Mabul Water Village
Næseabe
Havskildpadde
Previous slide
Next slide

Dagbog fra Borneo (2012)

 

28. januar – 29. januar (Afrejsedag): Så blev det endelig ferie! Vækkeuret ringede kl. 6 som på en arbejdsdag, men det var bestemt en anden følelse i maven! Vi skal først flyve kl. 11.15, men vil gerne sidde og hygge os lidt i loungen, så vi er ude af døren lidt over 7 for at tage bussen til stationen. Er lige ved at misse den og må løbe det sidste stykke, men når den heldigvis! Resten af turen går planmæssigt og vi kan sidde en times tid og nyde en gammel dansk og kaffe m.v. i loungen og lade roen falde på og tankerne flyve ned til det i hvert fald varme, men forhåbentlig også solrige Borneo. Vi glæder os meget til at skulle ned og vandre i junglen og se en masse dyr.
Turen med Singapore Airlines til Singapore og videre til Kota Kinabalu på Borneo går fuldstændig planmæssig med 2 1/2 times ophold i Singapore, hvor vi kan ose lidt rundt og få en god kop kaffe på Starbucks. I flyveren fra København er vi heldige at få 3 sæder til rådighed, så jeg kan i hvert fald ligge krummet sammen lidt af tiden. Da det er dag dansk tid er det svært at sove, så da vi kommer frem efter at have været oppe i ca. 24 timer er vi godt trætte. Vi tager en taxa ud til hotellet og tager en lur på et par timer inden vi går på opdagelse i Kota Kinabalu. Vores første indtryk af byen og i øvrigt landet er, at her er meget rent og pænt. Ikke som Singapore, men dog en høj standard i forhold til andre lande i østen og befolkningen er meget smilende og hjælpsomme. Der er rigtig mange storcentrer, men vi er ikke rigtig i shoppingmode, så det bliver kun til nogle langærmede skjorter, som skal skærme os mod iglerne, som skulle være temmelig aggresive i junglen. Vi har også iglestrømper med hjemmefra.
Ved 9 tiden er vi tilbage på hotellet for at pakke til i morgen, hvor vi skal flyve til Mulu Nationalpark i Sarawak. Vi har store udfordringer med at få pakket. Vi skal slæbe rundt på rygsækkene på trekket, så de må ikke være for tunge omvendt skulle vi også gerne have tøj nok med til, at vi kan få tørt tøj på, hvis vi skulle blive gennemblødte af sved og/eller regn! Det lykkes imidlertid til sidst og vi kan slappe af på sengen med en gin/tonic. Det gør godt ovenpå strabasserne 😉

(30 grader og skyet, med regnbyger ind i mellem)

30. januar (Mulu Nationalpark):Vækkeuret ringer kl. 8, men vi er vågne. Det har været en lidt urolig nat. Synes vi var meget trætte da vi gik i seng, men vågnede alligevel adskillige gange, så var det koldt p.g.a. aircondition og så var det for varmt.
Efter et dejligt bad går vi ud og finder en cafe og spiser morgenmad. Det tager temmelig lang tid for hende, som tog mod bestilling og hun glemte at give bestillingen videre til køkkenet! Vi havde god tid, så det gjorde ikke så meget. Efter morgenmaden var vi inde på et rejsebureau for at høre på en tur op ad Kinabatangan River, som vi gerne vil i næste uge. Har set på den hjemmefra, men ville lige se og det var billigere at booke herude. Det ser ud til at det er nogenlunde samme pris, som jeg kunne finde på internettet, så vi skal bare bestemme os for helt nøjagtig hvilken tur vi vil på og så have bestilt flybilletter til Sandakan, som er udgangspunkt for turen.
Hjemme på hotellet igen får vi afleveret vores store bagage, som de skal passe på, mens vi render rundt i Mulu nationalpark.
Kl. 11 kommer taxaen og kører os til lufthavnen, hvorfra vi flyver via Miri til Mulu. Det er en lille propelmaskine, som dog klarer turen fint. Vi får en fin rundflyvning over Kota Kinabalu og alle de små koraløer, som ligger ud for kysten inden vi styrer vestover langs kysten til Miri og videre til Mulu. Den sidste del af turen er der meget få mennesker med. Det er åbenbart ikke højsæson for turisterne p.t. Vi starter ud i høj solskin og 35 grader, men efterhånden som vi nærmer os Mulu trækker skyerne sammen. Det sænker temperaturen en anelse, men til gengæld er luftfugtigheden meget høj!
Vores guide møder os i lufthavnen. Det er kun os 2, som skal følges med ham og han virker som en rar fyr, så det skal nok blive godt. Vi bliver straks kørt ud til Park HQ, hvor vi bliver registreret inden vi begiver os på den 3.8 km lange tur på brædde- og cement stier gennem junglen til Langs Cave og verdens næststørste grotte Deer Cave (den største blev i 2009 opdaget i Vietnam, men er ikke åben for besøgende!). Vi mærker snart den høje luftfugtighed og er glade for vores nye skjorter, som er behagelige at have på selv om de snart er meget våde og det er ikke regn! Vi regnede med at skulle se nogle dyr på vej gennem junglen, men det bliver kun til et par sommerfugle og en vandrende pind.

Vi regnede med at skulle se nogle dyr på vej gennem junglen, men det bliver kun til et par sommerfugle og en vandrende pind. Vi kan dog høre både frøer og fugle, men frøerne gemmer sig i vandet under gangbroerne og fuglene er i trækronerne, så dem kan vi ikke se. 
Langs Cave er flot med alle sine særprægene formationer af stalagkitter og stalagmitter og nogle som guiden kalder heliatitter (tror jeg!) Det er stalagkitter, som “gror” sidelængs dels på grund af vinden i grotten og dels p.g.a. beskaffenheden i mineralerne som aflejres med vandet. Langs Cave blev opdaget af en mand ved navn Lang, så deraf navnet.
Deer Cave er enorm stor. 1,2 km lang og er 174 meter høj og det samme i bredden på det bredeste sted. Den er fyldt med flagermus og det er man ikke i tvivl om, når man kommer derind. Der lugter fælt og gulvet er fyldt med guano, som bliver gennemtykket af nogle specielle kakkelakker. De er heldigvis ikke så store og der er ret mørkt, så man kan heldigvis ikke se dem andet end når man fører lygtens lyskegle hen over dem! Det er imponerende at gå rundt her inde i bjerget i så stor en grotte. Vi kommer hele 800 m ind og kan se ud gennem et stort hul til et område, som bliver kaldt the garden of Eden. Det er i virkeligheden et stykke af grotten, som er faldet sammen for meget lang tid siden og dermed delt Deer Cave i 2. Deer Cave har i øvrigt fået navnet fordi dyr tidligere søgte ind i grotten for at få vand og salt! Salten kommer fra alle flagermusenes urin, så det er lidt ulækkert, men dyrene har brug for salt og de tænker nok ikke så meget over hvor det kommer fra 😉 Når dyrene søgte ind i grotten var de let bytte for jægerne, som bare kunne gå ind og skyde løs, så det var næsten som at gå til slagteren og vælge sit stykke kød!
Tilbage og ude i den varme fugtighed igen går vi ned til en lille platform, som er bygget med retning op mod indgangen til Deer Cave. Her skal vi se et fantastisk fænomen, når alle flagermusene som ved et trylleslag samles og flyver ud af grotten for at søge efter føde. Det sker stort set hver dag på samme tid (kl. 17.30).
Vi har sat os til rette sammen med ca. 50 andre turister og venter og spejder op mod grottens åbning. Der går ikke lang tid, så kommer den første sorte bølge af millioner af flagremus ud af grotten og stiger til vejrs som en slange der bugter sig over vore hoveder. Der lyder et næææhh og iiihh fra alle turisterne. Det er virkelig et specielt syn og vi kan høre vingeslagene, når flokkene flyver hen over os. Der kommer den ene “slange” efter den anden i en halv times tid. Jeg ved ikke hvor mange millioner flagermus det bliver til, men jeg er glad for, at vi ikke kunne se dem inde i grotten for det havde da været skræmmende.
Da der bliver længere mellem slangerne af flagermus begynder vi at gå tilbage ad bræddegangstierne. Det er ved at blive mørkt og lydene fra fugle og frøer bliver mere gennemtrængende, men vi ser dem stadig ikke.
En bil venter på os ved Park HQ og kører os til vores overnatningssted Royal Mulu resort. Det er helt mørkt da vi kommer frem, så vi kan ikke se så meget af resortet, men det viser sig også at det meste er lukket ned p.g.a. renovering.
Vi er hunde sultne, da vi ikke har fået andet end en muffin siden morgenmaden, så vi går straks i restauranten og får noget at spise inden vi trækker os tilbage til vores værelse, som er en meget stor hytte!

(varmt 32 grader og regnbyger)

31. januar (Mulu Nationpark):I dag skal vi først være klar kl. 8, så vækkeuret ringer kl. 6.30. Bad og morgenmad og så er vi ellers klar til dagens program. Guiden henter os kl. 8.15 i båd. Vi starter dagen med en flot tur op ad floden, hvor vi passerer små huse og folk, som tager deres morgenbad i floden. Vores første stop er en lille landsby, hvor der bor ca. 350 mennesker lig med 48 familier. De er en del af Penan stammen, som er den eneste tilbageværende stamme, som stadig er eller delvis er nomader. De boede oprindelig i junglen og levede alene af hvad de kunne skaffe fra 

naturen og flyttede rundt alt efter hvor der var dyr at jage. I midtfirserne mente regeringer imidlertid at de skulle bosætte sig mere permanent og de gav dem derfor et stykke jord, hvor de kunne bygge en landsby med skole og en klinik, idet der før den tid var en meget stor børnedødelighed i Penan stammen. Der er stadig mange som bor i junglen, men nu har de dog et valg og børnene har en mulighed for at komme i skole.
Vi går en tur rundt i landsbyen. Det er meget primitive huse. Kun skolen og klinikken er nogenlunde moderne. Folkene er meget generte. De kikker ned i jorden eller væk fra os, når vi passerer dem på stierne. Det føles lidt underligt at rende rundt i deres landsby, når det ikke ser ud til at de synes om det, men omvendt, så ser det også ud til at de har en god forretning ud af det, for de har lavet en stor overdækket markedsplads, hvor de sælger deres håndarbejde.Efter Penan landsbyen fortsætter vi op ad floden til The Wind Cave. En grotte, som ikke er nær så stor, som dem vi så i går, men til gengæld er formationerne utrolig flotte. Guiden kalder det naturens galleri 😉

Vi fortsætter til Clearwater Cave, som er en del af verdens 9. største underjordiske flodsystem p.t. har man fundet et 175 km flodsystem. Vi ser kun en lille del ca. 350 meter og derudover en tør forgrening af grotten, som kaldes Lady Cave efter en stalagmit, hvis silhuet ligner en madonna.
Uden for Clearwater Cave er der en delvis overdækket platform med borde og bænke, hvor vi kan indtage vores frokost, som består af ris og kylling i en skumpakke og dertil te. Vi er ikke specielt sultne, så der gør ikke så meget hvad menuen står på, men vi skal ud og gå 8,8 km gennem junglen, så vi skal have noget indenbords.

Rundt i grotterne har vi været en gruppe på 5 omkring vores guide, men efter frokost er det alene os som fortsætte sammen med ham. Vi skal som sagt på en 8,8 km lang gåtur gennem junglen til Camp 5, hvor vi skal overnatte inden vi i morgen skal “bestige” en bjergtop, hvorfra der skulle være en meget flot udsigt ud over nogle specielle bjergformationer. Turen gennem junglen går over små træbroer og hængebroer. Det er en temmelig flad tur. Der er kun en enkelt lille stigning over en lille bakke, så det er ikke specielt hårdt rent terrænmæssigt, men varmen og luftfugtigheden gør at turen ikke er helt let! Sveden hagler af os. Tøjet er gennemblødt efter et par kilometer. Vi havde håbet på at se nogle dyr på vejen, men der er ikke nogen kun nogle sommerfugle, som er ca. 15 cm i vingefang og meget flotte i farverne og så kan vi, som i går høre fuglene i trætoppene og cikaderne, så vi bliver fulgt på vej til naturens musik. Vi går rimelig hurtigt på trods af varmen og fugtigheden, så allerede efter 2,5 timer er vi fremme ved camp 5. Vores overnatningssted, som er meget primitivt. Vi skal ligge i en åben sovesal med plads til 8 personer. Der ligger en stribe tynde plastikmadrasser på en forhøjning langs væggene. Ikke just luksus 😉 men vi vidste det godt på forhånd, så det kommer ikke som noget chok.
Guiden er sød og sørger for at vi får 2 madrasser oven på hinanden, så vi forhåbentlig ikke skal ligge så hårdt. Derudover lejer vi et myggenet, så vi har vores eget lille “telt”. Hvis ellers de andre ikke snorker for meget kan vi vel få vores skønhedssøvn.
Efter lige at have set sovefaciliteterne genner guiden os ud i floden med al tøjet på! Han siger at det svedige tøj vil tiltrække bierne, så for vores egen skyld. Da vores tøj alligevel er vådt af sved og vi trænger til at blive kølet ned, så har vi ikke noget imod det. Af med skoen og ud i floden. Det er koldt 23 grader, men det er fantastik efter at have svedt det meste af dagen 😉 Håber blot at bukserne kan nå at blive tørre til i morgen for vi har kun et par ekstra med og vi skulle gerne have tørt tøj til aftenen og natten!
Så er det tid til afslapning. Blot sidde og kikke på floden og de omkringliggende bjerge og se de forskellige grupper af turister, som ankommer hen af vejen. Det ender med at vi er 5 grupper og ca. 30 mennesker. Det er blandede grupper både aldersmæssigt og nationaliteter. De eneste som virkelig skiller sig ud at en gruppe af polakker, som er meget støjende og kun lige kommet ind i lejren, da de okkuperer et bord og trækker en stor flaske sprut frem, som de skiftevis drikker af direkte fra flasken! Det bliver spændende og se hvordan aftenen/natten bliver med dem som naboer i lejren.
Kl. 18 får vi aftensmad, som vores guide har lavet. En lækker suppe med svampe og majs og derefter ris, kylling, ægplanter og nogle blade af en art! Og til dessert var der appelsin. Det smagte rigtig godt alt sammen.
Mens vi sad og spiste kom solen frem og oplyste klippevæggen på den anden side af floden. Det var mægtig flot og den perfekte afslutning på dagslyset. Herefter blev lyset dæmpet over den næste halve time, hvorefter det var sort nat kl. 18.30! Da der ikke havde været så meget sol i løbet af dagen, var batterierne ikke ladet op i lejren, så der var kun enkelte vågeblus og vores egne lygter at finde rundt ved hjælp af. Hyggeligt men også lidt uhyggeligt et sted som man slet ikke kender.
Guiden briefer os om turen op til udsigtspunktet i morgen. Det lyder til at blive en hård tur med 1000 højdemeter på 2,4 km. De sidste 400 m alene på stiger!
Vi må se hvor langt vi når – forhåbentlig hele vejen. Vi skulle også gerne kunne gå bagefter 😉
Det bliver tidligt i seng for det er begrænset hvor lang tids strøm, der er på vores lygter, og vi skal også bruge dem i morgen, hvor vi skal starte opstigningen allerede kl. 7.30, hvor det stadig er mørkt.
Vi går tidligt i seng, men det er ikke ensbetydende med, at vi får sovet meget. Vores 5 room-mates er stille og rolige unge mennesker, så de giver os ikke problemer. Det er første gang jeg har delt værelse med 6 fyrer!
Det der imidlertid giver problemer er polakkerne. De er en stor gruppe med børn og de råber og skriger og hopper rundt på “sengene” og de voksne drikker videre og er tilsyneladende ligeglade. Først ved midnat lykkes det guiderne at få dem til at falde til ro og så får vi sovet lidt inden en kæmpe regnbyge vækker os med sin trommen på bliktaget over os. Først da regnen tager af og bliver afløst af de sædvanlige junglelyde falder vi rigtig i søvn.
(varmt 32 grader og meget fugtigt, men ingen regn)

1. februar (Mulu Nationalpark): Vi er oppe kl. 6 for at få en hurtig morgenmad og gøre os klar til at gå kl. 7.30. Vi skal op til The Pinnacle. Det er helt mørkt, da vi starter ud, så det første stykke kan vi ikke se meget men heldigvis er det forholdsvis fladt og lyset kommer hurtigt, så da vi når den første stigning. Eller hvad vi tror er den første stigning er det blevet rimeligt lyst og det er godt for det er ikke noget med at gå. Vi skal stort set klatre fra starten og efter få meter kommer der reb, som vi er nødt til at klamre os til og trække os op ved hjælp af, så stejlt er det. Der er ikke nogen trappetrin eller lignende det er kun rødder og skarpe sten og det er uhyggeligt varmt og fugtigt. Sveden hagler af os og vi er nødt til at drikke vand konstant for ikke at dehydrere. Der er mærker for hver 100 meter, men jeg misser en del af dem, da jeg har rigeligt i at koncentrere mig om at kravle op og tørre sveden af panden, så den ikke drypper ned i øjnene! Vi har svedt før når vi har vandret, men det her slår vist alt. Vi har kun shorts og løsthængende skjorter på men efter 300 meter er der ikke et sted på kroppen som er tørt!
Varmen, fugtigheden og anstrengelserne er enorme og efter 700 meter er jeg ved at kaste op og det sortner for øjnene. Vi må allerede nu indse, at vi nok ikke når toppen. Det er simpelt hen for hårdt i den varme og luftfugtighed. Vi sætter vores 1. Mål til Mini Pinnacle, som er efter 900 m og da vi når derop. Er vi færdige og må sidde og prøve at komme til kræfter og drikke en masse vand og energidrik, som guiden har med. Det hjælper at sidde stille og roligt og slappe af og blot lade sveden løbe! – men vi da vi kikker på hinanden og guiden fortæller os, at det kun er 60% af alle som forsøger at bestige The Pinnacles, som rent faktisk når helt til toppen, er vi enige om, at vi må kapitulere. Vi skal desværre ikke være mellem de 60%. Vi vil også gerne have noget ud af resten ferien. Da vi rejser os op og gør klar til nedstigningen kommer en guide og 1 pige op mod os. Hun er den eneste af en gruppe på 7, som ikke har givet op. Det viser sig senere, at hun heller ikke kommer længere end til Mini Pinnacle, som os.
På vejen ned ser vi en lingur. En slags abe, som hopper mellem trætoppene. Det er det første dyr vi ser ud over sommerfugle og insekter. Nedstigningen havde vi frygtet lidt for, men den var nu ikke speciel slem, i hvert fald ikke i forhold til opstigningen!
Allerede kl. 9.30 er vi tilbage i lejren og hopper straks i floden med tøjet på, så vi ikke tiltrækker bierne. Det viser sig imidlertid at en tur i floden ikke er nok til at tøjet ikke lugter, så bierne bliver tiltrukket. Vi har taget vores rygsække med ind til “sengene” og ligger os og hviler og hængt tøjet til tørre lige uden for på rækværket, men i løbet af et kvarters tid er vi omringet af bier. Der er nok 100. Det er virkelig uhyggeligt. De sværmer omkring os lige uden for myggenettet. Vi flytter tøjet ud til en tørresnor et stykke væk, men det hjælper ikke synderligt. De sværmer stadig. Det viser sig at vores ryksække også må flyttes ud indtil de er tørre. Det hjælper! Så forsvinder de.
Vi bliver liggende og småsover et par timer indtil det er frokosttid og sidder derefter lidt i solen og bader i floden. Snart kommer vores room-mates ned. De er også meget svedige og trætte, men de har dog nået helt til tops og viser os billeder fra toppen. Det har været en rigtig god og flot tur, men selv om de ser temmelig fit ud og kun er midt/sidst i tyverne indrømmer de, at det har været en meget hård tur.
Vi har pludselig meget tid, da vi jo skulle have haft brugt hele dagen på at nå The Pinnacles og tilbage igen. Guiden tilbyder os imidlertid en tur i nærområdet, som ikke er nær så krævende hen på eftermiddagen, hvor det ikke er så varmt mere. Det synes vi er en god ide, så vi kommer ud på endnu en tur gennem junglen på et par timer. Guiden fortæller os på vejen om de planter, vi passerer og viser os bl.a. en kødædende plante og vi støder for første gang på de blodsugende iler, som angriber os. Først en tiger igle, som guiden heldigvis når at trække af inden den bider sig rigtig fast. Det skulle gøre temmelig ondt. Senere bliver jeg også angrebet af en alm. Igle, som når at suge blod, inden jeg får trukket den af. Blodet løber lidt, men det er ikke slemt. Ulrich får også en på skoen som virrer med kroppen og skal til at angribe ham, men guiden tager den væk inden den når at angribe. Det var også en tiger igle, så det var heldigt at den blev opdaget. Vi skynder os herefter væk fra området, som åbenbart er særlig vådt og godt for igler!
Tilbage i lejren får vi os endnu en dukkert i floden inden det er tid til aftensmad.
Menuen er stort set den samme som i går. Suppe, kylling og ris og forskellige grøntsager og appelsin til dessert. Det smager også godt i dag.
Vi havde glædet os til en stille aften, da polakkerne er væk, men der er desværre et hold tøser, som råber næsten mere end polakkerne. De er midt i tyverne, men opfører sig som en flok børn! Vi kan dog stadig nyde at sidde og kikke på ildfluerne og vente på at regnen kommer for det lyner i det fjerne.
Vi nåede ikke vores mål i dag, men vi har haft en god dag alligevel og slappet af mellem vandreturene.

(Varmt 32 grader, sol og skyet. Regn om natten)

 

2. februar (Mulu – Kota Kinabalu): Vi har fået en god nats søvn. Tidlig i seng og sovet til kl. 8. Vi var temmelig trætte efter gårsdagens strabadser! Vi skulle egentlig også have haft en aftenvandring, men sprang den over, da guiden ikke kunne love, at vi ville se nogen dyr her heller og desuden havde vi ikke flere tørre bukser, hvis vi skulle have tørre bukser på i flyveren i eftermiddag! Efter vores vandreture er vi nødt til at springe i floden for ikke at tiltrække bierne, men hvis tøjet ikke når at tørre i solen efterfølgende så tørrer det ikke. Luftfugtigheden er simpelt hen for høj.
Her morgen må vi så bide i det sure æble og trække i våde bukser. Det er ikke rart, men der går ikke længe så har vi vænnet os til det. De ville jo alligevel være blevet våde af sved ☺. Vi får nogle tykke pandekager og pølser til morgenmad. De ligger ret tungt i maven.
Kl. 8.30 begynder vi vandreturen på 8,8 km tilbage til båden. Det er samme rute, som vi kom herud, så vi kender turen. Rimelig flad men vores rygsække føles meget tunge og benene skal lige i gang efter i går. Nu er vi glade for at vi ikke fik kæmpet os helt til tops i går, for så hvis det var lykkedes, havde vi nok ikke kunne gå i dag! Vores room-mates, der jo er væsentlig yngre end os, klagede noget til morgen over deres ømme ben.
Turen tilbage går fint og båden ligger på det aftalte sted og venter på os, så nu er det bare at sidde og slappe af og nyde naturen og livet langs floden en times tid. Denne gang sejler vi med strømmen, så det er ikke så svært at manøvrere båden. Der er ikke så meget vand i floden, så på turen op måtte guiden hoppe i vandet et par gange og hjælpe med at trække båden for at få den over de svære passager med lavt vand og modstrøm. Det er ikke nødvendigt på tilbageturen.
Tilbage ved hotellet får vi stillet et værelse til rådighed for et hurtigt bad og så er der frokost (kylling, ris og grøntsager ☺) til os inden vi bliver kørt i lufthavnen for at flyve tilbage til Kota Kinabalu. I lufthavnen har guiden sine problemer. Det viser sig at vores flybilletter ikke er konfirmeret. Om vi har stået på venteliste eller hvad der er sket får vi ikke at vide, men efter en halv times spændt venten, kommer han glad og fortæller os at p.g.a. deres kludren med billetterne er vi blevet opgraderet til business class. Det har vi selvfølgelig ikke noget imod! Der er dog ingen forskel overhovedet på business class og monkey class på disse flyvninger, så ud over at sidde forrest i flyveren, mærker vi ikke at vi sidder på business class.
I Kota Kinabalu checker vi ind på det samme hotel, som vi havde inden Mulu. Vores værelse er klart til os og vores bagage, som de har haft opbevaret er også i værelset. De er utrolig søde og rare.
Efter at have bestilt hotel og flybilletter til i morgen til Sandakan og fået aftensmad nyder vi at være tilbage i en rigtig seng. Det er nu bedre end 2 tynde madrasser under et myggenet! Vi må også konstatere, at ikke myggenet ikke er nok til at holde stikkende dyr væk. Vi er overstukket på det meste af kroppen. Vi kan tæller over 100 stik på hver af vores ben og de klør, så vi er ved at gå til, så det første vi skal have fat på i morgen i Sandakan er noget salve, som kan dæmpe kløen ellers får vi kløet os til blods 😉

(Dejlig varmt og sol)

3. februar (Kota Kinabalu – Sandakan): Vi kunne kun få et fly med afgang kl. 7.00, så vi må desværre tidlig ud af vores gode seng. Taxaen henter os kl. 5.30!
Ankommer til Sandakan kl. 7.45 og tager en taxa ud til hotel Sabah, som ligger i regnskoven lidt uden for Sandakan. Det er et dejligt 4 stjernet hotel med lækker pool og flere restauranter. Det er unægteligt anderledes end camp 5 ;-).Vi får dejlig morgenmad og hviler os lidt på værelset. Det har været hårdt at komme tidligt op igen. Ulrich har dog ikke ro på, så vi tager vandreskoene på og går ned til byen – Sandakan. Den ligger lige ud til vandet, men det er absolut ikke nogen charmerende by. Vi er glade for, at vi har valgt et hotel lidt uden for centrum. Vi går lidt rundt og får bestilt en 4 dages tur til Sepilok, Sukau og Selingan Island fra i overmorgen. Så vi har endnu en dag at hvile ud i, inden vi igen skal på farten.
Vi finder en pæn restaurant lige ud til vandet ved havnen og får en meget sen frokost inden vi tager en taxa hjem til hotellet og slapper af resten af dagen.

(30 grader og sol, men med en brise fra vandet, så det er dejligt – regn til aften) 


4. Februar (Sandakan):
 En total afslapningsdag. Vi forlader overhovedet ikke hotellet, men ligger blot ved poolen og læser og spiller Word-feud. Vejret er egentlig ikke til at ligge ved poolen for det er overskyet og der kommer nogle byger ind i mellem, men det er vi ligeglade med. Vi skal blot slappe af og det er jo stadig varmt – ca. 30 grader. Det viser sig også, at solen alligevel har været hård ved os. Vi er godt røde om aftenen!

Vi får pakket kufferterne til i morgen, hvor vi skal på farten igen. Til orangutangerne i Sepilok og Sukau.


5. Februar (Sandakan – Sukau): I dag starter vores næste tur ud i naturen. 4 dage på Kinabatangan floden og Selingan Island.
Vi bliver hentet på Sabah hotel kl. 8 præcis og kørt de 24 km ud til Sepilok rehabiliteringscenter for orangutanger. Hvis vi ikke får øje på nogle orangutanger ude i den fri natur, kan vi da i hvert fald se dem her. Centret er ikke som sådan indhegnet, så orangutangerne kan forlade området som de vil, men de har en chance for at blive fodret hver dag kl. 10 og 15 på en platform. Dette center er et engelsk projekt, men der er faktisk et tilsvarende i Kalimantan (den indonesiske del af Borneo), som bliver drevet af en dansker – Lone. Der har været et par tv-udsendelser med hendes bestræbelser for at få projektet til at løbe rundt økonomisk.

Vi starter med at få forevist en videofilm om hvordan centret fungerer. Det er typisk orangutang-unger, som er fundet i naturen uden deres mor, som bliver bragt til centret, hvor de så bliver plejet og oplært i de færdigheder, som deres mor ellers ville have lært dem. Altså klatre i træer og svinge sig i grene m.v. og når de er omkring 4 år burde de kunne klare sig selv og så prøver man at sætte dem ud for sig selv, men jo med mulighed for at komme tilbage til ”spise-tiderne”. Rundt om i området er der hængt reb, som fører dem mod platformene, hvor der serveres frugt hver dag. Nogle kommer tilbage og spiser, men andre ser de ikke på området mere. De klarer helt og holdent sig selv. De bliver tatoveret med et nummer på armen, så de altid senere kan lokaliseres.
Efter videofilmen går vi ud til platformen for at se orangutangerne blive fodret. Desværre er vi rendt ind i et krydstogtskib, som har sendt 2-300 mennesker ind for at se det samme som os. Øv. Der vil altid være større chance for at aber og i øvrigt også andre dyr, hvis der ikke er så mange mennesker, for selv om alle er blevet bedt om at forholde sig i ro og snakke meget dæmpet, vil der altid være mere støj med 2-300 mennesker i forhold til 20-30, men det kan vi jo ikke ændre, så vi må bare håbe at orangutangerne ikke lader sig mærke af det 😉
Kl. 9.30 står vi i en kødrand og venter. Pludselig sker der noget. Et af rebene der forbinder træerne med platformen bevæger sig. Der går et sus gennem kødranden 😉 Der går lidt før vi kan se, hvad det er der får rebet til at bevæge sig. Det er en orangutang mor med sin baby hængende om livet, der kommer svingende i rebet. Den holder sig i første omgang på afstand af platformen, men dog så den kan se hvad der foregår. Her sidder hun og nusser sin baby og har tilsyneladende ikke øje for andet. Først da dyrepasseren kommer op på platformen med frugt i en kurv på ryggen, kommer hun helt tæt på. Hun sætter sig pænt ned og begynder at spise. Desværre med ryggen til kødranden, så vi kan ikke se andet end hendes ryg. Lidt ærgerligt, men hun vil vel ikke generes af alle de øjne, som stirrer på hende og hendes baby. Efter et stykke tid trækker hun sig lidt væk og straks bevæger et andet af rebene sig. Hvad skal vi nu se? Det er nogle små aber, som hurtigt og adræt hopper hen af rebet til platformen og skynder sig at hugge et par bananer, men de er sig hele tiden bevist om hvor orangutangen er og da hun igen nærmer sig forsvinder de meget hurtigt. Der er ingen tvivl om, hvem der bestemmer her J. Så snart orangutang mor er lidt væk kommer de andre aber og i øvrigt også nogle sorte egern, som også balancerer på rebene.
Orangutangen plukker nogle store blade og brækker sin mad op i dem og så vidt vi kan se på afstand, laver hun en tragt af bladene og fodrer sin baby med denne ”babymos”. De er bestemt ikke dumme disse aber, men generisk skulle de også ligne os mennesker 96,4%.

Mor og baby er meget underholdende, men vi havde nu håbet på at se flere orangutanger, så nu må vi sætte vores lid til at vores guide, kan finde dem ude i naturen i stedet for. Det er også sjovere!
Vi forlader centret og kører tilbage til Sandakan, hvorfra vi skal sejle til Kinabatangan floden. Vi starter ud fra en mole i tilknytning til en pæleby. Vi har set en del af disse pælebyer både uden for Kota Kinabalu og her omkring Sandakan. Det er absolut ikke de rige som bor her! Men det er heller ikke slum det hele. Den del vi går igennem ned til molen er nogenlunde pæn og ordentlig.
Vi er 4 i båden ud over besætningen og vores guide Ron, da vi sejler ud. Det viser sig, at vi skal være sammen med et ældre fransk ægtepar på vores tur. De er pensionerede og nyder nu livet med at rejse. I denne omgang skal de være 2 måneder i Malaysia, hvoraf 18 dage på Borneo. De virker meget flinke, men deres engelsk kan være lidt svært at forstå. Det lyder meget som den tv-serie, som kørte for nogle år siden ”Allo, allo” 😉
Den første del af sejlturen går langs kysten sydover, men snart drejer vi lidt ind under land og kommer gennem et stort mangrove-område, som langsom går over i et område med palmer, som kan tåle at stå med ”fødderne” i vand, og samtidig bliver kanalen mindre indtil vi når ind i den rigtige flod, som er omgivet af jungle. Vi er ikke kommet langt op af floden før vi ser en meget stor krokodille ligge på en sandbanke ved bredden. Det er en saltvandskrokodille, som kan bliver op til 8 meter! Denne er nu ikke helt så stor. Lidt senere ser vi nogle små røde aber. Det er lige som det skal være. Det var det dyreliv, vi har set frem til.
Efter lidt over en times sejlads er vi fremme ved Abai Jungle Lodge, hvor vi får serveret en udmærket frokost bestående af ris, rejer, fisk og noget oksefars af en slags. For en gang skyld skal vi ikke have kylling J.
Vi er nu ca. 40 km fra kysten og vi skal sejle yderligere 40 km op af Kinabatangan floden til Kinabatangan River Lodge. Guiden siger at det vil tage ca. En time mere at sejle det sidste stykke, men de vil stoppe undervejs, hvis de ser dyr, som de ikke ser hver dag! Hvad det så indebærer må vi se! Der går ikke lang tid før vi stopper første gang. På flodbredden ligger en mega saltvandskrokodille. Den er et sted mellem 3,5 og 4 meter lang og rimelig bred over ryggen. Det er vist ikke en man skal komme for tæt på. De holder også båden på behørig afstand, men dog så tæt at vi kan studere den. Vi ser yderligere 3 på vores videre sejlads og derudover krydser et par hornbills (stor fugl med specielt 3 delt næb) hen over hovederne på os og nogle andre store ørnelignende fugle og så ser vi selvfølgelig også en del aber i træerne.

Ved ankomsten til Kinabatangan River Lodge får vi vores værelse eller rettere bungalow og halvanden time inden vi skal mødes igen for at tage en bådtur op af en lille sideflod for at se efter Proboscis monkeys, som er rødlige aber med meget store maver og hannerne har en mega flad næse og hunnerne en opstoppernæse. De er meget specielle at se på og lever alene her på Borneo. Dem har vi glædet os meget til at se, så forhåbentlig er der nogle.
Vores fritid bruger vi på et soldæk ned til floden, hvor vi nyder en gin/tonic og ser på floden og de få både som passerer og skriver dagbog.
Tiden går uhyggelig hurtig og så sidder vi igen på floden. Denne gang i en mindre og mere lydløs båd, som er lettere at manøvrere på de små bifloder. I første omgang sejler vi dog længere op af den store flod, idet der heroppe var pygmæ elefanter i forgårs, som de vil prøve at finde til os. Vi møder dog hurtigt nogle andre både, som siger at der ikke er nogen elefanter i dag, så vi vender om igen og sejler ind i bifloden. Klokken er ca. 17 og det er ved den tid at aberne kommer ned til floden for at sove og derfor lettest for os at spotte. Der er dog andet end aber. Vi er kun lige drejet ind på den lille flod, da en flot blå og rød kingfisher (isfugl) flyver ved siden af båden. Den leger lidt med os. Sætter sig så vi kan se den, men når vi er lige ved at komme så tæt på, at vi kan fotografere så letter den og flyve foran os igen. Det oplever vi flere gange og i alt ser vi 3 af disse utrolig flotte, farvestrålende fugle. Vi ser også endnu 3 hornbills. Der er 8 forskellige slags hornbills i området og vi har nu allerede set de 2.
Aberne er der også. Først nogle marcaque, små grå aber med lange haler, men så kommer de rigtig specielle. Først langt oppe i trækronerne kan vi se nogle større rødlige aber. De kommer nærmere og snart kan vi se de karakteristiske store maver og ikke mindst store næser. Det er proboscis monkeys. De er godt nok grimme i profil, men på en sin vis også charmerende. Det er en hel stor familie, som kommer ned til floden for at finde deres soveplads for natten. Vi sidder længe og kikker på disse meget specielle aber. Guiden vil dog også vise os andre aber og fugle, så vi sejler lidt videre og ser endnu en lille flok næseaber. Denne flok er formentlig singler af både hanner og hunner, som ikke har stiftet familie endnu. Der er specielt en stor han, som sidder og spiser blade og kikker ned på os. Han sidder et godt stykke oppe over os, men i et træ, hvor det er småt med løv, så vi kan rigtig studere ham. Jeg er rigtig glad for min nye kikkert, som kan ”trække” aberne helt ned af træerne. Selv om vi kan se dem uden kikkert, ser man mere med, så det er en god investering. Specielt også til at se på fugle med.
Vi har svært ved at løsrive os fra disse sjove aber, men mørket er ved at falde på og det er ikke til at sejle på de små floder i mørke, så vi må vende snuden hjemefter og glæde os til i morgen, hvor vi får en ny chance for at se aber, krokodiller og måske elefanter m.v.
På lodget får vi dejlig aftensmad og så er vi ellers grydeklar. Det har været en lang, men skøn dag, hvor vi har set en del dyr og det var jo netop det vi ønskede af Borneo J

(30 grader. Overskyet det meste af dagen, men opklaring til aften)

6. februar (Kinabatangan floden): Vi skal på morgentur på floden i dag. Regnen har styrtet ned en stor del af natten og vi kan stadig høre det dryppe på taget, så vi gør os klar til en tur med regnslag og poser til kamera m.v. Det viser sig imidlertid, at det er fuldstændig unødvendigt. Det er den flotteste morgen med næsten skyfri himmel, så dryppene vi har hørt har blot været fra bladene, som var våde.
Vi starter allerede kl. 6.30 uden morgenmad. Den har vi med og kan spise senere. Vi sejler op og ned af Kinabatangan floden og ind i Oxbow Lake, som er en stor sø som tidligere har været en del af floden, men nu er stille vand med vandhyacinter. Her er meget idylisk og flot og vi nyder morgenmaden her og fodre små fisk med kiks. Vandet er helt stille, men når man stikker en kiks ned i det, går der ikke 3 sekunder, så slås fiskene om kiksen.

I løbet af de 3 timer vi sejler rundt får vi set en masse macaque aber, nogle proboscis aber, varaner og et hav af fugle. Bl.a. kingfisher 3 forskellige slags, storm stork, 5 forskellige slags hornbills, Hawk-eagle, purple, green og white heron samt white belled sea eagle. Endnu engang kan jeg glæde mig over kikkerten. Den er uundværlig til at studere fuglene for de sidder som regel øverst i træerne eller flyver hen over hovederne på os.
Det har været en pragtfuld tur med sol og ikke for varmt og med masse af dyr og fugle, men omkring kl. 10 er vi tilbage på lodget og skal ikke ud igen før sidst på eftermiddagen. Vi er trætte efter at have været tidlig oppe, så vi tager en lur inden frokost og bagefter sidder vi med vores bøger og læser og kikker ud over floden og haven omkring lodget fra observationstårnet, som er bygget ned til floden. Skyerne trækker sammen og vi kan høre torden i det fjerne. Regnen kommer nærmere og nærmere indtil den er over os. Det styrter ned i 10 minutter og så er det overstået og da vi skal ud og sejle igen kl. 16 er der sol og næsten skyfrit. Vi er utrolig heldige J.
Guiden siger at vi i eftermiddag alene vil gå efter at finde elefanter, krokodiller og orangutanger. Det går nu ikke så godt for vi ser ingen af delene, men til gengæld ser i 4 slanger, som hænger oppe i træerne (en lille neongrøn og 3 pæne store sorte med gule striber på). Sjovt at de er deroppe for når vi går rundt i junglen er vi altid meget opmærksom på hvad der er på jorden, men i virkeligheden skulle vi måske hellere se hvad der er over os! Ud over slangerne byder denne tur også på aber og fugle og et par varaner, som ligger og soler sig i et træ.

Elefanterne og orangutanger har vi stadig tilgode. Sidste chance bliver i morgen, hvor vi sejler tilbage til Sandakan af floden.
Hjemme på lodget får vi igen en dejlig aftensmad med både fisk og kylling og efterfølgende ser vi en video om en dag i en probosci abes liv.
Vores sidste dag ved Kinabatangan floden er desværre til ende. I morgen skal vi tilbage mod Sandakan og ud til Selingan Island, hvor vi skal se på havskildpadder.

(30 grader og sol det meste af dagen, men regn og torden midt på dagen)

7. februar (Kinabatangan – Selingan Island): Så er det desværre tid til at forlade floden og alle dyrene. Vi sejler efter morgenmaden tilbage mod Sandakan, hvor vi skal med en anden båd videre ud til Selingan Island, hvor vi skal se på havskildpadder. På vejen tilbage af floden ser vi et par krokodiller ligge på bredden. Den ene er temmelig stor og ligger med åben gab samtidig med at en proboscis abe er nær ved. Guiden mener vi kan komme til at se action, så bådmotoren bliver slukket! Der sker nu ikke noget. Aben forsvinder op i et træ og krokodillen glider langsomt ned i vandet, mens den holder øje med os.
På havnen i Sandakan møder vi den gruppe og guide, vi skal være sammen med det næste døgn på Selingan Island, som er en lille øde ø med kun et forskningsprojekt for havskildpadder og nogle værelser til turister, som kan følge med i forskningsprojektet. Øen ligger en times hård sejlads fra Sandakan. Det viser sig at gruppen på i alt 10 er 8 danskere og 2 englændere. Det er utroligt lige meget, hvor vi kommer i verden, er der næsten altid danskere.

På trods af den hårde sejlands med en del bumpen, når vi frem til den lille ø, som vel er 500 x 300 meter. Solen skinner og det er dejlig varmt med en lille brise, så det er til at holde ud. Vi får vores værelse og stiller kufferten og går straks en tur ned på stranden og rundt, så langt vi kan komme. Den ene ende af øen er klipper, så vi kan ikke komme hele vejen rundt. Vi kan se sporerne i sandet efter de skildpadder, som har været oppe og lægge æg sidste nat og hullerne længere op på stranden, som er gravet af skildpadderne til at lægge æg i.
Det er snart frokosttid og herefter tager vi badetøj og dykkermasker frem. Der er mulighed for at snorkle, så det skal vi selvfølgelig. Åh det er dejligt at være tilbage i denne undervandsverden, hvor man svømmer rundt mellem de skønne farvestrålende fisk (Det er småt med koraler) og kun hører sit eget åndedrag. Det er den ultimative lise for sjælen 😉 Ulrich har undervandskameraet med og prøver at tage billeder. Det er nu ikke helt så let at få fiskene til at blive i fokus. De har det med at flytte sig 😉 Vi er spændt på at se, hvad er i det hele taget kommer på billederne, måske et hoved eller en hale. Det kræver virkelig øvelse, men forhåbentlig opnår vi den, når vi dykker 3 dage ved Sipidan.
Efter snorkelturen ligger vi på stranden i skyggen og jeg tager senere en tur mere ude ved fiskene. Kan ikke få nok! Hvad jeg måske skulle have tænkt på, er at vi ikke har fået sol på ryggen i meget lang tid, så de er virkelig blege, men ikke efter et par timer i vandskorpen! Vi er begge afsindig forbrændte på ryggene og kan ikke ligge på ryggen om natten. Det gør for ondt. Så kan vi lære det!! Heldigvis har vi et par dage, hvor vi kan komme os inden vi skal ud på vandet igen og dykke.
Klokken 6 skal vi samles for at høre om havskildpadde-projektet og se en video. Projektet har kørt siden 1977 og går ud på at bevare havskildpadderne. En havskildpadde ligger mellem 50 og 100 æg på en gang og det sker ca. hvert 3. år fra de er kønsmodne i en alder mellem 15 og 30 år. De vender altid tilbage til den strand, hvor de selv er født for at lægge deres æg. Det gør det rimelig let at følge skildpadderne og se virkningen af projektet. I 2011 kom der 7000 skildpadder og lagde æg på øen! Det skal siges at selv om en skildpadde lægger 50-100 æg pr. gang, så er det kun ca. 1-2% af æggene, som bliver til store skildpadder. Omkring 80% udklækkes men der lurer mange farer for de små skildpadder på deres vej til at blive store. Så selv om de indfødte eller varaner ikke når at spise æggene, som de anser for en delikatesse, så er der også fisk og fugle, som spiser dem, når de er udklækket.
Efter foredraget om skildpadderne er det tid til aftensmad og så er det ellers bare at sidde og vente til en ranger råber Skildpadde. Vi kan se på et opslag, at der i går var kommer 16 skildpadder ind og lagt tilsammen 904 æg og den første var kommet ind kl. 22.40. For at forstyrre skildpadderne mindst muligt må vi ikke selv gå rundt på øen efter kl. 18 og til kl. 6 og vi får kun lov til at se 1 skildpadde i aften. Det vil så vise sig, hvor lang tid vi skal vente.
Vi er heldige allerede kl. 19.40 bliver der råbt skildpadder og vi skal så alle skynde os efter vores guide ud på stranden, hvor skildpadden er lokaliseret. Den har været på land en times tid og fundet et egnet sted til sine æg og gravet et 70 cm dybt hul, hvori æggene skal dumpes. Den er lige begyndt at dumpe æggene. Det er fuldmåne, så stranden er rimelig oplyst, men rangeren har også sat en lille lygte op ved bagenden af skildpadden, så vi kan se ned i hullet og se hvordan den dumper æggene stille og roligt oven på hinanden. De er på størrelse med en bordtennisbold og elastiske, så de går ikke i stykker selv om de dumpes oven i hinanden. Vi får lov at fotografere ”fødslen” men uden blitz, da skildpadden ikke må forstyrres unødvendigt. Efterhånden som skildpadden lægger sine æg tager rangeren dem og putter dem i en spand, hvilket skildpadden heldigvis ikke kan se! Den lægger i alt 94 æg inden den dækker sit hul og lægger sig til at hvile et par timer inden den igen svømmer væk. Rangeren tager målene på den til forskningen og noterer om hvor mange æg den har lagt og om den har været på øen før. De får en lille mærkat sat på forlufferne den første gang de er på øen, så de kan følges.
Vi forlader skildpadden sammen med rangeren og æggene, som han efterfølgende graver ned i et tilsvarende hul, som det skildpadden havde gravet, men inden for en indhegning, så ingen uvedkommende kan komme til æggene! Her skal de så ligge i 50-60 dage, hvorefter de klækkes og de små nye skildpadder kommer op af hullet og bliver sat ud i vandet. Skildpaddernes køn udvikles ud fra hvilket temperatur æggene har ligget under i udrugningsperioden, så for at skabe en balance i kønnene er nogle af ”ægge-gravene” overdækket. Varme udvikler hunner og mindre varme udvikler hanner.
Da vi skal have indblik i hele processen fra æggene bliver lagt til der er kommet skildpadder ud af dem, får vi lov at følge en ranger ned på stranden igen, hvor han har en hel kurv med små nyudklækkede skildpadder. Det ligner små chokolade-skildpadder, men de ligger absolut ikke roligt i kurven. De vil ud og det er helt tydeligt at de søger mod vandet, som de enten kan høre eller lugte. De er i hvert fald ikke i tvivl om hvor de skal hen. Helt nede i strandkanten lukkes de så ud af kurven og i løbet af 2 minutter er alle 87 ude i vandet og deres nye farefulde liv er startet.
Mens vi betragter de små søde skildpadder, ser vi 2 store skildpadder ude i vandet, som søger efter et passende sted, hvor de kan komme op på stranden og lægge deres æg. Der er gang i æglægningen 😉
Vores deltagelse i projektet er desværre forbi. Vi skal væk fra stranden hurtigst muligt, så vi ikke forstyrrer andre skildpadder. Det har været meget interessant at følge.
Næste morgen kan vi se på en tavle, at der har været 13 skildpadder på land på vores ø og 10 af dem har lagt tilsammen 732 æg og på de 2 nærliggende øer, hvor der er lignende projekter har der været 11 oppe at lægge tilsammen 910 æg.

(Varmt 30 og sol)


8. februar (Selingan Island – Sandakan): Vi får morgenmad på øen og sejler derfra allerede kl. 7 og ankommer til Sandakan kl. 8 efter en nogenlunde rolig sejlads. En guide afhenter os på kajen og kører os op til et kinesisk tempel, som ligger højt over Sandakan by, så man har en glimrende udsigt ud over byen og bugten. Byen blev bombet synder og sammen under 2. verdenskrig af de allierede og hvad der ikke var bombet blev brændt ned af japanerne, så de eneste bygninger som er ældre end
1940 er den engelske kirke, en moske og et tempel! Det betyder dog ikke, at det er en moderne flot by, tvært imod. Det er en blanding af firkantede grimme forfaldne betonbygninger og træbygninger. Det ser faktisk ud som om det godt kunne trænge til endnu en jævning med jorden.
Puu Jih Shih templet er ny restaureret i 1987 og er meget overdådigt udsmykket med guld og røde farver og ud over buddhaer er der også drager over det hele, så det er et buddhistisk tempel, som er meget kinesisk inspireret. Vi bruger ikke meget tid på templet, men bliver kørt tilbage til Sabah hotel, hvor vi har reserveret værelse for de næste 2 nætter.
Regnen står nu ned, så vi bliver indendøre resten af dagen og får skrevet dagbog og uploadet billeder til internettet. 

(30 grader og regn det meste af dagen)

9. februar (Sandakan): Total afslapningsdag ved poolen med vores bøger og genopfriskning af dykkerteorien!

(30 grader og sol det meste af dagen)


10. februar (Sandakan – Mabul Water Village):
Vi har nu afsluttet oplevelserne i junglen og tager længere østpå til øerne Sipidan, Mabul og Kapilai, hvor vi skal udforske undervandslivet.
Vi flyver fra Sandakan kl. 9 og lander 40 minutter senere i Tawau, hvor en fyr afhenter os i lufthavnen og kører os de ca. 60 km til Semporna, hvorfra vi sejler i en hurtiggående båd ud til Mabul Water Village, der er et pragtfuldt ressort, som er bygget på pæle ude i vandet, men med en lang gangbro ind til den lille ø Mabul.

Vi har fået den skønneste bungalow med egen lille terrasse ud over vandet, hvor vi kan sidde og se ned i vandet, som er så klart at vi kan se fiskene svømme rundt og der er rigtig mange af dem.
Vi bliver næsten helt stresset for efter at have hilst på al personalet og fået velkomstdrik, udfyldt diverse papirer mht. dykningen er der frokost og bagefter bliver vi i golfvogn kørt ind på øen, hvor vi lejer dykkerudstyr og tilbage på resortet møder vores divemaster os. Han vil lige give os et dyk på husrevet, så vi kan få genopfrisket vores dykkefærdigheder. Vi har jo ikke dykket siden vi tog vores certifikater for et år siden på Koh Tao i Thailand. Vi har dog lige læst teorien igennem for at være nogenlunde klædt på.
Vi er begge lidt nervøse, da vi kryber i våddragten og får al udstyret monteret og afprøvet. Det går nogenlunde med at huske, hvordan man monterer diverse dele på BCD og flaske, men divemasteren holder øje med os og retter til, hvis vi laver fejl.
Så er det ellers i vandet. Jeg kommer hurtigt på plads, men Ulrich har besvær. Han har ikke fået vægt nok på bæltet, så han kan ikke komme ned! Divemasteren må hente mere bly til ham, men så går det fint for ham også og vi bevæger os ned i dybet, hvor der er sat en masse
stativer og net op i forsøg på at lave et kunstigt rev. Det er lykkes meget godt. Der er ikke mange koraler, men fiskene kan tilsyneladende godt lide det, for der er rigtig mange. Både store og små og kæmpe stimer af bl.a. jackfish. Divemasteren har taget en skriveplade med og udpeger en masse fisk for os og skriver hvad det er for nogle på skrivepladen. Det er rigtig godt for det er ikke alle vi kender navnene på i forvejen og der er også nogle som vi ikke har set før bl.a. en krokodillefisk. Som sagt er der mange forskellige bl.a. leonfish, en kæmpe grouper, barracuda, blenny, baby libfish, en kæmpereje, trumpetfisk som sloges, papegøjefisk, trickerfish, bathfish, kuffertfisk og pindsvinefisk og mange mange flere 😉 . Vi var nede på 17,8 m og dykket varede 41 minutter og vandet var iøvrigt 29 grader. Det var skønt at være nede under overfladen igen. Vi var helt høje, da vi kom op.

Efter et bad i ferskvand 😉 gik vi rundt på hele ressortet. Det er bare så flot med palmer og bourganvillaer over det hele og omgivet af det blå hav, hvor vi alle steder fra kan se fiskene svømme. Vi så oven i købet flere bluespottet stingrays oppe fra gangbroerne og for enden af en af gangbroerne, hvor der også er helikopter landingsplads var der også noget vi synes mindre godt om. Nemlig hele 5 ret store havslanger, som lå rundt om pælene. Iflg. Divemasteren havde de boet under heliplatformen i flere år og ikke givet problemer selv om de er mega giftige. Vi skulle blot ikke røre dem eller tirre dem, så ville der ikke ske noget. Vi fortrak hurtigt, da vi så hvor mange og store de var! Vi har set den samme type i Philippinerne, men de har ikke været nær så store og de har som regel været på bunden af havet.
Senere var der er flot solnedgang over øen.
Vi får aftensmad kl. 19. Siddende under stjernehimlen i 30 graders varme på en terrasse, hvor vi kan se fiskene svømme i vandet under os, som er oplyst. En buffet med store lækre rejer og meget andet, så kan man vist ikke ønske sig mere. Hold da op. Det her er virkelig livet, hvad har vi dog gjort siden vi skal have det så godt?? 😉
Efter sådan en skøn middag, hvor månen også nåede at stå op og sende sine stråler ned i vandet, er vi klar til sengen. Det har været en hård dag. Tidligt op og megen transport og det første dyk, som har fået adrenalinen til at strømme gennem kroppen, så vi er trætte og skal være klar til 3 dyk i morgen på Sipidan. Vi har været rigtig heldige. Resortet har ikke på forhånd kunne garantere os, at vi ville komme derud, da der er restriktioner på hvor mange dykkere, som må komme derud pr. dag. Max 120, som skal fordeles mellem de forskellige resorter i området. Det bliver rigtig spændende at se. Det er på top 5 listen over de bedste dykkesteder i verden! 

(30 grader og sol hele dagen)


11. februar (Mabul Water Village): Det har været en urolig nat. Det har tordnet og lynet og blæst og regnen har stået ned i tove. Men vi er nu alligevel rimelig udhvilet, da vækkeuret ringer kl. 6 for vi gik ret tidligt i seng. Vi har god tid for der er først morgenmad kl. 7 og vi skal være klar ved båden kl. 8 iført vores våddragter.
Morgenmaden er buffet, som alle andre måltider her på resortet. Der er hvad der skal være med masser af frugt og friskpresset appelsin juice. Vi får et let morgenmåltid, da vi ikke skal være for overstoppede, når vi skal ud at dykke.
kl. 8 har vi fået skruet os ned i våddragterne. Det er noget af en kamp at komme i sådan en, som er fuldstændig kropsnær og rimelig tyk og med både lange ben og ærmer. Vi kommer i hvert fald ikke til at fryse, når vandtemperaturen iøvrigt også er 29 grader!
Som vi kunne se af tavlen i går er vi blandt de heldige, som skal ud at dykke ved Sipadan. Resortet har 14 pladser hver dag, som de må sende derud, men vi er nu kun 6 så der er rigelig plads inden for kvoten! Et stort selskab på 17 forlader resortet i dag og det giver ekstra plads til os andre!
Sejlturen ud til Sipadan tager ca. 45 minutter i hurtiggående speedbåd. Vandet er helt fladt, så det er en fin tur. Solen titter frem mellem skyerne. Ude på Sipadan skal vi registreres i en stor bog inden vi må dykke, så det får vi klaret inden vi sejler ud til første dumpningssted.
Vi får ialt 3 dyk ved forskellige steder. Først ved Turtle Path derefter ved Mid reef og sidst efter frokost ved Hanging Garden. Det er første gang vi skal i vandet fra en lille lav båd, hvor vi skal lade os falde bagover ned i vandet i stedet for at tage et stort skridt ud over rælingen, som vi gjorde i Thailand, så jeg er ikke helt tryg ved det, men det viser sig nu, at det ikke svært. Jeg skal blot passe på ikke at komme for tæt på båden, når jeg kommer op til overfladen efter faldet! I Thailand var vi også vandt til at der var en line, som vi kunne gå ned ved siden af og holde fast i, hvis der skulle være strøm. Det er der ikke noget af her. Det er bare OK til divemaster og så er det ellers luften ud af BCDen og ned. Ved første dyk får vi lidt et chok over at komme ned for strømmen var ret kraftig og den trak os hurtigt hen langs revkanten. Heldigvis kommer vi snart i læ, så det bliver et mere roligt dyk, hvor vi kan nyde alle fiskene. Men strømmen har kostet os meget luft, så Ulrich og jeg må tage vores sikkerhedsstop og gå til overfladen 10 minutter før de øvrige! Det er imidlertid ikke noget problem. Vi har dårligt stukket hovederne op over vandoverfladen før vores følgebåd kommer og samler os op. De er meget opmærksomme, hvilket selvfølgelig er meget betryggende.
Lige som i går er der rigtig mange forskellige fisk og de er pæne store. Vi ser også en del hajer. Nogle ligger på bunden andre svømme lige ude for revkanten og kikker på os, som vi kikker på dem! Der er ikke nogen skildpadder på første dyk og kun enkelte på andet dyk, men efter frokost er det blevet lavvandet og det trækker åbenbart skildpadderne til. Det er helt vildt. Vi har aldrig set så mange skildpadder på et dyk. Nogle gange er der op til 6 stykker ad gangen, som svømmer over, under og ved siden af os. De ligger på afsatser og når vi nærmer os, så svømmer de ud lige foran os. Det er et fantastisk syn sammen med hajerne, som også dukker op med jævne mellemrum og stimer af store baracudaer og bumphead parrot og så er vandet helt klart. Vi har en fantastisk sigtbarhed, så det kan ikke være bedre.
Kl. 15 er vi tilbage på resortet efter 3 fantastiske dyk, men også lidt trætte af alle de nye indtryk 😉 Vi får lidt regn inden og under sidste dyk, men det er holdt op til sejlturen hjem. Det blæser dog op efter vi er kommet tilbage og der kommer hvide høns på havet og skyerne ligger tungt, men det er kom om regnen går uden om os. Indtil videre i hvert fald!
Efter at have krænget våddragten af og vasket den og os selv i ferskvand er vi straks henne og se på tavlen, hvor vi skal dykke i morgen. Og YES vi skal igen til Sipadan. Det er super!

(Sol om formiddagen, men regn til aften)

12. februar (Mabul Water Village): Det har været meget varmt i nat, så vi har ikke sovet helt så godt, men ved tanken om at vi igen skal ud og dykke ved Sipadan, har vi ikke svært ved at komme op selv om klokken kun er 6, som på en almindelig arbejdsdag. Det drejer det sig dog kun om at få et par shorts og en t-shirt på og på bare fødder over i restauranten, hvor alle andre også har bare fødder selv serveringspersonalet, som i øvrigt alle er meget søde og smilende og en enkelt af dem siger også pænt hallo mam Tina og sir Heinrich, de har ikke fundet ud af at Ulrich ikke bruger sit første navn 😉
Efter morgenmad er det på med våddragten og afsted med båden mod Sipadan, hvor vi igen i dag skal have 3 dyk. 2 her til formiddag og 1 efter frokost. Første dyk går til WhiteTip Avenue, hvor vi bl.a. skal se hajer. Andet dyk er ved Turtle Cavern, hvor vi skal se nogle grotter og 3. Og sidste dyk i dag er ved Barracuda point, hvor vi skal se Barracudaer selvfølgelig.

Det andet dyk til Turtle Cavern kunne vi godt have sprunget over. Der var utrolig ringe sigt og strømmen var så stærk, at vi ikke engang kunne komme hen til den grotte, som vi skulle se og først efter 20 minutter kom vi til mere smult vand, hvor vi trods alt kunne se lidt og ikke bare blive båret med at strømmen, men stadig vi kunne godt have været foruden dette dyk. De andre dyk derimod var helt fantastiske vi kom lige ned i store stimer af jackfish og barracudaer og både grey og white tipped hajer kom svømmende forbi og under og over os og nogle lå stille på bunden, så vi rigtig kunne studere dem. Derudover var der på sidste dyk også rigtig mange skildpadder. Et sted havde de ligesom en landingsbane på en enkeltstående klippe, hvor de kom svømmende til og lagde an til landing på toppen. 3 til 4 styk kom og landede her, så vi kunne komme helt tæt på dem uden at de svømmede væk. Det var næsten som om de nød at posere foran alle fotograferne! Enhver dykker med respekt for sig selv har jo et kamera 😉 Ulrich har også fået undervandshus til sit kamera, så det er selvfølgelig også med nede. Der bliver knipset rigtig mange gange, men det er ikke alle, som er lige gode. Det er svært at være undervandsfotograf, men bare et par af dem bliver gode, så er det godt.
Det sidste dyk er det suverænt bedste. Der er en fantastisk sigtbarhed og en meget lille strøm, som fører os langsomt hen over de skønneste farverige koraler og fisk. Det er fuldstændig som at ligge og se en Jacques Cousteau film fra firserne, hvor han i øvrigt også var netop i dette område og udtalte at det var det bedste, han havde set i 45 år! Og selv nu 20 år efter er det stadig fantastik fordi det har været fredet i mange år og der de senere år også er sat restriktion på hvor mange der må komme og dykke hver dag. Stedet her minder meget om det vi har set på Apo Reef i Phillipinerne den første gang, vi besøgte det. Efterfølgende er nogle af koralerne blevet ødelagte der af tyfoner.
Vi er alle høje efter dette dyk. Alle har de store smil på læberne og der bliver ivrigt snakket om alle oplevelserne under vand.
Hjemme på resortet slapper vi af på sengen. Vi har begge lidt ondt i hovedet og er trætte ovenpå adrenalinsuset 😉 Det er hårdt at være dykker.
Aftensmaden bliver igen indtaget ude under åben himmel med udsigt til fiskene nede i vandet. Vi må dog under desserten rykke ind under tag, da det begynder at regne.

(Blandet sol og overskyet og regn til aften)

13. februar (Mabul Water Village): Vi skulle have været til Kapilai at dykke fra morgenstunden i dag, men hovedpinen fra i går er taget til og vi mener ikke at det vil være forsvarligt at dykke i den tilstand, så vi må desværre springe fra første dyk. I stedet hviler vi lidt og går så en tur rundt på Mabul. Den ø som vores ressort er forbundet til med en gangbro.
Det er virkelig en kontrast til de vi bor i her. Hold da op. Husene ligner næsten en byggelegeplads, som vi kender den fra halvfjerdserne. Brædder der er sømmet sammen på kryds og tværs og bliktage. Det eneste der ser nogenlunde pænt ud er skolen, men den er der så sandelig også brug for, for der er et hav af børn. Nogle er i skole, mens andre spiller bold eller render og leger med tøndelåg, som de skubber foran sig med en pind ligesom vores forældre også gjorde det for mange år siden. Her har computerne ikke taget over endnu! Her er meget fattigt i vores målestok, men ingen ser ud til at mangle noget og de smiler alle og hilser på os. 

Når man går rundt og ser sådan en primitiv levevis lige op af vores luksus ressort, kan man måske godt forstå at det kan skabe nogle konflikter engang imellem. Hvad er det lige der gør, at vi kan have så meget, når der er andre, som har så lidt!
Efter gåturen og en cola har vi det begge bedre og vi bliver enige om, at vi godt kan tage det næste dyk, som er på The Platform, der er et område lige under en borerig, som er plantet her og indrettet som hotel! Absolut ikke særlig køn eller passende for området, men nogle må have givet tilladelse til den og som sagt er der et dykkeområde under denne rig, hvor der ligger nogle skrotrester og en båd, som gør det ud for et kunstigt rev, hvor fiskene er vilde med at gemme sig. Også her så vi nogle fisk, som vi ikke har set før bl.a. nogle sjove små gule og blå ål, som boede i huller i sandbunden og stod og svajede i strømmen.
Sidste dyk både i dag og på denne tur – desværre – gik til Paradise området, som er næsten lige ud for vores ressort. De øvrige deltagere, som skulle have været med på dette dyk har meldt fra, så vi er heldige at blive alene med divemasteren. Det er absolut en fordel for så har han kun os at koncentrere sig om og så er han ivrig for at vise os forskellige fisk og skrive til os hvad vi ser på sin skriveplade. Stedet her er også sandbund med en sunken båd med et hav af blæksprutter og en del skildpadder og frogfish, leaffish, dwarf leonfish, pindfish, klovnefisk med æg, som de forsvarede kraftigt og en enkelt søhest. Divemasteren er sød at tage billeder af os sammen med skildpadder og store blæksprutter. Det var et rigtig godt afslutningsdyk, et af dem, som man helst ikke vil op fra, men efter 42 minutter må vi desværre op og da vi ligger i overfladen og venter på at blive samlet op af følgebåden, kommer en skildpadde op ikke langt fra os, som om den lige vil sige farvel inden den dykker ned igen.
Kede af at det nu nok varer et års tid indtil vi igen skal dykke tager vi tilbage til resortet og sidder på terrassen og nyder udsigten over vandet og Mabul, som herfra ligner en rigtig paradisø med palmer ned til hvide sandstrande, men bagsiden af medaljen har vi set inde i landsbyen på øen!
Aftensmaden nydes endnu engang ude under åben himmel, dog uden stjerner i dag. 

(Sol og let skydække formiddag, overskyet resten af dagen, men ingen regn)


14. februar (Mabul Water Village – Kota Kinabalu): Øv, det er en trist dag. Vi skal forlade vores dykkerparadis og langsomt begynde turen tilbage til Danmark. Det er som vejret afspejler vores sindstilstand. Der er fin blå himmel over os og øen, men ude i periferien er der mørke skyer! Vi håber, det holder tørt indtil vi er kommet til Semporna. Vi har sovet længe i dag, da vi jo ikke skulle ud at dykke, så morgenmaden når vi kun lige inden de lukker kl. 9. Vi er ikke mange gæster tilbage på resortet. Kan kun tælle 10 og de 6 af os skal forlade paradiset i dag. Det må virkelig være lavsæson eller også kradser krisen også her.
Vi når at sige farvel til vores divemaster Rahman endnu engang. Han sidder og venter på at skulle ud på formiddagsdyk, da vi skal med båden kl. 11 til Semporna. Vandet er helt fladt, så det bliver en behagelig sejltur. Der kommer kun lidt regn undervejs, men vi kan sidde i tørvejr, så det gør ikke noget. I Semporna, står en van klar til os, som vi kravler straks ind i og kører mod Tawau lufthavn. Så er det eller slut med det gode vejr. Regnen står ned i tove og der danner sig floder langt vejene. Det er en lidt ubehagelig tur, hvor der fare for aqua-planing, men vi når sikkert frem til lufthavnen og flyver til Kota Kinabalu, hvor vejret er helt anderledes. Her har det tilsyneladende ikke regnet og det ser heller ikke ud til at der kommer nogen regn. Dejligt.
Det er sidste aften på Borneo, men vi gider egentlig ikke rigtig noget, så det ender med at vi går en tur gennem byen og kikker lidt på forretninger og ender på McDonalds 😉 Det er godt med noget lokalt mad! 


15. februar – 16. februar (Kota Kinabalu – Singapore): Solen skinner fra en næsten skyfri himmel og alligevel er vi nødt til at tage de lange bukser på og tænke på at der er koldt, når vi lander i Kastrup i morgen – surt! Vi skal flyve klokken 12, så vi har god tid til morgenmadshygge inden taxaen henter os kl. 10. I lufthavnen må vi desværre konstatere at vores fly er en time forsinket, så vi får en ekstra time af vente i Kota Kinabalu lufthavn, som absolut ikke er den største, men iøvrigt en pæn lufthavn. Kl. 15.15 lander vi i Singapore og vores fly videre er først kl. 01.15 i nat, så vi har rigelig tid til at tage ind til Singapore og se os omkring. Det tager en halv times tid med tog/metro ind til rådhuset, hvorfra vi er rimelig kendt. Vi ved bl.a. at der ikke er langt til Funan, som er et stort butikscenter for elektronik, hvor vi købte vores kameraer sidst, vi var her.
Vi vælger at springe Funan over i første omgang, idet vi hellere vil lidt rundt i byen, mens det endnu er lyst. Når vi rejser med Singapore Airlines har de en speciel bus SIA Hop-on-off bus, som vi kan benytte til en tur rundt i byen. Vi hopper på bussen ud for Raffles hotel og kører med en halv times tid, men har så fået nok af den kolde aircondition, så vi hopper af ved China town efter at have været forbi bl.a. Singapore Flyer (det store pariserhjul) og Marina Bay Sands hotel, som er det højeste hotel i Singapore, og udformet som et skib der ligger på toppen af 3 piller. Det er et imponerende byggeri at se på og som er skudt op på meget kort tid. For 3 år siden, da vi var her sidst, var det der ikke, men der sker utrolig meget i Singapore. De udbygger hele tiden med nye store specielle arkitektoniske bygningsværker.
China town er dog stadig det samme, men måske med lidt flere souvenirbutikker end sidst 😉 Det er meget hyggeligt at gå her. Der er en egen særlig rolig stemning og føles absolut ikke som at være i en kæmpe pulserende storby, selv om den er lige om hjørnet.
Da vi har set nok til China town søger vi tilbage mod Funan for at se om de har nogle fristende tilbud, som vi ikke kan gå uden om. Vi har godt nok hørt hjemmefra, at der ikke er noget at spare mere på digitalt udstyr, men vi skal alligevel lige se 😉 Vi er ude efter en Ipad 2 og vi kan spare ca. 1.000 kr. på den, så noget er der da at hente, men Ulrich mener godt at han kan vente til vi kommer til USA, hvor vi har set den endnu billigere, så kreditkortet får lov til at hvile denne gang! Hvor utroligt det end lyder, så kommer vi ud af Funan uden at have købt en eneste ting. Det har vi ikke prøvet før.
Det er ved at være tid til aftensmad, så vi søger ned til Clark Quay og finder et dejligt spisested lige ved floden, hvor vi kan sidde og se ud over floden og lysene på den anden side og Singapore flyer i det fjerne. Det er pragtfuldt at sidde her i 29 graders varme og nyde en god bøf på hotstone. Vi er meget betaget af Singapore og er enige om, at hvis muligheden bød sig, ville vi gerne bo her et par år.
Et par timer senere må vi desværre slippe den dejlige stemning og varmen og tage toget tilbage til lufthavnen, hvorfra vi flyver planmæssigt kl. 01.15 og lander i Kastrup kl. 6.30 næste morgen dansk tid. Det er en lang flyvetur (12 timer), men igen er vi heldige at få 3 sæder, så jeg kan krumme mig sammen og ligge på de 2 sæder. Det er ikke den mest behagelige stilling, men dog bedre end at sidde op, så jeg får da for en gang skyld sovet det meste af turen væk og er rimelig udhvilet, da vi når Kastrup.
Danmark viser sig fra sin skønneste side, da vi lander. Det er koldt, – 5 grader, men solen står op på en skyfri himmel, så det er en meget smuk morgen at lande. Det hjælper lidt på humøret, som ellers er lidt trykket oven på at en skøn 3 ugers ferie nu er slut.