Miami
Babes i Miami
Airboat i Everglades
Previous slide
Next slide

 Dagbog fra Florida (2017)

 

3. marts (Santa Clara – Fort Lauderdale): Vi fortsætter vores ferie i Florida efter 14 dage på Cuba. Flyveturen på 1,5 time forløb planmæssigt, men vi er lidt triste da vi lander for det regner rent faktisk og blæser. Det havde vi bestemt ikke regnet med. Vi troede at vi skulle fortsætte med at have sol og varme, som på Cuba.Det tager næsten en time at få udleveret vores udlejningsbil hos Alamo, men da vi kører afsted i den bestilte Ford Mustang convertible glemmer vi hurtigt ventetiden 🙂 Vi kan desværre ikke køre med kalechen nede, da der kommer lidt regn, men den er skøn at køre og vejret er også klaret lidt op, så mon ikke vi kan nyde den fuldt ud i morgen med vind i håret 🙂 Vi kører direkte til vores første hotel Doubletree by Hilton i Sawgrass Mills. Det er skønt at komme til et luksushotel/værelse efter at have boet på casaer af noget anden kvalitet de sidste 14 dage og her er internet. Det lyder som en selvfølgelighed, men vi har ikke haft internet på Cuba, så vi har ikke kunnet læse nogen som helst nyheder eller mails og det har heller ikke altid været muligt at få SMSér, så de første par timer går med at blive opdateret med nyheder og mails. Derefter går vi en tur over i det nærliggende Outlet, men vi køber nu ikke ret meget, da tiden er knap inden de lukker og vi skal også nå at have aftensmad inden sengen kalder.

4. marts (Everglades): Vi har sovet pragtfuldt hele natten. Sengen har været god og der har været helt stille hele natten. Det er en hel ny fornemmelse, som vi ikke har prøvet i 14 nætter på Cuba. Morgenmaden overgår også alt. Vi skal have den helt store morgenbuffet mit die ganze mullevitten. Vi kan dårligt rokke med ørerne, da vi endelig rejser os fra bordet. Heldigvis er regnen drevet over og solen skinner fra en næsten skyfri himmel, men det blæser en del, så der er ikke så varmt, som vi har haft det på Cuba, men mindre kan også gøre det. Vi kan stadig rende rundt i shorts og t-shirts.Bilen bliver pakket. Der er dårligt plads til vores 2 kufferter i bagagerummet. Den er lækker, men ikke praktisk! Ned med kalechen og så er det ellers on the road again 🙂 Med sol og vind i håret skal det nok blive en god dag. Fra flyveren i går blev vi lidt overraskede over alle de store veje, vi kunne se og ikke mindst,hvor mange biler der var på dem. Når vi ellers har været i USA undgår vi næsten altid at køre i de store byer, da det kan være et helvede, men her ser det ikke ud til at vi kan undgå at køre mellem mange andre biler! Det lykkes os efter en halv times mareridt at komme ud på nogle veje, hvor der ikke var megen trafik. Det var vestpå, hvor der kun er få veje, som kører ud i Everglades. Vi kørte ud af US 41 og tog et loop herfra, som førte os helt ud i sumpen. Vejen har kun asfalt det første stykke og bliver herefter til en støvet grusvej, så vores kære bil er ikke ren ret lang tid! Heldigvis er den hvid, så støvet ses ikke så meget udenpå. Det er værre indvendig, hvor den skulle være sort! Der er vand på begge sider af den lille vej og vi håber selvfølgelig at se nogle af de alligatorer, som vi har hørt så meget om. På youtube har vi set store alligatorer gå hen over vejene. Vi er derfor lidt skuffede, da vi har kørt en halv time og kun set en masse fugle, men ingen alligatorer. Det ændrer sig dog pludselig. Jeg får øje på 4-5 stykker, som ligger og soler sig på bredden og derefter har vi ligesom fundet ud af hvor det er vi skal finde dem og så ser vi mange. De ligger og svømmer over det hele. De var på et tidspunkt udrydningstruet, men det er ikke tilfældet mere. Bestanden er kommet op igen. Ud over fugle og alligatorer ser vi også et par skildpadder og mange forskellige fisk, som ses tydeligt i det klare vand og en enkelt slange bliver det også til. Det er en mand, som henleder vores opmærksomhed på den. Han fotograferer den ivrigt og siger, at det er en af de mest giftige slanger i området – en vandmokkasin eller cottonmouth, som den også kaldes.Efter at have kørt loopet igennem kører vi ned til Shark Valley, hvor der dels er et visitor-center og dels en lang asfalteret gå/cykel-sti langs en kanal, hvor alligatorer, skildpadder og masser af fugle opholder sig, så man kan se dem ret tæt på.Efter at have set nok alligatorer kører vi det sidste stykke vej ned til Florida City, hvor vi har booket overnatning for de næste 2 nætter på Travelodge. Det er ikke nær så flot som Hilton sidste nat, men det går an. Aftensmaden består af en stor USDA steak og rødvin. Det har vi set frem til. At skulle have et ordentligt stykke kød 🙂

5.marts (Everglades): Solen skinner igen fra en skyfri himmel, da vi slår gardinerne til side, men det blæser en halv pelikan. Det må godt stoppe snart med det blæseri. Vi vil have sol og varme – ikke blæst!
Efter morgenmaden sætter vi igen kurs mod Everglades. Denne gang er kursen lagt lidt sydligere, hvor vi fra Florida City kører ud til Flamingo, som er ende-stationen på den ca. 70 km lange vej gennem Everglades Nationalpark. Vi ender helt ude ved havet, hvor der er en lille havn og et visitor-center, hvorfra man kan købe sejlture ud i havbugten eller ind i bag-vandet, men derudover er der intet og vejen derud er heller ikke specielt spændende, så vi følter egentlig, at vi har spildt tiden. På vejen tilbage til Florida City stopper vi et par gange og går på de Interpretive stier, men de er heller ikke særlig spændende. Først da vi kommer helt retur til Royal Palm og Anhinga Trail følter vi, at der var noget at se. Anhinga Trail er dels en asfalteret sti og dels en lang bro ud over sumpen, hvorfra man kan se fugle, skildpadder og alligatorer lige som vi i går så i Shark Valley. Her er der blot også nogle åbne søer og der er flere alligatorer samlet på et sted, hvor de ligger og soler sig, så det var meget spændende.
Vi ville gerne ud at sejle i de specielle airboats og vi kørte forbi rigtig mange steder i går, hvor der var mulighed for det, men vi troede, at det ville være bedre hernede i dag. Hvad vi ikke havde tænkt på var, at der hvor vi har kørt i dag er det hele nationalpark og dermed må der ikke sejle disse støjende både, så vi skulle have været ude i går! 
Vi lader os dog ikke slå ud af det, så må vi jo bare køre de 50 km retur! Det er langt at køre, men når vi er i Everglades skal vi også ud i Airboat – tror vi! Da vi er ca. 10 km fra de første sted, hvor man kan komme ud at sejle, står politiet og spærrer vejen. Vi kan ikke komme helt op til politimanden, så vi kan ikke få nogen forklaring, men vi kan se at der er en masse sort røg længere fremme, så måske er det en brand, som gør at vi ikke må køre længere. Det er drøn ærgerligt, når vi nu har kørt 40 km og så bare må vende om med uforrettet sag, men måske vi får mulighed for at tage en sejltur, når vi kommer retur fra Key West om nogle dage.
Vi kører på McDonald og får en burger og surfer lidt i håbet om at vejen måske bliver åbnet, men den er ikke åbnet 1,5 time senere, så vi kører tilbage til Florida City og Outlet centret og køber lidt tøj i stedet for 🙂

6. marts (Florida City – Key West): Solen skinner, men det har regnet og der er også nogle skyer, da vi vågner og det er nærmest stormvejr. Vi kan helt sikkert ikke køre med kalenchen nede i dag – øv.
Efter morgenmaden har det klaret lidt op, men blæsten har ikke lagt sig. Vi skal mod syd og køre over de 42 broer til Key West, som mange har hørt om, fordi den verdensberømte forfatter Ernest Hemingway kastede glans over byen ved at bosætte sig der i en årrække i 1930’erne. Dermed satte han Key West på det globale landkort, og siden hen er byen blevet et eftertragtet feriested.
Ulrich har kørt turen for mange år siden og glæder sig til at gense det. Jeg har aldrig været her, men ser også frem til turen, som skulle være meget flot.
Vi vælger den “gamle” vej det første stykke, da den skulle være den flotteste i stedet for US-1. Den går over en betalingsbro, som koster en hel dollar, så mon ikke det går? Der er nu ikke specielt meget at se, da der er træer langs vejen som tager alt udsyn, så om det er den flotteste skal være usagt. Vi har jo ikke set den anden, men den her er i hvert fald ikke den store oplevelse. Det eneste spændende der sker er en vaskebjørn, som løber over vejen 🙂
Da vi når ned til den første key, som er Key Largo, er det helt overskyet og der kommer lidt regn. Det var bestemt ikke det vejr vi har ønsket os, når vi skulle køre fra ø til ø og nyde udsigten ud over havet med dets mange farver, når altså solen skinner. I gråvejr som nu er havet også gråt og trist at se på. Øv øv.
Først da vi når helt ned til Key West er vejret blevet lidt bedre og solen kikker frem engang imellem. Vi kan ikke tjekke ind på hotellet før om et par timer, så vi kører ned i den gamle historiske del af Key West og prøver at finde en parkeringsplads. Det er absolut ikke let, men efter en halv times søgning lykkes det at få bakket vores store mustang ind mellem 2 andre biler på en lille sidevej.
Vi er sultne, så vi finder et dejligt sted og får lidt frokost inden vi dasker rundt og ser på byen. Det er en skøn by, men spørgsmålet er hvor meget lokalt der er tilbage. Det meste ser ud til at være lagt an på turisterne selvfølgelig både amerikanerne selv og os andre. Der er barer og restauranter over det hele, men amerikanerne forstår på en eller anden måde at gøre det hyggeligt alligevel og specielt omkring havnen er der en helt speciel atmosfære. Næsten alt er holdt i en gammel og hyggelig stil og der er levende musik på mange barer – typisk en guitarist og sanger, men også små bands.
Klokken 5 kører vi ud til hotellet – Marriott Beachside Resort – som ligger i den nordlige ende af Key West. I receptionen må vi vente lidt på andre som også skal tjekke ind, men i mellemtiden bliver vi budt på et glas champagne. Det er meget fornemt 🙂 Vi får snart vores nøgle og går op til værelset. Vi får et chok, da vi åbner døren. Det er ikke noget almindeligt værelse vi har fået selv om det er det vi har bestilt. Det er helt vildt! Vi har fået en precidentiel suite på 97 kvm 🙂 Der er køkken, spisestue og opholdsstue, kæmpe altan, kæmpe soveværelse, badeværelse med jacuzzi og brusebad og 2 toiletter. Vi har aldrig oplevet noget så flot. Vi ærger os over, at vi ikke er tjekket ind noget før, så vi kunne have nydt det noget længere tid 🙂
Vi spiser aftensmad på hotellet. Får en virkelig god steak og kammuslinger. Det er ikke billigt, men vi er jo heller ikke på Cuba mere!

7. marts (Key West): Vi har sovet helt fantastisk i vores enorme seng i vores kæmpe suite. Det har været lækkert at være i luksusomgivelser og oven i købet luksus ud over, hvad vi har betalt for. Det skulle jo bare have været et almindeligt flot værelse.
Vi spiser morgenmad på hotellet og sidder bagefter og hygger i vores store suite. Vi har svært ved at slippe den før tid. Specielt har vi ikke travlt med at komme ud af døren, da regnen med mellemrum styrter ned!
Klokken 11 må vi dog tjekke ud og kører ned i byen til vores næste overnatningssted Ambrosia Tropical lodging. Vi kunne ikke få 2 overnatninger på Marriot. Vi kan ikke tjekke ind endnu, men vi kan da parkere bilen, så er vi da af med den. 
Solen kommer frem og vi tager en tur med en Hop on hop off bus, som kører byen rundt på en times tid og resten af dagen dasker vi rundt i byen og nyder livet 🙂 Blandt andet er vi forbi Sloppy Joe, som i sin tid var Hemmingways stamværtshus. Vi kommer også forbi hans hus, som er omdannet til museum og konstant har en kø af turister uden for. Det er nok Hemmingways skyld at Key West blev kendt, da han slog sig ned her og fik inspiration til at skrive bl.a. Manden og havet. Ved solnedgangstid sidder vi selvfølgelig med en mojito og kikker ud over havet.

8. marts (Key West – Miami): Vi har sovet godt selv om det har været under mindre fornemme forhold end i går nat, men mindre kan også gøre det 🙂
Vi har set, hvad vi ville i Key West og kører derfor nordpå igen efter at have fået morgenmad i haven på vores lille Bed & Breakfast. Det er flot solskin og høj blå himmel i dag i modsætning til, da vi kørte herned til Key West i forgårs og dermed er det også en meget flottere tur med havet i alle dets blå/grønne nuancer. Det er virkeligt et flot syn. Vi kører over øerne på The Overseas Highway, som er den sydligste etape af US Highway One, som også kaldes The Highway That Goes To Sea. Fra Key West er der ca. 180 km til Key Largo, som er den sidste ø inden fastlandet. På den ene side har man Den Mexicanske Golf og på den anden Atlanterhavet.
Vejen kører langs de gamle jernbanebroer, som en ”gal” millionær ved navn Henry Flagler byggede for at kunne komme ned til sit hotel, som han havde bygget i Key West. Byggeriet af jernbanen tog en hel hær af mænd syv år at bygge og den stod klar i 1912, hvor det allerførste tog kom til Key West. I virkeligheden var han måske ikke så ”gal” men i stedet forudseende og kunne se at han kunne tjene penge på at anlægge en havn på Key West og betjene skibene, som sejlede ind i Caribien.
Vi kører selvfølgelig også over den længste, flotteste og mest kendte af broerne, The Seven Mile Bridge. Den åbnede første gang i starten af 1900-tallet og fik kælenavnet ”Verdens ottende vidunder”, men blev døbt The Seven Mile Bridge, selv om den ”kun” er 6,79 miles lang. Den var dengang, ligesom hele vejen til Key West, en jernbanebro.
Broen blev dog i 1935 ødelagt af en orkan, og i stedet blev der bygget en highway hele vejen til Key West på nogle af de oprindelige fundamenter.
I 1982 blev størstedelen af broerne udskiftet med nye og bredere broer, også den berømte Seven Mile Bridge. Med bilismen og den store turiststrøm til den yderste ø Key West var det nødvendigt. 

Mange af de gamle broer fik lov at blive stående ved siden af de nuværende, også Seven Miles Bridge med de majestætiske buer og med en åbning så stor, at også høje skibe kan sejle under.
Vi laver flere stop undervejs over The Keys bl.a. kører vi ned gennem et rigmandskvarter, hvor de store både ligger i kanalerne i baghaverne og vi ender nede ved en skøn lille strand. 
Frokost spiser vi på den noget specielle restaurant/bar Hog Heaven, som har egen lille havn, hvor sejlerne kan lægge til og gå op og spise eller drikke i baren. Indretningen i baren er noget anderledes bl.a. står der en halv bil inde i baren!
Da vi kommer til Florida City/Homestead er der ”kun” 75 km til Miami, hvor vi har bestilt hotel for de sidste 3 nætter. 75 km er normalt ikke noget at regne for på de gode veje her, men det viser sig at være en lang bilkø og lyskryds, så det tager over 2 timer!  
Vi tjekker ind på Deauville Beach Resort og får aftensmad på en nærliggende restaurant, hvorefter sengen kalder. Vi har værelse og balkon ud til den kilometer efter kilometer lange strand, så vi hører bølgeskvulp hele natten.

 9. marts (Miami): Vi har slappet af med en runde golf og fortsat ud til Everglades igen, da vi jo ikke nåede at få en tur i Airboat sidst og det synes vi hører med til en tur til Florida 🙂 Vi når lige ud til Gator Park til den sidste tur kl. 17. Inden turen i airboat får vi et lille show, hvor John fortæller om alligatorerne i Everglades og forskellene på alligatorer og krokodiller og han ”leger” lidt med en stor alligator. Det er meget underholdende og lærerigt at høre ham fortælle.
Til turen ud i sivene med airboat får vi udleveret ørepropper, hvilket er nødvendigt! De laver en frygtelig larm, men det er sjovt at fare hen over sivene og vandet i den fladbundet båd. Det tager kun 15-20 minutter, så det er en dyr fornøjelse (375 kr. for 2 pers.), men det skal prøves 🙂
På vejen hjem til hotellet, vælger vi at køre den lidt længere vej ned igennem Art deco kvarteret, så vi kan opleve Miami by night. Det er en sjov og flot tur ned igennem lyshavet og de mange mennesker og restauranter. Der er gang i den og vi har det sjovt med at cruise igennem i vores åbne Mustang 🙂

10. marts (Miami): Efter at have set den heavy trafik i og omkring Miami og manglende parkeringspladser, lader vi i dag bilen stå i garagen og tager i stedet for med en Hop on Hop of bus – Big Bus – rundt i Miami og de omkringliggende forstæder. Vi får en rigtig god guide på den ene tur, som fortæller en masse, men desværre er lydkvaliteten i højtageranlæget ikke så god, så vi går glip af en del, men uanset hvor meget vi har misset, så får vi en god forståelse for de forskellige områder og byens udvikling gennem tiderne. Befolkningssammensætningen nu er iflg. hende 65% cubanere og sydamerikanere, 25% asiater og kun 10% hvide, hvilket betyder at der tales mere spansk end amerikansk! Det mærker vi også tydeligt. Alle starter med at tale spansk til os og slår så over i amerikansk, når vi ser uforstående ud 🙂 Men vi er også ude for at de rent faktisk ikke kan amerikansk, hvilket også er et problem i det daglige herovre.
Vi står af bussen i Little Havana, så vi lige kan nyde en Mojito og Fritas de Bacalao og føle os henført til Cuba igen. Musikken er i hvert fald den samme som på Cuba og der tales også alene spansk og tjerneren står og danser lidt salsa, mens hun venter på at kunne kapre flere kunder :-).
Vores næste stop er Art deco kvarteret. Vi så det i aftes på vores cruise, men vi vil også gerne se det i dagslys. Det er et meget flot område med stranden og palmerne og de flotte art deco huse, som er rigtig flotte vedligeholdte og bevaret i stilen fra de blev opført i 1920érne og 1930érne og der står gamle ligeledes velholdte amerikanerbiler foran nogle af dem for at bevare illutionen om den svundne tid.
Stemningen er helt speciel her. De unge pumpede fyre svinger sig i redskaber på stranden og laver armbøjninger eller spiller beach-volley og pigerne render rundt i bitte små bikinier uanset om de vejer 50 eller 100 kg. Der er absolut ingen hæmninger her. Det er et stort “Beachparty” 🙂
Efterhånden som mørket sænker sig, øges volumen på musikken og der er virkelig show off af store dyre biler, som bare cruiser frem og tilbage. Der er vist flere dyre biler her i området end vi overhovedet kan mønstre i Danmark. Det er helt vildt. Ulrich står og savler og prøver at holde styr på alle de millioner af dollars, som bilerne repræsenterer 🙂 Påklædningen begynder også at skifte karakter. Nu er det de små aftenkjoler, hvor der iøvrigt heller ikke er overladt noget til fantasien, som bliver luftet. Vi føler os helt forkerte, da vi jo ikke har nået hjem og skifte tøj, så vi er stadig i shorts og t-shirt 🙂 Vi møder andre turister, som tydeligvis er i samme situation som os. Vi smiler til hinanden, mens vi betragter den verden, som vi ellers kun ser på film. Det er virkelig en oplevelse 🙂

11. marts 2017: Starter den sidste feriedag med en svømmetur i havet. Vi kan jo ikke tage hjem uden at have fået en dukkert i havet. Det føles lidt koldt, da det nok ikke er mere end 23-24 grader, men når man først er under er det dejligt og en god måde at starte dagen på.
Desværre bliver det både første og sidste gang, da vi efterfølgende kan gå op og pakke vores kufferter og tjekke ud.
Vi skal først flyve hjem kl. 16, så vi tager morgenmaden på en restaurant over for hotellet og kører bagefter ud til Dolphin Mall, som er det største indkøbscenter i Miami. Vi når dog kun er gå i Bass Pro Shop, som vi har været i før andre steder. Det er flotte butikker med alt udstyr og tøj til bl.a. fiskeri og jagt. Denne butik er udsmykket som et stort akvarium. Der hænger fisk ned fra loftet og der er også et stort akvarium med meget store fisk i midten af butikken. Vi køber ikke så meget denne gang. Det bliver kun til et par skjorter 🙂
Det er tid til at køre i lufthavnen, hvor vi må aflevere vores dejlige Mustang og så er det ellers bare med at få overstået den ca. 14 timer lange flyvetur hjem til kulden og arbejdet i Danmark.

Endnu en skøn og oplevelsesrig ferie er slut. Endnu 2 lande er tjekket af. Der kun er ca. 150 km imellem Cuba og Florida, men forskellene er gigantiske!