Dagbog fra Costa Rica (2010)

20. marts (København – San Jose): Vi har været meget tidlig oppe—faktisk kl. 4 for at tage taxa og tog til lufthavnen. Vi skal flyve kl. 8. Det går planmæssigt fra København, men i New York hvor vi skal skifte fly er der forsinkelse og skift af gate 2 gange, men vi tager det stille og roligt. Står i kø som sædvanlig et par timer ved imigration m.v. og bagefter sidder vi i Starbuck og får en god kop kaffe. Tiden går forbavsende hurtig. Vi skulle have haft et ophold på 3½ time, men det blev nærmere 4½ time. Fremme i San Jose tager vi en taxa til Gran Hotel Costa Rica, som ligger meget centralt i San Jose lige ud til et stort torv og national teatret og gå-gaderne. Det er et dejligt gammelt hotel med højt til loftet og prismelysekroner og en meget venlig betjening. Vi sætter rygsækkene på værelset og går herefter en tur i byen og får lidt aftensmad. Klokken er hen ad 10, da vi er tilbage på hotellet og grydeklar, da vi nu har været oppe i næsten 24 timer!

21. marts (San Jose – Tortugero): Fortryder lidt at vi allerede i dag skal videre. Vi kunne godt have brugt en dag i San Jose og lige have vænnet os til Costa Rica, men vi er oppe kl. 5.20 da vi bliver hentet kl. 6.30 for at tage ud til det caribiske hav ved Tortugero. Lige som i går er det dejlig varmt ca. 25 grader og solen skinner også her fra morgenstunden, så vi sidder på 5. sal og får morgenmad, mens vi kan se ud over byen, som er ved at vågne. Vi kunne ikke se så meget i går hvor det var mørkt, men byen er omgivet af grønne bjerge og den ligner ikke rigtig nogen anden syd– eller mellemamerikansk by. Her er meget “ordenligt” og husene er meget almindelige, det er ikke nogen speciel charmerende by. I hvert fald ikke det vi lige ser fra bussen, mens vi kører rundt og samler andre turister op. Vi er snart på vej ud af byen og op gennem bjergene. Det højeste punkt vi passerer er 1506 meter og her ligger skyerne tæt omkring os, så sigtbarheden er begrænset. Vi kører igennem det man kalder tåge-skov eller cloud forest på engelsk. Det er regnskov i højderne. Meget frodigt og grønt, men selvfølgelig også vådt.
Vi gør holdt for at spise morgenmad på en lille restaurant ned til en lille flod og omgivet af en masse blomster og grønne planter. Vi får set den første frø! En lille bitte rød, flot fætter, som er giftig.
Efter morgenmaden fortsætter vi gennem lavlandet og temperaturen stiger. Vi er nu glade for, at der er aircondition i bussen. Vi er en gruppe på ca. 20 personer. De fleste tyskere, men også er par fra Belgien og 2 amerikanske par. Vores guide Conrad giver os et mini foredrag om Costa Ricas historie fra for 12.000 år siden, hvor landet blev skabt ved kontineltalpladernes sammenstød og frem til i dag. Han forstår, at gøre det meget enkelt og interessant og vi har efterfølgende en rimelig forståelse for hvorfor Costa Rica skiller sig meget ud fra de øvrige mellemamerikanske lande. Costa Rica er meget længere fremme udviklingsmæssigt. De har et velfungerende skolesystem og ligeledes et social– og sygesystem, da de ifølge Conrad ikke har brugt pengene på militær. De har nemlig slet ingen hær og har ikke haft det siden 1948. Det er ikke nødvendigt, da de ikke har nogle mineraler og derfor ikke er interessante for nogle andre magter!
Vi laver stop et par gange for bl.a. at se på sloths og aber, som hænger højt oppe i træerne langs vejen. Inden vi når Cano Blanco kører vi gennem en masse bananplantager og stopper et enkelt sted, hvor de er ved at sortere og vaske bananerne, som kommer ind til “vaskeriet” på transportbånd. De flotteste går til export og resten bliver solgt på de lokale markeder. Uden for vaskeriet er der 2 sælgere, som sælger drikke-kokusnødder til os. Deres lokkemiddel for at få os hen til dem er 2 store skarabæer, som sidder og tykker i et stykke sukkerrør. Jeg har aldrig set så store skarabæer før. De er flotte men specielle med deres lange horn i panden.
Ved 12-tiden er vi fremme ved Cano Blanco, hvor vi skifter bussen ud med en båd, som skal bringe os det sidste stykke til Mawamba Lodge ad floder og kanaler. Det er en flot tur med indlagte stop for at se på aber, fugle og skildpadder.
Fremme ved Mawamba Lodge, hvor vi skal bo de næste 2 nætter får vi frokost og derefter er der en lille vandretur i regnskoven. Vi ser ikke mange dyr kun et par frøer og firben, men vi kan hele tiden høre brøleaberne.
Tilbage ved lodget vælger vi at gå en tur langs stranden ind til Tortugero sammen med et amerikansk par fra Salt Lake City. Det bliver en meget hyggelig tur og selv om Tortugero absolut ikke er nogen stor by er der da lidt at se på. Vi har imidlertid ikke megen tid, da det bliver tidligt mørkt og vi vil gerne være retur inden da. Så det bliver kun til en hurtig tur op og ned af hovedgaden, som er en 2 meter bred jordsti, men folk er meget smilende og hilser pænt på os.
En dejlig pinacolada i baren inden et bad og aftensmad og så er vi klar til at komme i seng igen.

22. marts (Tortugero): Tidligt op igen! Vi bliver vækket kl. 5.30 for et hurtigt bad og en kop kaffe inden vi sætter os i en båd. Vi skal ud og sejle på kanalerne og se dyrene vågne eller måske gå i seng. Jeg ved det ikke, men det er i hvert fald et tidspunkt, hvor det er rimelig godt at studere dyrene på. Det bliver en helt fantastisk tur på 2 timer, hvor vi sejler roligt gennem store og små kanaler med den tætte regnskov hængende tæt ned omkring os. Det er utroligt smukt og på en måde mere intimt og oprindeligt end det vi oplevede i Amazonas i Peru. Vi ser en masse fugle og aber bl.a. brøleaber og spideraber og derudover leguaner og skildpadder. Vi kommer rigtig tæt på alle dyrene bortset fra aberne, som jo sidder i trætoppene. Vi er vildt imponeret over hvor meget vores guide kan fortælle om de forskellige fugle og dyr og han kan sammen med bådføreren spotte hver en lille fugl, så vi får rigtig meget ud af denne tur.
Det holder tørvejr på hele turen på kanalerne, men på vejen hjem kommer der en lille byge, dog ikke mere end at vi kan tørre i vinden! Tilbage på lodget får vi morgenmad og hviler os lidt inden vi kl. 10 får en lille rundvisning i lodgets have. Conrad fortæller om de forskellige planter og tager os ligeledes ind i en lille park, hvor der er nogle store nethuse med bl.a. sommerfugle og frøer og reptiler! Ude i haven igen set vi den frø, som vi har drømt om. Den skønneste lille fætter. Grøn med blå bagben, store orange tæer og kæmpe store røde øjne. Aldrig har vi set så flot en frø. Den er slet ikke til at stå for 😉 Det må være sådan en som bliver til en prins hvis man kysser den!!
Efter frokost skal vi igen på tur på kanalerne, dog nogle andre end dem i morges. Skyerne hænger tungt over os, så vi er spændt på om de kan holde på regnen. Det kan de den første halve time, men så går det eller løs. Det starter som en stille regn, men pludselig bliver der åbnet totalt for sluserne og regnen pisker ned den time eller mere, hvor vi sidder i en åben båd. Heldigvis er det jo stadig varmt, så regnen får os ikke til at fryse, men vores bekymringer går på vores kameraer, hvor længe kan vi finde tørre steder på kroppen og gemme dem. Ikke engang vores regntøj kan holde vandet ude til sidst. Det er ikke sjovt, hvis kameraerne tager skade. Vi får selvfølgelig ikke set meget andet end regnen på denne tur, men vi kan ikke lade være med at grine, da vi er tilbage på lodget for vi har ikke et sted på kroppen, som ikke er vådt og skoene, må vi tømme for vand. Heldigvis overlever kameraerne, så vi kan fortsat tage billeder!
Vi skulle have været på en twilight-tur gennem regnskoven til fods, men den bliver aflyst p.g.a. regnen. Vi vil ikke kunne se nogen dyr alligevel—ærgerligt, men det kan ikke nytte noget. Vi ligger os i stedet i vores hytte og læser og lytter til regnens trommen på taget.

23. marts (Tortugero – Aguas Zarcas): Vi kan sove længe i dag! Vi skal først forlade lodget kl. 9.
Lidt i 9 får vi imidlertid besked på at vores afgang er udsat til kl. 10, da hovedvejen fra San Jose er spærret p.g.a. jordskred, som følge af den megen regn. Det betyder, at vores bus har måtte køre en stor omvej og derfor er forsinket. Det betyder ikke det store for os. Vi går blot en tur gennem lodgets have og ser på frøer, sommerfugle og leguaner m.v. Solen er fremme og det giver en utrolig fugtig varme, så sveden driver af os, selv om vi bare går stille og roligt rundt 🙂
Kl. 10 sejler vi mod Cano Blanco. Vi stopper et par gange, da vi ser 3 kæmpe store krokodiller ligge på brederne. Vi havde fået besked på, at vi ikke kunne bade i floden p.g.a. krokodiller og i øvrigt heller ikke i havet på grund af bølger og understrøm, men at det skulle være sådan nogle store krokodiller, havde vi vist ikke forestillet os. Vi må i øvrigt kommer 2 turister og deres guide til undsætning. De var tilsyneladende gået i land for at se på nogle aber og imens var deres båd blevet taget af strømmen i floden. I hvert fald sejlede der en herreløs båd rundt og 3 mennesker stod tilbage på en ensom flodbred. De turde ikke gå eller svømme ud efter båden p.g.a. krokodillerne, så de havde været temmelig lost, hvis ikke vi var kommet forbi!
I Cano Blanco måtte vi vente lidt på bussen, men kørte så ellers mod Siquirres, hvor vi fik udleveret vores udlejningsbil ligesom størsteparten af de øvrige i gruppen også gjorde og så var vi ellers på egen hånd. Intet er fastlagt eller booket fra nu af, så hvor skal vi køre hen?? Vi kører mod Arenal og La Fortuna. Det småregner og skyerne hænger tungt. Det var ikke lige det vi havde håbet, men vi kan jo intet gøre ved det, så vi må blot køre og håbe at det lysner. Vi er imidlertid sent på den, p.g.a. jordskredet, så vi har kun 3 timer til det bliver mørkt og vi vil ikke køre i mørke, så vi når ikke så langt, som vi kunne have håbet. Hvad der imidlertid slår os mens vi kører er hvor flot alting er. Ikke bare naturen, men huse og haver og vejrabatter er nydelige. Der er flotte blomster og græsset er slået og husene er flotte malede. Der ligger ikke noget og flyder, som man ellers ser alle andre steder. Det kunne næsten ligne et europæisk land!
Da vi når Aguas Zarcas tager regnen til og det begynder at bliver mørkt, så vi finder ind på et lille landevejshotel, hvor vi også kan få aftensmad. Her får jeg brug for mit spanske, for de kan ikke andet!

24. marts (Aguas Zarcas – La Fortuna): Da vi vågner skinner solen, så vi har store håb for denne dag 😉 Da vi har spist morgenmad og pakket bilen er der imidlertid kommet skyer – desværre. Vi kører videre mod La Fortuna. I stedet for at tage hovedvejen, vælger vi en lidt mindre vej, som iflg. vores guidebog skulle være meget flottere. Vi har selvfølgelig ikke noget at sammenligne med, men det var en meget flot vej, som gik gennem en masse små byer både i lavlandet og over små-bjerge. I modsætning til i går er vi kommet til noget som absolut ikke ligner europa! Specielt bjergbyerne er ikke alle lige rige og husene er også af meget varierende stand. Vi får nogle skønne udsigter ud over bjergene og lavlandet. Det eneste som kunne gøre disse udsyn flottere ville være at solen skinnede og der var blå himmel, men det må vi desværre tænke os til! Vi får nogle småbyger undervejs.
Vi er fremme i La Fortuna efter et par timers kørsel og finder vores hotel Arenal Springs Spa Resort, hvor vi får det skønneste værelse, hvorfra vi fra sengen og terrassen kan se lige op på Areal vulkanen. Vi kan se vulkanen, men toppen er indhyldet i skyer 🙁 Vi nyder dog udsigten alligevel og fuglene, som kredser omkring os. Det er specielt sjovt at se kolibrierne, som næsten står stille i luften, mens de suger nektaren fra blomsterne. I baggrunden kan vi høre brøleaberne brøle fra nogle nærliggende træer!
Efter et par timer på terrassen kører vi ned i byen og får frokost og ser os lidt omkring. Byen er hurtig overset, så vi beslutter os til at køre en tur ud til de steder, som vi gerne vil besøge/vandre ud fra. Vi er bl.a. ved Baldi Hot Springs, hvor vi får en rundvisning mellem de 25 pools. Det er et imponerende område, som vi helt sikkert vil besøge i badetøj 😉 efterfølgende kører vi næsten hele vejen rundt om vulkanen og finder det sted, hvor alle turistbusserne stopper på deres aftenture for at se lavaen løbe ned af siden. Vi stiller os også op og ser en lille smule glødende lava komme ned af siden, men desværre begynder det at regne og skyerne ligger sig tæt om hele vulkanen, så det ikke er muligt at se mere, så vi kører tilbage mod vores hotel og stopper for aftensmad på et steakhouse, hvor vi får den lækreste steaks!

25. marts (La Fortuna): Vi har sat vække uret til kl. 5.30, da vi håber på at kunne se hele vulkanen ved solopgang. Det har vi imidlertid ikke held med. Solen skinner, men toppen er hele tiden indhyldet i skyer. Ærgerligt, men så kom vi da tidligt op 😉 Dejlig morgenmad i restauranten også med udsigt til vulkanen. Mens vi sidder her, kommer John og Linda gående. Det er det amerikanske par, som vi talte lidt med i Tortugero. Vi vidste ikke, at de også skulle bo på dette resort! De har travlt, da de skal på udflugt, så det bliver en kort snak.
Efter morgenmaden kører vi ud til et vandfald La Fortuna, det er 70 m højt og ender i en stor pool, meget flot men desværre har vi ikke taget badetøj med, så vi kan ikke tage en dukkert i det kolde vand. Vi kunne ellers godt trænge til det efter at have gået ned til bunden. Det er meget varmt og fugtigt. Oppe igen viser Arenal vulkanen sig endelig fra sin smukkeste side – i sol og uden skyer omkring toppen. Det var lige hvad vi har ventet på. Det er jo sådan den ser ud i alle turistbrochurerne 😉 Hvad vi også kan se fra denne vinkel er at den med mellemrum spyer sten og lava ud. Vi kan se stenen rutsche ned af den ene side og se dampen fra den varme lava. Flot men også lidt skræmmende. Den har godt nok ikke været i udbrud siden 1968, men den kommer det vel igen! I 1968 begravede den 3 landsbyer og dræbte 80 mennesker og 45.000 køer!
Efter at have nydt vulkanen kører vi ned i byen og får lidt frokost inden vi fortsætter ud til dæmningen ved Arenalsøen og videre op til de hængende broer. Det er et stisystem på ca. 3 km som går via almindelige broer og længebroer hvoraf den højeste er 45 meter over jorden og den længste er 98 meter lang. Det vil sige at man det meste af tiden går i højde med trækronerne og dermed skulle have lettere ved at se dyrelivet heroppe. Vi ser også en del dyr bla. coati. Ved ikke hvad de hedder på dansk, men de ligner små vaskebjørne. Selvfølgelig er der også aber omend ikke så mange og så fugle. Det er en skøn tur, hvor der med mellemrum også er mulighed for at få et kik ud over lavlandet og vulkanerne. Flot, flot!
Efter denne varme og fugtige tur kører vi hjem og tager et bad og sidder lidt på terrassen inden det er tid for aftensmad i byen. Her møder vi iøvrigt 2 piger fra tyskland, som også var med i Tortugero. De kom også i går aftes på den restaurant, hvor vi spiste aftensmad. Det ser næsten ud som om de følger efter os 😉

26. marts (La Fortuna): Vi har læst om en god vandretur på ca. 4 timer op til en kratersø i en udslugt vulkan—Cerro Chato, som ligger lige op ad Arenalvulkanen. Den tur vil vi gå. Søen ligger i 1100 meters højde, og vi er i ca. 350 meters højde, så det burde være en overkommelig tur. Vi taler overhovedet ikke de højder, som vi udsatte os selv for i Peru 😉 Vi starter dagen med ikke at kunne se vulkanens top fra vores værelse, men det svinger meget hen over dagen. Hvis der er de mindste skyer på himlen, så samles de omkring toppen af vulkanen og dækker denne.
Vi kører ud til Arenal Observatory Lodge, som oprindelig var et observatorium for videnskabsmænd som studerede vulkanen, men nu er et almindelig lodge, hvorfra man har en rigtig god udsigt til vulkanen og den omkringliggende nationalpark. Lodget er udgangspunkt for en masse vandreture af varierende længde, men vi har som sagt valgt en på ca. 4 timers længde, som krydres med en svømmetur i kratersøen og der skulle også være en flot udsigt over søen. Når man ikke bor på lodget, skal man betale for at komme ind på området. Det er 4 dollars pr. person, så det er ikke nogen herregård.
Inden vi starter vores vandretur er vi lige rundt at se lodget og dets skønne have, hvor der er rigtig mange flotte fugle og en enkelt coati.
De første par kilometer af vandreturen går vi på asfalt og grusveje mellem pinjetræer og eukalyptus. Herefter kommer vi ind i regnskoven og ruten ændrer fuldstændig karakter. Nu er det en meget lille sti med tæt vegetation omkring og det går op og op og op 😉 samtidig med at der bliver meget fugtigvarmt. Mens vi gik på asfalt og grusvej var der rimeligt åbent og der kom en brise, som gjorde temperaturen meget behagelig, selv om solen bagte fra en skyfri himmel. Nu er det knap så behageligt! Vi sveder, som jeg ved ikke hvad dels på grund af varmen og fugtigheden og dels på grund af de fysiske anstrengelser.
Efter halvanden time møder vi et andet par, som er på vej op sammen med en guide. De sidder og hviler sig, så vi hilser blot på dem og fortsætter op. Vi begynder at vejre toppen og glæder os til svømmeturen.
Vi når snart toppen, hvor vi kan se ned i kratersøen. Der er rigtig mange træer, så det er kun et lille glimt af søen og vandoverfladen ligger et godt stykke nede. Et skilt viser 300 meter. Så det virker jo ikke uoverkommeligt. Det er det imidlertid! Efter at have gået, kravlet, klatret ca. 100 meter ned må vi opgive. Her er alt for stejlt. Vi tør ikke at fortsætte ned, men må slukøret kratre op igen. På toppen kommer parret med guiden, som fortæller os, at der er en anden vej ned, som er knap så stejl, men så skal vi gå 25 minutter hen over toppen i et meget mudret terræn. Det gør vi så for vi vil ned og have vores velfortjente svømmetur 😉 Det viser sig i øvrigt at parret er fra Hobro. Det er de første danskere vi ser på turen.
Vi går gennem det meget mudrede område og finder stien ned til søen. Den er også stejl, men ikke umulig, så vi kommer helt ned denne gang og nyder en forfriskende kold svømmetur. Mens vi er her kommer yderligere 2 par på skift, men ikke danskerne! Efter svømmeturen går turen tilbage til Observatory Lodge. Det er væsentlig lettere at gå ned, selv om vi godt kan mærke at benmusklerne er lidt spændte efter anstrengelser op 😉 Tilbage på lodget møder vi 2 par fra vores gruppe i Tortuguero. Det er pudsigt, som vi hele tiden møder de samme mennesker! Vi får frokost og en dejlig kold øl og sidder og kikker op på vulkanen. Vi kan med jævne mellemrum høre nogle rumlende lyde deroppe fra. Det er når den spyer magma op over kanten, som så ruller ned af siden. Det lyder lidt uhyggeligt og vi kan se røgen og støvet stå op fra de rullende sten (magna).
Klokken er halv fire og der er 2½ time til det bliver mørkt og selv om det er lang tid at vente, så sætter vi os til rette på terrassen og venter. Nu er vi på første parket og vil se den røde lava, som selvfølgelig træder mere tydeligt frem i mørke end som nu i dagslys, hvor det alene er røg vi kan se.
Det var ventetiden værd, selv om vulkanen tilsyneladende hviler sig lidt efter mørkets frembrud og der er længere mellem “gylpene”. Der kommer imidlertid et par rigtig store udladninger, hvor vi kan se ligesom eksplosioner af rødt ned af siden. Det er meget flot at se, men jo også uhyggeligt, når man ved hvor stor skade en vulkan kan lave, når den kommer rigtig i udbrud! Vi betragter sceneriet i en lille times tid og kører så hjem til vores eget hotel på den anden side af vulkanen. Med i bilen har vi et fransk par, som også kom ned og svømme i søen, men som ikke havde nogen bil eller anden transport tilbage til byen.

27. marts (La Fortuna—Monteverde): Vi skal videre mod Monteverde, som kun ligger ca. 25 km. i fugleflugtslinie fra La Fortuna, men vi skal køre over 100 km for at nå dertil p.g.a. vulkanerne og Arenal Lake. Det er en lang, men utrolig smuk tur. Vi kører det meste af vejen langs søen, hvor der det første stykke er tæt regnskov og herefter mere åbent, med de skønne udsigter ud over søen og op til vulkanen. Det er her langs søen at de rige udlændinge bor. Store villaer og tyrolerhytter ligger på de smukkeste steder og der er tyske bagere, restauranter og gallerier og et enkelt sted sælges der sågar brat-wurst!
Vi finder et par geocacher på vejen.
Da vi er næsten rundt om søen, er det slut med asfaltvejen! Der er 30 km til Monteverde, men hvilke 30 km! Det er en grus/stenvej med store huller i. Godt det ikke er vores egen bil og godt at den er “højbenet”. Vores udlejningsbil er en lille 4-hjulstrukket Hyundai, som fint klarer hullerne, men det er en gevaldig rystetur vi får 😉 Ud over vejens beskaffenhed har landskabet også ændret karakter. Vi kører nu gennem et meget bakket område med grønt græs over det hele og ikke så mange træer. Det er mægtig flot og vi føler os næsten hensat til New Zealand igen, hvis det ikke lige var for, at vi bliver rystet og kastet rundt i bilen 😉 Vi gør holdt ved en lille restaurant for at få frokost og hvilet kroppen fra rysteriet! Fatter i restauranten er meget ivrig for at tale med os, men han taler kun spansk, så vi skal virkelig anstrenge os for at følge med. Jeg tror vi forstår det meste 😉
Hen på eftermiddagen nærmer vi os Santa Elena/Monteverde og vi kører gennem kaffeplantagerne. Det er meget smukt og vi standser for at tage et billede og lige foran os under et stort træ ligger en sloth, som vi nu har fundet ud af er et dovendyr på dansk. Et dovendyr hænger normalt øverst i træerne, så vi undrer os meget over at se en her nede på jorden. Vi er faktisk i tvivl om den er død for den ligger helt stille. Ulrich tager en pind og prikker lidt til dens kløer. Der skal meget til før den reagerer ved at løfte det ene øjenlåg. Men så lukker den igen øjet. Vi prikker lidt mere til den og så løfter den hovedet lidt og ser på os, men vi er tilsyneladende ikke særlig interessante for den falder i søvn igen 😉 Vi mister lidt interessen for dette sovende dyr og tager i stedet billeder af kaffeplantagerne, men da vi sætter os ind i bilen igen for at køre videre rører den pludselig på sig. Den begynder langsomt at kravle hen mod træet, men for hver meter den kravler falder den i søvn og ligger lidt stille! Efter 5-10 minutter er det lykkes den at komme 5 meter hen over jorden og en meter op i træet. Så har vi tabt interessen og kører videre. Vi får senere at vide at det faktisk er et sjældent syn at se et dovendyr på jorden. Den kommer kun ned ca. 1 gang om ugen og det er for at besørge! Så vi har set et dovendyr på toilettet ;-))
Fremme i Sante Elena/Monteverde, indlogerer vi os på et lille hotel (Rustic). Desværre har de kun plads til os 1 nat, så vi skal ud at finde noget andet til de næste nætter. Jose, som ejer hotellet, er en ung meget flink fyr, som giver os kaffe og sætter sig sammen med os for at fortælle om byen og hvilke aktiviteter der er. Han gør det så godt, at vi ender med at tage på en nightwalk allerede en time efter vi er kommet. Det er en tur på 2 timer, hvor det er meningen at man skal se alle dyrene, som kommer frem i natten. Vi ser dog ikke ret mange dyr. Det bliver kun til nogle sommerfugle, et par sovende fugle, 2 fugle-edderkopper, en sloth og myrer! Lidt skuffende.
Vi bliver sat af i centrum af byen og får sen aftensmad inden vi finder tilbage til vores hotel.

28. marts (Monteverde): Vi starter vores jagt på et nyt hotel. Vi har prøvet at booke et hotel på internettet i går aftes, men desværre viser det sig, da vi kommer frem, at de først har fået reservationen her til morgen og at de ikke har plads til os. Receptionisten er dog meget rar og ringer rundt for at finde et andet hotel til os og det lykkes hurtigt. Det er som udgangspunkt en del dyrere end det vi havde udset os, men da vi kommer ned til det, reducerer receptionisten prisen med næsten 50%, hvis vi betaler kontant. Det er helt OK for os. Så de næste 2 nætter bor vi på La Lucia Inn. I receptionen er der reklamer for kaffeture og Canopy og vi ender også her med at booke ture. En kaffetur i eftermiddag og en canopy-tur og skywalk i morgen.
Nede i byen får vi frokost og kikket lidt på byen, som næsten er mennesketom om dagen. Vi prøver også at komme op til en geocach, men må opgive, da vejen er for stejl, så vi tør ikke at køre derop. Derefter retur til hotellet hvorfra vi bliver hentet for at tage ud til El Trapiche, som er stedet hvor vi får en guidet rundtur igennem kaffeplantage og sukkerrør og får forklaret alt om kaffe- og sukkerproduktion m.v. Det er en OK tur, men lidt lang. Vi slutter af med at få en smagsprøve på stedets kaffe af fineste kvalitet.
Hjemme igen på hotellet nyder vi en gin/tonic inden det bliver mørkt og vi skal have aftensmad. Solen går ned præcis kl. 18 og så er det bældragende mørkt inden for 10-15 minutter!

29. marts (Monteverde): Tidlig op kl. 6. Vi bliver hentet kl. 8 for at køre op til Selvatura, som er en stor park højt oppe i tågeskoven (cloudforrest), hvor der er lavet en adventure park, med hængende broer, canopy, sommerfugle– og kolibripark og insekt-udstilling samt et hus med frøer, slanger og leguaner. Vi har alene købt billet til de hængende broer og canopy og vælger at starte med at gå turen over hængebroerne mellem trækronerne. Det er en flot tur, men da det er tidligt på morgenen havde vi også håbet at kunne få øje på nogle dyr, men de er åbenbart skræmt væk af al den aktivitet, så vi ser kun nogle enkelte fugle.
Så er det tid for canopy-turen. Vi starter med at blive udstyret med seler, som er spændt rundt om vores ben og hofter, får styrthjelm på hovedet og arbejdshandsker med en kraftigt stykke læder i håndfladen og så er vi ellers klar! Efter en kort instruktion i hænge– og bremseteknik kravler vi op på første platform. Jeg skal måske lige forklare at canopy er en form for svævebane, hvor der ikke er nogen stol eller gondol. Der er spændt vejrer ud mellem platforme, som står højt mellem træerne, og så bliver man hængt op i denne vejre ved hjælp af karabinhager og et enkelt hjul, som kan løbe ned af vejren. Vejrene er i dette tilfælde mellem 4 og 45 meter over jorden, så man svæver hen over og mellem trækronerne. Vi skal rundt på banen mellem 14 platforme, hvoraf den længste er 1000 m. De første par ture får vi ikke rigtig nydt. Vi koncentrerer os alene om at holde ben og arme og hoved rigtigt og bremse på det rigtige tidspunkt, men efterhånden har vi lært teknikken og nyder at suse ned af vejrene og nyde udsigten samtidig ud over træerne og bjergene. Det er en rigtig god tur og alle pengene værd (45 dollars pr. person for 2 timers fornøjelse). Vi slutter af med et Tarzan sving! Det er endnu mere grænseoverskridende end at fare ned af vejrene. Vi kravler op på endnu en platform i 15 meters højde. Bliver tøjret til en snor og så skal man kaste sig ud over kanten og gynger så i snoren frem og tilbage. Vi hyler stort set alle, da vi kaster os ud over kanten, men er et stort smil, når vi igen står med begge ben på jorden. Efter sådan en tur er man helt høj og parat til at tage et bungyjump, hvis der var sådan et lige i nærheden. Det har været fantastisk at turde prøve og klare det 😉 Der var 2 som måtte gå ned fra platformen igen. De turde ikke!
Efter denne adrenalin-pumpende formiddag får vi frokost i byen og slapper af resten af dagen med vores bøger i solen i hotellets have.
Da vi i morgen vil videre nordpå til Rincon de la Vieja og vi ikke havde den store succes med internettet sidst beder vi receptionisten på hotellet lave en reservation på det næste hotel for os. Han prøver at reservere på vores først prioritet, men de har ingen ledige værelser Herefter kommer ejeren af hotellet til og prøver 2 steder mere før det er muligt at få et værelse. Der er tilsyneladende travlhed på grund af påsken, som også trækker ticoerne ud til nationalparkerne. Da ejeren af hotellet ser vi er fra Danmark fortæller han at han har været i København 4 gange da hans bror er gift med en dansker og bor i København, så han fortæller stolt at han har været i Tivoli, planetariet og Kronborg og drukket Carlsberg øl 😉

30. marts (Monteverde—Rincon de la Vieja): Vi skal videre i dag op nord på til en nationalpark, som har knap så mange turister, som Monteverde og derfor skulle have flere dyr at byde på og derudover også varme kilder m.v. Vi tager det roligt og kommer først fra hotellet ved 9 tiden, da der ikke er mere end ca. 125 km til Rincon de la Vieja og det meste af turen er på hovedvej, så det burde kunne gøres rimeligt hurtigt! Men vi er i Costa Rica, så det går absolut ikke hurtigt! De første omkring 25 km er på grusveje og de er endnu dårligere end dem vi kørte på op til Monteverde. Det er som at køre på toppede brosten med store huller imellem, så vi bliver virkelig rystet rundt i vores lille sardindåse af en bil. Det er en meget flot tur gennem grønne bjerge/bakker og nogle steder også udsigt helt ud til Stillehavet mod vest.
Efter at have overstået de første 25 km kommer vi på asfaltvej og kan slappe mere af og nyde udsigten mere end når man hele tiden skal være opmærksom på vejens beskaffenhed. Vi gør et enkelt stop for at finde en geocash, som viser sig at være inde på en privat grund, men ejeren ved godt den ligger der og kommer og tager imod os, da vi står ved lågen ind til ejendommen. Det viser sig at være en amerikansk dame, som har bosat sig her for 5 år siden og hun hygger sig tilsyneladende med at snakke med dem som kommer for at finde cashen!
Asfaltvejen fører os snart ud til den interamerikanske hovedvej 1, som vi skal følge 70-80 km inden vi igen skal mod øst og køre på små veje. Selv om det er en fin vej og en hovedvej, må man de fleste steder kun køre 60 km i timen. Vi har fået at vide, at vi skal være meget opmærksom på hastighedsgrænserne, da deres bødetakster lige er blevet sat op til 3-400 dollars. Det er vi så også, så vi kører kun de tilladte 60 og 80 km på landevej og 25-40 km i byer. Vi er dog tilsyneladende de eneste som følger de grænser for, vi bliver konstant overhalet! Og hvad sker der så?? Pludselig står der en politibetjent og vinker os ind til siden, hvor jeg har kørt 80 km, hvilket jeg er overbevist om, at jeg må på pågældende sted iflg. skriften på vejen, men betjenten påstår, at jeg kun må køre 60 km og vil give mig en bøde, som jeg kan betale i enhver bank. Vi bliver ved med at sige, at vi ved, vi har kørt 80 km, men at det også er, hvad der har stået på vejen, at vi må køre. Betjenten beder om kørekort, pas og bilens papirer og vi fortsætter diskussionen om, hvor meget vi må køre. Til sidst tror jeg, han opgiver os, for han ender med at sige, at nu skal vi sørge for at holde farten nede og giver os papirerne tilbage. Puha det var tæt på at koste os en del penge, men som på New Zealand lykkedes det os at slippe for en bøde og vi er glade 🙂
Videre går det med 60 km i timen og mange overhaler os, men vi skal ikke have noget af at køre for stærkt! Området vi nu kører i er langt fra så frodigt som omkring Monteverde. Vi er kommet ned på den tørre og solsvedne slette og vi kan godt mærke en væsentlig temperatur ændring i opadgående retning!
Vi finder vejen, hvor vi skal dreje fra. Der er god skiltning på hovedvejen, men det er der absolut ikke, når man forlader den. Vi skal som regel gætte os til hvilken by, vi kommer til ved at se navne på busstoppesteder eller butikker for der er ikke nogen byskilte, når man kører ind i byerne.
Vi ender med at køre 20 km for langt og lander i en by, hvor de ikke taler andet end spansk og tilsyneladende ikke er særlig kendt med, hvad de omkringliggende byer hedder, så det er svært at få dem til at vise vej 🙂 Ved hjælp af et kort og tegnsprog og lidt spanske ord lykkes det dog til sidst at finde ud af, hvor vi er og dermed konstatere, at vi er kørt for langt!! Tilbage igen og spørge om vej på en lille grillbar, hvor vi også får lidt frokost. De er meget søde og vil gerne hjælpe og giver os nogle anvisninger, som vi kan følge og så kommer vi ind på den rigtige ved, som imidlertid er en frygtelig grusvej. Vi bliver flere gange i tvivl, om vi er på rette vej, for vejen fører ligesom ikke nogen steder hen og fortsætter i det uendelige synes vi :-). Pludselig dukker der dog et skilt op med vores lodge navn på og lidt efter er vi fremme ved en skøn lille oase kaldet Rinconcito Lodge, hvor vi får et flot stor hytte med en terrasse, hvor vi kan sidde og nyde solen og se solnedgangen over bjergene omkranset af blomstrende bourgainvillaer og palmer. De eneste lyde her er vinden, fuglene og insekterne.
Vi slapper af resten af eftermiddagen og får serveret en 3 retters menu til aften, hvor vi kan vælge om vi vil have fiskefilet eller kylling til hovedret. Der er ikke noget med menukort her! Der er også kun 6 gæster, så det er vel forståeligt nok!

31. marts (Rincon de la Vieja): Vi spiser morgenmad kl. 7 og sidder og nyder udsigter ud over bjergene. Det er et hyggeligt sted vi er kommet til langt ude for lands lov og ret! Der er kun 2 par mere på lodget, som hedder Rinconcito Lodge. Det er oprindelig en lille gård, så der hører heste, køer og høns til på stedet.
Efter morgenmaden kører vi op til rangerstation Pailes, hvorfra vi går en tur på et par timer gennem frodig regnskov og afsvedet tørre områder. Det skifter meget. De tørre områder er hvor der er vulkansk aktivitet i undergrunden. Der er flere områder med boblende mudderhuller og kogende vand og dampen står op og får vores briller til at dugge og her lugter af svovl.
Efter at have set hvad der er ved Pailes rangerstastion hører vi af næsten ufremkommelige grusveje over til den anden rangerstation—Santa Maria, hvorfra vi også går en tur på 2-3 timer til bla. Vandfald og varme kilder, hvor man kan bade, men desværre har vi ikke fået vores badetøj med, så vi må højes med at se på de andre som nyder det varme vand og solen.
Tilbage på lodget er vi meget trætte efter at have gået langt og varmen har også udmattet os lidt i dag, så vi sidder og småsover i stolene på terrassen og får tidlig aftensmad og ligger og læser lidt inden søvnen overmander os.

1. april (Rincon de la Vieja—Playa Hermosa): Efter morgenmad forlader vi Rinconcito lodge og kører sydpå igen. Nu med Stillehavssiden af Costa Rica som mål. Vi skal ned til Manuel Antonio Nationalpark, men har planlagt at gøre holdt undervejs omkring Jaco, da det ellers bliver en meget lang dag i bilen og vi er kommet over på den meget varme side af Costa Rica. Det er utroligt hvordan klimaet veksler i dette forholdsvise lille land. Men fra at have rejst rundt oppe i bjergene, hvor vejret minder om en almindelig dansk sommer med sol og varme om dagen og forholdvise kolde nætter kører vi nu gennem et område, hvor der konstant er mellem 27 og 40 grader nat og dag! Det er en brat omvæltning! Vi sveder så det driver, så snart vi kommer ud af bilen. Der er heldigvis airconditioning i den lille sardindåse 😉
Vi kommer til Jaco ved middagstid og prøver at finde et hotel for natten. Det viser sig ikke at være så let, som vi havde regnet med. Det er påske og alle har ferie, og så søger Ticoerne ud til vandet og Jaco er et af de fortrukne steder, da det er forholdvis tæt på San Jose. Efter at have været inde 4 steder og en dame i receptionen på et stort hotel har ringet rundt til yderligere 5 steder opgiver vi Jaco. Vi kører lidt længere sydpå til næste strand, som hedder Playa Hermosa. Det er kendt som stedet med de mest konstante bølger og derfor et surf-paradis. Vi er ikke lige kommet for at surfe, men det er virkelig en flot strand med høje bølger og en stærk strøm, så det er ikke lige stedet for de store svømmeture, men det tredje sted vi spørger får vi det skønneste værelse på første sal med balkon og udsigt ud over stranden. Det er helt perfekt til os. Vi smider rygsækkene op på værelset får en kold øl på terrassen, som ligger på stranden og går derefter en lang tur langs vandet og ser på surferne, som ligger ude i vandet og venter på den helt rigtige bølge, som de kan komme op at stå på! Vandets temperatur er omkring de 28 grader, så det er ganske behageligt, men som sagt er der kraftig strøm, når bølgerne trækker sig tilbage så det bliver kun til en kort dukkert.

2. april (Playa Hermosa—Manuel Antonio): Vi ville gerne være blevet en dag mere her ved Playa Hermosa, men desværre har hotellet ikke plads til os en nat mere så vi har forsøgt at booke hotel i Manuel Antonio på internettet. Det er også lykkes at finde et hotel, som vi synes ser godt ud og hvor der er plads på trods af påsken. Vi kan dog ikke reservere for den kommende nat, men regner med at der nok er plads alligevel! Vi skal bo i suiten 😉
Det er en utrolig varm dag, som vi starter med at gå en lang tur langs stranden inden morgen-maden. Vi har ikke travlt for vi kan sandsynligvis ikke tjekke ind på det nye hotel før over middag og der er ikke mere end 70 km til Manuel Antonio ad hovedvej, så vi nyder en stille morgen i høj solskin.
Vi kører gennem et stort område med palmer, som udelukkende benyttes til olie-produktion. De står på snorlige rækker og er meget anderledes at se på end de tørre sletter vi har kørt over og efter palmeplantagerne kommer vi til den tætte regnskov, da vi nærmer os Manuel Antonio. Vejen bliver efter Quepos noget smallere og kører opad. Vi kører inde i regnskoven, men hotellerne er bygget tæt ind i terrænet. Der er advarselsskilte med krydsene aber og andre dyr! Vi ser dog ikke nogen. Vores hotel Byblos ligger oppe på en bjergtop med udsigt ud over vandet og regnskoven. Desværre har de ikke et værelse til os fra i dag, men en opringning til nabohotellet klarer dette lille problem. Vi får et værelse her og er glade! Efter at have indlogeret os og taget en lille lur, kører vi videre ned til Manuel Antonio by, som dog ikke er noget særligt og der er en million mennesker, så vi går blot en lille tur og ser på egernaber, som kommer i stort antal og poserer foran alle turisterne, dog uden at komme helt tæt på. Vi kan se på dem på meters afstand men ikke røre dem og det er forbudt at fodre dem, hvilket heldigvis bliver overholdt. Andre steder hvor vi har været fordre man lystigt aberne, men det resulterer som regel i at aberne bliver temmelig pågående og nogle gange aggressive, hvis de ikke får hvad de ønsker, så det er rigtig godt med den politik, man her har lagt for dagen. Vi kan se og nyde dyrene, men de er stadig vilde og holder passende afstand fra os.
Aftensmad på hotellet og tidlig til ro.

3. april (Manuel Antonio): Vi får vores værelse eller suite på Byblos efter morgenmaden. Det er helt fantastisk. Det er 2 store værelser, soveværelse og opholdsrum, og badeværelse og udstyret med kæmpe kølefryseskab og microovn og vinduer ud over regnskoven, poolområdet og havet. Det kan vi vist ikke ønske os bedre 😉
Vi er overvældet over denne luksus og samtidig trænger vi til en total slapperdag, så vi smider os ned til poolen og ligger der det meste af dagen med vores bøger og ser på aberne, som svinger sig i træerne omkring os. Det er hvidhovedet Capuchin aber og egern-aber (hr. Nilson fra Pippi Langstrømpe).
Om aftenen går vi ned på El Avión og får Monkey business (en drink) og lækker aftensmad. El Avión er en restaurant, som er bygget op omkring en flyvemaskine. En Fairchild C-123 fra 1954.

4. april (Manuel Antonio): Vi er taget til Manuel Antonio får at se nationalparken, så der skal vi ind i dag. Vi er ved hovedindgangen omkring halv 9 og det er åbenbart et dårligt valgt tidspunkt, for her kommer også alle turistbusserne med deres selskaber, så vi bliver overrasket over hvor mange mennesker der er på grusvejen, som fører ind på parken. Vi vil helst gå for os selv, så vi kan se og høre dyrene og fornemme stemningen i parken, men det er ikke muligt her. Der er grupper med hver deres natur-guide og store kikkerter for at spotte dyrene højt oppe i træerne.Vi er i første omgang lidt skuffet, men efter at have kæmpet os gennem alle grupperne og set de aber og dovendyr, som de har spottet med kikkerter højt oppe i trækronerne, finder vi vej til nogle små stier, hvor vi kan få nogenlunde for os selv. Vi forstår godt hvorfor! Herinde står luften stille og luftfugtigheden er nær 100. Her er afsindig varmt og fugtigt og vi sveder, så vi er gennemblødte i løbet af kort tid, men det er det værd! Her inde i den tætte regnskov ser vi masser af aber, leguaner, aguti, dovendyr, farvestrålende krabber og sommerfugle.

Specielt aberne er sjove. De hopper rundt omkring os og sidder og ser på os, som om vi hører til der. De er overhovedet ikke bange, hvis vi bare er stille og ikke kommer dem for nær. Så vi får taget de skønneste billeder af dem. Det er svært af lade være. De er bare så søde at se på! Ud over alle dyrene er naturen også flot at se på. Stierne slynger sig op og ned og fra tæt regnskov kommer vi med mellemrum ud til udsigtspunkter, hvor vi kan se ud over havet og de skønneste strande. Vi vil dog hellere se på dyrene end gå på strandene, så de får ligge!Først hen på eftermiddagen, hvor vi er ved at løbe tør for vand, må vi søge mod udgangen. Vi får lidt mad og meget at drikke, så vi får væskebalancen på plads igen og lægger os så på stranden en times tid for at slappe af og jeg er ude at bade i bølgerne, som også her er store, men strømmen er ikke så slem som ved Playa Hermosa, så det går.
Hjemme på hotellet nyder vi vores gin/tonic på balconen og får registreret de 2 geocacher, som vi også har fundet i dagens løb i nationalparken.Vi er for trætte oven på dagens fantastiske oplevelser, så vi springer aftensmaden over i dag. Vi har lidt at tærre på!!

5. april (Manuel Antonio): En slapperdag ved poolen i solen med en god bog – regner vi med! Det bliver ikke helt sådan. Vi ligger os godt nok ned og nyder solen, men efter bare 2 timer er vi begge et par røde krebs. Ulrich har endda alene været i skyggen! Solen er afsindig skarp. Selv om det er rart at ligge her stille og roligt og nyde aberne i træerne over os og en enkelt aguti på græsplænen og kolibrierne, som står stille i luften med næbbene i blomsterne, så bliver vi nødt til at fortrække til værelset for ikke at blive totalt forbrændte. Det var lidt ærgerligt for vi trængte bare til at ligge ned en enkelt dag med vores bøger. Det bliver så en eftermiddag på værelset og først da solen er ved at gå ned går vi en tur i omegnen af hotellet.

6. april (Manuel Antonio): Da vi ikke kan tåle at være i solen i dag efter “afbrændingen” i går, har vi besluttet at køre op til Carara Nationalparken, som er specielt kendt for sine store røde papegøjer og krokodiller i floderne! Nationalparken ligger ca 100 km nord for Manuel Antonio, men det er på en meget fin lige hovedvej, så det tager kun 1½ time at køre derop. Vi er fremme ved middagstid, hvor det er rigtig varmt, men heldigvis skal vi jo gå inde under træerne, så det kan vel ikke blive så slemt! Men jo det er varmt. Vi driver og får kun øje på nogle enkelte små fugle, som så iøvrigt kan sige nogle meget høje lyde. Det lød nærmest som om der blev fyret en-øres kinesere af rundt omkring os 😉 Vi er egentlig lidt skuffede efter at have gået rundt på de markerede stier i nationalparken for vi har ikke set nogle store røde papegøjer! Der er dog en indgang mere til parken, som vi lige kan nå inden de lukker. Vi køre de få kilometer og begiver os igen ind i parken. Denne gang på en jordvej hvor vi går/springer mellem mudderhullerne. Det er ikke særlig charmerende eller exotisk, men den første lidt negative stemning bliver hurtigt vendt for her af masser af dyr. De store scarlet macaws sidder og skræpper i trækronerne og store brøleaber springer ligeledes rundt over hovederne på os og i skovbunden ser vi den ene coati efter den anden samt agutier og pludselig står der en lille bambi foran os på vejen. Vi ser også en masse fugle nogle op til en meter høje med de flotteste fjerdragter.
Efter denne fantastiske gåtur, som endte ved en dejlig lille sø, gik vi tilbage til bilen og kørte til broen over floden Rio Tarcoles. Broen er også kendt som Krokodille broen, hvilket vi ikke var i tvivl om hvorfor, da vi kom derhen. Neden under broen lå den ene store krokodille efter den anden. De var enorme – nok 5-6 meter lange. Vi har aldrig set så mange og så store krokodiller på en gang og så i den fri natur. Det var lidt uhyggeligt at se. Godt vi stod på behørig afstand og oppe over dem!
På vejen tilbage til Manuel Antonio gjorde vi holdt i Jaco, hvor vi fik aftensmad. Byen var helt anderledes fredelig nu frem for da vi var her for få dage siden, hvor det var påskeferie og alle ticoerne havde invaderet byen!

7. april (Manuel Antonio – San Jose): Vi skal til at tænke på hjemrejsen – ikke nogen velkommen ting 😉 – men ikke desto mindre nødvendig. Vi skal flyve fra San Jose kl. 8.00 i morgen, og vi skal iøvrigt også aflevere vores udlejningsbil i San Jose i eftermiddag, så vi skal køre til San Jose i løbet af dagen. Det vil umiddelbart tage 3-4 timer, når vi ser strækningen på et kort, men vi ved jo efterhånden at nogle veje er værre end andre, så vi må have god tid til at komme frem. Vi skal aflevere bilen kl. 16 på vores hotel i San Jose. Efter en stille og rolig morgenmad pakker vi bilen og checker ud. Det er endnu en varm og solrig dag, så det er lidt ærgerligt bare at skulle sidde i bilen, men vi ved jo på den anden side også at vi ikke kan tåle ret meget sol, så pyt! Vi er ikke engang kommet 2 km fra hotellet før vi bliver stoppet af politiet! Da det er en meget snoet bjergvej er vi denne gang 110% sikker på, at vi ikke har kørt for stærkt 😉 Vi kender rutinen, så næsten inden politibetjenten har spurgt efter bilens papirer og kørekort har vi fundet det hele frem og rakt det ud af vinduet til ham. Han er meget flink og smilende. Det er tilsyneladende ren rutine tjek af alle udlejningsbiler. Vi benytter lejligheden til at spørge betjenten om den alternative vej til San Jose, som vi har set på kortet. Den ser lidt længere ud end den vej vi ellers har kørt på herned, men vi vil selvfølgelig også gerne se noget nyt. Betjenten bekræfter, at den er lidt længere, men det er ikke noget at snakke om og iøvrigt er det en meget flot tur hen over bjergene og det skulle være gode veje – ikke grusveje. Det lyder godt. Vi tager den flotte tur og betjenten ønsker os god tur og lader os køre.
Det er en meget flot tur, men vi kommer også ud i bjergkørsel, hvor vi er over pas i 3.500 meters højde. Det kan godt være at betjenten har ret i, at vejen ikke er meget længere end den anden vej, men da det er bjergkørsel det meste, tager det væsentlig længere tid, så på et tidspunkt begynder vi at blive nervøse for, om vi kan nå hotellet i San Jose i tide til at kunne aflevere bilen!
Vi når ind til San Jose en time før vi skal aflevere bilen, men da det er i eftermiddagstrafikken og der er mange ensrettede gade i San Jose bliver det lidt af et mareridt, at komme frem til hotellet, som ligger lige i centrum af byen! Vi er godt trætte, da vi endelig er fremme, så vi hviler os lidt på værelset inden vi går en tur rundt i gågaderne og ind i den markedshal, hvor vi lige skal have købt lidt kaffe til at tage med hjem. Vi er blevet meget glad for deres kaffe, som smager væsentlig bedre end den kaffe vi normalt får derhjemme 😉 Forretningerne i markedshallen er ved at lukke, men vi finder en butik, som sælger kaffe og får købt et par pakker, som også er temmelig dyre!
Vi går rundt i gaderne i lang tid. Der er rigtig mange mennesker på gaden i aften for i modsætning til da vi ankom for 3 uger siden er det varmt og dejligt. Efter lidt aftensmad må vi dog trække os og gå op på værelset. Vi skal tidlig op i morgen for at køre i lufthavnen og flyve hjem.

8. april (hjemrejsedag): Vi er tidligt oppe, da vi bliver hentet i taxa kl. 5.45. Hvilket betyder at vi ikke engang kan nå at få morgenmad på hotellet. Ærgerligt, men vi overlever nok 😉 Vi skal være i lufthaven 2 timer før afgang. Det synes vi er lidt træls, men da vi kommer ud til lufthavnen er vi rigtig glade for, at vi er kommet i så god tid for det viser sig, at køen til sikkerhedtjek er så lang, at vi starter helt uden for lufthavnsbygningen! Da vi er igennem sikkehedskøen er vi nødt til at gå direkte til gaten, så der bliver ikke nogen shoppetid!
Turen hjem går iøvrigt meget fint, selv imigration i New York går smertefrit. Vi står kun i kø i en halv time, så er rekord! Det plejer at være et sandt mareridt at komme igennem her, men ikke i dag – skønt.
Vi landede i Kastrup næste morgen i fint solskinsvejr. En dejlig velkomst at få, når man nu har vænnet sig til, at der er sol hele dagen. Varmen var dog ikke helt som Costa Rica! Endnu en dejlig ferie er slut, men heldigvis er den næste allerede planlagt, så der er noget at se frem til ;-))

Du kan se vores samlede rejserute på kortet her!