå at sidde og falde ned i loungen inden vi skal af sted. Vi har en meget lang tur foran os og vil først være fremme i Windhoek i morgen kl. 14! Vi undrer os lidt i Kastrup, da jeg kun får 1 boardingkort og Ulrich 2 på trods af at vi skal med 3 fly. Manden ved skranken beroliger os med, at det sker hver dag og vi skal blot henvende os ved skranken i Heathrow og få de manglende. Bagagen er checket ind helt til Windhoek.

I Heathrow går det ikke helt så let! Mit efternavn og pasoplysninger er blevet blandet sammen med en anden passager og de kæmper ved tastaturet med at slette og oprette  og slette og oprette mine oplysninger, men det resulterer ikke i at jeg kan få et boardingkort! Panikken begynder at melde sig, da vi kun har i alt halvanden time til næste fly. Da der er 30 minutter til afgang og gaten faktisk lukker lykkes det endelig at få begge mine boardingkort og vi må løbe gennem lufthavnen og ud til flyet. Vi når det heldigvis, men er godt forpustede og nogle af de sidste, som går ind i flyet!

I flyet fra København til London har vi i øvrigt en lidt sjov oplevelse for på et par stolerækker foran os sidder en tidligere kollega og hendes mand. Jeg vidste godt på forhånd, at de skulle på samme rejse som os, men det vidste de ikke, så de var naturligvis overraskede over at se os her 🙂

Flyveturene går i øvrigt planmæssigt og vi når frem til Windhoek kl. 14 godt trætte. Vi har trods alt været undervejs i 24 timer. Her venter vores guide Poul og chauffør Silvester på os i den store specielle højbenede bus kaldet Nina, som skal transportere os rundt på hele turen. Vi får også for første gang samling på gruppen, som består af 17 personer, hvor jeg vist er den yngste! Bussen har plads til 24 personer, så vi får plads nok.

Guidens plan var, at vi skulle direkte på en byrundtur i Windhoek, men da vi alle var trætte fik vi ændret den plan, så vi først fik halvanden times pause på hotellet og mulighed for et forfriskende bad og en lur. Mens vi er på  værelset bliver der lukket op for sluserne ovenfra. Der kom en gevaldig byge, hvor det tordnede og regnen stod ned i tykke stråler. Vi er kommet til Namibia lige hvor regntiden starter og det får vi at føle med det samme. Det er dog overstået i løbet af en lille time, så da vi skal på byrundtur senere er det tørvejr. Turen går bl.a. til den gamle bymidte, hvor der er en række bygninger bl.a. kirke og skole fra tyskerne havde magten hernede og parlamentsbygningen ligger ligeledes her. Vi er også oppe på et højdedrag hvorfra vi kan se ud over hele Windhoek, som er Namibias hovedstad med sine 200.000 indbyggere officielt, men uofficielt måske nærmere 400.000 indbyggere. Ca. halvdelen af indbyggerne bor i et township kaldet Katutura. Det er fra apartheittiden den del af byen, hvor de sorte og farvede bor. Bydelen er desuden opdelt i forhold til de stammer, som indbyggerne tilhører. Det var tidligere lukket land for hvide. Det var direkte farligt at bevæge sig derind. Det er det ikke mere, men vi skal alligevel fare med lempe. Vi kører lidt rundt i bussen og hvis vi fotograferer skal det være meget diskret eller vi skal spørge først. Der er en arbejdsløshed på 27% og det er tydeligt, at det ikke er de mest velstående, som bor her. De fleste af husene er blikskure. Der er rigtig mange frisørsaloner, små barer eller grillbarer, da det åbenbart er det der er penge i for de ellers arbejdsløse sorte. Vi kommer kun ud af bussen ved et lille marked, hvor guiden finder det forsvarligt at lukke os ud 🙂 Det er et madmarked, så vi skal selvfølgelig smage en lokal spise – en tørret stor orm. Det er ikke nogen stor nydelse, men den kommer da ned. Det er altid sjovt at komme på lokale markeder og se hvad de handler med og ikke mindst, hvordan de opbevarer maden. Det var helt sikkert ikke blevet godkendt af de danske sundhedsmyndigheder, at der bl.a. ligger en halv ko på en træplade uden nogen form for afskærmning eller køling, men her er det ikke noget problem!

Vores byrundtur ender på en meget speciel restaurant Joes beerhouse. Det er svært at beskrive den. Vi har aldrig set noget lignende. Alt muligt mærkeligt står eller er hængt op under taget, som i øvrigt er stråtag og vi sidder på bænke ved lange borde. Lige over os hænger bl.a. en gammel cykel, 2 udstoppede gribbe, en masse pølser, en palle med østerskasser og vinkøleren er en gammel spand, hvor der har været sauerkraut i. Ja – det er ikke sådan et sted, man ser hver dag!! – men maden er fantastisk. Vi får først tørret og røget kudu med melon og salat og herefter en stor tallerken med 3 forskellige slags kød. Kudu, springbuk og oryx og hertil nogle strimler kartofler og grøntsager og en brændevin af en slags midt på tallerkenen. Det smagte helt fantastisk bortset fra brændevinen. Den fik lov at stå! Sidst men ikke mindst fik vi chokolademousse til dessert. Den var også hel fantastisk, men efterhånden kunne vi heller ikke rokke med ørene, så meget mad havde vi fået 🙂

kl. 22.30 var vi hjemme på hotellet Safari Court Hotel  og gik direkte på hovedet i seng.

30. januar (Windhoek – Namib-Naukluft Nationalpark):  Vi har fået en god nats søvn og selv om vi allerede bliver vækket kl. 6 og kører fra hotellet kl. 7.30 er vi friske og klar til at udforske Namibia. Det ser ud til at blive en fin dag uden regn. Vi skal køre 370 km, som godt kan være langt, når det meste foregår på grusveje, men det viser sig ikke at være så slemt endda. Vejene blive med jævne mellemrum skrabet plane, så der er ikke de store huller og chaufføren kan køre med en rimelig fart. Vi kører syd over mod Namib-Naukluf Nationalpark. Det er igennem et meget tørt område (lidt større end Danmark), hvor der kun er lav tør vegetation og akacia-træer, men efterhånden kommer der også bjerge og ikke mindst dyr. Det kan få os alle til at sidde og stirre ud af vinduerne. I første omgang ser vi bavianer, men efterhånden kommer der også springbukke, strudse, oryx-antiloper, kuduer, et par zebraer, æsler og hvidhalede gnuer, som kun skulle være lige her. Vi kommer ikke helt så tæt på dyrene, som da vi var i Tanzania, men vi kan da se dem.

kl. 13 er vi fremme ved vores overnatningssted Hammerstein Lodge. Det er et rigtig hyggeligt lodge med pæne værelser og en dejlig have, hvor der går springbukke rundt og vi kan sidde under akacia-træer og se væverfugle flyve rundt omkring os og der er også en dejlig pool, hvor vi kan få en lille svømmetur. Solen skinner og det er som om roen rigtig falder over os alle og vi sidder og hyggesnakker, mens vi venter på vores frokost. 

Lodget har et par næsten tamme geparder, og et par losser, som har fået 2 små unger for 4 dage siden, som vi kan kom ind til og fotografere. Tidligere måtte man også klappe dem, men det må vi desværre ikke mere, så vi må nøjes med at se dem tæt på. Der er også en leopard, men den er for vild til, at vi må komme ind til den, så den kunne vi lige så godt have set i en zoo. Forhåbentlig får vi set både geparder og leoparder i det fri senere på turen. Vi kan nu bedst lide at se dyrene i deres rette element i stedet for bag hegn.
Sidst på eftermiddagen kører vi en tur op i mellem bjergene et stykke fra lodget, hvor der er hulemalerier. Hulemalerierne er nu ikke den store oplevelse. Man skal have en meget god fantasi for at se hvad det skal forestille og der er ikke mange. Sådan nogle har vi set meget flottere både i USA og Australien, men vi har en skøn tur op til stedet, hvor vi bliver kørt stående på et lad, som en kreaturtransport og tilbageturen, hvor vi går. Det er et meget flot landskab med bjerge i forskellige farver og den store slette mellem dem. Da solen nu også er på vej ned får vi også glæde af det bløde aftenlys. Vi er i øvrigt også så heldige eller uheldige at møde en skorpion. En ret giftig en af slagsen! Den løber over hjulsporene foran os og chaufføren standser bilen og hopper ud for at få fat i den, så vi alle kan se den på nært hold. Han har sin kamp med at få den op på en lille plade uden at blive stukket af den, men det lykkedes og vi er glade. Det er første gang, at vi ser en rigtig giftig skorpion i naturen, men det bliver måske ikke den sidste. Der er vist en del af dem her i Namibia!

Hjemme ved lodget nyder vi en velfortjent øl i skyggen under akaciatræerne inden aftensmaden og så går vi ellers tidligt i seng efter en dejlig dag, hvor vi både har slappet af og set en del.

31. januar (Namib-Naukluft Nationalpark): Vi skal åbenbart vænne os til at stå tidligt op. I dag er den kun 5, da vi bliver vækket og vi skal være klar til at køre kl. 6, så vi pakkede alt og lagde tøj frem i går aftes. Vi når ikke at få ret meget morgenmad inden vi skal køre for køkkenet er ikke så hurtige, men vi dør nok ikke af sult. Guiden skal nok have nogle nødder og tørret frugt og biltong, som er tørret kød! Han har købt lidt forskellige godter til os, som han deler ud af mens vi kører. 

Dagens tur går gennem den fantastisk smukke Namib-Naukluft Nationalpark, der er Afrikas tredjestørste nationalpark. Nationalparken udgøres af Naukluft-bjergene og en del af Namib-ørkenen, der anses for at være verdens ældste ørken. Den stærke vind, der blæser ind over ørkenen fra Atlanterhavet, er med til at danne de kæmpestore sandklitter på op til 400 meter, der dominerer ørkenen. Farven på en klit indikerer, hvor gammel den er, da jernet i sandet med tiden ruster.

Vi kører i det bløde morgenlys og nyder lyset på bjergene, som hele tiden skifter farver i forhold til hvor højt solen når op. Det er virkeligt smukt og det bliver flottere og flottere efterhånden som vi når ud mod de røde/orange sandklitter. Det er fantastisk flot og det ligner ikke noget vi overhovedet har set før. Vi ser igen en del springbukke og oryx-antiloper, men stadig ikke helt tæt på. Vi havde drømt om at få nogle flotte billeder med oryx-antiloper og de orange klitter i baggrunden, men det lykkedes desværre ikke helt.

Første stop på dagens rute er den berømte Dune 45, som er en af de mest fotograferede sandklitter i Namibia, og som med sine 170 meter giver en god udsigt over det omkringliggende landskab. Vi skulle selvfølge helt op på toppen og nyde udsigten over de øvrige klitter og saltpanderne, som er udtørrede vandhuller og saltaflejringer. Det var en lidt hård tur op, hvor pulsen kommer godt op, når man skal bevæge sig op gennem det dybe sand og skoene er hurtigt fyldt op med det fine sand. Vi går i gåsegang op lige på kammen, så vi har de flotte sandskrænter på begge sider. Skrænterne ser fuldstændig uberørte ud og det er kun firbenene, som har sat sine fine små spor i sandet og nogle steder har vinden også lavet små bølger. Der er en meget skøn udsigt fra toppen, så vi får taget en masse flotte billeder og vi har også fået god motion til toppen. Det er lidt hårdt at gå i det dybe sand. 
I stedet for at gå ned samme vej, som vi gik op – hen over kammen – vælger vi at gå den næsten direkte vej ned af siden. Her er sandet dybere end når vi går i gåsegang over kammen. Det er næsten som at gå i dyb sne, men man glider også ned, så det er ikke nær så anstrengende at komme ned, som det var at komme op.

Næste stop er Big Daddy. Her kan vi ikke køre ud med vores egen bus, så vi kommer over i 2 mindre jeeps, som kører os ud gennem den dybe sand til Big Daddy, som er den højeste klit på ca. 400 meter. Desværre har vi ikke tid til at gå helt op på toppen, så vi går kun ca. halvvejs op, hvor vi har en skøn udsigt ned over Dead Vlei (en indtørret saltsø). Igen tager vi den direkte vej ned over siden og ender på Dead Vlei, som er fantastisk. Der står en del gamle tørre træer, som giver en fantastisk stemning. Her er afsindigt varmt og ikke en vind der rører sig. Solen bager ned fra en skyfri højblå himmel på de hvide saltaflejringer og de røde sandklitter og de sorte træstammer danner kontrast til alt lyset. Det er et skønt og stemningsfuldt sted, hvor man godt kunne få lang tid til at gå med at nyde farverne og konjukturerne, hvis det ikke havde været så varmt. Vi får hurtigt drukket næsten al vores vand og må samtidig skynde os tilbage til opsamlingsstedet med jeepsene. Vi er desværre igen de sidste, da vi rigtig gerne vil nyde udsigterne og tage billeder, men denne gang er vi da kun et par minutter efter guiden, så det går nok uden at nogen bliver sure på os. Jeepsene er i øvrigt heller ikke kommet endnu, så det bliver ikke os der sænker selskabet 🙂 

Efter at have tømt skoene for sand kommer jeepsene og kører os videre til Sossusvlei, hvor vi har en lille fotopause inden vi bliver kørt retur til vores bus. Sossusvlei er i øvrigt ikke lige så flot og stemningsfuld, som Dead Vlei, så det var godt at vi havde mest tid ved Dead Vlei.  

Vi er efterhånden ved at være sultne efter alle strabadserne med at komme op og ned af de store sandklitter, så vi kører ud til indgangen, hvor der er et ressort, hvor vi kan få lov at spise vores medbragte madpakke. Det er dejligt at komme lidt i skygge efter at have været ude i den bagende sol i 4-5 timer og det er også skønt at få lidt at spise, da morgenmaden jo som sagt ikke var så stor i dag, da vi skulle tidligt af sted fra lodget. 

Efter frokost kører vi videre mod Sesriem-kløften, hvor vi tager en kort vandretur ned i kløften, der er dannet ved, at Tsauchab-floden skar sig gennem klippeaflejringerne. Kløften er cirka 1 kilometer lang, op til 30 meter dyb og nogle steder kun 2 meter i bredden. Navnet Sesriem er afrikaans og betyder seks bælter, da det var det antal bælter, man blev nødt til at hægte sammen for at kunne hejse vand op fra kløften, dengang de tidligere nybyggere og rejsende kom forbi. Det er en dejlig men varm tur ned gennem kløften, fuglene svæver hen over hovederne på os, da de har bygget reder i de store huller, der er i siderne og vi forstyrrer dem tilsyneladende med vores tilstedeværelse. Vi ender ved en lille grøn sø, som lige kan nås af solstrålerne oppefra og når vi kaster en sten i vandet for vi de flotteste spejlinger og mønstrer op af klippesiderne. Vi behøver ikke noget kunstigt lysshow her. En sten i vandet er nok 🙂

Oppe igen fra kløften kører vi til Solitaire Guest Farm, hvor vi skal overnatte. Det er et meget hyggeligt sted, som ligger 6 km fra hovedvejen in the midle of nowhere. Det er et lille familieejet sted, med kun 16 værelser, så vi optager stort set hele farmen. Ikke mærkeligt at de kalder det en farm. De er meget glade for dyr. Ud over de vilde dyr, som vi iøvrigt ikke ser nogen af bortset fra fugle, så er der køer, 5 hunde, skildpadder, papegøje og påfugle rundt om os. Værelserne ser næsten nye ud og er meget store, så vi er alle rigtig tilfredse med lokaliteterne.

Vi er allerede fremme ved 2-tiden, så vi har dejlig lang tid at slappe af i inden aftensmaden, så vi sidder og hygger med kaffe og kage og snakker. Vi går op og ser solnedgang på en klippehøj ikke langt fra farmen. Heroppefra har vi den skønneste udsigt ud og den omkringliggende slette og bjergene. Efterfølgende får vi igen dejlig aftensmad inden vi går til ro efter endnu en skøn og oplevelsesrig dag.

1. februar (Namib-Naukluft Nationalpark – Swakopmund): Op kl. 6.15. Morgenmad kl. 6.45 og køre kl. 7.30. Vi er efterhånden blevet hurtige til at komme ud af sengen og tage bad og ned til morgenmad og så afsted. Og det kalder man ferie! Indrømmet – det kan godt være lidt stressende at skulle så tidligt op og være på fra morgenstunden, men vi har det hyggeligt sammen med vores rejsefæller og vi får set og oplevet en masse, så selv om vi godt kan finde sengen om aftenen, så er vi indtil videre meget tilfreds med forløbet af ferien, som vi jo ellers har været meget spændte på hvordan ville gå, når vi er vant til kun at være os selv og dermed også selv kunne bestemme tempoet.

I dag er der ikke så meget på programmet, men vi skal køre 270 km gennem ørken og ud til vandet. Vores første stop er et sted man ikke ville have fundet selv. Der var ingen reklamer overhovedet, men der hang 3 sko på en pind. Et lidt specielt kendemærke! Det viser sig at have en mening. Ejeren af det lille landsted, vi kommer frem til, Boesmann gik ikke med sko og havde ikke gjort det i 18 år! Han er hvid Namibier og havde tidligere været forsikringsagent, men ikke været speciel tilfreds med den stressede matrielle verden, så han havde sagt sit job op, smidt skoene og købt dette landsted med nogle faldefærdige bygninger og et kæmpe grundareal, som han pegede ud for os ved at pege på de omkringliggende bjerge, som hans grund stødte op til. Der var knastørt overalt, så intet kunne gro der og der var kun en vandboring  ved naboen, som lige akkurat kunne forsyne naboen og Boesmann og hans kone og lille barn, så der var heller ikke mulighed for kvæghold. Med andre ord landstedet kunne ikke bruges til noget som helst landbrug. Eneste mulighed for at tjene penge var at lokke nogle turister til og det gik åbenbart meget godt for ham.

Han kørte os lidt rundt i landskabet og fortalt os undervejs om området og om overlevelse i ørkenen for planter, mennesker og dyr. Han var en fantastisk fortæller. Når han fortalte om menneskers mulighed for at overleve i ørkenen refererede han til buskmændene, som havde klaret sig fint i gamle dage. De havde levet i små grupper og kunne opretholde livet ved at nedlægge et dyr med deres små giftpile i ny og næ og ellers leve af orme og biller og firben. Så længe de ikke var mange på et sted ville der altid være mad nok til dem. Problemerne opstod først, når de var for mange samlet, som alle skulle have mad, så var der ikke føde nok og hvis de gamle ikke kunne følge med i deres vandring rundt efter føde måtte de efterlades for, at de øvrige kunne overleve. Det samme gjaldt, hvis et lille barn forhindrede en mor i at følge med gruppen, så kunne det tænkes, at et barn måtte efterlades for, at moderen kunne overleve! Det var livets barske realiteter for buskmændene, men de overlevede og oplærte deres børn i hvordan man overlever i ørkenen. Problemerne for buskmændene opstod iflg. Boesmann, da de hvide ikke ville lade buskmændene leve deres eget liv, men ville have børnene i skole og lære dem at læse og skrive. Det holdt dem væk fra livets skole hos forældrene og dermed fik de ikke den lærdom om overlevelse i ørkenen, som skal til for at klare de barske forhold og deres fremtidige eksistens var dermed truet. Derudover myrdede både hvide og sorte også buskmændene for et godt ord, så der er ikke mange tilbage af den oprindelige befolkning!

Når man hører Boesmann sige Please no rain! Undrer man sig meget, når man ser dette fuldstændige tørre område, men forklaringen kommer selvfølgelig. Ørkenens planter og dyreliv er indrettet på, at der ikke skal komme ret meget regn. Omkring 10 mm om året er normalen og op til 50 mm er også OK, hvis det kommer af flere omgange, så jorden eller rettere sandet kan nå at tørre ud ind i mellem regnskyllene, men i 2011 kom der 300 mm, hvilket ødelagde hele ørkenen heromkring. De 300 mm regn betød, at der pludselig kom en masse græs, hvilket i første omgang er dejligt for så kommer der også en masse dyr, men dyr fra andre områder og nye planter bringer også sygdom med sig, så da græsset tørrede ud forsvandt de nye dyr også, men de oprindelige fra området døde af de nye sygdomme, så efter 2011 er dyrebestanden faldet markant her i området. Vi så dog flere Oryx – antiloper end vi ellers havde set på vores vej netop her, men der havde iflg. Boesmann været langt flere tidligere af både oryx-antiloper, springbukke og leoparder og geparder. Hvordan overlever dyrene, der er tilbage så, at der ikke er noget vand. Oryx-antiloperne kan klare sig uden rigtig vand. Vinden og tågen som kommer ind over området hver morgen fra havet afsætter en smule fugt på græs og blade og det er al rigeligt for dem. Springbukkene skal have vand, men jeg fik ikke fat i, hvordan de fik deres behov dækket, men måske kunne de også nøjes med fugten i græsset. De øvrige dyr så som leoparder og geparder lever af den væske der er i dyrene de nedlægger d.v.s. af blodet! Øjne skulle i øvrigt også være meget væskefyldte og være en lækkerbisken til at opretholde væskebalancen med!

Biller og skorpioner m.v. som graver sig ned i sandet for at klare de høje temperaturer kan trække vejret under sandet, så længe det ikke er vådt, så de får problemer, når der kommer for meget vand på en gang for så er der ikke luft mellem sandkornene, så de kan ikke trække vejret og sandet bliver også hårdt, så de kan heller ikke grave sig op af sandet, så de drukner dernede. Da de er laveste led i fødekæden giver det problemer for mus, slanger og fugle og dem der ellers lever af biller og skorpioner m.v., så for megen regn giver problemer for alle dyrene her. Derfor siger Boesmann Please no rain! Han fortalte en masse mere om dyrelivet og planternes indretning i forhold til de tørre forhold, men jeg kan desværre ikke huske det hele 🙂

Efter at have forladt Boesmanns landsted kører vi videre nordpå og støder på en 10-15 bjerg zebraer, hvoraf nogle af dem i første omgang er nogenlunde tæt på vejen, så vi kan tage billeder af dem. Bjerg zebraerne er specielle for dette område og adskiller sig fra steppe zebraerne, som vi har set 1000-vis af i Tanzania, ved at have meget store ører og striberne er lidt anderledes, men de er stadig sort/hvide 🙂

Vores tur mod nord bringer os gennem meget forskellige landskaber men fælles for dem alle er, at det er tørt og der er ikke meget vegetation. Fra at vi har set spredte træer og buske går vi nu over til at der kan være en lille græstot i ny og næ. Namibia er halvanden gang så stort som Frankrig, men når det meste er dækket af ørken som dette, er det ikke mærkeligt, at der ikke er mange mennesker. Der er jo ikke meget at leve af!

Undervejs mod Swakopmund, Namibias tredjestørste by, holder vi en kort pause, da vi passerer stenbukkens vendekreds på breddekredsen 23,5o syd for ækvator og senere en kort fotopause ved udsigtspunkt over specielle bjerge, hvor floden ??? løber igennem.

Frokostpausen, hvor vi spiser vores medbragte madpakker, bliver i dag på en rasteplads, hvor der er en flot udsigt ud over savannen.

Cirka 30 kilometer inden vi når Swakopmund, kommer vi Walvis Bay-lagunen, hvor vi ser flamingoer. Vi mærker tydeligt at vi nu er kommet ud til kysten. Temperaturen falder fra 30-35 til 15-20 grader, så vi småfryser, mens vi står og ser på de flotte røde flamingoer ude i bugten.

Inden vi når frem til Swakopmund laver vi også et kort fotostop ved sandklit nr. 7, som er 388 meter høj og hvid i modsætning til dem i Sossusvlei, som er røde. Sidst på eftermiddagen når vi Swakopmund, som blev grundlagt i 1892, da området var tysk koloni. Byens arkitektur bærer stærkt præg af den tyske indflydelse, især den gamle bykerne, der har mange bygninger i bayersk stil. Byen er omringet af Namib-ørkenen på tre sider og ligger ud til det kølige Atlanterhav. Det er sjældent, at det regner, men takket være den kolde Benguela-strøm forsynes området med fugtighed gennem den tåge, der genereres ude på havet, og som blæses op til 140 kilometer ind i landet. Det er dog fint solskinsvejr, da vi ankommer, men det er søndag, så der er ikke et menneske på gaden. Det virker som en hel spøgelsesby!

Efter vi have tjekket ind på hotel Eberwein, som er et flot gammelt men fuldstændig moderniseret hus, har vi resten af dagen fri, hvilket vi benytter os af og sidder og får en stille gin/tonic på terrassen inden vi tager bad og klæder om. Guiden har arrangeret fælles byvandring rundt i byen og efterfølgende fællesspisning, men vi foretrækker at få noget tid for os selv, så vi går en tur rundt og nyder denne specielle by, som absolut ikke ligner noget, som ligger i Afrika! Her er mennesketomt bortset fra nogle få andre turister, men vi føler os meget trygge ved at gå rundt i de brede gader med store palmer og flotte meget farverige huse. Vi ender nede ved vandet, hvor vi får en skøn middag på The Tug, som er en restaurant bygget i og uden om en gammel slæbebåd. Vi får bord oppe i styrehuset, hvorfra vi kan nyde udsigten ude over vandet, molen, stranden og byen bag ved. Det er så dejligt at sidde her og nyde solnedgangen, mens vi får serveret den skønneste fiskesuppe og efterfølgende en fisketallerken med en fileteret fisk, muslinger, kæmpereje og blæksprutteringe. Det smagte alt sammen super skønt 🙂 og med en regning på 350 kr. er vi bestemt ikke utilfredse 🙂

Pudsigt nok kom de øvrige fra vores rejseselskab lidt senere og spiste samme sted.

2. februar (Swakopmund – Sejltur i Walvis Bay): Vi kan sove længe i dag, helt til kl. 6.30 🙂 Vi får den helt store morgenbuffet her. Bedre end nogen af de andre steder, hvor det har været sparsomt med frugt og pålæg. 2 små busser afhenter os kl. 8 og kører os de ca. 30 km sydpå til havnebyen Walvis Bay, der ligger ud til bugten af samme navn. Walvis Bay har Namibias eneste dybvandshavn. Herfra sejler vi ud i en katamaran og har en fantastisk tur rundt i bugten, hvor vi ser delfiner, sæler, søløver og pelikaner og andre fugle. En sæl kommer helt op på båden og hilser på os og vi kan oven i købet komme til at ae den. Pelikanerne er også et kapitel for sig. De kommer flyvende og sætter sig også på båden og er ved at ramme flere af os med deres store vinger. Guiden om bord på båden kender de 7 forskellige pelikaner og har givet dem navne. De kender også hende for hun giver dem fisk hver dag og hun kan oven i købet kæle med dem uden at de gør noget. Vi andre kan også i ny og næ, komme til at røre dem, men vi skal passe på næbene for de napper gerne 🙂

Delfinerne svømmer rundt om os på vej ud til sandtangen Pelican Point, hvor der lever en stor koloni af pelssæler, som har rigtig mange unger i alle aldre. Vi kan høre dem på afstand. Det lyder mærkeligt nok som en stor flok får! De mæer! Mens vi ligger tæt på sandtangen og kikke på sælerne på land og dem som boltrer sig i vandet omkring os, stiller besætningen mousserende vin, friske østers og fade med små fisketing frem til os, som vi nyder på vejen ind til havnen. På vejen ind sejler vi i øvrigt også forbi store østersbanker og får fortalt om opdræt af østers. Vi har smagt østers før, men ikke så gode som disse. For det første er de meget store og så er det ikke bare en slimet klump. Disse kan tygges og har konsistent lidt i retning af muslinger og så smager de pragtfuldt 🙂

Efter endnu en fantastisk oplevelse, denne gang på havet, vender vi tilbage til vores hotel og har heldigvis ”fri” resten af dagen. Vi tager en lille lur og sætter os derefter som i går på hotellets terrasse, hvor jeg får skrevet denne dagbog, mens vi nyder solen og et par af vores medrejsende kommer også forbi og sætter sig lidt.

Senere på dagen går vi en tur i byen og får handlet vand m.v. til de næste par dage. I modsætning til i går, hvor det var søndag, er der i dag mennesker på gaden, så nu er det ikke længere en spøgelsesby. Vi får aftensmad på Kückies, som består af en springbuk steak, kæmpe rejer og blæksprutteringe. Det smager pragtfuldt og dertil en sydafrikansk rødvin og vand. Ialt bliver det 300 kr. Det er rørende billigt i forhold til kvaliteten.

3. februar (Swakopmund – Kamanjab): Vi forlader Swakopmund kl. 8.30 for at køre nordpå og ind i landet. Det er mere eller mindre en transportdag, hvor vi tilbagelægger 400 km. Første del af turen er op langs Skeleton Coast, som har navn efter alle de mange skibe der i tidens løb er stødt på grund og sunket. Det er meget svært at orientere sig for skibene, idet det er fuldstændig fladt land og derfor svært at få landkending, så kaptajnerne opdager først at de er for tæt på land, når de rammer kysten!

Vi stopper ved et af de skibe det er gået galt for og som nu ligger og ruster kun 100 m fra land. De eneste, der nu har glæde af skibet, er skarverne, som har indtaget det og et par sælgere, som har nyder godt af turisterne, som stopper for at se på skibet!

De næste 2 ½ time kører vi gennem total fladt terræn med sand, sand og atter sand. Det eneste levende vi ser er en enkelt struds! Det er virkelig trøstesløs og da det samtidig er overskyet og faktisk også lidt småkoldt, så er det ret kedeligt og alt glider ud i et. Heldigvis sker der pludselig et skift. Vi er kommet fri af kysten og det kedelige vejr og i løbet af få kilometer forsvinder alle skyer og vi har den skønne blå himmel over os og samtidig ændrer landskaberne omkring os også. Fra total fladt kommer der nu bakker og sandet bliver også skiftet ud med lidt buske og træer og på afstand kan vi se Kønigstein, som er Namibias højeste bjerg på 2.606 m og Brandberg på 2.573 m. Sammen med vegetationer kommer der også lidt vilde æsler og fedthalegeder og et par springbukke.

Vi er i Damara-land, men vi ser ikke mange af dem, kun deres meget usle huse eller nærmere skure, som ligger spredt ud i landskabet. Vi ser ikke nogen byer ud over den lille by Uis, hvor vi stopper for at købe lidt snacks, som skal gøre det ud for frokost, da vi først vil være fremme ved vores overnatningssted ved 3-tiden. Uis består stort set kun af et supermarked, som også har posthus, et lille guesthouse, hvor vi er inde og købe en kop kaffe og en benzintank. Supermarkedet er tilsyneladende byens samlingspunkt for her sidder en del kvinder udenfor. Inde foran lugen, som er posthus står en lang kø. De står formentlig i kø for at hæve deres folkepension, som de kan få fra de er 65 år og den er på ca. 600 namibiske dollars om måneden (=350 kr.). Uis blev etableret i 1958 for at huse minearbejderne til en nærliggende tinmine, som dog lukkede ned i 1991 p.g.a. faldende tinpriser.
Vores næste stop er ved et lille marked, hvor herero kvinder sidder i deres fine store kjoler og hatte og syer små dukker og små børn løber rundt omkring os. Den ene af kvinder har en fin Singer symaskine, som bliver drevet med et håndsving!
Dagens tur har som sagt bragt os gennem meget tørre områder, men pludselig kommer vi til et område, hvor der må have regnet for nylig. Dels kører vi gennem store vandpytter på vejen og dels er der pludseligt meget grønt og fyldt med små gule blomster. Det står i skærende kontrakt vil alt, hvad vi tidligere har set, men det er også kun et begrænset område 🙂

Ved 3-tiden er vi fremme i landsbyen Kamanjab og Oase Garni Guesthouse, som absolut ikke er luksus, men meget rustikt og fint sandstøv over alt! Her får vi lidt sen frokost og en svømmetur i poolen inden vi kører ud og ser nogle meget fine rock ingravings. Vi ved ikke rigtig hvad det hedder på dansk, men det er tegninger, som er hugget ud i klipperne for ca. 2000 år siden og forestiller forskellige dyr bl.a. er der nogle flotte giraffer og skildpadder og vi mener også at der er elefanter og antiloper. Der er rigtig mange og de er som sagt meget flotte, så de er væsentlig sjovere at se end de hulemalerier vi kørte ud for at se forleden dag! Hjemme på hotellet igen får vi sen aftensmad og går herefter i seng. 

4. februar (Kamanjab – Etosha Nationalpark): Vi forlader Kamanjab kl. 7:30 for at køre sydøst mod Etosha Nationalpark. Parken blev grundlagt i 1907, dækker et areal på 22.270 km2 (som halvdelen af Danmark). Etosha betyder “Det store hvide sted” og er domineret af den 5.000 km2 stor saltsø. Der er ca. 250 km derind, men vi gør holdt undervejs, så vi forventes først at være fremme ved vores overnatningssted omkring kl. 18.

Vi har ikke kørt mere en halv time før vi kører ind til en lille landsby, som er beboet af Himba-folket. Det er ikke en helt almindelig landsby, da det er et projekt støttet af staten og ejeren af guesthouset, som vi boede på i nat lægger jord til og støtter også projektet.  Der bor ca. 40 børn og 15-20 voksne i landsbyen. En del af børnene er forældreløse, men vokser op her og får skoleundervisning, hvilket specielt staten ønsker at de alle skal have. Vores guide i landbyen, var tilsyneladende ikke helt enig i at det var nogen god ide selv om han selv var godt uddannet, da han havde været på kostskole. Himba-folket ønsker hellere deres børn undervist i deres egne traditioner og landbrug, så de kan føre Himba-folkets skikke videre i stedet for en masse boglig viden! 

Himba-folket er et semi-nomadisk folk, der holder kvæg og geder, og som er meget letgenkendelige, især på grund af kvindernes måde at udsmykke sig på. Kvinderne smører sig hver dag ind i en rødlig blanding af fedt, aske og okker både for at beskytte sig imod solen, og fordi det er en stor del af himba-folkets skønhedsideal – deres hår smøres endda også ind i blandingen i lange totter. Ud over den rødlige blanding er det eneste andet, kvinderne bærer, et lændeklæde af gedeskind og farvestrålende smykker, der markerer, hvor i stammehierarkiet de hører hjemme og om de er gift eller ej og hvor mange børn de evt. har. Kvinderne tager sig typisk af børnene, malkningen af dyrene og andet forefaldende arbejde, hvor mændene tager sig af de mere politiske opgaver, der er i de små stammelandsbyer.
Det var rigtig sjovt at gå rundt og se deres landsby, som bestod af lerklinede hytter med stråtag og indhegner til gederne. Hytterne var indrettet med et lille bålsted i midten og gedeskin rundt på gulvet til at sove på. En kvinde viste os i en af hytterne, hvordan hun tog bad. Det er vel at mærke ikke bad som vi kender det med vand og sæbe, men derimod et røg-bad! Hun holder hovedet hen over et lille fad med gløder og røg og røgen sørger så for at dræbe eventuelt utøj i håret! Hun har også en lille pyramide lavet af grene, som hun kan sætte hen over fadet og lægge sit lændeklæde hen over det, så det også bliver røgbadet! Jeg har svært ved at se at man bliver ren af røg, men det er nok muligt, at det dræber utøj. Jeg vil nu foretrække at fortsætte med at bade med vand og sæbe 🙂
Det er som sagt sjovt at gå rundt og se på de røde kvinder og de mange børn og høre om deres måde at leve på, men på den anden side er det også lidt underligt at et naturfolk pludselig er mere eller mindre lukket inde i et projekt og bliver udstillet for os hvide næsten, som om de er dyr! 

Efter besøget i Himba-landsbyen kører vi videre til Outjo, som er noget helt andet! Det er en rimelig moderne by med pæne butikker og cafeer, så vi føler næsten at vi har forladt Afrika. Vi render rundt for at finde en ATM som virker, så vi kan få nogle kontanter. De fleste hoteller vi kommer på skilter med at vi kan betale med kreditkort, men når det kommer til stykket, så er de altid lige i stykker, når vi skal betale, så vi må sørge for hele tiden at have kontanter til at betale mad og drikke varer.

Herpå fortsætter vi turen mod den verdenskendte Etosha Nationalpark, hvis midte er en mægtig saltslette, hvor luftspejlinger og varmeflimmer hører til dagens orden. Langs randen af denne enorme saltpande findes livgivende kilder, der danner de vandhuller, som dyrene i stort tal samles om. Saltsletten tørrede ud for flere tusind år siden, men i regntiden bliver dele af den hvide saltslette oversvømmet, og store mængder af flamingoer og pelikaner holder deres indtog.
Vi når til Andersson Gate i den sydvestlige del af parken ved middagstid og kører rundt inde i parken et par timer inden vi holder pause ved Okaukuejo Rest Camp. Vi ser en masse forskellige dyr på de første par timer. Bl.a. Steppe og bjerg Zebraer, sortmasket impalaer, et dødt næsehorn, Gribbe, Hyæner, Strudse, Vortesvin, Giraffer, Oryx-antiloper, gnuer og sidst men ikke mindst en stor hanløve, som jeg spotter under et træ. Den vinder jeg en præmie på 3 øl på at spotte. Guiden Poul har udsat en præmie på 3 øl til den der først spotter løve eller næsehorn og 5 øl for en leopard eller gepard 🙂

Efter frokostpausen kører vi videre mod Halali, hvor vi skal overnatte. Det er også safari-kørsel, hvor vi dels kører på den store vej gennem parken og dels på mindre veje, som fører os rundt om små vandhuller, hvor der traditionelt er flest dyr, da der er meget tørt de øvrige steder. Lige nu er der imidlertid ikke så tørt. Det ser ud som om det har regnet for få dage siden, selv om solen nu bager ubarmhjertig ned fra en skyfri blå himmel. Der er store vandpytter på vejen og dyrene samler sig ikke i store mængder omkring vandhullerne. Vi ser dog fortsat mange fugle, springbukke og giraffer ude på stepperne og også en stor flok elefanter, som kommer meget tæt på os, da de krydser vejen lige foran og bag os. Den ene elefant stiller sig op trumpeterer lige foran os. Den er ikke helt tilfreds med vores tilstedeværelse, da flokken også har små unger. Det er tydeligt at de passe på dem, da de store danner ring omkring de mindste i flokken.

Efter at vi har nydt elefantflokken tæt på kører vi ikke langt før det går galt! Der er endnu en vandpyt midt på vejen og chafføren vælger at køre ud i venstre side af vejen, så 2 hjul er på vejen og 2 hjul er i vandpytten. Det viser sig imidlertid, at der ikke er fast grund under vandet men derimod ler og der er rigtig meget vand og der er ikke fart nok på bussen, så vi sidder fast. Chaufføren forsøger at sætte i baggear og derefter fremad igen, men for hvert forsøg graver han os længere og længere ned i mudderet og bussen begynder at krænge faretruende.
Chaufføren hopper ud og ser ikke glad ud, da han hopper ind igen for forsøger endnu en gang. Det går ikke godt. Vi sidder fuldstændig fast og krænger blot mere for hvert af hans forsøg. Vi er efterhånden utrygge ved at sidde i bussen og vil ud, så vi ikke kommer til skade, hvis den skulle vælte!
Da vi kommer ud, kan vi se at vandet går helt op på siden af bussen. Hjulene er halvt dækket af vand. Det vil simpelt hen ikke være muligt at komme ud af mudderet ved egen hjælp. Det store problem er nu, at vi er midt mellem 2 camps, så der er 30-40 km til evt. hjælp og der er ikke noget telefonsignal! Gode råd er dyre. Poul kravler op på siden af bussen og får heroppe en lille spinkelt signal og forsøger at ringe til campen, vi er på vej til, men de svarer ikke. Til sidst ringer han til alarmcentralen og forklarer vores situation og beder dem ringe til campen, så de kan sende en vogn, som kan trække os op. Klokken er nu over 5 og vi ved at solen går ned kl. 8. Vi skulle gerne have hjælp inden det bliver mørkt. Ingen af os har lyst til at være herude blandt de vilde dyr om natten.

Endelig kommer en bil kørende. Desværre er det ikke specielt venlige folk, der sidder i den. De har i hvert fald ikke lyst til at forsøge at hjælpe os. De skal bare videre med deres safari! En halv time senere kommer endnu en bil. Denne gang er det 2 tysktalende herrer i en jeep, hvor der er et spil foran på køleren. De er villige til at forsøge med krogen. Første forsøg resulterer i af vejren knækker og bussen står på samme sted. Utrygheden begynder at brede sig i vores lille selskab. Den elefantflok, som vi nød at se på, mens vi trygt sad oppe i bussen er vendt tilbage og nærmer sig. Den står kun 100 væk, men nærmer sig stille og roligt! Vejren bliver bundet endnu engang og Poul sørger for at dirigere både Silvester (vores chauffør) og tyskerne, så de bakker og trækker samtidig. Denne gang går det bedre. Bussen begynde af rykke sig, men krænger stadig voldsomt! Alle som kan får besked på at skubbe på bussen samtidig med at tyskerne trækker og Silvester bakker. Sammen lykkes det. Bussens baghjul får fat og alle hjul kommer op på fast grund under vild jubel fra os alle. Elefanterne står nu kun 50 meter fra os, så Silvester får hurtigt vendt bussen og vi myldrer op i den og i sikkerhed. Nu er der kun et mindre problem tilbage. Vi har siddet fast i over en time og vi må ikke køre rundt i parken efter kl. 19 og der er ikke tid nok til at vi kan nå frem inden da. Igen forsøger Poul sig med sin telefon, men der er ikke signal, så vi må bare køre og vente på at der kommer signal, hvilket der gør efter en time, så han kan få fast i alarmcentral og hvem de ellers har alarmeret, så der ikke er nogen der kører forgæves ud for at lede efter os og få varskoet campen om at vi kommer for sent. Det lykkes alt sammen ved ihærdig indsats fra Pouls side. Lettede fortsætter vi vores tur mod campen og får set bl.a. en flok på 11 giraffer og Kori Bustards, som er Afrikas største flyvende fugl og Ulrich spotter et næsehorn og indkasserer dermed også en præmie på 3 øl 🙂

Vi når frem til Halali Camp kl. 19.20. Silvester har kørt til og snakken har gået livligt i bussen. Det er tydeligt, at nogle har været mere nervøse end de lige gav udtryk for mens vi stod omkring bussen, både på grund af usikkerheden omkring, hvornår vi kunne komme videre, men også omkring de vilde dyr, som kunne være lige omkring os, men som vi ikke kunne se!

Inden aftensmaden går vi ned til campens oplyste vandhul og er heldig af se et stort næsehorn, som kommer ned for at drikke. Det er utrolig spændende, at sidde her i tropenatten og se på næsehorn. Vi synes faktisk det er så spændende, at vi må derned igen efter middagen og på det tidspunkt kommer der hele 2 næsehorn og 2 hyæner og drikker. Kl. 23 må vi desværre forlade vandhullet. Vi skal tidligt op i morgen og vi er også både trætte og mættet af alle dagens oplevelser, så hovedet når dårligt at røre hovedpuden før vi sover 🙂

5. februar (Etosha Nationalpark): Vi starter allerede kl. 6:30 med den første af 3 safari-kørsler i dag. Den første bringer os også frem til næste overnatningssted  Namutoni Camp, men føles absolut ikke som transport. Vi ser rigtig mange af parkens over 340 fuglearter, 110 krybdyrsarter, 16 paddearter og én fiskeart samt 114 forskellige slags pattedyr! Jeg noterede mig bl.a. giraffer, elefanter, stenbukke, springbukke, hartebeast, gnuer, sorte storke, blå traner, som i øvrigt er sydafrikas nationalfugl, sjakaler,zebraer, edderkopper, ørne, vortesvin, dik dik, flamingoer i saltsøen samt sortmaskede impalaer, som kun findes her i Etosha og så spottede jeg et hvidt næsehorn, som der ikke er så mange af, og indkasserede dermed endnu en præmie, men denne gang kun på 2 øl. Det bliver spændende, hvornår vi rent faktisk også får vores præmier fra Poul. Vi har 8 øl til gode og er de eneste i selskabet, som har gjort os fortjent til præmier. Vi er åbenbart bedre til at spotte end de øvrige 🙂  Vi havde håbet, at vi også kunne spotte leoparder og geparder, men de gemmer sig åbenbart meget godt her.

Nat-safarien blev et kapital helt for sig selv, hvor vi kørte ud i 2 åbne safaribiler. Hold da op en oplevelse. Vi startede ud kl. 20, hvor det var bælgravende mørkt og det eneste lys, som skulle hjælpe os til at se dyrene, som er nataktive var chaufførens søde projektør, som han hele tiden lod køre rundt foran bilen og til siderne. Hver gang der stod et dyr, lyste øjnene op og fordelen ved det røde lys er, at det ikke blænder dyrene, og de flygter heller ikke fra det. Det ser nærmest ud, som om de slet ikke registrerer det. Vi er kun lige kommet uden for gaten til campen da vi ser den første sjakal, et par hyæner og giraffer er der også mange af. Vi har fået fortalt at giraffer sover stående, da de er meget langsomme om at komme op på deres høje ben, hvis de lagde sig ned. Vi får ifølge chaufføren en sjælden oplevelse, da stort set alle girafferne i en stor flok ligger ned.

Vi kører ned et af de vandhuller vi også var i eftermiddags ikke langt fra campen for at se om der er kommet dyr ned for at drikke. I første omgang er der ikke andet end nogle fugle, men så kommer der et par hyæner og drikker. Vi havde håbet på også at se løver, men der er ikke nogen og heller ikke næsehorn, som vi jo ellers så i går ved vandhullet i Halali. Den ene jeep kører, men vi bliver holdende lidt endnu og heldigvis for det. For hvilket drama der pludselig udspiller sig lige foran os! En kudu kommer løbende langs bredden af vandhullet med 2 hyæner efter sig. Hyænerne prøver at bide sig fast i bagpartiet på kuduen. Det lykkes ikke helt, men de giver ikke så let op, igen og igen springer de på den og kuduen vælger at springe ud i vandet for at slippe af med sine plageånder. Det var imidlertid ikke nogen løsning for hyænerne følger blot efter og prøver at drukne kudu. Det skal siges at kuduen er en stor tyr på 250-300 kg, så den er ikke lige til at få under vand og den sparker og stanger efter hyænerne, men lige som på land giver hyænerne ikke op. De angriber og angriber og der kommer flere til. Vi kan ikke helt holde mandtal, men der er 4 ude i vandet sammen med kuduen og mindst lige så mange på breden. De går efter kuduens testikler og vi kan høre at de får fat i noget på kuduen får den brøler af smerte og kæmper en desperat kamp for sit liv. Brølene kan tiltrække løverne, så vi holder øje med breden for at se om de også skulle komme for at være med til at gøre en ende på kuduens liv og få et festmåltid. De kommer dog ikke og hyænerne er også kloge nok. De holder kuduen ude i vandet, hvor de ved at løverne ikke vil ud. På et tidspunkt er hyænerne tilsyneladende trætte og stopper deres angreb, så de kan få vejret. Det giver også kuduen en mulighed for at puste ud og samle kræfter, men vi kan se at den er såret for den halter på det ene bagben. Den har ikke en chance mod alle disse blodtørstige hyæner, som arbejder sammen om at nedlægge den. Efter få minutter fortsætter angrebene og selv om kuduen har fået samlet lidt krafter, så den igen kan sparke og stange, så må den efterhånden opgive og vi hører de sidste brøl fra den, da hyæner alle springer på den og trækker den ned under vandet og vi kan høre hvordan vi gnasker løs efter, at kuduen har sprællet for sidste gang i sin time lange dødskamp. Snart kommer hyænerne fra breden også ud til det nedlagte bytte og det store ædegilde begynder.
Som om vi ikke har fået drama nok, så kommer der mere! En flok elefanter på 11 individer kommer ned for at drikke og måske også for at bade. De går i hvert fald ud i vandet ikke langt fra, hvor hyænerne er i gang med ædegildet. De stiller sig op på rad og række og basker med ørene og nærmer sig hyænerne. Vi kan se deres spejlinger i vandet, da månen er kommet helt op på himlen og i øvrigt er fuld, så der er et meget flot hvidt måneskin. Det ser ud, som om elefanterne vil have hyænerne væk, så de kan få vandhullet for dem selv, men af en eller anden grund så ændrer de mening og drikker blot lidt mere vand, som må have lidt blodsmag fra kuduen og går derefter i samlet flok videre. Det var et fantastisk syn at se de 11 elefanter stå i måneskinnet og samtidig kan vi høre knogler, som bliver kvast mellem hyænernes kæber. Det er virkelig uhyggeligt, at overvære dette drama og samtidig er det også facinerende. Det er jo naturens gang om vi kan lide det eller ej. Under alle omstændigheder har det været en oplevelse som vi aldrig glemmer!

Hov jeg glemte at fortælle at midt i kampens hede syntes et par at hyænerne, som opholdt sig på bredden, at vi var spændende! De kom i hvert fald helt op til jeepen og stod og kikkede op på os og næseborene vejrede. Jeg synes de kom lige lovlig tæt på, men chaufføren beroligede os med at hyæner ikke havde smag for mennesker! Det havde de så åbenbart heller ikke for de forlod os igen uden at gøre skade på os 🙂

Efter denne store oplevelse med kuduen var vi vist alle mættede, men der var stadig en time tilbage af vores safari, så chaufføren kørte os over til et andet vandhul, hvor vi så et stort næsehorn drikke og på hjemvejen så vi en stor rock monitor (stor leguan) ligge oppe i et træ, men der var ikke rigtig noget der kunne måle sig med kudu-jagten. Vi havde fået nok og trætheden meldte sig oven på en lang safari-dag, så vi var glade da vi var tilbage i campen og gik lige på hovedet i seng i vores lækre store bush chalet, med kæmpe stort badeværelse med 2 brusere inde og desuden en udendørsbruser. Det var vild luksus 🙂

6. februar (Etosha Nationalpark – Grootfontein): Vi forlader Namutoni kl. 7:45 og tager på en lille morgensafari. Vi har alle kudu-drabet fra i går  frisk erindring, men ingen har heldigvis haft mareridt i nattens løb. Da vi ikke har set et sådan drab før og ikke kan forestille os hyænerne kan spise så stort et dyr forslår vi, at morgensafarien skal gå ud omkring vandhullet fra i går. Det er Poul og Silvester med på, så vi kikker forbi vandhullet. Der er ikke skyggen af hyænerne, men inde på bredden ligger resterne af kuduen. Det er ikke meget – kun de flotte snoede horn og et stykke af rygraden, hvor der sidder et lille smule kød på, som 2 sjakaler nu knasker i. Der går sikkert ikke lang tid før rygraden er fuldstændig ribbet.

Efter at have set de sørgelige rester af kuduen kører vi videre mod Grootfontein og forlader snart Etosha via Lindequist gaten, som er den østlige udgang. Ulrich og Poul ser en sort mamba på 1 ½ meter, som springer fra vejen og ind i rabatten, da vi kører videre. Desværre ser vi andre den ikke.

Næste stop er Lake Otjikoto. Navnet betyder dybt hul og søen er da også 55 m dyb. Den er ikke ret stor i omkreds – kun 100 x 150 m. Tyskerne brugte i 1915 søen til at dumpe en masse kanoner, geværer og ammunition m.v., så det ikke faldt i den sydafrikanske hærs hænder. Nogle af kanonerne og kanonvognene blev i 1916 hævet igen og er udstillet på forskellige museer i Namibia. Søen benyttes i dag til forsyning af kunstvandingsanlæg til de omkring liggende marker, hvor der bl.a. dyrkes majs.

Senere i Tsumeb går vi en lille tur i et flot indkøbscenter og får en is på en restaurant. Der er ikke så meget på programmet i dag, så det er mere for at bryde en transportdag på 150 km op i nogle etaper, at vi stopper hist og her.

Vi skulle ifølge vores program bo i Grootfontein, men det er tilsyneladende lavet om. Vi bliver kørt til en farm, som ligger 50 km fra Grootfontein langt ude på landet. I første omgang er vi ikke helt tilfredse med det, da vi havde regnet med at skulle bo i en by med mulighed for at gå rundt og se på de lokale, men da vi når frem til Graub Guestfarm, som er en gammel missionærstation fra 1895 og ser vores værelser og omgivelserne, er vi absolut ikke utilfredse mere. Det er det skønneste sted og minder os om Karen Blixens afrikanske farm. Vi får et kæmpe værelse med himmelseng og opholdsstue en suite og en meget stor terrasse, hvor vi kan sidde og nyde vores gin/tonic, mens vi kikker ud over en enorm græsplæne og swimmingpool og palmer og bjergene i det fjerne og Ulrich kan fodre jordegern, som han altid ynder, når muligheden byder sig. Det er virkelig et vidunderligt sted, hvor vi er glade for, at vi allerede er ankommet kl. 14, så vi har tid til at nyde stedet og få slappet lidt af oven på de ellers meget hektiske og lange dage. Vi indtil videre har haft.

Aftensmaden er grillparty under åben himmel – skønt. Det bliver dog noget køligt efter solen er gået ned, så vi trækker indenfor for at opdatere hjemmesiden her og læse mails.

7. februar (Grootfontein – Rundu): Vi skal ikke køre så langt i dag – kun ca. 200 km men alligevel starter vi kl. 7:30. Dvs. vi kommer ikke helt så tidligt af sted alligevel for morgenen starter med ulykkeligt uheld. En af vores rejsefæller er faldet på en trappe og vredet i knæet, så der skal arrangeres transport for hende til Privathospital inde i Grootfontein. Hun kan ikke komme op i bussen, men ejeren af farmen starter sin privatbil og kører af sted med hende og vi følger efter i bussen. Da hun er sat af ved privathospitalet kører vi videre til Hoba-meteoritten, som ligger 25 km uden for byen.

Hoba-meteoritten er den størst fundne meteorit i ét helt stykke i verden, og anslås at veje cirka 60 tons. Den består af 14 % nikkel med spor af kobolt og 84 % jern, og er dermed det største naturligt forekommende stykke jern. Den måler godt 2,7 meter i længden og bredden og cirka 0,9 meter i højden. Meteoren blev fundet i 1920’erne af bonden Jacobus Hermanus Brits på farmen Hoba, men forinden havde meteoritten altså ligget urørt i omkring 80.000 år. Den efterlod ikke noget nedslagskrater trods sin størrelse, hvilket forskerne ikke kan forstå og derfor stadigvæk leder efter en forklaring på. Nogle mener dog, at en forklaring kan være, at meteoritten faldt i en bane med lav kurs og derfor nærmest ”bumpede” langs jorden til den faldt på plads.
Meteoritten er ikke den store oplevelse. Det er jo bare en stor klump jern, som vi alle var nede og røre ved og nogle også blive fotograferet på, men tanken om at den er landet ude fra rummet for omkring 80.000 år siden er selvfølgelig spændende.

Da vi kommer tilbage til Grootfontein efter at have kørt igennem store områder, som er opdyrket med for det meste med majs, får Poul besked om at vores rejsefælle har brækket benet ret alvorligt, så hun skal til Windhoek for at blive opereret. Vi bliver derfor sat af midt i Grootfontein, så vi kan gå rundt og se på byen, mens han får hjulpet patienten og hendes mand med kontakt til forsikringsselskab og SOS international. Han gør et kæmpe stykke arbejde for at hjælpe dem og snakke med alle instanser. Det tager selvfølgelig tid, men vi har alle stor forståelse for, at han skal hjælpe dem. Det kunne jo lige så godt have været en af os andre og vi ville også have sat pris på, at der var en som hjalp med al det praktiske. Det ender med at tage op mod 4 timer, hvor vi dels går rundt og ser på byen, som ikke er nogen speciel hyggelig by, og dels sidder på en cafe vi til sidst finder, som er meget hyggelig, hvor vi kan sidde i skygge under træerne. Skyggen er afgørende, da temperaturen ligger omkring de 35 grader!
Først kl. 14 er formalier på plads med forsikring m.v. og vi kan køre ud til buskmændene, hvor vi skulle have været i formiddag. Besøget bliver kortet ned til en time i stedet for 2-3 timer, da vi 250 km at køre efterfølgende og vi skal jo helst nå frem inden det er mørkt.

Det er et meget interessant besøg hos buskmændene eller San-folket, som de hedder. De er en af de ældste kulturer i verden og lever ved Kalahariørkenen. San-folkets traditionelle levevis er truet af den moderne verden, da deres territorier op gennem tiden er blevet inddraget af diverse koloni- og statsmagter. Der er flere organisationer, der forsøger at hjælpe de oprindelige folk, og det er en sådan organisations arbejde, vi stifter bekendtskab med – nemlig Intu Afrika Bushman Project. Projektet har givet et san-samfund muligheden for at være selvforsynende og uafhængige af støtte fra regeringen, ved at lade dem flytte ind på et område i Kalahari, hvor interesserede folk kan komme på besøg og opleve san-folkets traditionelle levevis. De gør også brug af deres jæger-egenskaber ved blandt andet at guide folk rundt på safarivandringer. San-folket taler khoisan, der er en sproggruppe, som omfatter cirka 25 sprog, og et af fællestrækkene ved de forskellige khoisan-sprog er brugen af klik-lyde.
Vi får hørt deres charmerende sprog med klik-lyde, da en af stammens mænd fortæller og viser os hvordan de laver ild og pile og bue med tov lavet ud af svigermors skarpe tunge. En ung mand fra stammen oversætter for os, da vi naturligvis ikke forstår et ord af khoisan-sproget, men dog godt nogenlunde meningen, da han har et meget malende kropssprog.

Landsbyen her består af 12 voksne og 13 børn og de viser os efterfølgende nogle af deres danse, hvor de synger og klapper og danser og et par af mændene kommer i en slags trance. Det er sjovt at se, hvordan specielt den ene mand fuldstændig ændrer ansigtsudtryk, mens han danser og går helt ind i sig selv!
Efter besøget fortsætter vi mod Rundu. Vi kører ad hovedvejen B8, også kaldet The Golden Highway, mod Rundu, der ligger ved bredden af Kavango-floden, som er områdets livskilde med sin forsyning af vand. Floden danner en naturlig grænse mellem Namibia og Angola frem til, hvor den snor sig mod syd ned mod Okavango-deltaet i Botswana.
Rundu er hovedbyen i Kavango- området takket være floden og hovedvejen B8, der har gjort transport af varer muligt.

På turen mod Rundu bliver landskabet stille og roligt mere frodigt og grønt, og vi passerer flere og flere  lerklinede hytter med stråtag, hvor bl. a. træskærere sælger små mokoroer (både af udhulede træstammer) ude ved vejen. (Vi håber på at få lejlighed til at sejle i en stor en af slagsen i morgen). Der er endvidere mange små kvægflokke og drenge, som går med deres gedeflokke og kvinder går langs vejen med store vanddunke på hovedet. De har været ved den nærmeste brønd efter frisk vand til husholdningen!

Kl. 19.30 er vi endelig fremme i Rundu og tjekker ind på Omashare River Lodge, som dog ligger langt fra floden, men vi kan da se ned til den fra lodgets dejlige have, hvori der går påfugle frit rundt. Vi er alle lidt trætte efter den lange ventetid i formiddag og den efterfølgende lange tur på den lange lige vej, så vi vil egentlig bare have aftensmaden så hurtigt som muligt, så vi kan komme i seng, men det går ikke helt sådan, da hotellet er utrolig lang tid om at servere for os, så først efter 2,5 time kan vi komme ned og sove. 

8. februar (Rundu – Okavangodeltaet, Botswana): Vi starter endnu engang tidlig ud, da vi skal køre hele 350 km i dag. Kl. 7.45 forlader vi Rundu og kører parallelt med grænsen til Angola, indtil vi når frem til den smalle (ca. 32 km), frodige strimmel af land, Caprivi, der stikker ud fra Namibia og grænser op til både Angola, Zambia og Botswana. 

Vi standser på vejen ved en lille Shambo-landsby, hvor vi besøger 3 forskellige familier. 2 fattige og en lidt mere rig familie. Shambo-samfundet, som her består af 2600 personer, ledes af en kvinde, hvilket er atypisk i forhold til andre samfund i området, der alle ledes af mænd, men Shambo-samfundet stiler efter mere lighed mellem mænd og kvinder og da det p.t. er kvinderne, som fisker og skaffer og laver mad, mens mændene blot sidder i deres lange stole dagen lang, finder de det naturligt, at det også er en kvinde, som skal lede dem og ikke en doven mand 🙂

De bor alle i lerklinede hytter og vi får lov at se ind i dem. De er ikke mere end 3 kvm, så der er lige plads til en primitiv seng og deres få ejendele er stablet op ved siden af og tøj hænger ned fra loftet. Der var meget trangt! Vi kan ikke helt se hvor mange der bor i hver hytte, men når en pige bliver 12 år må hun ikke sove med sin familie mere og får derfor sin egen hytte! Når hun fylder 16 år indgår hun arrangeret ægteskab. Køkkenet er et udekøkken. Vel at mærke ikke det, vi forstår ved et udekøkken, men et ildsted, hvorover der er et lille halvtag, hvorpå alle gryder og fade kan stå, så de er væk fra sandet og dyrene på jorden! Den ene mor har været ude at samle lidt spinatblade, som skal gøre det ud for familiens frokost i dag.

Disse familiers rigdom opgøres i antal kvæg og afgrøder. Vi kan tydelig se forskel på den rige families majsplanter og de fattiges. Den rige families planter står flotte og tætte i 1,5 meters højde, mens de fattiges ikke er mere end 30-40 cm høje og står med stor afstand. Spørgsmålet er om de små planter overhovedet når at vokse sig så store, at de kan høstes inden vandet kommer og oversvømmer området om en måneds tid!

Vi krydser grænsen til Botswana, som er på størrelse med Frankrig og har 2 millioner mennesker ligesom Namibia. Hovedindtægtskilden for Botswana er diamanter. Vi drejer snart fra hovedvejen og kører sydpå mod Okavango, hvor vi skal bo de næste 2 nætter.

Okavango er en af naturens mange forunderlige frembringelser. Et gigantisk floddelta, der starter i Angolas bjerge, vokser sig stort og mægtigt for endelig at synke ned i Kalahari-ørkenens sandocean. I modsætning til andre floder sænker Okavango sig langsomt ned i dybet og efterlader myriader af frodige øer og flodbredder med sandstrande. Det grønne flodparadis med omkringliggende skov og savanne er som skabt for et rigt og mangfoldigt dyreliv. De mange forskellige biotoper, som tør savanne, busksteppe, sump, skov og ørken inden for et trods alt begrænset areal betyder naturligvis, at antallet af arter blandt alle dyregrupper er uhyre stort. Således finder man eksempelvis mere end 160 forskellige slags pattedyr – næsten alle de arter man forbinder med Afrika. Diversiteten blandt fugle er formentlig også blandt de allerhøjeste i verden, specielt i regnperioden fra december til marts. Vi ser dog ikke noget til alle disse dyr og fugle i dag! Måske i morgen? 

Vi kan ikke køre med vores bus helt frem til lodget, så vi kommer op i en mere terrængående vogn, som bringer os de sidste 15 km frem til Guma Lagoon Lodge, der som navnet siger ligger lige ned til en stor lagune i Okavango-deltaet. Det er ikke vild luksus, men det ligger skønt med en stor terrasse, hvor vi kan sidde og kikke ud over vandet og vores værelser er pæne store kanvas hytter bygget på pæle ligeledes med dejlig træterrasse ud over vandet og udsigt over lagunen.
Vi er allerede fremme kl. 15.30, så vi kan nå at slappe lidt af inden aftensmaden, hvilket er rigtig rart, da vi alle er ved at smelte i varmen. Vi kan tydeligt mærke at vi de sidste par dage er kommet længere nordpå, hvor temperaturen er oppe på 35-37 grader om dagen og vel 25 om natten. Det bliver nok lidt svært at sove i vores kanvas-hytte i nat!

Varmen tager på kræfterne og vi skal tidlig op igen i morgen for at tage på flodsafari i mokoro så allerede kl. 21.30 ligger vi vores seng. Det er imidlertid blæst gevaldigt op og det tordner og lyner i det fjerne, så med blæsten der hiver i kanvassen og grene der slår mod bliktaget og de mange lyde fra insekterne og ikke mindst varmen er det svært at falde i søvn.

9. februar (Okavango-deltaet): Selv om vi ikke skal køre videre i dag, står vi alligevel op kl. 6, hvor vi kan nyde den skønneste solopgang ud over lagunen. Vi har meldt os til en flodsafari i mokoro (koster ca. 700 kr. for 2 pers.). En mokoro, var oprindelig en kano lavet af en udhulet træstamme, som bliver staget frem, men i dag er de lavet af træ og belagt med glasfiber, så det er ikke helt så eksotisk, som tidligere 🙂

Vi starter ud kl. 7 for ikke at skulle sejle i den varmeste tid på dagen. Vi bliver sejlet over lagunen i en større motorbåd og ind i mindre kanaler med papyrus omkring og ser et par krokodiller og en stor leguan inden vi når frem til øen, hvor mokoroerne ligger.

Vi er 2 i hver mokoro plus en mand til at stage os frem. Det er fantastisk at sidde på et sæde i bunden af mokoroen og glide stille gennem vandet med papyrus og vandliljer omkring os og se forskellige fugle bl.a. isfugle, hejrer og fiskeørne, som enten svæver over os eller sidder i sivene eller på de flydende øen og søger efter føde. Vi har ikke sejlet langt før mændene der stager os frem beder os være helt stille og sejlet os ind i sivene, så vi kan rejse os op i mokoroerne. De har set en flodhest et stykke fremme. Vi når lige at se ryggen af den inden den løber væk i mellem de høje papyrus. Vi kan høre den plaske gennem vandet. Vi ville gerne have set lidt mere af den, men på den anden side ønsker vi heller ikke at være for tæt på den, da det jo er et temmelig farligt dyr!

Vi sejler videre og går i land på en ø, hvor den ene bådfører er guide for os på en lille vandring. Han fortæller os lidt om planterne vi ser og også om ekskrementerne, som der er rigtig mange af. Det er både fra elefanter, flodheste, antiloper og andre vi ikke kender, så der må være mange dyr, men vi ser desværre ingen overhovedet, men der kommer et ordenligt regnskyl, så vi bliver godt våde, men kort tid efter er solen der igen og tørrer os hurtigt.

Tilbage i mokoroerne sejler vi tilbage til motorbåden og retur til lodget. Vi havde regnet med vi skulle på en 3 timer lang tur, men det er blevet til 5,5 time, hvilket absolut ikke gør noget for det har været en skøn og flot tur gennem deltaet 🙂

Efter frokost slapper vi af på terrassen ved vores hytte og sover lidt inden vi går over og får kaffe på den store fælles terrasse inden aftensmaden.
Vi slutter dagen af med en natsafari på en time, hvor vi sejler ud i natten og skipper på den lille motorbåd spotter krokodiller med en stor projektør. Krokodillernes øjne lyser rødt, når de rammes af projektørlyset, så vi er ikke i tvivl om, hvor der ligger en og kikker på os. Vi ser en del i forskellige størrelser. Skipper prøver også at finde en, der er lille nok til, at han tør fange den og vise os den tæt på, men det lykkedes ikke. De er alle for store til, at han tør røre dem! Det er en skøn aften med blikstille vand i modsætning til i går hvor det blæste frygteligt, så det var et godt valg at have natsafari i aften, hvor vi kan se spejlinger af papyrus i vandet. Det er meget smukt.

Hjemme igen på lodget sidder vi og får en gin-tonic omkring lejrbålet, mens vi kan høre cikaderne og frøerne omkring os. Det er meget stemningsfuldt og hyggeligt.
Da vi skal sove kan vi yderligere høre flodhestene grynte et stykke fra vores hytte og der er med jævne mellemrum nogle små plask i vandet neden for vores hytte. Jeg prøver med lygten og finde ud af, hvad der laver disse plask, men det er for mørkt til, at jeg kan se det.

10. februar (Okavangodeltaet – Katima Mulilo, Namibia): Solopgangen er helt anderledes end i går, da der ikke er en sky på himlen. Vi nyder den i første omgang fra vores egen terrasse, hvor jeg i øvrigt også ser en stor krokodiller ligge lige neden for terrassen, måske det er den vi har hørt plaske rundt i går aftes! 

Morgenmaden spiser vi på den fælles terrasse, hvor vi også nyder solens opgang. Vi er på endnu en flodsafari fra kl. 7 til 9 og ser igen en masse krokodiller og fugle og nyder deltaet med papyrus og vandliljer. Vi kommer ind i meget snævre kanaler og må kæmpe med papyrus, som hænger ind over båden. Skipper forsøger at finde en flodhest til os, men har desværre ikke heldet med sig. Vi må nøjes med en stor leguan på lidt over en meter, som ligger på bredden mellem træerne. 

Tilbage på lodget skal vi ned og hente vores bagage, så vi kan komme videre, men her venter os en uventet gæst! En 1 meter lang slange ligger på vores terrasse og da vi kommer gående smutter den ind i vores hytte. Det er vi ikke specielt stolte af, da vi jo skal ind og pakke det sidste ned i kufferterne. Den kryber først ud i badeværelset og da den ikke kan finde nogen huller at krybe ud af, kommer den ind i værelset igen og kryber rundt langs væggene. Vi jagter den lidt, da vi gerne vil have et billede af den for at kunne vise vores guide den og få at vide, hvad det er for en. Den er imidlertid svær at få gode billeder af indenfor, men efter nogle minutter lykkes det den af finde et lille hul, hvor den kan komme ud og udenfor i buskene føler den sig åbenbart mere sikker for der kan vi komme helt tæt på den og få taget lidt video, som vi kan vise guiden. Han ved dog ikke præcist hvad det er for en, men de lokale kalder den en bushsnake og siger at den ikke er meget farlig, men man vil få kraftig hovedpine og ubehag, hvis man bliver bidt af den!

kl. 9.30 er vi klar til at forlade lodget og først køre i 4-hjulstrækker gennem de dybe sandspor og derefter videre med vores egen bus. Vi tager samme vej tilbage til Caprivi, som på vej ned, og fortsætter til Katima Mulilo, der er det administrative centrum i Caprivi. Katima Mulilo ligger ved bredden af Zambezifloden, der danner grænsen mellem Zambia og Namibia. Zambezifloden sørger for, at der er frodige plantevækster ved bredden, hvor diverse eksotiske fuglearter, aber, flodheste og krokodiller også lever. Katima Mulilo er Namibias mest fjerntliggende forpost og ligger cirka 1.200 kilometer fra hovedstaden Windhoek, men kun 500 meter fra Zambia. Da byen ligger så tæt på punktet, hvor fem forskellige lande mødes (Namibia, Angola, Zambia, Zimbabwe og Botswana), er byen forståeligt nok en smeltedigel af forskellige kulturer og sprog.Vi oplever dog ikke byen, da vi kun opholder os på lodget, de få timer vi er i byen!

Vi er fremme i Katima Mulilo kl. 17 efter af have kørt i 7 stive timer i en 35-40 grader varm bus. Vi har kørt i alt 480 km uden pauser bort set fra grænseovergangen mellem Botswana og Namibia og frokostpause, hvor vi spiste vores mad i bussen ved en tankstation. Vi ser et par nye dyr undervejs nemlig sabelantiloper og bøfler, men ellers er det ikke andet end en lang lige vej gennem Caprivi og uden nogen egentlige byer. Det var virkelig en sej tur! Så vi er glade, da vi endelig checker ind på Zambezi River Lodge og kan få os en dukkert i poolen og sidde og nyde udsigten ud over Zambezi floden fra vores lille terrasse. Vi spejder efter flodheste og krokodiller, som skulle komme op på bredden af floden lige neden for! Der er advarselsskilte langs stien, som fører fra værelserne ned til restauranten og der går vagter, som fortæller, at der i går havde været en flodhest oppe i græsset lige foran vores værelser! Vi vil gerne se vilde dyr, men vi ønsker måske ikke at have dem lige uden for døren. I hvert fald ikke flodheste, som kan være meget farlige 🙂

11. februar (Katima Mulilo – Kasane, Botswana): Endelig får vi en dag, hvor vi kan sove længe 🙂 Vi skal først forlade lodget kl. 10, da dagens tur kun er på 140 km, hvilket vil sige ca. 2 timers kørsel. Det er dejligt at få en morgen med ro på, hvor vi ikke skal skynde os i bad og skynde os med morgenmaden.

Vi er som altid alle klar til at køre kl. 10. Det er utrolig så punktlige alle er på denne tur. Skønt at vi ikke altid skal stå og vente på nogen. Det var bl.a. en af de ting, som vi frygtede ved at være en gruppe i stedet for kun os selv, men det har fungeret perfekt hele vejen.

Vi kører sydpå mod Kasane og Chobe Nationalpark i Botswana, hvor vi de næste 2 dage skal bo på Chobe Safari Lodge. Lodget ligger i Botswanas nordøstlige hjørne og grænser op til Chobe Nationalpark, der er landets andenstørste og mest dyrerige nationalpark. Det sted er samlingspunktet, hvor de mægtige floder Zambezi, Chobe og Linyanti mødes og afgrænser de fire afrikanske lande Zambia, Zimbabwe, Namibia og Botswana. Flodsystemets vand giver årer af livgivende frodig vegetation og er omgivet af varieret savanne, skov, ørken og marsk.

I Chobe Nationalpark, der ligger mellem Victoria Falls og Okavangodeltaet og dækker et område på 10.566 km2, findes den største vildtrigdom i det sydlige Afrika. Chobe, som ikke afgrænses af hegn, er særlig kendt for sine enorme elefantflokke, der migrerer langs flodsystemet i deres søgen efter føde. Og føde er der nok af, hvilket også ses på elefanterne, der er større her end noget andet sted i Afrika! The Big Five – løve, elefant, bøffel, leopard og næsehorn – hersker her, selvom sidstnævnte er meget sjælden. Derudover findes de fleste af Afrikas antiloper, giraffer, zebraer, geparder og mere end 350 forskellige fuglearter i nationalparken.

Det er som sagt en forholdsvis kort køretur i dag og vi er fremme ved Chobe Safari Lodge omkring kl. 12 og det lever fuldt op til vores forventninger i forhold til beliggenhed lige ned til floden og det er meget flotte bygninger og værelser. Vi er absolut tilfreds med, at vi skal bo her i 2 nætter.

I programmet er der ikke nogen aktiviteter i eftermiddag og i aften, hvilket er helt uvant for os, så da vi får mulighed for at tilkøbe en eftermiddagssafari springer vi selvfølgelig på den 🙂 Vi skal jo ud og se alle de dyr, som Chobe Nationalpark er kendt for.

Vi starter ud kl. 15 i jeeps, som har plads til 10 personer og chaufføren er en erfaren safari-guide, som kender parken ud og ind. Det bliver en fantastik tur. Det vrimler med dyr og ikke mindst elefanter. Der er hundredevis af dem, som går og æder og bader i floderne. Der er mange med unger og når vi kommer for tæt på dem, danner flokken ring omkring dem og typisk går en enkelt af dem truende frem mod os uden dog at gå til angreb. Flodheste er der også rigtig mange af og i modsætning til dem vi så i Tanzania, som alle stort set var nede i vandet, så går disse oppe på land og græsser. Guiden fortæller, at det er fordi der er rigeligt med græs til dem lige ved siden af vandet, som skal køle dem ned i varmen. Andre steder hvor der er langt til græsset, er de nødt til at vente med at gå på land til solen er gået ned, så de ikke bliver for varme og solskoldede. Det lyder lidt skørt, at en flodhest bliver skoldet og det er måske heller ikke det rigtige ord, men deres hud/skin kan ikke tåle at blive tørret ud af solens stråler. Det er derfor de næsten altid er i vandet eller har taget mudderbad, som beskytter huden. Det samme gælder i øvrigt for elefanterne. De behøver ikke være i vandet, men de tager også mudderbade for at beskytte deres hud.

Ud over elefanter og flodheste i store mængder er der også bøfler, bavianer, impalaer, vortesvin og krokodiller og fugle i alle størrelser og farver. Det er virkeligt et paradis for dyreelskere. Vi er helt høje efter at have kørt rundt i næsten 4 timer, selv om det egentlig kun skulle have været en 3 timers tur og vi er ikke skuffede selv om vi ikke har set nogen kattedyr for der har været så mange andre dyr at se på.

Aftensmaden på dette skønne lodge er også skøn. Det er en kæmpe buffet, så ingen behøver at gå sultne i seng. Vi må dog også konstatere, at Botswana er noget dyrere end Namibia. Buffeten koster hvad der svarer til 180 kr. pr. person.

12. februar (Chobe Nationalpark): Godt vi fik sovet længe i går for det får vi bestemt ikke i dag. Vi skal på morgensafari og starter ved solopgang kl. 5.45, så vi når ikke engang at få morgenmad før vi kører. Det må vente til vi kommer tilbage efter ca. 3 timer. Da vi ikke så kattedyr i går, har vi i dag ”bestilt” løver og leoparder eller geparder 🙂 Vores guide Roy, som vi også kørte med i går eftermiddags er med på at han skal finde katte til os i dag og han gør et ihærdigt forsøg, men det er som dyrene fuldstændig har forladt parken i dag. Vi ser stort set ikke et dyr og os som var på safari i går eftermiddags priser os mere og mere lykkelig for at vi fik den fantastiske oplevelse i går for i dag er her øde. Det er virkelig en underlig fornemmelse og vi sidder nok alle inderst inde og tænker, at vi hellere ville have ligget i vores seng i stedet for at stå op på dette ukristelig tidlige tidspunkt for at skrumple rundt i en jeep på hullede jordveje og oveni købet fryse for så tidligt om morgenen er det faktisk lidt koldt, når vi kun har shorts og t-shirts på!

Efter 2 timer sker der imidlertid noget. Roy får en melding over radioen. Vi kan ikke forstå hvad der bliver sagt, men han bruger ikke mere tid på at kikke efter spor i sandet. Han giver fuld gas og kører så hurtigt, som det overhovedet er muligt på de hullede veje og dybe sandspor. Han siger ikke noget om hvad han har hørt over radioen, men vi er ikke i tvivl. En af de andre vogne, må have set noget interessant, som næsten kun kan være løve eller leopard. Efter 10 minutters kørsel for fuld fart ser vi andre safaribiler i første omgang er der kun 3-4 stykker, men det ændrer sig hurtigt. Der er nærmest trafikkaos. 10 biler er samlet og kører ind imellem hinanden for at få den bedste udsigt og ikke uden grund 🙂 2 løver, en han og en hun bliver jagtet af 4-5 bøfler. Ja, den god nok. Det er faktisk løverne, der bliver jagtet! Heldigvis for os løber løverne i retning mod os med bøflerne efter sig. I første omgang er de rimelig langt væk, så vi må bruge kikkerter for at se dem, men de kommer hurtigt nærmere og til sidst går de lige ved siden af bilerne og gemmer sig for bøflerne bag nogle buske. Det ser lidt komisk ud, at de dels kikker på os og prøver at skræmme os med nogle brøl og samtidig kikker nervøst rundt om buskene for at se om deres forfølgere – bøflerne – stadig er efter dem. Bøflerne er tilsyneladende mere bange for os end løverne, så de lunter af og vi får glæde af at kunne se løverne tæt på, hvor de stille går hen og lægger sig i skyggen af en busk. Vi er endnu en gang høje af at have oplevet synet af løverne og har helt glemt, at vi har frosset og ikke set et dyr i 2 timer forud. Lige nu er vi meget tilfredse 🙂

Vi lader løverne i fred og kører hen til et sikkert sted, hvor vi kan stå ud af vognene og nyde en kop te eller kaffe. Snakken går ivrigt her. Det viser sig, at der har været 4 løver til at begynde med, men bøflerne har fået skilt dem ad og forfulgt de 2, som vi så.

Vi er tilbage på lodget og morgenmaden kl. 10.30 og slapper af indtil kl. 15, hvor vi skal på endnu en safari. Denne gang er det ikke i jeep, men derimod på en stor båd, som sejler rundt på floden og går tæt ind på land, når der er specielle fugle eller krokodiller eller andre dyr, som vi skal se på tættere hold. Det er en rigtig skøn tur på 3 timer, hvor vi får en masse at vide om dyr og fugle og deres adfærd. I modsætning til jeep-safarierne kan vi her sidde og slappe af og se på dyrene uden at skulle holde fast og samtidig nyde en gin-tonic. Det er helt perfekt 🙂 Tilbage på lodget får vi et hurtigt bad inden der igen er den store flotte buffet til aftensmad. Alt er godt indtil vi skal til at betale. Der går fuldstændig kage i regningerne. Vi er alle ved at gå ud af vores gode skind for vi er trætte efter en lang dag med 2 safarier og været tidligt oppe og vi skal også tidligt op i morgen, så vi vil bare gerne i seng og så skal vi vente på nogle kludrehoveder, som ikke kan finde ud af at sætte vores bestillinger på en regning! Der går næsten en time før vi alle har fået en rigtig regning, som vi kan skrive under på.

13. februar (Kasane – Victoria Falls, Zimbabwe): Endnu engang skal vi op før en vis herre får sko på. Vækkeuret ringer igen kl. 5.15! Vi skal lige som i går på morgensafari, så hurtigt ud af sengen, bad og op i vognene uden morgenmad! Da vi frøs i går, har vi alle sørget for at have ekstra trøjer på i dag og det er heldigt for det synes koldere i dag og Roy, vores lokale guide, vælger at køre noget længere af hovedvejen inden han drejer ind på jordvejene, hvilket betyder højere fart og kulde 🙂 Vi kryber sammen i jeepen for at holde varmen, men da vi bliver mødt af elefanter der står i vejkanten og hilsen os velkommen med en fanfare i form at trompeteren er det som om varmen kommer tilbage. Dyrene er stået op og det tyder på en god dag, selv om det er fredag den 13. 🙂

Vi kører først ind til et lille vandhul, men her er absolut ingen dyr – skuffende, men vi er jo først lige begyndt safarien, så de skal nok komme! Der kommer også dyr, som bøfler, aber, impalaer, sjakaler, vortesvin og ikke mindst fugle, men vi søger jo efter løver og leoparder, så det er lige ved, at vi er ligeglad med alle de andre selv om de selvfølgelig også er dejlige at se på. Vi kommer specielt til et vandhul, hvor impalaer og aber render rundt mellem hinanden. Det er virkeligt et skønt syn, men stadig. Vi er ude efter løverne og dem møder vi desværre ikke i dag. Vi ser mange spor i sandet, men ingen dyr. Øv øv. Efter 3 timer kører vi hjem igen og får et velfortjent morgenmåltid.

Kl. 10.30 sidder vi i vores tur-bus på vej mod Victoria Falls, som ligger ca. 80 km herfra. Vi er kun en halvtimes kørsel fra grænsen mellem Botswana og Zimbabwe, men desværre vælger Silvester i første omgang at køre til den forkerte grænseovergang, hvilket vi først opdager efter at vi har været igennem paskontrollen og holder ved færgen over floden til Zambia. Den er hel gal! Tilbage til paskontrollen, hvor vi må ind og stå i kø igen for at blive checket ind i Botswana og derefter videre til den rigtige grænseovergang, som ligger 10 minutters kørsel derfra og igennem paskontrol for at komme ud af Botswana for anden gang i dag! Der kommer rigtig mange stempler i vores pas i dag og mens jeg står og ser på alle disse stempler kommer en kvindelig tolder hen til mig, tager passet ud af hånden på mig og spørger undrende til alle stemplerne. Da hun får forklaringen griner hun højlydt og jeg får mit pas tilbage. Om ikke andet, så har vi da fået en tolder til at grine 🙂 Men hele showet med 2 gange ud/ind og kø i paskontrollen har taget 1 ½ time og vi er blevet 60 US-dollars fattigere. Visum til Zimbabwe koster 30 USD pr. person. Det er ikke fredag den 13. for ingenting!

Endelig krydser vi den rigtige grænse mellem Botswana og Zimbabwe, hvor vi kører ind i Victoria Falls Nationalpark, der omfatter de sydlige og østlige bredder af Zambezifloden og Victoria Falls. Vi er fremme ved The Kingdom hotel i Victoria Falls kl. 13.30 og bliver straks tjekket ind. Det er et skønt hotel bygget med inspiration fra Great Zimbabwe ruinerne. Ikke at hotellet ligner en ruin 🙂 men det er med store søjler og højt til loftet og en meget flot have omkring swimmingpoolen.

Vores rejsefæller tager efter en hurtig frokost ned til Victoria Falls for at inspicere vandfaldene på nærmere hold. Vi booker en helikopter-tur over Victoria Falls til i morgen og går derefter over på nabo-hotellet The Victoria Falls hotel for at sidde og slappe af på terrassen med udsigt gennem hotellets flotte have til broen og Victoria Falls, mens vi får high tea. Hvilket er et helt måltid med små sandwich, kager og scones flot arrangeret i 3 etager og selvfølgelig te. Det er meget stemningsfuldt at sidde her på det gamle koloni-hotel fra 1904 og vi får en pragtfuld forestilling, da solens stråler kl. 15.45 rammer vandtågerne over vandfaldene, så der dannes regnbuens farver, som rykker sig hen over vandfaldene. Startende med kun den røde farve, så det ser ud som om der er ild i vandtågerne og efterfølgende de øvrige farver. Vi har aldrig set noget lignende. Det er så flot 🙂

Inden det blev mørkt gik vi ned til slugten, som vandet løber i efter at have taget det store fald. Lige neden for hotellet danner slugten en hestesko og i de sidste solstrålers bløde lys var udsigten over dette den perfekte afslutning på dagen.

14. februar (Victoria Falls): I dag burde vi have sovet længe for der er ingen aktiviteter iflg. vores rejseprogram, men vi bookede i går en helikoptertur på 25 minutter hen over vandfaldet, Zambezi flodens slugter og nationalparken langs floden. Vi har set frem til denne flyvetur både for det flotte syn det skulle være, men også fordi det er vores første tur i helikopter. Vi bliver hentet på hotellet kl. 8.15 for at køre de 10 minutter ud til helikopter-landingspladsen. 3 andre af vores rejsefæller har booket sig ind på samme tur som os, så det ender med at blive en ren Albatros-tur.

Vi skal åbenbart på den første tur i dag for mens vi bliver vejet af hensyn til balancen i helikopteren, bliver den trukket ud af garagen. Vejningen havde vi hørt skulle bruges til at bestemme, hvor vi skulle sidde i helikopteren, men vi må have vejet nogenlunde det samme for da vi skulle om bord var det tilfældigt, hvor vi kom til at sidde. Jeg var imidlertid heldig at stå først for, da døren blev åbnet, så jeg kom til at sidde på forsædet ved siden af piloten. Det var jeg rigtig glad for, da jeg så havde det fulde udsyn ud gennem for- og siderude og ned foran fødderne, hvor der også var glas. Det var helt perfekt at sidde her og jeg kunne oven i købet sætte vores Go-pro kamera i vinduet, så den optog hele vores tur.

Forventningerne til turen var høje, men de blev til fulde indfriet. Det var skønt at flyve som en fugl hen over vandfaldet, floden og omgivelserne. Det giver et helt andet perspektiv end når man befinder sig nede på jorden og kun kan se vandet falde ud over kanten og ned i dybet, men ikke rigtigt hvor vandet kommer fra og hvor det løber hen. Piloten var rigtig god til at cirkle rundt, så vi fik set alt fra flere vinkler og da han så giraffer og zebraer og en enkelt elefant i området ved siden af floden, fløj han ned mod dem, så vi tydeligt kunne se dem. Det var lidt synd for zebraerne for de blev bange for støjen fra helikopteren, så de for forvildet rundt!

De 25 minutter gik al for hurtigt. Vi kunne godt have haft en længere tur og vi var helt høje over oplevelsen, da vi kom ned. Det var en god fødselsdagsgave fra Ulrich 🙂

Tilbage på hotellet møder vi resten af gruppen og får sammen med Poul en lille rundvisning i byen og de lokale markeder, som er fyldt med træskærearbejder og stenskulpturer. Der er mange flotte stenskulpturer, men de vejer alt for meget til at vi overhovedet overvejer at købe nogen.

Om eftermiddagen gik vi ned til Victoria Falls, som også er imponerende fra landjorden. Det er dobbelt så højt og halvanden gang så bred (ca. 1,7 km) som Niagara Falls på grænsen mellem USA og Canada og har tilmed en helt enestående beliggenhed omgivet af tæt regnskov, der danner en billedskøn ramme om faldet. At det er omgivet af regnskov fik vi at føle. Vi måtte afbryde vores tur langs vandfaldet, da vandet pludselig væltede ned over os. Vi var lidt i tvivl om vandet var regn eller flodvand, som blev blæst hen over os, men af hensyn til vores kameraer måtte vi trække lidt væk fra vandfaldet og lige sidde og få en cola og blive tørre. Snart skiftede vejret igen. Vinden lagde sig og vi kunne komme ud til den sidste del af vandfaldet og se ned i dybet og se bungyjump fra broen. Det var flot, men havde nok været endnu flottere, hvis vi havde set det i går, hvor solen skinnede fra en skyfri himmel, men til gengæld fik vi jo en skøn oplevelse ved at se de farvede vandtåger i går fra Victoria Falls hotel og den ville vi ikke være foruden.

Hjemme på hotellet igen slappede vi af ved poolen, inden vi skulle spise afskedsmiddag med vores rejsefæller og nyder vores sidste aften i den afrikanske nat. Det blev lidt af et show. Tjenerne havde ikke styr på en pind. Drikkevarerne skulle bestilles flere gange og kom ind i tilfældig orden og uden glas. Rødvin kølede de ned i en isspand, da den var al for varm. Maden kom ikke samtidig til alle, så nogen var næsten færdige med maden inden andre fik deres. Det blev ikke den afskedsmiddag, som vi havde regnet med at få på et 4-stjernet hotel, men underholdningsværdien var stor 🙂

15. – 16. februar (Victoria Falls – København): Det er desværre så småt ved at være tid til at sige farvel til Afrika. Kufferterne er pakket for sidste gang og efter et sidste morgenmåltid, kører vi mod Victoria Falls lufthavn for at starte vores tur hjem. Vi har dog fået guiden til at køre omkring Big Tree, som ligger lige uden for byen. Big Tree er et kæmpe stort Baobab træ, som vi lige vil se som det sidste på turen og vi benytter også lejligheden til at få taget et billede af vores rejsegruppe for an det store træ.

I lufthavnen, som ikke er særlig stor, men ved at blive bygget større bliver vi hurtigt checket ind og kan gå op og vente de første 2 ½ time på afgang. Vi skal over Johannesburg igen og har her hele 5 timers ventetid inden turen på 11 timer til London. Flyet fra Victoria Falls er rettidig og i Johannesburg tager vi kort afsked med Poul uden for flyet og går op i loungen og sætter os. Her er dejlig varm mad og drikke, så de 5 timer går egentlig rimelig hurtigt og vi kan sætte os til rette i det store Airbus 380 fly til London. Sådan et har vi ikke fløjet i før. Vi sidder på nederste etage, og mærker egentlig ikke at flyet er stå stort, for det ligner på denne etage fuldstændig de normale fly, men der er lidt mere benplads og det er også væsentlig mere lydsvagt end andre, så det er en behagelig oplevelse.

Alt går planmæssigt og vi lander i CPH kl. 9.30 og der er dermed gået præcis 24 timer siden vi kørte fra hotellet i Victoria Falls. Vi er lidt trætte p.g.a. den lange rejsetid, men vi skal da heldigvis ikke slås med jetlag, da der kun er en times tidsforskel fra Victoria Falls til København.

En fantastisk ferie er desværre slut og vi må tage afsked med vores dejlige rejsefæller og tage s-toget det sidste stykke hjem.